Gammelt legetøj bliver som nyt igen

Jason har genopdaget karussellen – men har han virkelig glemt den?

Karussellen har været gemt væk i en måneds tid, fordi Jason og Josephine havde mistet interessen for den. Nu er den kommet frem igen, og især Jason behandler den, som om den var splinterny. Men kan katte virkelig glemme deres legetøj? Og hvorfor kan noget gammelt pludselig blive så interessant?

Dagens godbidder er spist

Dagens godbidder er spist. Det er Jason ikke helt tilfreds med.

Han har nemlig endnu ikke forstået, at man ikke kan leve af slik alene. Det er ellers en ordning, han gerne så indført her i huset.

Men når der ikke bliver serveret flere godbidder, må man jo finde på noget andet at lave.

Og så var det, jeg kom i tanke om karussellen.

Den har været gemt væk i en måneds tid, fordi hverken Jason eller Josephine længere interesserede sig for den. Det var åbenbart blevet kedeligt at lege med den.

Nu har jeg stillet den frem igen.

Og pludselig er den fantastisk!

Jason ligger på gulvtæppet og undersøger den med poterne. Han skubber til den, får den til at bevæge sig og følger nøje med i, hvad der sker.

Han virker fuldstændig optaget af sit genfundne legetøj.

Det er jo også godt, for som bekendt har de to katte næsten ikke noget legetøj. 🙂

Kan katte virkelig glemme?

Jeg troede faktisk, at katte havde en så god hukommelse, at de ikke sådan lige glemte noget.

Og det har de også – i hvert fald kan katte huske mange ting i lang tid. De kan blandt andet genkende mennesker, steder og indlærte rutiner.

Men der er forskel på at kunne huske noget og på at finde det interessant.

Når karussellen står fremme hver eneste dag, bliver den en del af de faste omgivelser. Den er der bare. Den bevæger sig ikke af sig selv, og der sker ikke noget særligt ved den.

Efterhånden holder kattene op med at interessere sig for den.

Det kaldes habituering. Det betyder, at et dyr reagerer mindre på noget, det oplever gentagne gange, når det ikke længere virker særligt interessant eller betydningsfuldt.

Når karussellen så forsvinder i en måned og pludselig dukker op igen, kan den vække fornyet nysgerrighed.

Det betyder ikke nødvendigvis, at Jason har glemt den.

Måske kan han udmærket huske den. Men nu er den igen værd at undersøge.

Det kan vi selvfølgelig ikke afgøre ved at se på hans leg. Vi kan kun konstatere, at interessen er vendt tilbage.

Hvorfor virker det?

Katte er nysgerrige dyr, og især unge katte har et stort behov for at undersøge deres omgivelser, lege og bruge kroppen.

De reagerer blandt andet på bevægelse, variation og muligheden for selv at påvirke noget.

Karussellen giver Jason mulighed for netop det.

Han kan skubbe til den med poterne og se, hvad der sker. Han kan gentage bevægelsen og eksperimentere med den.

Det er en form for aktiv leg, hvor han selv skaber en virkning og kan undersøge sammenhængen mellem sin handling og resultatet.

Samtidig kan legen aktivere elementer af kattens naturlige jagtadfærd: at holde øje, række ud med poten, slå til og følge noget, der bevæger sig.

Det er ikke nødvendigvis selve karussellen, der er interessant. Det er også alt det, Jason kan få den til at gøre.

Derfor kan det være en god idé at have noget af legetøjet gemt væk og skifte mellem forskellige ting med jævne mellemrum.

Man behøver ikke hele tiden købe nyt.

Det gamle kan sagtens få nyt liv.

Direktør Jason demonstrerer

Herunder kan du se de 44 sekunder, hvor Jason har travlt med sin genfundne karussel.

Jeg har lagt lidt munter klavermusik på filmen. Den hedder Playful Piano, og jeg synes, den passer godt til hans nysgerrige undersøgelser.

(Teksten fortsætter under videoen).

Musik: Playful Piano af Universfield (Pixabay).

Vi venter på den nye XXL-kattebakke

Mens Jason genopdager sit gamle legetøj, går vi også og venter på noget helt nyt.

Nemlig en Trixie Primo XXL-kattebakke.

Den bliver betydeligt større end den nuværende, og jeg glæder mig næsten lige så meget som kattene. Måske endda mere, for de ved jo endnu ikke, hvad der venter dem.

Den nye bakke skal have et lag kattegrus på cirka 7–10 cm, så der bliver rigtig gode muligheder for at grave.

Og hvis jeg kender Jason og Josephine ret, skal der nok blive sparket grus ud til alle sider.

Det er trods alt vigtigt at få undersøgt, hvor langt sådan noget kan flyve.

Trixie kattebakke Primo XXL i overblik

• Rummelig kattebakke til katte
• Ekstra meget plads: Også ideel til store racer
• Sænket, lav indgang: Let adgang for kattekillinger, syge, svage eller ældre katte
• Aftagelig kant: Let at afmontere og fastgøre, hvilket gør rengøringen lettere
• Farve: Hvid/grå eller hvid/blå
• Materiale: Plast

Hvor meget større bliver den?

Kattebakke	Længde	Bredde	Højde
Gammel kattebakke	56 cm	36 cm	10 cm
Trixie Primo XXL	71 cm	56 cm	25 cm

 

 

Sammenligning af målene	Forøgelse
Længde	+15 cm (27 %)
Bredde	+20 cm (56 %)
Højde	+15 cm (150 %)
Bundareal (udvendige mål)	+97 %

Det er især bundarealet, der gør en forskel. Ud fra de udvendige længde- og breddemål bliver det næsten fordoblet.

Det giver kattene bedre mulighed for at vende sig, finde en passende plads og grave, som de har lyst til. Det faktiske indvendige bundareal kan dog være mindre end tallene antyder.

Et dybere lag grus giver også bedre mulighed for at udføre den naturlige grave- og tildækningsadfærd.

Det bliver spændende at se, hvad de synes om den.

Det behøver ikke være nyt for at være spændende

Dagens lille oplevelse med karussellen har mindet mig om, at variation ikke nødvendigvis kræver nye indkøb.

Nogle gange er det nok at ændre lidt på de vante omgivelser.

En karussel, der har været væk i en måned, kan pludselig være dagens store attraktion.

Og en stor kattebakke kan forhåbentlig blive næste store fornøjelse.

Så er der bare spørgsmålet om godbidderne.

Jason mener fortsat, at der er alt for få af dem.

Det spørgsmål er endnu ikke løst tilfredsstillende – set fra direktørens side.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Den ro, de ikke selv ved, de har behov for

Om killingers behov for søvn, jagt, mad og tryghed

Jeg hørte forleden en udsendelse om, hvad killinger har brug for. Mad, vand, kærlighed, aktivitet og steder, hvor de kan trække sig tilbage, var naturligvis på listen. Men så blev der sagt noget, jeg studsede over: Killinger har også brug for »den ro, de ikke selv ved, de har behov for«. Hvad betyder det egentlig? Og hvordan passer det med hverdagen hos Jason og Josephine, hvor der både er plads til 50 km/t.-løb, kylling og dyb søvn?

En ganske almindelig morgen

En morgen hos os begynder som regel med, at jeg vågner, og begge katte allerede befinder sig i soveværelset.

Jason ligger typisk i vindueskarmen lige ved siden af mig. Herfra kan han holde øje med verden udenfor og samtidig være tæt på mig.

Josephine foretrækker en hylde inde i klædeskabet. Allerhelst oven på det nyvaskede sengetøj, naturligvis. Hun har fundet ud af, at hun kan ligge godt beskyttet og samtidig kigge ud. Det er en glimrende kombination, hvis man er en lille kat, der gerne vil følge med i det hele uden nødvendigvis selv at deltage.

Jeg står op og sætter vand over til kaffe. Mens jeg laver kaffen, ordner jeg kattebakken.

Og så begynder dagens første motionsprogram.

Formel 1 i lejligheden

Jason og Josephine sætter efter hinanden med noget, der ligner 50 km/t. Jeg ser kun skyggerne af  dem, så hurtigt går det.

Der bliver accelereret, bremset, drejet og skiftet retning med en imponerende præcision. Det er ikke altid til at afgøre, hvem der jager hvem, men begge ser ud til at mene, at det er en meget vigtig opgave.

Det er selvfølgelig ikke bare leg for legens skyld.

Katte er rovdyr, og når killinger leger, træner de en lang række færdigheder, som de i naturen ville have brug for: jagt, koordination, balance, hurtige reaktioner og evnen til at vurdere en modstanders bevægelser.

Hos os foregår jagten heldigvis uden mus, fugle og andre egentlige byttedyr.

Til gengæld har vi flere gulve, der egner sig glimrende til racerløb.

Byttet er fanget – og det smager af kylling

På et tidspunkt åbner jeg skabet med deres kyllingelivret.

Det er en lyd, de kender.

De kan være nok så optagede af deres jagt, men når skabet åbnes, bliver opmærksomheden straks rettet mod køkkenet.

De deler et brev på 85 gram og spiser det meste med det samme.

Og så sker der noget interessant.

De lægger sig til at sove.

Jason går typisk ind i soveværelset, mens Josephine finder sin plads ved bordbenet til venstre for mit skrivebord.

Det er næsten, som om de følger en lille biologisk drejebog:

Søvn → jagt og leg → mad → hvile → ny jagt og leg.

Det er ikke en ufravigelig rækkefølge, men den passer godt med kattens naturlige adfærd. Efter jagt og fødeindtagelse følger der ofte en periode med pelspleje og hvile.

Og når de vågner igen, kan vi begynde forfra.

Josephines særlige form for afslapning

Josephine har sit helt eget ritual.

Når hun ligger ved mit skrivebord, vil hun ofte meget gerne have mave-nus.

Hun drejer sig om på ryggen og blotter sin mave. Jeg lægger hendes hoved i min ene håndflade og aer hende forsigtigt på maven med den anden.

Samtidig fortæller jeg hende en lille historie.

Jeg fortæller, hvor godt det er, at hun er her hos mig og ikke ude på savannen. For her er ingen løver og tigre, der kan spise hende. Og her er heller ingen biler, hun kan blive kørt ned af.

Jeg fortæller hende også, at jeg altid vil passe på hende.

Hun forstår næppe ret meget af denne fortælling. Hun har nok ikke nogen forestilling om hverken løver, tigre eller trafiksikkerhed.

Men hun kender min stemme. Hun kender mine hænder. Og hun kender situationen.

Hun ligger fuldstændig afslappet med sit lille hoved i min hånd, mens jeg taler stille til hende.

Og så falder hun i dyb søvn.

Det er et af dagens dejligste øjeblikke.

Den ro, de ikke selv ved, de har behov for

Men tilbage til udsendelsen og den formulering, der satte mine tanker i gang.

Hvad betyder det egentlig, at killinger har brug for ro, som de ikke selv ved, de har behov for?

Killinger har et enormt behov for at udforske verden. Alt skal undersøges, det kan fx være et skab, hvor man endnu ikke har været, og næsten enhver bevægelse kan udløse en ny jagt.

Deres nervesystem er stadig under udvikling, og de kan blive så optagede af leg og nye indtryk, at de fortsætter, selvom de egentlig trænger til en pause.

Det minder lidt om små børn, der er blevet overtrætte, men bestemt ikke har tænkt sig at sove.

Derfor er det vigtigt, at killinger ikke hele tiden bliver stimuleret.

De skal have mulighed for at trække sig tilbage til rolige og trygge steder. De skal kunne sove uforstyrret, og der behøver ikke ske noget spændende, hver gang de er vågne.

Men ro er ikke nødvendigvis det samme som søvn.

Ro kan også være at ligge i en vindueskarm og betragte verden. At ligge på en hylde i et klædeskab. Eller at ligge med hovedet i et menneskes hånd og blive aet på maven.

De bestemmer faktisk selv

Når jeg tænker over vores morgenrutine, slår det mig, at Jason og Josephine allerede er ganske gode til selv at finde balancen. De kan “selvregulere”.

De leger voldsomt, når de har lyst. De spiser, når maden bliver serveret. Og bagefter vælger de selv at hvile.

Jeg bestemmer ikke, hvor de skal sove, eller hvornår de skal kæles.

Jason vælger sin vindueskarm eller en anden yndlingsplads. Josephine vælger klædeskabet eller pladsen ved mit skrivebord.

Og når de vil være sammen med mig, kommer de selv. Josephine har et særligt lille “miv, miv”, når hun har sovet. Jeg svarer hende (selvfølgelig). Og så kommer hun løbende med det lille “dap, dap, dap” henover gulvene.

Jeg har indrettet hjemmet, så de har mange muligheder: klatrevæg, hylder, papkasser, gemmesteder, bløde liggepladser og aktivitetslegetøj.

De kan være sammen, og de kan være hver for sig.

Det sidste er faktisk vigtigt, når man har to katte. Selv de bedste venner har indimellem behov for fred.

Transportkassen er faktisk god nok

Et andet eksempel på, at kattene selv finder deres steder at slappe af, er transportkassen.

Transportkassen står fremme som en almindelig del af hjemmet og forbindes med noget rart, så den er mindre skræmmende, når den skal bruges.

Der ligger et blødt håndklæde over, og Josephine har fundet ud af, at den er ganske glimrende at ligge ovenpå.

Som man kan se på topbilledet, ligger hun fuldstændig afslappet med den ene forpote ud over kanten.

Transportkassen er altså god nok. Bare man ikke skal ind i den!

Håndklædet har i øvrigt en ganske bestemt funktion. Når vi skal til Avedøre Dyreklinik, tager jeg taxa med dem. Her dækker jeg transportkassens sider til, så de bliver skærmet mod nogle af de mange synsindtryk under køreturen og i venteværelset.

Det er med til at reducere stress, fordi de ikke hele tiden skal forholde sig til fremmede mennesker, bevægelser og nye omgivelser.

Selvfølgelig sørger jeg for, at kassens ventilationsåbninger er frie, så der er rigeligt med frisk luft.

Og her er vi faktisk tilbage ved den ro, de ikke selv ved, de har behov for.

Nogle gange handler det ikke om at fjerne alle indtryk, men om at begrænse dem, så situationen bliver mere overskuelig.

Det gælder både hjemme i stuen og på vej til dyrlægen.

Det er også i orden, at der ikke sker noget

Jeg tror, det er den vigtigste pointe, jeg tager med mig fra udsendelsen.

Man kan nemt blive så optaget af at give sine katte et spændende og indholdsrigt liv, at man glemmer, at de også har behov for perioder, hvor der ikke sker noget som helst.

De behøver ikke aktiveres, hver gang de er vågne.

Og når de ligger og hviler, behøver jeg ikke finde på noget nyt til dem.

Jeg skal bare lade dem være.

Det betyder ikke, at vi skal afskaffe Formel 1-løbene gennem lejligheden. Dem tror jeg i øvrigt heller ikke, at jeg ville have nogen mulighed for at afskaffe.

Det betyder blot, at der skal være plads til både aktivitet og stilhed.

Og måske er det netop det, der ligger i formuleringen om den ro, de ikke selv ved, de har behov for.

At vi mennesker skal sørge for rammerne, så kattene selv kan finde roen, når de trænger til den.

Hos os ser det heldigvis ud til at fungere ganske godt.

Jason kan fortsat køre Formel 1, og Josephine kan fortsat falde i søvn med hovedet i min hånd.

Og jeg kan drikke min kaffe.

I hvert fald indtil næste løb starter.

Eller til den særlige stilhed, der betyder, at de laver noget, de ikke må.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.