Jason til dyrlæge

Min kat han har otte poter. Otte poter har min kat …

👁️ Først var Jasons højre øje bare en anelse anderledes. Næste morgen var der hævelse, rødme og snask, og så gik turen til dyrlægen. Heldigvis var hornhinden uskadt, og Jason selv var stadig lige nysgerrig og ustyrlig. Men besøget mindede mig om noget vigtigt: Når man kender sin kat, skal man turde stole på, at man kan se, når noget ikke er, som det plejer.

Onsdag begyndte jeg at se, at der var noget med Jasons højre øje. Det var ikke lige så åbent og fint som det venstre, og det havde ikke den samme “facon” (eller hvad det nu kaldes).

I går syntes jeg, det var værre. Det var i hvert fald ikke normalt.

Jeg tog en stribe billeder og sendte dem til Avedøre Dyreklinik og skrev, at jeg var bekymret over, hvad jeg så, men at hans samlede adfærd var normal (lege, spise, drikke, toiletbesøg osv.)

Billederne er vist i det lille galleri herunder:

Prev 1of5 Next

De tog mig seriøst og ville gerne se ham, for man skal være meget forsigtig, når det er noget med øjnene, for det kan udvikle sig utrolig hurtigt.

Han fik en akuttid til i dag 9:30.

Jeg var på apoteket i går efter vatrondeller og noget “øjenbadevand”. Det var han selvfølgelig ikke meget for. Jeg vaskede øjet med vatrondeller to gange i går, men det havde ingen effekt overhovedet.

I morges var det markant værre: rødlig hævelse under øjet, lidt “snask” i øjenkrogen, “snasket” løb også nedad og blinkhinden lidt mere synlig.

Afsted med os.

Dygtig dyrlæge

Det var Camilla igen. Hun var så utrolig grundig. Vi var der en halv time.

Hun kom farvestof i øjet, så hun kunne tjekke, om der var en rift på hornhinden. Det var der heldigvis ikke.

Han fik lokalbedøvelse og smertestillende, blev svøbt i et kraftigt tæppe, så veterinærsygeplejersken kunne holde kroppen og alle otte poter inde i tæppet, og så kunne Camilla gøre et eller andet med at kigge ind bag øjet. Hun brugte en slags tang – og så måtte jeg altså kigge væk.

Hun vaskede og tjekkede alting.

Jeg tror faktisk, at konklusionen er, at hun ikke fandt noget.

Vi blev sendt hjem med øjendråber 4 * dagligt i 4 dage (han hader det) og smertestillende dråber, som normale katte synes smager dejligt og gerne spiser af en teske. Bemærk at jeg skrev “normale”. Jason skal bare ikke have noget, men så må jeg jo stoppe dem i ham. Otte poter …

Bliver det værre i weekendens løb, hedder det dyrehospitalet, der har åbent 24/7. Mere pus, blinkhinden mere fremme – og så forstod jeg faktisk ikke helt, hvad det sidste var.

Og vi følger op telefonisk mandag formiddag.

Jeg har nu givet ham øjendråberne to gange, og jeg synes faktisk, der er en lille bedring. Lidt mindre snask, lidt mindre rødme, lidt mindre hævelse.

Og han spiser og leger lige så vildt og er lige så nysgerrig, som han plejer. Det er jo rigtig gode tegn. Hvis han har ondt eller er generet af øjet, lader han sig i hvert fald ikke mærke med det. Men det er jo faktisk et af problemerne med katte. De viser ikke, at de har ondt. De skjuler smerten.

Min dygtige lille kat

I konsultationen var han også nysgerrig. De har en kattetrappe op ad væggen, som han selvfølgelig prøvede helt til øverste trin.

Da vi ventede på taxaen hjem, lå han i kassen på ryggen og spandt, det bedste han havde lært og slikkede mine fingre.

– Der kom en taxachauffør, der ville have, at han skulle stå i transportkassen i bagagerummet. Det kunne han godt glemme. Jeg ringede efter en anden vogn!

Da vi kom hjem, lod jeg kassen stå lukket i fem minutter, før jeg lukkede ham ud. Formålet med det er, at stresshormonet kortisol skal nå at lægge sig lidt, så Jason ikke forbinder sit hjem og Josephine med stress og ubehag. Det fungerede rigtig fint. Jeg spurgte Camilla, om det er ammestuesnak eller om det er sandt. Det er rigtig nok.

Hvem er mest syg?

Det sværeste er at stole på sin intuition.

Er jeg bare for fjollet og hysterisk? Ser jeg syner? Det synes jeg virkelig er svært.

Men det er jo mig, der ser Jason til hverdag, og jeg ved, hvordan hans øjne plejer at se ud. Og det er mit ansvar. Han kan ikke selv fortælle, om der er noget galt.

Heldigvis har jeg en god dyreklinik, der synes, det er bedre at gribe ind i tide – og bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt.

Jeg må sige, at jeg stoler på dem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.