Fra små killinger til store personligheder

På knap tre måneder er der sket utrolig meget med Jason og Josephine

Den 31. juli 2026 flyttede to små killinger ind hos mig. Dengang havde de store ører, små poter og en hel verden, der skulle undersøges. Nu er de blevet lange, stærke og fyldt med personlighed. Jeg har fundet nogle af de første billeder frem og sammenlignet dem med billeder fra i går. Forskellen er næsten ikke til at tro – især når man ser Jason ligge udstrakt på spisebordet. Men der er også noget, som slet ikke har ændret sig.

To små passagerer ankommer

Den 31. juli 2026 kl. 20:30 ankom Jason og Josephine til deres nye hjem.

De kom kørende i egen bil med transportkassen på bagsædet. Det var selvfølgelig ikke dem selv, der sad bag rattet, men siden har jeg fået lavet et billede, hvor Jason er chauffør, og Josephine sidder ved siden af og holder øje med, om han overholder færdselsreglerne.

Det billede holder jeg meget af.

Jason ser ud, som om han har haft kørekort i årevis, mens Josephine tager sit ansvar som kontrollant meget alvorligt. Og sådan har de på en måde været lige siden: Jason går gerne forrest, mens Josephine først undersøger situationen lidt nærmere.

De er begge født den 3. maj 2026 og var altså knap tre måneder gamle, da de flyttede ind.

Jeg syntes naturligvis allerede dengang, at de var de dejligste katte i verden. Men når jeg nu ser billederne fra de første dage, bliver jeg overrasket over, hvor små de faktisk var.

Det er en af de mærkelige ting ved at leve sammen med dyr, der vokser så hurtigt. Man ser dem hver eneste dag og lægger derfor ikke nødvendigvis mærke til de gradvise forandringer.

Først når man finder de gamle billeder frem, opdager man, hvad der egentlig er sket.

18. august vejede Jason 2.010 gram. 15. oktober viste vægten 3.300 gram.

18. august vejede Josephine 2.000 gram. 15. oktober vejede hun 2.450 gram.

Jason – fra store ører til en lang, flot ungkat

På det første billede ligger Jason på mit blåmønstrede gulvtæppe.

Han er en lille, rund killing med store ører, et smalt ansigt og et meget opmærksomt blik.

Ørerne er næsten komisk store i forhold til hovedet. Det er, som om resten af katten endnu ikke helt har indhentet dem.

Hans forpoter ligger foran ham, og hele hans kropsholdning udstråler koncentration. Han ser direkte mod kameraet med et blik, der både er nysgerrigt og en lille smule alvorligt.

Man kunne næsten forestille sig, at han allerede dengang var ved at lægge en strategisk plan for overtagelsen af husstanden.

Han vidste bare endnu ikke, hvor stor en organisation han som direktør skulle komme til at lede.

(Teksten fortsætter under billedet).

Hovedet har ændret sig

Når jeg sammenligner de første billeder med de nye, er forandringen i Jasons hoved meget tydelig.

Som lille havde han et forholdsvis smalt, trekantet ansigt. Øjnene virkede store, og ørerne dominerede nærmest hele hovedet.

Nu er ansigtet blevet bredere, kinderne fyldigere, og proportionerne mere harmoniske. Ørerne er stadig store og flotte, men de ser ikke længere ud, som om de tilhører en kat, der er dobbelt så stor.

Hans udtryk er også blevet anderledes.

Han har stadig det samme opmærksomme blik, men der er kommet noget mere ro og sikkerhed over ham.

Det er naturligvis ikke muligt at aflæse hans tanker af et fotografi. Men man kan tydeligt se, at hans fysiske fremtoning har ændret sig fra lille killing til stor ungkat.

Og så er der kroppen!

Det mest imponerende er næsten billedet fra spisebordet.

Her ligger Jason udstrakt i sin fulde længde, og pludselig bliver det meget tydeligt, hvor stor han er blevet.

På det første billede kunne han næsten være i en Margretheskål. På det nye billede optager han en betragtelig del af spisebordet.

Kroppen er blevet længere, benene er vokset, og hele hans bygning har ændret karakter.

Det er ikke længere den lille, kompakte killing fra juli.

Det er en stor, slank og flot ungkat, der stadig har en hel del vækst foran sig.

Jeg har tidligere målt ham til omkring 80 centimeter fra halespids til spidsen af forpoterne. Det er altså ikke nogen lille kat, jeg har fået.

Og han er endnu ikke seks måneder gammel!

Tre hvide poter – og én med café latte

Der er også en lille detalje ved Jasons udseende, som jeg først selv opdagede forleden dag.

Han har faktisk kun tre hvide poter.

På bagbenene har han lange, hvide sokker. På den ene forpote har han en lille hvid ankelsok, mens den anden forpote nærmest er café latte-farvet.

Den passer så fint sammen med resten af hans varme, røde pels, at jeg ikke tidligere har tænkt nærmere over forskellen.

Det er egentlig pudsigt.

Man kan bo sammen med et dyr, betragte det hver dag, børste det, kæle med det og have det liggende tæt ind til sig i timevis – og alligevel pludselig opdage noget nyt ved dets udseende.

Jason er altså ikke bare en rød kat.

Han er en rød kat med tre hvide poter, en café latte-farvet forpote og et meget karakteristisk ansigt.

Og naturligvis en ganske betydelig stilling som administrerende direktør.

Josephine – den lille, smukke pige

Med Josephine er sammenligningen lidt vanskeligere.

Det skyldes blandt andet, at hun ikke på samme måde som Jason demonstrerer sin fulde længde på spisebordet.

På de nye billeder ligger hun i sin tunnel, som hun elsker.

Og en kat, der ligger hyggeligt sammenkrøllet i en tunnel, er ikke nødvendigvis den bedste model, hvis man vil dokumentere kropslængde.

Til gengæld fortæller billederne noget andet og mindst lige så interessant.

(Teksten fortsætter under billedet).

Fra killingeansigt til ungkat

På de tidlige billeder har Josephine et lille, rundt ansigt med meget store øjne og ører, der ligesom hos Jason virker store i forhold til resten af hovedet.

Hendes stribede pels giver ansigtet nogle meget fine og symmetriske aftegninger.

Særligt omkring øjnene og panden er mønstret tydeligt.

På de nyere billeder er hovedet blevet mere udviklet. Ansigtet har fået lidt mere længde, og proportionerne mellem øjne, ører og hoved er blevet mere afbalancerede.

Men hun har stadig et meget fint og næsten killingeagtigt udtryk.

Hvor Jason på sine nye billeder næsten ligner en voksen kat, ser Josephine stadig ud som en ung pige.

Det betyder ikke, at hun ikke er vokset. Det er hun naturligvis.

Men hendes mindre størrelse og hendes måde at ligge på gør, at forandringen ikke springer lige så meget i øjnene.

Tunnelen fortæller også en historie

På det nye billede ligger Josephine i sin tunnel og kigger ud.

Hun ser ud til at være ganske godt tilfreds med situationen.

Tunnelen omslutter hende, og hun har samtidig et fint udsyn til verden udenfor.

Det er en meget typisk Josephine-situation.

Hun er en kat, der gerne vil have overblik og tryghed, men som samtidig er blevet langt mere modig, end hun var i begyndelsen.

Da hun flyttede ind, var hun den mere forsigtige af de to. Hun tilbragte de første 6 dage og 23 timer i sikkerhed under spisebordet.

Jason kastede sig gerne ud i nye undersøgelser, mens Josephine foretrak at se tingene lidt an.

Sådan er der stadig forskel på dem, men Josephine har udviklet sig utrolig meget.

Hun er blevet mere sikker, mere selvstændig, meget kælen og kontaktsøgende og meget dygtig til at løse opgaver.

Det ser jeg blandt andet med deres intelligenslegetøj, hvor hun efterhånden er blevet ekspert i at fiske Dreamies ud, også fra de svære positioner.

Og når de to brydes, er det bestemt ikke altid Jason, der bestemmer.

Tværtimod!

Den lille pige har nogle særdeles effektive bagpoter.

To forskellige måder at vokse på

Noget af det mest interessante ved at have to jævnaldrende katte er, at man kan følge deres udvikling side om side.

Jason og Josephine har haft det samme hjem, de samme muligheder for leg, de samme klatremøbler og den samme omsorg.

Alligevel udvikler de sig forskelligt.

Jason er blevet stor og lang. Han er fysisk meget fremtrædende, nærmest robust, og hans nysgerrighed får ham ofte til at undersøge nye muligheder, før jeg overhovedet har opdaget, at de eksisterer.

Josephine er mindre og mere forsigtig, men bestemt ikke mindre intelligent eller handlekraftig.

Hun har sin egen måde at undersøge verden på.

Hvor Jason ofte bruger kroppen først og hovedet bagefter, virker Josephine undertiden, som om hun foretrækker at tænke sig om, før hun handler.

Det er naturligvis min menneskelige fortolkning af deres adfærd.

Men forskellen mellem dem er tydelig.

Og jeg holder utrolig meget af dem begge netop på grund af deres forskelligheder.

De er også vokset ind i deres hjem

Det er ikke kun kroppene, der har forandret sig siden den 31. juli.

Det har deres forhold til hjemmet også.

Da de ankom, var alting nyt.

Der var nye lugte, nye lyde, nye møbler og et menneske, de endnu ikke kendte.

Nu færdes de hjemmevant overalt.

De har fået en klatrevæg, som de hurtigt tog i brug. De har deres foretrukne sovepladser, deres legetøj, deres rutiner og deres helt egne ideer om, hvordan en dag bør tilrettelægges.

Josephine har sin tunnel.

Jason har blandt andet sin særlige plads hos mig om aftenen.

Når jeg ligger under kugledynen med min iPad, kommer han ofte bogstaveligt talt ræsende ind i soveværelset.

Han springer op på sengen, finder min venstre armhule og lægger sig godt til rette.

Så skal jeg lægge armen omkring ham, så han bliver omsluttet.

Og dér kan han ligge og spinde i mindst en time.

Jeg har kugledynen. Jason har mig.

Det er en ordning, han selv har etableret, og som han tilsyneladende er særdeles tilfreds med.

Fra transportkasse til transportkasse

Da de ankom den 31. juli, kunne de to små killinger være i samme transportkasse på bagsædet.

Nu er Jason efterhånden så stor, at jeg må begynde at tænke på en større transportkasse til ham.

På billedet fra vores seneste dyrlægebesøg sidder han op i kassen med den ene pote løftet mod gitteret. Han mjaver næsten som en siameser og han forstår ikke, at han ikke kan komme ud.

(Teksten fortsætter under billedet).

Han ser meget opmærksom ud.

Nærmest som om han er ved at forklare dyrlægen, at han naturligvis gerne vil samarbejde, men at der også er grænser for, hvor meget tid en administrerende direktør kan afsætte til den slags.

Jeg står ved siden af ham med hånden på transportkassen.

Det er et billede, jeg holder meget af.

Ikke mindst fordi det viser, hvor stor han er blevet, men også fordi det minder mig om, hvor meget vi allerede har oplevet sammen.

Der har været vaccinationer, sundhedstjek, operationer og bekymringer.

Men der har også været masser af leg, kæleri, nysgerrighed og små daglige fremskridt.

Fotografierne viser mere end vækst

Når jeg ser de gamle og de nye billeder ved siden af hinanden, ser jeg først og fremmest to katte, der er vokset.

Men jeg ser også noget andet.

Jeg ser begyndelsen på et fælles liv.

På de første billeder var de to små væsener endnu ved at lære deres nye hjem at kende.

Nu har de indtaget det.

De har fået deres egne vaner, deres egne foretrukne steder og deres egne måder at bede om opmærksomhed på.

De er ikke længere bare to killinger, jeg har fået hjem.

De er Jason og Josephine.

To meget forskellige personligheder, som hver især fylder en stor plads i mit liv.

Og selvom jeg indimellem kan blive lettere opgivende over grus på gulvet, græs trukket ud af urtepotter, væltede ting og nye kreative påfund, ville jeg ikke undvære et eneste øjeblik.

Og de er kun knap et halvt år gamle

Den 3. november fylder Jason og Josephine et halvt år.

Det betyder, at vi stadig kun er ved begyndelsen.

De kommer til at vokse mere. Deres kroppe vil udvikle sig yderligere, og deres personligheder vil sikkert også fortsætte med at folde sig ud.

Måske bliver Jason en meget stor kat.

Måske vil Josephine altid være den mindre af de to.

Det ved jeg ikke endnu.

Men én ting ved jeg:

Jeg er utrolig glad for, at jeg har fotograferet dem så meget fra begyndelsen.

For uden billederne ville det være svært at forstå, hvor meget der allerede er sket.

Og når jeg om nogle år finder billederne frem igen, vil jeg sikkert se på oktober 2026 og tænke:

“Jamen, hvor var de dog små dengang!”

Jason ser lige nu ud, som om han næsten er voksen.

Det er han ikke. De er stadig mine to dejlige killinger. ❤️

Stadig en legesyg killing

Og skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt Jason stadig er en killing, kan de bare se denne lille film.

De farverige plastspiraler er blevet et hit. De triller fantastisk godt hen over køkkengulvet, og Jason tager opgaven med at indfange dem meget alvorligt.

Det kræver både hurtige poter, præcision og en vis portion tålmodighed.

Administrerende direktør eller ej – der skal også være tid til at lege! 🐈❤️

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Topbilledet: Josephine har fundet endnu et sted, hvor hun kan være i fred for verdens farer. Vaskemaskinen er lukket, når den ikke er i brug, for den kan være en reel fare.

To forskrækkelser og en bekymring

Josephine havde en hård dag og Jasons nyretal er ikke i orden

Der er dage, hvor stilhed fra to killinger er et faresignal. Og så er der dage, hvor larmen er endnu værre. Josephine blev skræmt fra vid og sans af en indkøbspose, og senere væltede seks skarpe knive ned fra køkkenbordet. Midt i alle banditstregerne er der også en mere alvorlig bekymring: Jasons nyretal er ikke, som de skal være, og nu venter yderligere undersøgelser.

Jeg har det ellers efterhånden sådan, at når der er stille, regner jeg med, at de laver noget, de ikke må. Men her var det altså omvendt to gange på en og samme dag. Josephine havde en virkelig hård dag.

Den farlige indkøbspose

Katte vil typisk gerne lege med og i en indkøbspose af papir. Da man ikke kan købe den slags mere, tænkte jeg, at en af dem fra Änglamark måske kunne bruges. Jeg klippede selvfølgelig hankene af, så kattene ikke kunne komme til skade, før jeg lagde den ude på køkkengulvet. Det gik også fint de første fem minutter. Pludselig kom Jason styrtende ind i stuen med posen efter sig.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes ham, eller hvad der gik galt, men jeg ved, at stakkels lille Josephine blev så forskrækket, at hun flygtede ud i badeværelset, hvor det lykkedes hende at hoppe op i vindueskarmen. Det kan hun normalt ikke, da hun ikke kan få potefæste.

Hun var så bange, at hun sad og trykkede sig ned i karmen og havde en hale, der lignede en flaskerenser. Jeg måtte bære hende ind i soveværelset, da hun var faldet en anelse til ro, hvor det det tog mig lang tid at berolige hende og fortælle hende, at verden var helt i orden. Jeg måtte simpelthen sætte mig ned på gulvet og tale stille til hende.

Da det gik lidt bedre, lagde hun sig ind i bunden af klædeskabet, som de fortrækker til, når verden er farlig (støvsugning etc.). Skabet er med skydedøre, som de kan gå ind bag, og så kan de ligge i sikkerhed skjult derinde på et tæppe.

Den nedfaldne knivblok

Jeg forsøgte at koncentrere mig om et eller andet ved skrivebordet, som er det eneste, jeg nu har tilbage sammen med min stationære PC, da de har resten fra gulv til loft. Inden de kom, havde jeg ellers planlagt, at de kunne få spisestuen, som jeg alligevel ikke bruger særlig ofte, men de har bredt sig. Og hvad gør man ikke?

Pludselig lød der et kæmpe brag fra køkkenet. De havde revet hele knivblokken med seks nyslebne og meget skarpe knive ned. De kunne jo være kommet alvorligt til skade. De må selvfølgelig ikke være på køkkenbordet, men man kan ikke opdrage en kat eller flere. Denne gang blev Josephine ikke helt så bange. Måske havde hun en større følelse af kontrol? Måske var det hende selv, der stod bag?

Knivblokken skal selvfølgelig have en anden placering, for den slags chancer får de ikke lov at tage igen.

Jasons nyretal

Specialisten i intern medicin har nu kigget på Jasons kontrolblodprøve, men kan ikke konkludere noget sikkert ud fra den. Der må også en urinprøve til.

Eftersom jeg jo næppe får Jason til at tisse i en kop, skal han møde fastende på torsdag kl. 8:20 hos dyrlæge Maja på Avedøre Dyreklinik. Her vil hun udtage en urinprøve direkte fra blæren med en metode, der kaldes cystocentese. Mange katte klarer det uden bedøvelse, men da Direktør Jason selvfølgelig har sin egen mening, skal han bedøves, for ellers lykkes det ganske enkelt ikke. Når han alligevel er bedøvet, laver hun også en ultralydsscanning af blæren. Jeg har DJØF-forsikring, hvor der aldrig er bøvl, og de betaler. Jeg har ringet og tjekket.

Vi må til bunds i det, da en kat på fem måneder selvfølgelig ikke må have nyreproblemer. Jeg er altså lidt bekymret. Når de bliver ældre, er det ikke sjældent, da katte ikke har ret stor naturlig tørst.

Problemet kan være genetisk betinget, eller måske er Jasons problem det omvendte af andre kattes: han drikker måske for meget. En killing skal helst drikke mellem 40 og 60 ml. pr. kilo kropsvægt pr. døgn inkl. den væske, der er i foderet. De får en kombination af vådfoder og tørfoder, og det er lykkedes at finde en ret med kylling, de vældig godt kan lide. Jeg køber foder hos dyrlægen, da de har ‘smagsgaranti’, når pakningen ikke er åbnet. Vådfoderet kommer i små breve a 85 gram, og der er til to. Der er 12 breve i en pakke, hvilket vil sige, at jeg kunne levere de 11 retur, hvis det ikke faldt i deres smag.

Han vejer 3.300 gram, så han skal have op til 200 ml. i døgnet. Det er bare ikke nemt at komme til at måle, når man har to banditter, og Josephine også en gang imellem drikker af hans fontæne, og han af og til også selv sidder og pladrer i vandet med en pote, og det så ikke kommer indenbords.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.