Far er død
Erindringsfortælling
Far er død
Mor kommer ud på den lange gang på sygehuset og siger, at far er død. Jeg er lige blevet ni år og forstår ikke helt, hvad det betyder. Vi kører hjem til mormor i den lyseblå Renault 16. De voksne skal tale om noget, der ikke er for børn. Nogle dage senere sidder jeg i Brande Kirke foran fars hvide kiste. Og da han er begravet, finder jeg min egen måde at være sammen med ham på.
— Han er død, siger mor, da hun kommer ud til mig på den lange gang på sygehuset, hvor jeg har ventet længe.
— Hvad betyder ‘død’? spørger jeg. Selvom jeg lige er blevet ni år, er jeg alligevel ikke helt sikker på, hvad det betyder. Vores nabo Gunnar Hauge døde sidste år, men kan far også dø?
— Det betyder, at der kun er os to nu, siger mor. Nu kører vi hjem til mormor.

Renault 16
Vi går ind i den lyseblå Renault 16, og jeg får lov at sidde på forsædet ved siden af mor på vejen hjem til Brande. Jeg skal have sikkerhedssele på.
Jeg kan mærke, at mor er ked af det, så jeg siger ikke så meget. Jeg tænker på det, hun sagde: “Det betyder, at der kun er os to nu”.
Da vi har kørt en time, er vi nede hos mormor på Dalgasvej 4.
Mor fortæller hende det samme, som hun sagde til mig.
— Han er død.
— Åh Gud nej, siger mormor og slår hænderne sammen. Så sætter hun kaffe på, men hun græder vist ikke. Det gør mormor aldrig.
Mor græder heller ikke, så jeg lader også være.
Da kaffen er færdig, sætter de sig ved køkkenbordet, hvor der er voksdug på. Mor sidder til venstre og mormor til højre.
— Gå ud i haven og leg med ‘Kylle’, siger mor. ‘Kylle’ er mormors sorte Puddelhund.
— Jeg har ikke lyst, og det regner.
— Så må I lege inde i verandaen, der bliver I ikke våde. Vi skal tale om noget, der ikke er for børn.
Nogle dage senere skal far begraves. Han ligger i en hvid kiste midt i Brande Kirke. Der er mange mennesker i kirken. Tante Kis og onkel Sigvard er kommet helt fra Aarhus sammen med min fætter, der hedder Svend og min kusine, der hedder Marianne.
Jeg tror, alle arbejderne fra fabrikken er der, og der er også mange andre fra byen, for far kendte mange. Det ved jeg, fordi der var mange, der hilste på os, når han og jeg gik gennem byen sammen.
Vi sidder på forreste række i kirkens venstre side. Jeg sidder mellem mormor og mor. Mormor sidder til højre og mor sidder til venstre. Jeg forstår ikke rigtig, hvad provst Otte siger, og jeg kender kun en af sangene. Det er den, der hedder ‘Nu falmer skoven’, som vi har lært i skolen. Den passer godt til november måned.
Da vi er færdige inde i kirken, kører vi til Østre Kirkegård, hvor der er gravet et stort hul til fars kiste.
Det værste er, da den bliver sænket ned i hullet.
Der græder de voksne, så det gør jeg også.
Jeg går på kirkegården
Efter noget tid, er der kommet en stor gravsten på. Mor kalder den for en familiegravsten, for at der kan være plads til os alle tre.
Jeg går på Dalgasskolen, og den ligger lige op ad Østre Kirkegård.
Selvom det er koldt i december, pjækker jeg tit fra skole og går hen på kirkegården og sidder foran gravstenen.
Så er det som om, far og jeg er sammen igen.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.




Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!