Erindringsfortælling

Til dans, til spejder og til Viborg

Nogle barndomsminder bliver siddende hele livet. Om dansesko, spejderuniformer og voksne, der ville det bedste – mens barnet længtes efter noget helt andet. Og om besvimelser, der gjorde forældrene dybt bekymrede, men som barnet selv oplevede med en mærkelig nysgerrighed.

Det er mandag og klokken er halv fem om eftermiddagen, så jeg skal til dans, og jeg hader det.
— Tag de røde Scalasko på – dem med de rundede næser, siger mor, de er gode at danse i.
— Jamen jeg har så ondt i ryggen, svarer jeg.
— Pjat. Det siger du hver mandag, men læge Bendix kiggede jo på din ryg og sagde, at der ikke er noget galt. Du kan sagtens danse.
— Jeg kan ikke finde mit dansekort, siger jeg. Jeg regner med at uden kortet til “Algots Danseskole” på “Hotel Brande” midt på Storegade, kan jeg ikke komme til dans.
— Nåh, det finder vi nok ud af, siger hun. Far følger dig derned og forklarer fru Algot, at kortet er blevet væk. Hun ved godt, at vi har betalt for hele sæsonen. Du får selvfølgelig lov at komme ind.

Det er mest min far, der synes, at jeg skal gå til dans. Han mener, det er godt for mig, fordi jeg så vil få finere bevægelser end af at klatre i æbletræerne ude i haven. Han gik selv selv til dans, da han var barn, og da han var 14 år, fik han en lille nål, hvor der stod “Terpsichore-unionen”, fordi han var meget dygtig. Jeg er ligeglad med det, og jeg har ikke lyst til hverken at tage Scalaskoene på eller at få sådan en nål.

Han synes også, jeg skal være “Blåmejse”. Det er en slags spejder for piger, der har blå uniformer på. Han har selv været spejder, da han var dreng. Han var meget glad for at snitte pinde, lave bål og sove i telt, så nu synes han også, det vil være godt for mig. Jeg elsker far, men der er temmelig meget, han ikke forstår.

Jeg har simpelthen ikke lyst til at gå i uniform eller at sove i telt.

Når solen har skinnet på teltet hele dagen, og det er blevet aften, og man skal ind for at sove, lugter det helt specielt. Alle telte lugter sådan, og jeg hader det. Da vi var på weekend ved Vedersø Klit og skulle sove i telt der, lugtede det på nøjagtig samme måde. Jeg tror, alle telte er lavet af den samme slags stof.

Jeg er også ligeglad med duelighedsmærkerne, som er nogle, man får, når man er dygtig til et eller andet hos Blåmejserne. Jeg har aldrig fået nogen af de mærker, for jeg kan ikke noget af det, man skal kunne for at få dem. De andre piger viser stolte skuldrene på uniformen frem, så man kan se, at deres mor har syet mærkerne på siden sidste uge. De piger med flest mærker, er dem, der skal tænde bålet, og de behøver ikke hjælpe med at lægge teltet sammen, inden vi skal hjem. Så jeg tænder aldrig bål og lægger altid telt sammen.

Jeg hader at gå til Blåmejse. Jeg har ellers fået et spejderbælte med en lilje på spændet og en slidt schweizerkniv, der næsten ikke kan skære. Jeg har altså bare ikke lyst.

Jeg vil hellere lege med Jens ude i haven. Jens er ikke et rigtigt barn. Det er en dreng, jeg forestiller mig. Vi leger godt sammen og nogle gange snakker vi også højt men ikke så højt, at mor hører det, for hun synes, det er mærkeligt at snakke med nogen, der ikke eksisterer i virkeligheden. Både hun og far synes, det er bedre, jeg leger med en rigtig dreng. Forleden var underdirektørens Niels på besøg. De bor lige ovre på den anden side af Vejlevej, så han kommer temmelig tit, fordi min mor inviterer ham over at lege.

— Nu er Niels her, siger hun. Kom og sig goddag til ham.

Da jeg kommer ind, står hun i køkkenet og smører boller og laver rabarbersaftevand, som hun putter i den samme kurv, vi bruger, når vi er på skovtur. Jeg er hverken sulten eller tørstig, for vi har jo næsten lige spist frokost. Niels har vist ikke fået frokost, for han tager hurtigt kurven og bærer den med ud i haven. Han åbner den med det samme og spiser straks en af bollerne.

Det er mærkeligt, at Niels er brun hele året og har helt sort hår.
— Far, er Niels også kommet gratis fra et fremmed land?
— Nej, nej. Jeg kan tydeligt huske, da Erna var gravid, og Niels blev født. Hans far Jørgen er meget mørk i huden, så det er nok derfor, Niels er næsten brun.
— Nåh, jeg troede ellers, han var lidt indianer.

Da Niels og jeg er nået til at klatre i æbletræet og svinge os i trapezen i mit gyngestativ, kan jeg mærke, det kommer igen. Det kører rundt for øjnene, lige før jeg falder på græsset. Det sker så tit både i haven og inde på værelset, at jeg ikke længere er bange for det. I begyndelsen var jeg bange, men nu er der noget spændende over, at det kører rundt. Det er en speciel følelse. Jeg ved, at det kører rundt, at jeg falder om, og at jeg vågner igen. Som regel hos enten far eller mor.

Far og mor er meget bange for det og siger, at det ikke er naturligt at gå rundt og besvime, når man bare leger stille og roligt. De regner med, at der er noget galt med mig – altså med min hjerne. Hjernen er ret vigtig, så derfor har vi været både i Randers og Viborg hos nogle meget dygtige læger, der har undersøgt mig. Jeg skulle kigge på nogle tavler og lade øjnene følge med rundt, når de drejede på figurerne. Det kunne jeg sagtens. De fik mig også til at fortælle om fornemmelsen lige inden, jeg falder, og hvad jeg laver lige før. Jeg kunne kun sige, at jeg ikke laver noget særligt, at det hele kører rundt, og at jeg ikke kan huske mere, før jeg vågner.

Bagefter skulle jeg tage blusen af, så de kunne måle på mit hjerte med en rund, kold plade. Da jeg havde taget blusen på igen, skulle jeg have målt blodtryk. Alt var i orden, og de syntes ikke, der var noget i vejen hverken med mig eller min hjerne. Far spørger, hvordan de kan vide det, når de ikke har kigget ind i hjernen? Men det er noget med det med øjenbevægelserne.

Og så kører vi hjem igen.

Det er synd for far, at han er så bange, når jeg mest synes, det er spændende.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.