Indlæg

To julekalendere

Erindringsfortælling

To julekalendere

To pakkekalendere med små overraskelser hver morgen. Matchboxbiler, Legotog og Mecano, der må vente, til jeg bliver større. Far læser Pixibøger højt, og i fjernsynet bor Magnus Tagmus på taget af Decembervej. Julen nærmer sig, og det er næsten ikke til at holde ud at vente.

Når det snart er jul, er det svært at falde i søvn om aftenen. Det er fordi, jeg næsten ikke kan vente på at se, hvad der er i julekalenderne.

Den ene pakkekalender er fra far og mor og den anden er fra tante Kis og onkel Sigvard, som bor i Aarhus. Pakkerne hænger på lange stofstykker med broderier, som mest forestiller nisser og snemænd og børn, der kælker. Den fra far og mor er blå og den fra tante og onkel er hvid. Mor synes, det tager meget lang tid at pakke alle pakkerne ind. Om tante Kis har det på samme måde, ved jeg ikke. Måske har hun bedre tid, for hun er ikke på arbejdsmarkedet.

I morges var der en Matchboxbil fra far og mor og flere skinner til mit Legotog fra tante og onkel. Jeg har både meget Matchbox og meget Lego, for jeg er ret god til at lege med begge dele. Jeg har en særlig Legokuffert til al mit Lego, og jeg får en æske Lego mere, hver gang vi er i Legoland. Det ligger i Billund, så der kommer vi tit, fordi vi bor i Brande.

Jeg elsker at bygge noget. Jeg har også Mecano, men jeg tror ikke, jeg er helt stor nok til det. Far har sagt, at så kan vi bare sætte det op på hylden, så det kan stå og vente, til jeg bliver større.

Jeg er god til at bygge noget; til gengæld er jeg ikke ret god til at lege med dukker. Det er som om, jeg ikke kan finde ud af det. De andre piger er meget bedre til det. De putter fx dukkerne i den lille røde dukkevogn af træ og så kører de med dukkerne, samtidig med at de taler til dem. Jeg forstår ikke, hvordan de finder på alt det, de siger til dukkerne. Jeg kan klæde dukkerne af og på, og når jeg har gjort det, så kan jeg ikke finde på mere. Men så går jeg bare i gang med Matchboxbanen og mit Legotog.

Skinnerne til Matchboxbanen er gule, og man sætter dem sammen med små røde samlestykker, der skal sættes nede under skinnerne. Matchboxbilerne kan køre på banen, og hvis man sætter de øverste skinner fast oppe på reolen, hvor bamserne også sidder, får bilerne så meget fart på, at de kan køre rundt i svinget uden hverken at falde af eller standse.

Det er anderledes med Legobanen, hvor alle skinnerne skal være på gulvet. Der er skinnerne blå, og de holdes sammen af hvide sveller. De skinner, der har riller, skal sidde yderst, for at lokomotivet kan få rigtig fat; ellers kan det ikke køre. Jeg har mange forskellige slags vogne. De bedste er tankvognene, hvor der står Carlsberg og Esso på siderne. De røde låger kan åbnes, og så kan man fylde dem med vand, inden man sætter lokomotivet i gang.

Jeg kender godt Esso, for lige ovre på den anden side af Vejlevej, ligger der en Essotank, hvor far fylder benzin på vores biler. Der er en tiger på skiltet, og far har sagt, at der står “Kom en tiger i tanken”. Jeg er heller ikke stor nok til at læse endnu. Det skal jeg også vente på, for far siger, at det kommer, når jeg bliver lidt større. Jeg glæder mig til det, men indtil videre så kigger jeg bare på billederne i Pixibøgerne, som far læser højt, inden jeg skal sove.

Der er forresten en julekalender mere. Den er i fjernsynet og hedder “Kender du Decembervej”. I går var Magnus Tagmus med, og han bor oppe på taget, hvor der kører et tog i tagrenden. Jeg synes, han er rigtig sød, selvom han bare er lavet af træ og har en meget spids næse. Han synger en sang, der begynder med “Mit navn er Magnus Tagmus …”, og så kan jeg ikke huske mere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hos tante Kis og onkel Sigvard må jeg næsten alting

Erindringsfortælling

Hos tante Kis og onkel Sigvard må jeg næsten alting

Hos tante Kis og onkel Sigvard i Aarhus må jeg næsten alting. Jeg må gå på opdagelse i kælderen, skrive på min rejseskrivemaskine og spille tårnspil med onkel Sigvard. Men jeg må ikke forstyrre middagsluren, flytte dørstopperne eller forstyrre de fire katte, når de spiser. Det er et dejligt sted at være på besøg.

Jeg kan godt lide at besøge Tante Kis og onkel Sigvard i Aarhus, for jeg må næsten alting. De bor i et stort rødt hus i tre etager på Provstebakken 17.

Der er kun to ting, jeg ikke må.

Jeg må ikke forstyrre, når de sover til middag. Det er ikke svært at lade være, for jeg går bare ned i kælderen og kigger på min fætter Svends Märklinbane, han selv har bygget. Jeg sætter den ikke i gang, for det er for svært at styre toget med den grønne transformator. Der er dejligt stille nede i kælderen, og jeg kan godt lide bare at gå rundt og kigge på alt det, der er dernede. Det er rart ikke at skulle noget. Vi har ikke en kælder derhjemme, for vi har ikke en masse ting, der skal stilles til side.

Jeg må heller ikke flytte på de sort- og hvidternede skumgummi-vinkler, der ligger på dørtrinnene, så dørene ikke kan lukke. Kattene skal nemlig kunne gå frit rundt i hele huset.

De har fire søde katte, som tit får rå svinehjerter til aften. Når tante Kis står i køkkenet og skærer hjerterne i stykker, går kattene ud og ind mellem hendes ben mange gange, for de kan næsten ikke vente på at få hjerterne. Jeg tror, det er deres livret. Min livret er stegt kylling med agurkesalat. Det får vi tit om lørdagen.

Der er forresten en ting mere, jeg ikke må: jeg må ikke forstyrre kattene, mens de spiser. Det må man aldrig gøre, så imens de spiser, går vi ind i spisestuen, hvor jeg har en rejseskrivemaskine med låg. Jeg skriver alle de bogstaver, jeg kender – og nogle gange også de andre. Det er sjovt.

På spisebordet ligger et stort, tykt, blødt og lysebrunt tæppe, så misserne har et dejligt sted at ligge, mens de kigger på, at tante Kis lægger kabalerne. Det er hun god til, for de går tit op. Hun har altid cerutten højre mundvig og for ikke at få røgen i øjet, lukker hun højre øje næsten helt i. Det ser sjovt ud.

Min mor siger, at tante Kis engang har sagt, at hun ikke ammede sine børn, for så ville de jo få aske i øjnene. Det lyder mærkeligt, og jeg ved ikke, om det er rigtigt.

Min fætter Svend og kusine Marianne er voksne, så de er flyttet hjemmefra. Svend hedder egentlig også Steffen, men det er der ingen, der siger. Han ryger også cerutter, men han lukker ikke højre øje i.

Svend er rigtig god til at sejle, han har sejlet rundt om Ålandsøerne helt alene, og han har lovet mig, at når jeg bliver stor, må jeg komme med ham ud at sejle. Jeg har været med nede i Aarhus Lystbådehavn og se hans båd. Den hedder ‘Optimist’.

Når onkel Sigvard er hjemme

Onkel Sigvard arbejder på Kommunehospitalet. Han er meget dygtig, og derfor kommer han tit sent hjem.

Når han har skiftet til sine slippers, sidder vi længe i en anden stue og spiller tårnspil. Det er mest mig, der spiller, for imens læser onkel Sigvard Aarhus Stiftstidende og ryger en cerut. Han lukker heller ikke det højre øje.

Man putter kuglerne i hullerne i toppen, og så drejer man på træringene, til de finder vej ned igennem tårnet og kommer ud forneden. De hvide kugler skal helst komme ud først, men det er svært at regne det ud. Så jeg drejer bare på ringene, for der kommer sådan en god lyd, når trækuglerne triller ned gennem tårnet. Det lyder næsten som om, der er noget, der er ‘hult’ inde i tårnet.

Når man ikke spiller med tårnspillet, skal kuglerne ligge i en lille brun pose af skind.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Far er død

Erindringsfortælling

Far er død

Mor kommer ud på den lange gang på sygehuset og siger, at far er død. Jeg er lige blevet ni år og forstår ikke helt, hvad det betyder. Vi kører hjem til mormor i den lyseblå Renault 16. De voksne skal tale om noget, der ikke er for børn. Nogle dage senere sidder jeg i Brande Kirke foran fars hvide kiste. Og da han er begravet, finder jeg min egen måde at være sammen med ham på.

— Han er død, siger mor, da hun kommer ud til mig på den lange gang på Kolding Sygehus, hvor jeg har ventet længe.
— Hvad betyder ‘død’? spørger jeg. Selvom jeg lige er blevet ni år, er jeg alligevel ikke helt sikker på, hvad det betyder. Vores nabo Gunnar Hauge døde sidste år. Han var værkfører på fabrikken, men kan far også dø?
— Det betyder, at der kun er os to nu, siger mor. Nu kører vi hjem til mormor.

Renault 16

Vi går ind i den lyseblå Renault 16, og jeg får lov at sidde på forsædet ved siden af mor på vejen hjem til Brande. Jeg skal have sikkerhedssele på.

Jeg kan mærke, at mor er ked af det, så jeg siger ikke så meget. Jeg tænker på det, hun sagde: “Det betyder, at der kun er os to nu”.

Da vi har kørt en time, er vi nede hos mormor på Dalgasvej 4.

Mor fortæller hende det samme, som hun sagde til mig.
— Han er død.
— Åh Gud nej, siger mormor og slår hænderne sammen. Så sætter hun kaffe på, men hun græder vist ikke. Det gør mormor aldrig.

Mor græder heller ikke, så jeg lader også være.

Da kaffen er færdig, sætter de sig ved køkkenbordet, hvor der er voksdug på. Mor sidder til venstre og mormor til højre.
— Gå ud i haven og leg med ‘Kylle’, siger mor. ‘Kylle’ er mormors sorte Puddelhund.
— Jeg har ikke lyst, og det regner.
— Så må I lege inde i verandaen, der bliver I ikke våde. Vi skal tale om noget, der ikke er for børn.

Nogle dage senere skal far begraves. Han ligger i en hvid kiste midt i Brande Kirke. Der er mange mennesker i kirken. Tante Kis og onkel Sigvard er kommet helt fra Aarhus sammen med min fætter, der hedder Svend og min kusine, der hedder Marianne.

Brande Kirke

Jeg tror, alle arbejderne fra fabrikken er der, og der er også mange andre fra byen, for far kendte mange. Det ved jeg, fordi der var mange, der hilste på os, når han og jeg gik gennem byen sammen.

Vi sidder på forreste række i kirkens venstre side. Jeg sidder mellem mormor og mor. Mormor sidder til højre og mor sidder til venstre. Jeg forstår ikke rigtig, hvad provst Otte siger, og jeg kender kun en af sangene. Det er den, der hedder ‘Nu falmer skoven’, som vi har lært i skolen. Den passer godt til november måned.

Da vi er færdige inde i kirken, kører vi til Østre Kirkegård, hvor der er gravet et stort hul til fars kiste.

Det værste er, da den bliver sænket ned i hullet.

Der græder de voksne, så det gør jeg også.

Jeg går på kirkegården

Efter noget tid, er der kommet en stor gravsten på. Mor kalder den for en familiegravsten, så der er plads til os alle tre.

Jeg går på Dalgasskolen, og den ligger lige op ad Østre Kirkegård.

Selvom det er koldt i december, går jeg tit derhen i skoletiden og sidder foran gravstenen.

Så er det som om, far og jeg er sammen igen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Erindringsfortællingerne som podcast

Kunstig intelligens læser mine erindringer

Erindringsfortællingerne som podcast

Jeg har ladet NotebookLM læse fire af mine erindringsfortællinger. Resultatet blev både en podcast og en præsentation, hvor mine små fortællinger pludselig bliver analyseret som litteratur. Det er interessant at opleve, hvordan kunstig intelligens genkender de fortælleteknikker, jeg bevidst har arbejdet med siden sommerens højskoleophold. Men måske er de to podcastværter også lidt for begejstrede?

Endnu en gang har jeg fodret NotebookLM med nogle artikler her fra hjemmesiden. Det drejer sig om:

Endnu en gang må jeg sige, at de to værter gør en formidabel indsats. Til tider synes jeg dog, de overgør mine evner udi skønlitteraturens verden, jeg er jo fortsat i gang med at øve mig på det lærte, men de centrale pointer har de fanget på loyal vis.

Du kan lytte til episoden her:

Episodebeskrivelse

NotebookLM har også genereret denne episodebeskrivelse. Her kløjes den lidt i sproget, men meningen er til at forstå:

Disse kilder præsenterer en række personlige erindringsfortællinger fra forfatterens barndom i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Teksterne trækker på princippet om “Show it, don’t tell it”, hvilket bringer de levende barndomsminder til tings gennem sanselige detaljer som syn, lyd og duft. Læseren tages med på nære tidsbilleder, herunder en hyggelig morgenstund med faderen, weekendbesøg hos mormoren og en sommerudflugt til morfar i Odense.

Gennem et barnligt perspektiv skildres familiens dagligdag med stor detaljerigdom og nostalgi. Disse fortællinger fungerer som et personligt vindue til fortiden, hvor forfatteren genoplever centrale øjeblikke før faderens død i 1972.

Det begyndte på højskolen

I sommer var jeg på Vestjyllands Højskole, hvor jeg lærte en masse om at skrive erindringsfortællinger. Siden har jeg øvet mig. Det er ikke noget, jeg tidligere har beskæftiget mig ret meget med, og jeg har stadig meget at lære.

En af de vigtigste ting, jeg tog med mig hjem, var betydningen af at fastholde barnets perspektiv.

Når jeg skriver om min barndom, forsøger jeg konsekvent at fortælle det, barnet oplever. Ikke det, den voksne ved i dag. Barnet skal ikke tillægges den voksnes erfaringer, forståelse eller efterrationaliseringer.

Det er et helt bevidst valg.

Et andet vigtigt princip er det, der på engelsk hedder “Show it, don’t tell it”. Altså at vise frem for at forklare.

I stedet for at skrive, at jeg var glad for at være sammen med min far, forsøger jeg at beskrive situationen, så læseren selv kan mærke glæden.

Det er lettere sagt end gjort. Men det er spændende at øve sig i.

NotebookLM har forstået, hvad jeg forsøger

Det interessante ved podcasten og præsentationen er, at NotebookLM selv har fundet på at analysere mine tekster som litteratur. Jeg har ikke bedt den om at lave en litterær masterclass eller forklare mine fortælleteknikker.

Alligevel har den identificeret flere af de ting, jeg bevidst arbejder med:

  • Barnets perspektiv frem for den voksnes efterrationaliseringer.
  • Brugen af nutid, der lader fortiden udspille sig for læseren.
  • Brugen af dialoger.
  • Sanseindtryk som lyde, synsindtryk og konkrete detaljer.
  • Princippet om at vise situationen frem for at forklare dens følelsesmæssige betydning.

Det synes jeg faktisk er ret imponerende.

Der er selvfølgelig forskel på, at en kunstig intelligens kan identificere litterære virkemidler, og at den kan vurdere litterær kvalitet. Det sidste er noget mere kompliceret.

Men den har genkendt det håndværk, jeg har forsøgt at lære. Det er jeg glad for.

Om morgenen er far min

Et af de eksempler, jeg holder meget af, er erindringen “Om morgenen er far min”.

Her er det ikke de store begivenheder, der fylder. Det er de små ting: barbermaskinens brummen, kaffeposerne og fars lange, slanke fingre.

For barnet er det bare en dejlig morgen sammen med far.

Den voksne fortæller kunne sagtens begynde at forklare, hvor højt hun elskede ham, og hvor meget han senere kom til at betyde. Men så ville barnets umiddelbare oplevelse forsvinde.

Jeg forsøger i stedet at lade detaljerne fortælle historien.

Det særlige er, at læseren godt kan forstå mere, end barnet selv gør. Barnet lever i øjeblikket. Læseren ved, at øjeblikket er et minde.

Og måske er det netop dér, erindringsfortællingen får sin styrke.

Også de ubehagelige minder skal med

En anden interessant pointe i NotebookLM’s analyse er, at erindringsfortællinger ikke nødvendigvis skal være hyggelige eller nostalgiske.

Det fremhæver den blandt andet i forbindelse med “Vi besøger morfar i Odense”.

Hvis man vil skrive erindringer, der virker troværdige, kan man ikke nøjes med de pæne og rare oplevelser. Barndommen består også af situationer, der er mærkelige, ubehagelige eller vanskelige at forstå.

Her er barnets perspektiv igen vigtigt.

Barnet skal have lov til at opleve det, der sker, uden at den voksne fortæller kommer farende med en forklaring på, hvad det hele betyder.

Det kan være fristende at forklare. Jeg øver mig i at lade være.

Fra erindringer til en litterær masterclass

NotebookLM har ikke nøjedes med at lave podcasten. Den har også lavet en præsentation med titlen “Instruktørens Drejebog”.

Her bliver mine tre erindringsfortællinger brugt som eksempler på forskellige litterære virkemidler.

Præsentationen indeholder blandt andet en sammenligning af fortællingerne med hensyn til sanseindtryk, tidsmarkører og den voksne fortællers rolle.

Det er interessant at se sine egne tekster behandlet på den måde. Pludselig er de ikke bare nogle små fortællinger fra min barndom. De bliver eksempler på et litterært håndværk.

Jeg har ikke helt vænnet mig til den tanke.

Herunder kan du se præsentationen.

Er kunstig intelligens for begejstret?

Ja, det kan den bestemt være.

Jeg synes, de to podcastværter til tider får mine beskedne erindringsfortællinger til at lyde, som om de hører hjemme i den store danske litteraturhistorie. Det gør de næppe.

Jeg er jo stadig ved at lære at skrive den slags tekster. Jeg har været på højskole, fået nogle gode redskaber og er begyndt at bruge dem. Det gør mig ikke til skønlitterær forfatter af den grund.

Men jeg synes, det er værd at skelne mellem den overdrevne begejstring og den konkrete analyse.

For selv om NotebookLM kan være lidt rigeligt rosende, betyder det ikke, at dens iagttagelser er forkerte.

Tværtimod synes jeg, den har fanget flere væsentlige ting, og den har gjort det på en måde, der er både forståelig og underholdende.

Det vigtigste er stadig glæden ved at skrive

Det bedste ved det hele er egentlig ikke, at to kunstige podcastværter roser mine tekster.

Det er, at jeg har fundet en ny måde at arbejde med mine erindringer på.

Jeg har lært noget nyt, jeg forsøger at omsætte det til praksis, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere opmærksom på, hvordan jeg skriver.

Og når NotebookLM efterfølgende kan identificere de virkemidler, jeg bevidst har forsøgt at anvende, er det en ganske morsom form for feedback.

Jeg skriver ikke erindringsfortællingerne for at blive berømt eller udgive en bog. Jeg skriver dem, fordi jeg har lyst, fordi jeg gerne vil blive dygtigere, og fordi det er dejligt at kunne gøre nogle af barndommens øjeblikke levende igen.

Hvis læseren kan høre barbermaskinen brumme og se fars lange, slanke fingre folde kaffeposerne, er jeg nået et stykke af vejen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.