Indlæg

Til dans, til spejder og til Viborg

Erindringsfortælling

Til dans, til spejder og til Viborg

Nogle barndomsminder bliver siddende hele livet. Om dansesko, spejderuniformer og voksne, der ville det bedste – mens barnet længtes efter noget helt andet. Og om besvimelser, der gjorde forældrene dybt bekymrede, men som barnet selv oplevede med en mærkelig nysgerrighed.

Det er mandag og klokken er halv fem om eftermiddagen, så jeg skal til dans, og jeg hader det.
— Tag de røde Scalasko på – dem med de rundede næser, siger mor, de er gode at danse i.
— Jamen jeg har så ondt i ryggen, svarer jeg.
— Pjat. Det siger du hver mandag, men læge Bendix kiggede jo på din ryg og sagde, at der ikke er noget galt. Du kan sagtens danse.
— Jeg kan ikke finde mit dansekort, siger jeg. Jeg regner med at uden kortet til “Algots Danseskole” på “Hotel Brande” midt på Storegade, kan jeg ikke komme til dans.
— Nåh, det finder vi nok ud af, siger hun. Far følger dig derned og forklarer fru Algot, at kortet er blevet væk. Hun ved godt, at vi har betalt for hele sæsonen. Du får selvfølgelig lov at komme ind.

Det er mest min far, der synes, at jeg skal gå til dans. Han mener, det er godt for mig, fordi jeg så vil få finere bevægelser end af at klatre i æbletræerne ude i haven. Han gik selv selv til dans, da han var barn, og da han var 14 år, fik han en lille nål, hvor der stod “Terpsichore-unionen”, fordi han var meget dygtig. Jeg er ligeglad med det, og jeg har ikke lyst til hverken at tage Scalaskoene på eller at få sådan en nål.

Han synes også, jeg skal være “Blåmejse”. Det er en slags spejder for piger, der har blå uniformer på. Han har selv været spejder, da han var dreng. Han var meget glad for at snitte pinde, lave bål og sove i telt, så nu synes han også, det vil være godt for mig. Jeg elsker far, men der er temmelig meget, han ikke forstår.

Jeg har simpelthen ikke lyst til at gå i uniform eller at sove i telt.

Når solen har skinnet på teltet hele dagen, og det er blevet aften, og man skal ind for at sove, lugter det helt specielt. Alle telte lugter sådan, og jeg hader det. Da vi var på weekend ved Vedersø Klit og skulle sove i telt der, lugtede det på nøjagtig samme måde. Jeg tror, alle telte er lavet af den samme slags stof.

Jeg er også ligeglad med duelighedsmærkerne, som er nogle, man får, når man er dygtig til et eller andet hos Blåmejserne. Jeg har aldrig fået nogen af de mærker, for jeg kan ikke noget af det, man skal kunne for at få dem. De andre piger viser stolte skuldrene på uniformen frem, så man kan se, at deres mor har syet mærkerne på siden sidste uge. De piger med flest mærker, er dem, der skal tænde bålet, og de behøver ikke hjælpe med at lægge teltet sammen, inden vi skal hjem. Så jeg tænder aldrig bål og lægger altid telt sammen.

Jeg hader at gå til Blåmejse. Jeg har ellers fået et spejderbælte med en lilje på spændet og en slidt schweizerkniv, der næsten ikke kan skære. Jeg har altså bare ikke lyst.

Jeg vil hellere lege med Jens ude i haven. Jens er ikke et rigtigt barn. Det er en dreng, jeg forestiller mig. Vi leger godt sammen og nogle gange snakker vi også højt men ikke så højt, at mor hører det, for hun synes, det er mærkeligt at snakke med nogen, der ikke eksisterer i virkeligheden. Både hun og far synes, det er bedre, jeg leger med en rigtig dreng. Forleden var underdirektørens Niels på besøg. De bor lige ovre på den anden side af Vejlevej, så han kommer temmelig tit, fordi min mor inviterer ham over at lege.

— Nu er Niels her, siger hun. Kom og sig goddag til ham.

Da jeg kommer ind, står hun i køkkenet og smører boller og laver rabarbersaftevand, som hun putter i den samme kurv, vi bruger, når vi er på skovtur. Jeg er hverken sulten eller tørstig, for vi har jo næsten lige spist frokost. Niels har vist ikke fået frokost, for han tager hurtigt kurven og bærer den med ud i haven. Han åbner den med det samme og spiser straks en af bollerne.

Det er mærkeligt, at Niels er brun hele året og har helt sort hår.
— Far, er Niels også kommet gratis fra et fremmed land?
— Nej, nej. Jeg kan tydeligt huske, da Erna var gravid, og Niels blev født. Hans far Jørgen er meget mørk i huden, så det er nok derfor, Niels er næsten brun.
— Nåh, jeg troede ellers, han var lidt indianer.

Da Niels og jeg er nået til at klatre i æbletræet og svinge os i trapezen i mit gyngestativ, kan jeg mærke, det kommer igen. Det kører rundt for øjnene, lige før jeg falder på græsset. Det sker så tit både i haven og inde på værelset, at jeg ikke længere er bange for det. I begyndelsen var jeg bange, men nu er der noget spændende over, at det kører rundt. Det er en speciel følelse. Jeg ved, at det kører rundt, at jeg falder om, og at jeg vågner igen. Som regel hos enten far eller mor.

Far og mor er meget bange for det og siger, at det ikke er naturligt at gå rundt og besvime, når man bare leger stille og roligt. De regner med, at der er noget galt med mig – altså med min hjerne. Hjernen er ret vigtig, så derfor har vi været både i Randers og Viborg hos nogle meget dygtige læger, der har undersøgt mig. Jeg skulle kigge på nogle tavler og lade øjnene følge med rundt, når de drejede på figurerne. Det kunne jeg sagtens. De fik mig også til at fortælle om fornemmelsen lige inden, jeg falder, og hvad jeg laver lige før. Jeg kunne kun sige, at jeg ikke laver noget særligt, at det hele kører rundt, og at jeg ikke kan huske mere, før jeg vågner.

Bagefter skulle jeg tage blusen af, så de kunne måle på mit hjerte med en rund, kold plade. Da jeg havde taget blusen på igen, skulle jeg have målt blodtryk. Alt var i orden, og de syntes ikke, der var noget i vejen hverken med mig eller min hjerne. Far spørger, hvordan de kan vide det, når de ikke har kigget ind i hjernen? Men det er noget med det med øjenbevægelserne.

Og så kører vi hjem igen.

Det er synd for far, at han er så bange, når jeg mest synes, det er spændende.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Mormor, fortæl om gamle dage

Erindringsfortælling

Mormor, fortæl om gamle dage

Mormors hænder er krøllede på oversiden. Og hendes hals er også lidt krøllet. Det er min ikke.

— Det er fordi, jeg er ved at blive gammel, og fordi jeg har arbejdet meget, forklarer hun. Jeg har fx været tjenestepige, jeg har arbejdet i Nygårds Bageri i Højby og på Jernbanehotellet i Kalundborg. Og da jeg mødte din morfar, var jeg husbestyrerinde. Der var jeg 23 år og havde allerede fået din onkel Hans og hans søster Margith. Derfor måtte jeg arbejde ekstra meget.
Jeg ved ikke, hvad en husbestyrerinde er, og da jeg spørger hende om det, forklarer hun det ikke ret godt. Jeg forstår det stadig ikke, men det siger jeg ikke.
— Mormor fortæl om gamle dage, siger jeg.
— Det har jeg gjort så tit, svarer hun. Du har hørt det hele før.
— Det gør ikke noget, svarer jeg. Jeg vil gerne høre det igen.

Da hun begynder at fortælle, fortryder jeg, at jeg spurgte, for hun har kun sørgelige historier fra gamle dage. Det er fx den om, at hun havde Engelsk syge som barn, fordi hun ikke fik sund mad med vitaminer, og derfor havde hun dårlige negle. Hendes mor slog hende med en bøjle over det hele – også på neglene, så de blødte. Hun har stadig de bulede negle, og jeg tror, det er på grund af det med bøjlen. Jeg kan ikke lide at se på dem, og jeg rører aldrig ved dem.

Og det er den om hendes far, som hun var rigtig glad for, men som døde af at hænge sig i et bælte ude i værkstedet. Han hed Niels August. Det var hendes storebror Ahlmann, der fandt ham hængende ned fra loftet i værkstedet. Storebroderen skar ham ned med en kniv, han havde i lommen, men det var for sent, så faderen var allerede død. Ahlmann og moderen blev enige om, at det nok var bedst at kontakte politiet. De kontaktede ikke lægen, for de kunne jo se, at han var død.

— Far var i meget dårligt humør, fortæller mormor, og når han var det, drak han for mange øl. Det var nok derfor, han hængte sig. Eller måske var det fordi, han var blevet skilt fra min mor, eller også fordi han havde fået brev fra en anden dame, han havde lært at kende. Desværre kunne vi ikke finde brevet, men mor sagde, at det var kommet dagen før, vi fandt ham.
— Hvorfor var du så glad for din far, spørger jeg.
— Jeg tror, det var fordi, han var meget glad for mig, svarer hun. Han slog mig ikke, og måske kunne han lidt bedre lide mig end mine fem søskende.
— Hvad arbejdede han med, spørger jeg.
— Han var malermester, og folk kaldte ham “Kludeskomaleren”, fordi han altid havde sine kludesko med, som han skiftede til, når han gik ind hos folk for at male.

Jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis det var min far, der hængte sig, og nogen skulle skære ham ned fra loftet. Det bliver jeg meget ked af at tænke på. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og jeg kan ikke forestille mig det med maden uden vitaminer, eller det med bøjlen. Hjemme hos os, er der ingen, der slår hinanden, og jeg synes, det er noget mærkeligt noget at gøre.

Heldigvis har mormor ikke mere at fortælle. Og jeg beslutter, at jeg aldrig mere vil bede hende fortælle om gamle dage.

(Billedet herunder er mormors kort til sin mor i julen (vist 1920), da moderen er indlagt på “Nykjøbing Sygehus”).

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Vi er på vej i bilen fra Nellemose til Odense Banegård. Jeg skal på sommerferie hos mormor, der bor i Nykøbing Sjælland. Jeg kan godt lide at være hos mormor, for man kan tale med hende hele dagen – også om aftenen. Derhjemme har jeg sagt til mor, at jeg bedst kan lide hende (altså mor) om formiddagen.

— Husk nu at du skal skifte i Slagelse, siger de.
— Ja, det skal jeg nok, svarer jeg, men jeg ved ikke, hvor Slagelse ligger. Og jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af det, og hvordan jeg kommer af toget det rigtige sted. Måske er der nogle søde mennesker med toget, der ved, hvor Slagelse er, og som vil hjælpe mig? Jeg er bange. Hvad nu, hvis jeg ikke kommer af? Hvor kører toget så hen?

De sætter mig på det rigtige tog og så kører de tilbage. De bliver ikke og vinker.

Da vi kommer til Nyborg med toget, skal det køre ind på de rigtige skinner på færgen, der hedder Prinsesse Benedikte. Det vil tage en time, før vi er i Korsør. Toget kører lidt frem og tilbage, og det rasler, indtil det har fundet stedet, det må standse.

Alle folk rejser sig op, fordi de gerne vil af på færgen. Det vil jeg også gerne. Vi træder ud på vogndækket, hvor der dufter godt at færgens olie. Det er lidt som benzin men tyndere, så det fylder ikke lige så meget i næsen. Vi går i en lang kø hen mod trappen, der fører ovenpå. Det ser ud som om, der er flere etager op, inden man kan komme ud på dækket og se færgen lægge fra kaj. De andre begynder at gå op ad de brede, hullede trin. Jeg går ikke med op ad trapperne, for jeg er bange for, at jeg ikke kan finde det rigtige vogndæk og mit rigtige tog igen, og så vil mormor komme til at stå alene på stationen i Nykøbing og vente på mig, der aldrig kommer. Jeg vender om og finder tilbage til min vogn og min kupé.

I kupéen sidder en dame, der heller ikke vil ud på færgen.
— Det har jeg været så mange gange, siger hun. Der er i virkeligheden ikke noget at se andet end alle mågerne, der flyver om kap med færgen.
Hun ser rar ud, så jeg beslutter mig for at spørge hende, om hun evt. ved, hvor Slagelse ligger.
— Jeg skal skifte i Slagelse, siger jeg, men jeg ved ikke, hvor det er.
Hun tager en gammel slidt kortbog fra Geodætisk Institut frem af tasken. Den er tyk og omslaget er bordeauxrødt. Jeg når lige at se, at der står “Anna Rasmussen, 1963” på den første side. Hun bladrer lidt, før hun finder en side, hvor man kan se noget af Storebælt til venstre, så Korsør og så Slagelse lidt opad mod højre.
— Ved du, hvad tid, vi er der, spørger jeg.
— Nej, det ved jeg faktisk ikke, svarer hun,  men jeg skal nok sørge for, at du kommer af i Slagelse.
— Var det ikke noget med et bolsje? Hun åbner en af sine tasker, hvor der ligger en æske fyldt med eukalyptusbolsjer. De minder mig om mormor. Hun har også altid eukalyptusbolsjer, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig så meget om, men jeg kan godt lide mormor. Derfor siger jeg ja tak, når hun byder af dem.

Hos morfar får jeg “rutebiler”, der er nogle lange brune kager med riflet tag og hul i midten. Mormor og morfar er skilt. Det er derfor, der er bolsjer hos hende og rutebiler hos ham. Hun kalder ham altid “den gamle”, fordi han er 11 år ældre end hende, og hun driller ham med, at han må være “taget med tang”, når hans ansigt er så langt. Jeg synes, det er synd for morfar.

— Farvel fru Rasmussen, råber jeg, da jeg står på perronen i Slagelse, mens hun kører videre med toget. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen.

Det er næsten aften, før jeg er fremme hos mormor, der står på stationen og tager imod mig. Vi går sammen i den kølige aftenluft hjem til hende. Hun bor på Rosendalen i nummer 44 i udkanten af Nykøbing.
— Nåh, du fandt ud af at skifte i Slagelse, siger hun.
— Ja, svarer jeg, men jeg fortæller ikke om den søde dame i toget, der hjalp mig. Jeg vil hellere have, at mormor skal tro, at jeg selv fandt ud af det.
— Er du træt, spørger hun?
— Jeg er meget træt, svarer jeg. Kan vi vente til i morgen med at pakke ud?
Da vi er hjemme, er det dejligt at se, at hun har redt op til mig på sofaen.

Dagene hos mormor er rare, for vi laver næsten altid det samme. Mormor køber Familie Journalen om mandagen og læser romanerne, inden jeg får bladene. Jeg klipper Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud. Derhjemme har jeg en hel mappe, hvor jeg har sorteret opskrifterne alt efter om de er med gris, okse eller kylling eller om det evt. er desserter. Jeg samler også på de små løse opskrifter, der passer ind i mappen, der hedder Gris på gaflen. Jeg kan godt lide at samle og at gøre orden. Derfor samler jeg også på frimærker. Jeg har sorteret dem efter land og farve.

Min fætter Bjarne kommer sikkert en aften, efter solen er gået ned. Så skal vi ud at fiske ved Klint. Han er ti år ældre end mig og kan køre bil. Han er flot og brun i sin soldateruniform, for han er konstabel. Jeg ved ikke, hvad en “konstabel” er, men jeg kan jo se på uniformen, at det er noget med krig.

Jeg håber ikke, der bliver krig i Danmark.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvad har du lavet i din sommerferie? 1

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 1

— I aften skal vi i Cirkus Benneweis, siger tante Kis, da hun står i køkkenet og laver mad til misserne. De skal have noget med laks. Mor siger, at tante Kis bruger lige så mange penge på mad til misserne, som hun bruger på mad til hele vores familie.
— Jeg glæder mig, siger jeg. Hvor vi bor i Brande, kommer der ikke cirkus, det er byen for lille til.
— Du skal tage dit fineste tøj på, siger hun, for vi skal sidde helt forrest på de bedste pladser.
— Er det ligesom, man ser i fjernsynet, spørger jeg. Altså en masse løver og elefanter og klovne?
— Ja, det vil jeg tro, svarer hun. Elefanterne hedder Thai, Siam, India og Ceylon

Jeg kan godt lide at være på ferie hos tante Kis og onkel Sigvard. Egentlig er hun min faster, da hun er min fars søster, men vi kalder hende altså tante. De bor i et meget stort hus på Provstebakken i nummer 17 i Aarhus. Jeg må alting. Det eneste jeg ikke må er at støje, når tante Kis sover til middag og at fjerne de vinklede puder med ternet stof, der ligger og sørger for, at dørene ikke smækker i. Misserne skal kunne gå frit i hele huset.

Fætter Svend har en kæmpe Märklin-bane nede i kælderen. Transformatoren er grøn med en rød regulator. Hvis man drejer den helt til højre, farer toget afsted, så det skal man helst ikke gøre. Han har selv bygget det hele. Der er både bjerge og små stationsbyer. Jeg må kun lege med det, når Svend er med, for der er meget, der kan gå i stykker.

Vi har også været i Salling og Magasin en dag. Der var så mange mennesker i en af forretningerne, at jeg kom til at kaste op.

En aften var vi i Tivoli Friheden. Det var virkelig sjovt. Onkel Sigvard og jeg var ude at sejle på søen. Imens ventede tante Kis inde på breden, mens hun røg en af sine cerutter. Desværre kom jeg til at styre, så onkel kom ind under springvandet og blev våd, fordi han sad til venstre. Selv sad jeg i tørvejr til højre.

Hos dem har jeg også min egen skrivemaskine. De kalder den for en rejseskrivemaskine, fordi den har låg og kan lukkes sammen, når man skal ud at rejse. Jeg sætter papir i og skriver alle de bogstaver, jeg kender, og det er mange, for jeg kan godt læse lidt. Når jeg er kommet helt til højre, og der ikke er mere plads på papiret, er der en lille klokke, der ringer, “Ding” siger den, og så skal man bruge skrivemaskinens arm for at skubbe farvebåndet til venstre og begynde at skrive den næste linje.

Far har lært mig bogstaverne, så jeg selv kan læse Pixibøgerne. Jeg kan bedst lide den om Missemor. Jeg har læst den mange gange, og og når man gør det, bliver det lettere. Det er praktisk at kunne læse, inden man skal i skole. Så bliver det også lettere. Jeg har lige været til modenhedsprøve. Jeg er moden nok, for jeg kunne se, at flaget blæste den ene vej, og at røgen fra skorstenen blæste den anden vej. Derfor skal jeg i skole efter sommerferien. Jeg glæder mig.

Selvom det er dejligt at være på ferie i Aarhus, ville det være godt, hvis der var dage, hvor vi ikke skulle noget, og hvor jeg bare kunne gå rundt og lege med fætter Svend og misserne.

Men tante og onkel synes, jeg skal opleve noget hver dag, når jeg nu endelig er i en stor by.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.