Indlæg

Om at skrive erindringsfortællingerne

Syn, lyd og duft

Om at skrive erindringsfortællingerne

Når jeg skriver erindringsfortællinger, ser jeg barndommen som en film for mit indre blik. Jeg skal bare skrive drejebogen. Syn, lyd og duft dukker op, som om det hele sker lige nu. På højskolen lærte jeg om »show it, don’t tell it« – endelig gik det op for mig, hvad det går ud på. Det er detaljerne, der gør erindringerne levende.

At skrive erindringsfortællingerne er som at sætte en film på for mit indre blik og så bare “skrive drejebogen”; skrive alle scenerne i filmen præcis som den udspiller sig. Det er virkelig mærkeligt, at der efter alle de år, hvor jeg mistede store dele af hukommelsen, stadig er så tydelige film fra min tidlige barndom.

Jeg kan skrive om tiden indtil 26. november 1972, hvor min far bliver begravet. Jeg er lige blevet ni år og husker begravelsen meget tydeligt.

Derefter har jeg ikke så meget at fortælle, eller man kan sige, at det allerede er fortalt flere gange – blandt andet i serien “Nomadebarn”, der ligger hos POV. Serien er udarbejdet i 2020 af journalist Lotte Ladegaard og mig i forening.

Noget af det, vi lærte på højskolen i sommer på kurset “Fortæl dit liv”, var at inkorporere syn, lyd og duft i fortællingerne. Man skal “folde situationerne ud”. Man skal fx ikke skrive, at Tante Margit var en dramaqueen og manipulerende, for så fortæller man læserne, hvad de skal mene om hende. Det må man overlade til dem selv.

Det er lidt, som jeg i Danske Slægtsforskeres podcast ikke siger: “Her er et godt tip”. De må da selv finde ud af, om de synes, det er godt; det kan jo være, de er helt uenige. Derfor fjerner jeg ordet “godt” og siger kun “Her er et tip”. Det samme gælder teksterne på deres hjemmeside.

Men tilbage til Tante Margit.

Marie Østergaard Knudsen havde bl.a. denne slide med:

Undgå konklusioner. Vis det i stedet for at fortælle det [show it, don’t tell it]:

Man skal ikke skrive “Min tante var meget manipulerende og en dramaqueen”

≠

En dag kom vi ind i hendes hus. På sofabordet lå en kniv og flere tomme pilleglas.
— Margit råbte vi.
Intet svar.
Vi løb igennem hendes havestue og fandt hende i sengen, hvor hun lå med korset, strømper og bh.
— Margit! råbte min søster og hev i hendes skulder.
Jeg tænkte, hvad min far ville sige, nu hvor hans søster var død. Ham, der havde så meget i forvejen med fugten i ensilagen. Min søster havde tårer i øjnene.
— Løb hjem efter far, Villads! sagde hun. — Hun trækker ikke vejret.
— Jo, det gør jeg da, sagde Margit og rejste sig op. – Der fik jeg jer, sagde hun og lo. Hun havde samme blik i øjnene, som dengang sidste år, hvor hun fortalte, at hun kun havde få år tilbage at leve i.

Her får vi virkelig fortalt om tante Margit. Der er brugt en masse ord, så vi selv kan danne os et billede af hende, og måske resulterer det i, at vi konkluderer, at hun virkelig er en dramaqueen og temmelig manipulerende.

Mine erindringsfortællinger

Det var første gang, det virkelig gik op for mig, hvad “show it, don’t tell it” gik ud på.

Erindringsfortællingerne er alle set fra barnets perspektiv. Det er sjovt, at et barn (mig) har så mange detaljer med, som den voksne måske ville synes var ligegyldige. Men det er detaljerne, der danner fortællingen. Det er dem, der danner billeder på læserens nethinde.

De er skrevet i nutid – og det kaldes ofte også for “falsk nutid”, hvilket jo sådan set er rigtigt.

Fortællingen “Om morgenen er far min” har både syn (han folder kaffefilteret med sine lange, slanke fingre”), lyd (barbermaskinen, der brummer som når katten spinder) og duft (aftershaven Old Spice) med.

Da jeg skrev fortællingen, tænkte jeg ikke over det, for jeg skrev jo bare drejebogen. Først retrospektivt opdager jeg, at det faktisk forholder sig sådan. Jeg har alle tre sanseindtryk med.

Jeg elsker at have lov at bruge en masse ord, for det sætter mig fri.

 

 

Om morgenen er far min

Erindringsfortælling

Om morgenen er far min

Jeg kan godt lide at sidde på toiletsædet, mens far barberer sig. Barbermaskinen brummer næsten som Piv, når hun spinder, og bagefter dufter der dejligt af Old Spice. Vi taler om, hvad jeg har lavet i børnehaven. Far har lidt travlt, men han har alligevel tid til at hjælpe mig med de dumme strømpebukser, inden han laver kaffe.

Det er en dejlig brummende lyd fra barbermaskinen. Lyden er varm og næsten, som når vores kat Piv spinder. Barbermaskinen er hvid, og den er så lille, at den næsten forsvinder i fars hånd. Jeg sidder på toiletsædet, mens vi taler sammen.

— Hvad lavede du i børnehaven i går? spørger han.
— Jeg legede mest med Jens ude i klatrestativet. Men da det begyndte at regne, sagde de voksne, at vi skulle komme ind.
— Og hvad lavede I så indenfor?
— Børnehavelærerinden Inge havde bagt formiddagsboller, så dem spiste vi.
— Og hvad så da I havde spist dem?
— Så var klokken 12, og du kom og hentede mig, så vi kunne køre hjem til frokost.
— Nåh ja, svarer han. Jeg havde næsten glemt, at du går i halvdagsbørnehave.

Han slukker for barbermaskinen og tager den hvide flaske med Old Spice frem fra skabet. Jeg ved, den hedder Old Spice, for far har fortalt, hvad der står med de røde krøllede bogstaver. Han hælder lidt ud i hånden og smører det ud der, hvor han lige har barberet sig. Det er en dejlig krydret duft, der kildrer lidt i næsen.

Nu er vi færdige på badeværelset, for jeg vaskede mig, inden han barberede sig. Det hedder ‘etagevask’, når man ikke tager bad.
— Jeg har lagt tøjet frem til dig. Du skal gå ind og klæde dig på.
— Må jeg ikke godt have nattøjet på, mens vi spiser morgenmad?
— Nej, det er ikke så godt, for vi har lidt travlt i dag. Jeg har et vigtigt møde på fabrikken allerede kl. otte.

Jeg går ind og klæder mig på. Det går fint med blusen og nederdelen, men jeg kan ikke finde ud af det med strømpebukserne. Jeg tager dem med ud til far, der står i køkkenet og gør klar til at lave kaffe i den lille røde kaffekande. Han folder kaffefilteret i bunden og den ene side med sine lange slanke fingre. Så løber vandet hurtigere igennem, siger han.

— Vil du hjælpe mig med strømpebukserne?
— Ja, siger han. Jeg kan godt forstå, du ikke kan få dem på. De er også dumme. Det er som om, de er lidt for lange til dig. Piv er tørstig, vil du give hende noget at drikke?
Jeg sætter mig ned på gulvet og rækker flasken med mælk hen til hende. Den er varm, for far har lunet mælken. Det kan katte godt lide.
— Skal mor sove længe i dag? spørger jeg ham.
— Ja hun har migræne igen. Så hjælper det at sove.

Jeg ved ikke helt, hvad migræne er, men det er noget med hovedet. Og mor har det tit.

Det er derfor, vi har Marianne, der er barnepige. Hun passer mig, når mor har migræne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vi besøger morfar i Odense

Erindringsfortælling

Vi besøger morfar i Odense

En sommerdag hos morfar i Odense byder på jordbær i kolonihaven, citronvand, et toilet, jeg helst vil undgå, og en gammel radio, jeg må skille ad. Morfar hører ikke så godt, men han ved, hvad jeg kan lide. Og når vi skal hjem til Brande, er det svært at holde sig vågen hele vejen.

Det er sommer, så der er jordbær i morfars kolonihave, og vi sidder i bilen på vej til Odense. Morfar kalder jordbærrene for Senga Sengana. Jeg synes nu mest, de smager af solskin og lidt af sommerferie.

I haven er der alle mulige forskellige slags bær, og jeg må spise alle dem, jeg har lyst til. Jeg begynder med stikkelsbærrene, for så forsvinder den sure smag, når man spiser de andre bær bagefter. Jeg gemmer jordbærrene til sidst, for de er de bedste.

Vi har en thermotaske med mad med, og far åbner det lille bord, der er i en slags kuffert. Når man åbner kufferten, kommer der fire klapstole frem. Det passer lige til os.

De voksne taler meget højt, for morfar hører dårligt, fordi han har været på fabrik i mange år. Mor synes, han skal have høreapparater, men det vil han ikke. Han synes ikke, det er så galt.

Det værste er, når man skal tisse. Toilettet er ude i et lille skur, hvor der lige er plads til det, og der er ikke vand i spanden, så det lugter grimt. Jeg holder mig, så længe jeg kan, men det er ikke ret længe, for jeg drikker to af morfars citronvand til frokost.

Sidst vi var der, holdt jeg mig så længe, at jeg kom til at tisse i bukserne. Far havde heldigvis rent tøj med til mig, og han forstod godt, hvorfor det skete. Han går selv om bag solbærbuskene, når han skal tisse, for han kan heller ikke lide spanden i skuret. Det har jeg også prøvet på, men jeg kunne ikke.

— Du skal sige til i god tid, for så holder jeg dig frem, siger mor, og så behøver du ikke gå ind i skuret.
— Jeg kan ikke lide at blive holdt frem.
— Hvorfor ikke?
— Jeg kan ikke tisse, når jeg hænger der mellem dine arme.

Da vi har plukket alle de modne jordbær, folder far bordet sammen igen og lægger stolene ind i kufferten. Solen er ved at gå ned bag huset, og det bliver køligere, så nu skal vi hjem til morfar. Han bor i Allégade i nummer 68. Det kan jeg huske, fordi han havde skrevet det bagpå brevet, han sendte før jul, hvor han fortalte, at han havde fået lyntogsbillet til lillejuleaften.

Det stod også på det brev, han sendte til mig, da jeg var på Give Sygehus og fik fjernet blindtarmen.

Kære lille Hanne. Jeg håber, du har det godt. Nu blindtarmen er væk, får du ikke ondt i maven mere. Jeg kommer til jul, og jeg har allerede købt en gave til dig. Kærlig hilsen fra morfar.

Da vi er kommet hjem til morfar, sætter han flæskesteg over i en gryde, og mor laver agurkesalat. Køkkenet er meget lille, så de skiftes til at stå derude.

Der er også meget lidt plads i stuen, men han har alligevel sat et lille bord frem til mig.
— Her er en af de gamle radioer. Vil du skille den ad?
— Ja tak, siger jeg, det vil jeg gerne. Det er mærkeligt, at han altid har en gammel radio til mig.
— Lige et øjeblik så finder jeg nogle skruetrækkere til dig.

Det første, man skal skrue af, er de to drejeknapper på forsiden. Bagefter kan man fjerne det lange glas. Jeg kan læse på glasset, at der står ‘FM’, ‘Kalundborg langbølge’ og ‘Mellembølge’. Jeg kender godt bølger fra Vesterhavet. Da jeg har skilt radioen helt ad, er der ikke vand i. Det er lidt mærkeligt. Der er kun nogle grønne plader med små grå klatter på. Far fortæller, at de er svejset på, og at det er derfor, man ikke kan få dem af.

Da jeg har skilt radioen ad, siger far, at jeg skal gå ud og lege i gården. Det er kedeligt, for der er ikke noget at lege med, og det er mest cement.

Når man går til højre, er der nogle bede med roser i. I et af bedene er der to brune låger, der åbner skråt opad, ned til et lille kælderrum, hvor morfars cykel står. Han cykler altid til cementfabrikken og til kolonihaven.

Til venstre er der en dør ind til en toiletkumme, som er meget ren, og som lugter stærkt af ‘Hardol’. Det er bedre end skuret i kolonihaven, men jeg kan bedst lide vores badeværelse hjemme i Brande, hvor der også er håndvask og badekar.

Da vi har spist flæskestegen og agurkesalaten, skal vi hjem. Jeg vil gerne kigge ud af bilruderne hele vejen, men jeg falder alligevel i søvn på bagsædet. Jeg vågner en lille smule, da far bærer mig fra bilen og ind på mit værelse derhjemme, men jeg lader som om, jeg sover, så han ikke opdager det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Skjold Burne og “Den med tyren”

Erindringsfortælling

Skjold Burne og “Den med tyren”

Det er fredag, og mormor henter mig fra skole. Vi skal lege i de gamle togvogne på Brande Station, spise lakridskonfekt og lege købmand med sand i kaffeposerne. I morgen skal vi høre Dansktoppen, og på vejen hjem går vi forbi Skjold Burne, hvor far køber “Den med tyren”. Jeg samler på de små røde plastiktyre, der hænger om flaskernes hals. Og når vi har spist kyllingesteg, kommer Ingrid og Lillebror i fjernsynet. Det er dejligt, når det er weekend.

Det er fredag, så mormor henter mig fra skole, for vores barnepige Marianne har fri om fredagen. Jeg går i 1. klasse, og jeg synes, det er sjovt at gå i skole, for jeg kan allerede læse lidt. Men det er endnu sjovere at følges med mormor hjem fra skolen via de gamle togvogne på Brande Station. De er ikke låst, så man kan gå ind i dem og lege, at man er på rejse. Jeg har været med far og mor i Tyskland, og der kørte vi også med tog. Det tog lang tid, men vi havde spil med, så det ikke føltes som så lang tid. Jeg vandt i Ludo flere gange.

Sæderne i de gamle togvogne er brune og af plastik, der ligner læder, men det er det ikke. Der er plads til mange passagerer i hver vogn.

Man kan også komme derind, hvor lokomotivføreren plejede at stå, når han styrede toget, der kørte mellem Brande og Give. Selvom toget har holdt stille i mange år, kan man stadig dreje på knapperne og trykke pedalerne i bund. Det er det sjoveste.

Hjemme hos mormor spiser vi Lakridskonfekt og leger Købmand på verandaen om eftermiddagen. Det er mig, der er købmanden, og hun er kunden.

— Jeg vil gerne bede om et halvt pund kaffe, siger hun.
— Ja så gerne, svarer jeg og vejer af på vægten, som hun har taget med fra sin tid hos købmand Gregersen i Nykøbing Sjælland. Det er ikke rigtig kaffe men bare sand, som vi leger er kaffe, men vi har de rigtige kaffeposer, der lukkes på tværs med en lang hvid klips.

Da vi har spist aftensmad, broderer mormor videre på sofapuden. Jeg broderer på gulvklude med garn i mange farver. Mormors broderi er svært, for hullerne er små. Mit er lettere, for jeg skal bare sy op og ned mellem trådene i gulvkludene. Det skal også blive til en sofapude, som jeg glæder mig til at give far, når den er færdig. Måske bliver den færdig i morgen eftermiddag, inden vi skal hjem til os? Jeg skynder mig at sy.

Lørdagene hos mormor er hyggelige. Om formiddagen læser hun romanerne i Familiejournalen, og jeg læser i nogle Pixibøger. Den bedste er den med Missemor og hendes killinger. Jeg kan ikke læse det hele, så jeg springer noget af det over og kigger i stedet bare på tegningerne.

Til frokost får jeg to stykker med torskerogn og mayonnaise på Pascobrød fra bageren henne på hjørnet af Dalgasvej og Vejlevej. Mormor bor på Dalgasvej nr. 4. Vi sidder oppe på mit værelse på 1. sal. Transistoren er tændt, for mormor vil så gerne høre middagsmusikken med Svend Nicolajsens orkester. Jeg kan ellers bedst lide, når der er helt stille, men det forstår mormor ikke.

Hun synes, jeg skal sove til middag, men jeg er jo ikke træt, så jeg lader bare som om, jeg sover på divanen til venstre. Hun ligger selv og sover rigtigt i soveværelset ved siden af. I hendes soveværelse er der kun en seng, så jeg tror ikke, hun er gift.

En dag spørger jeg hende, om hun nogensinde havde været gift.
— Ja, svarer hun, jeg har da været gift med morfar.
— Det tror jeg ikke på, for du taler så grimt om ham. Jeg kan ikke lide, du kalder ham for “Den gamle”. Det er da synd for morfar.
— Jamen han er 11 år ældre end mig. Så det er sandt, at han er gammel. Og jeg mener det ikke så slemt.
— Jeg synes, man skal tale pænt om hinanden, når man er gift, for det gør far og mor.
— Vi er jo heller ikke gift længere, siger hun, som om det er en undskyldning.

Om eftermiddagen hører vi Dansktoppen på transistoren. Mormor kan godt lide Peter Belli og Susanne Lana. Han synger Kære gamle tog, og hun synger Hvis tårer var guld. Vi har hørt dem mange gange, så nu kan jeg dem næsten udenad.

Kl. tre klæder os på, for vi skal gå gennem byen hjem til os. Jeg kan godt lide at gå sammen med mormor, for vi holder altid i hånd.

Vi kommer forbi Skjold Burne, hvor far altid køber en flaske Den med tyren om lørdagen. Jeg tror, den hedder sådan, fordi der hænger en lille rød plastiktyr om flaskens hals. Jeg samler på tyrene, og jeg har snart mange. De voksne deler vinen, mens jeg får rød sodavand af rødvinsglas, så det er som om, jeg også drikker rødvin. Vi spiser kyllingesteg og grøn salat med dressing af fløde rørt med citronsaft. Det bedste er persillen, der har ligget inde i kyllingen.

Bagefter er der Kikkassen med Ingrid og Lillebror i fjernsynet. Jeg kan godt lide, når Lillebror synger ‘Hvad skal vi lege, skjul eller rundbold?’. Den kan jeg udenad, for jeg ser Kikkassen hver lørdag

Kl. otte skal jeg i seng, men det gør ikke noget, for jeg synes, det er så hyggeligt, når far sidder på kanten af min seng og læser højt af Peter Pedal og manden med den gule hat.
— Godnat, siger far og går ud.
— Godnat far, svarer jeg, inden jeg hurtigt falder i søvn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.