Kvinderne fyldte kun lidt

Med far og mor på arbejde

Et enkelt skrivegreb kan åbne en hel verden af minder. En øvelse på højskolen fik mig til at tænke over, hvorfor det altid er min fars arbejdsplads, jeg kan genkalde med alle sanser, mens min mors arbejde næsten er forsvundet ud af hukommelsen. Samtidig blev det tydeligt for mig, hvilken genre jeg har mest lyst til at skrive videre i.

Det kan måske være at svært finde på noget at skrive om.

Og hvordan kommer man i gang? Hvad er en god åbning?

Hvordan laver man “in media res”, der er latin for at være midt i tingene? Hvordan hopper man direkte ind i historien, så man undgår at nøle?

Jeg havde faktisk tænkt på det, allerede inden Marie Østergaard Knudsen viste det på en af sine slides. God inspiration kan være:

Med far og mor på arbejde …

Mange af mine medstuderende havde allerede været med i hvert fald deres far på arbejde. Det stemmer med, at kursusdeltagerne var nogenlunde lige gamle, og derfor er det faderen, der er på arbejde og fylder i billedet.

En havde siddet på traktorens højre skærm, mens faderen kørte den grå Massey Ferguson ud over markerne. En anden var med ude at malke i hånden, fordi strømmen var gået, så malkemaskinen ikke kunne køre.

Også i mine egne fortællinger er det min far, der fylder. Min egen mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, for vi er i slutningen af 60’erne. Hidtil har hendes vigtigste opgave været at gå hjemme og passe mig.

En medstuderende spurgte mig: “Hvad lavede hun så ude på arbejdsmarkedet?” Jeg ved det faktisk ikke. Det er mærkeligt, men det var jo heller ikke hende, der tog mig med, så jeg kunne se, høre og lugte, hvad hun lavede derude.

Alle mine sanser genkender derimod uden videre min fars arbejde.

Jeg ved præcis:

• hvor langt der er til fabrikken,
• at vi skal til højre ad Østre Stationsvej og straks efter til venstre for at komme til fabrikkens gamle del,
• hvordan klædet lugter efter appreturen (en slags “konserveringsmiddel” til klæde),
• hvordan fars kontor ser ud,
• hvor mange trin, der er op ad de små trætrappestiger til arbejderne ved deres maskiner,
• jeg genkender lydene i fabrikshallen
• etc.

Far, mor og børn

De fleste børn har leget “Far, mor og børn”, der er en rolleleg, hvor børn efterligner de voksnes hverdag.

Ingen ville være faderen, der, for at spille rollen rigtigt, skulle gå ud af værelset og bare være “på arbejde”, indtil det blev aften, og han måtte komme hjem igen. På samme måde ville ingen være hunden.

De, der var tilbage, skulle være moderen og børnene. De digtede lange handlingsforløb med moderen som hovedrolleindehaver og børn, der makkede ret. Og hvis de ikke gjorde, kunne de bare vente, til far kom hjem. Den latente trussel lå der altid, og moderen var et skvat, når hun ikke selv ordnede de små affærer, der opstod mellem saftevand og røde dukkevogne af træ. Jeg havde små kaffestel af porcelæn, som skulle vaskes op efter sandkagen som en del af legen.

Jeg kan ikke huske hvilke roller, jeg selv havde. Noget siger mig, at jeg kan have været faderen, netop fordi jeg ikke kan huske noget af det, og måske er det derfor, jeg syntes, “Far, mor og børn” var en kedelig leg? Jeg har aldrig været god til rollespil, for jeg kan ikke digte en handling. Jeg foretrak konstruktionslegene med Bilofix, Meccano og Lego. Og jeg husker udmærket, hvordan det er at træde på en Legoklods. (Topbilledet er dele fra et Meccano-byggesæt).

Pudsigt nok kom der aldrig nye børn ud af “Far, mor og børn”. Moderen var aldrig gravid, men det må hun have været noget af tiden, når der var alle de børn.

Genrevalg

Nogle siger, man ikke kan huske noget, før man er ca. syv år. Det er ikke sandt for mit vedkommende. Jeg husker et væld af detaljer, allerede fra jeg er ca. fire år. Bamserne på Morris Minorens bagsæde er enten lyseblå eller sorte og hvide som pandaer.

Mine erindringsfortællinger er nemme, for jeg skal bare skrive tingene, som de var. Sådan undgår jeg let “psykologordene”, for et barn vil jo aldrig have tiltusket sig “han fyldte meget”, “rummelig”, “manipulerende” o.lign.

Jeg tror, erindringsfortællingerne er min foreløbige vej frem.

På den anden side har jeg en bunke af min fars breve fra 1955 til hans ungdomskæreste. De breve vil jeg også gerne vække til live, fordi de er fine tidsbilleder. Der er koldt vand i hanerne og en mor, der skal komme til Vestjylland fra Ordrup for at hjælpe den 33-årige ungkarl med at vælge gardiner. Og så er der sættet, der vel skal skal være i Perlon?

Hvordan brevene er landet hos mig, har jeg ingen idé om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.