/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg skal have katte

Vild glæde

Jeg skal have katte

Manchet

Om få uger flytter to små killinger ind hos mig, og jeg glæder mig helt vildt. De bliver ikke bare selskabskatte, men forhåbentlig også mine kommende servicekatte. Efter flere års overvejelser har jeg besluttet, at de skal være en del af min hverdag – både som legekammerater, arbejdsfæller ved skrivebordet og som en hjælp til at skabe ro i en hjerne, der ofte bliver overvældet af sanseindtryk.

Om tre uger kommer der to små banditter, der på det tidspunkt er 13 uger. Lige nu bor de på Fyn, men jeg får dem leveret.

Jeg har fundet en opdrætter med et kuld på fem, og jeg tager to, for at de får det bedst mulige liv hos mig, når de skal være indekatte. Jeg læste om, at det kan være stærkt traumatisk for en lille killing at blive taget fra moderen, at komme et fremmed sted hen, hvor alle lugte er fremmede, og hvor der ikke er noget/nogen, den kender. Når de er to, har de altid en bror/søster, de kender. Og herudover har de hinanden at lege med, hvis jeg ikke lige har tid.

Jeg er i gang med at se på, hvad jeg skal have anskaffet til dem, som skal være parat, når de kommer. En af tingene er noget så simpelt som en papkasse med et tæppe/håndklæde i, der kan stå på skrivebordet ved siden af tastaturet, så de kan holde øje med, om jeg nu arbejder flittigt. Der skal være et lavt kradsetræ, så de selv kan klatre op på skrivebordet. Der skal være et aktivitetscenter/klatretræ med huler at slappe af og sove i samt flader, hvor de kan sidde og holde øje med verden, hvilket katte elsker. Der skal være aktivitetsbolde med mad i, så de af og til stimuleres og skal “arbejde for føden”.

De får spisestuen. Den bruger jeg alligevel kun, når vinduespudseren er her tre gange om året.

I mange år måtte jeg undlade det, fordi jeg ikke kunne løse problemet “Hvem skal passe dem, når jeg er indlagt?” Men det er heldigvis historie nu.

Servicekatte

Det er blevet til efter flere års overvejelser – nu skal det være! Jeg har undersøgt det adskillige gange. Psykiatrien skrev på et tidspunkt en udtalelse til mig, som jeg kunne videreformidle. Desværre kan jeg ikke finde “vedlagte artikler” længere:

Eftersom de er så små, når jeg får dem, er det mig selv, der må sørge for at træne dem til at fungere som servicekatte. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan.

Jeg har læst om servicekatte:

“En servicekat fungerer som en specialtrænet støtte, der hjælper autister med at regulere nervesystemet, mindske angst og håndtere sanseindtryk. Katte er særligt gode, fordi deres lave energiniveau, rolige tilstedeværelse og lave støjniveau skaber et trygt og forudsigeligt miljø.

Fordele ved en servicekat for autister inkluderer:

  • Sensorisk regulering: Deres spinden og bløde pels giver beroligende sansestimuli, hvilket kan aflede og mindske følelsen af overstimulering.
  • Angst- og stressdæmpning: Katte er kendt for at reducere mængden af stresshormoner i kroppen, hvilket giver en følelse af tryghed.
  • Fast struktur: Katte kræver faste rutiner med fodring og pleje, hvilket hjælper med at skabe forudsigelighed i hverdagen.
  • Ufordømmende selskab: Katte stiller ikke sociale krav, hvilket gør dem ideelle til autister, der oplever social udmattelse.”

Jeg er nu ikke enig i “… lave energiniveau …” Det gælder i hvert fald ikke killinger.

Jeg er heller ikke enig i, at de ikke stiller sociale krav. De stiller i høj grad krav om at blive kælet for og blive nusset. De stiller også krav om at blive leget med.

“Hunde har ejere, men katte har personale”, sagde en veninde. Det er fuldkommen rigtigt.

Sansestimuli og forandringer

Det er måske svært for andre uden autisme at forstå, men i hvert fald for mig er det som om, at især lyde og lugte farer direkte og ufiltrerede ind i min hjerne ergo derind, hvor jeg lige har haft så meget besvær med at “gøre orden”, og nu kommer alle de sanseindtryk og laver uorden.

Eksempel 1: Næste weekend skal jeg til et møde i Fredericia. Det er sommerferieperiode, så Banedanmark laver – fornuftigt nok – sporarbejde. Det vil sige, at at der er togbus mellem Ringsted og Fredericia. Folk snakker og de spiser deres madpakker i en bus. Jeg frygter det allerede. Vil jeg nå frem i nogenlunde hel tilstand, og vil jeg kunne deltage aktivt på mødet? Kan jeg lige så godt blive hjemme?

Eksempel 2: En af dagene på højskolen havde underviseren fået den “glimrende idé”, at navneskiltene efter pausen stod et nyt sted. Ergo skulle man sidde et nyt sted sammen med nye mennesker. Der gik næsten panik i mig. “Mit skilt er her ikke. Hvor skal jeg sidde?” Jeg følte mig som komplet idiot. En medstuderende sagde “Er du blevet hjemløs?” Jeg kunne kun svare “Ja, og jeg sælger også ‘Hus forbi’ om lidt”.

I en stille stund sagde jeg til underviseren, at det måske var godt og sjovt for de 19 andre, men for en autist kan det føles som om, verden vælter. Forandringer kan være et mareridt for den hjerne, hvor der lige var “gjort orden”. Selvfølgelig hverken skal eller kan hun tilrettelægge sin undervisning efter mig, og jeg ønsker på ingen måde at være til besvær – det var bare til orientering.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Pas på – bogstaverne er farlige

Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

  • Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
  • Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Med far og mor på arbejde

MeccanoStegemüller

Kvinderne fyldte kun lidt

Med far og mor på arbejde

Et enkelt skrivegreb kan åbne en hel verden af minder. En øvelse på højskolen fik mig til at tænke over, hvorfor det altid er min fars arbejdsplads, jeg kan genkalde med alle sanser, mens min mors arbejde næsten er forsvundet ud af hukommelsen. Samtidig blev det tydeligt for mig, hvilken genre jeg har mest lyst til at skrive videre i.

Det kan måske være at svært finde på noget at skrive om.

Og hvordan kommer man i gang? Hvad er en god åbning?

Hvordan laver man “in media res”, der er latin for at være midt i tingene? Hvordan hopper man direkte ind i historien, så man undgår at nøle?

Jeg havde faktisk tænkt på det, allerede inden Marie Østergaard Knudsen viste det på en af sine slides. God inspiration kan være:

Med far og mor på arbejde …

Mange af mine medstuderende havde allerede været med i hvert fald deres far på arbejde. Det stemmer med, at kursusdeltagerne var nogenlunde lige gamle, og derfor er det faderen, der er på arbejde og fylder i billedet.

En havde siddet på traktorens højre skærm, mens faderen kørte den grå Massey Ferguson ud over markerne. En anden var med ude at malke i hånden, fordi strømmen var gået, så malkemaskinen ikke kunne køre.

Også i mine egne fortællinger er det min far, der fylder. Min egen mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, for vi er i slutningen af 60’erne. Hidtil har hendes vigtigste opgave været at gå hjemme og passe mig.

En medstuderende spurgte mig: “Hvad lavede hun så ude på arbejdsmarkedet?” Jeg ved det faktisk ikke. Det er mærkeligt, men det var jo heller ikke hende, der tog mig med, så jeg kunne se, høre og lugte, hvad hun lavede derude.

Alle mine sanser genkender derimod uden videre min fars arbejde.

Jeg ved præcis:

  • hvor langt der er til fabrikken,
  • at vi skal til højre ad Østre Stationsvej og straks efter til venstre for at komme til fabrikkens gamle del,
  • hvordan klædet lugter efter appreturen (en slags “konserveringsmiddel” til klæde),
  • hvordan fars kontor ser ud,
  • hvor mange trin, der er op ad de små trætrappestiger til arbejderne ved deres maskiner,
  • jeg genkender lydene i fabrikshallen
  • etc.

Far, mor og børn

De fleste børn har leget “Far, mor og børn”, der er en rolleleg, hvor børn efterligner de voksnes hverdag.

Ingen ville være faderen, der, for at spille rollen rigtigt, skulle gå ud af værelset og bare være “på arbejde”, indtil det blev aften, og han måtte komme hjem igen. På samme måde ville ingen være hunden.

De, der var tilbage, skulle være moderen og børnene. De digtede lange handlingsforløb med moderen som hovedrolleindehaver og børn, der makkede ret. Og hvis de ikke gjorde, kunne de bare vente, til far kom hjem. Den latente trussel lå der altid, og moderen var et skvat, når hun ikke selv ordnede de små affærer, der opstod mellem saftevand og røde dukkevogne af træ. Jeg havde små kaffestel af porcelæn, som skulle vaskes op efter sandkagen som en del af legen.

Jeg kan ikke huske hvilke roller, jeg selv havde. Noget siger mig, at jeg kan have været faderen, netop fordi jeg ikke kan huske noget af det, og måske er det derfor, jeg syntes, “Far, mor og børn” var en kedelig leg? Jeg har aldrig været god til rollespil, for jeg kan ikke digte en handling. Jeg foretrak konstruktionslegene med Bilofix, Meccano og Lego. Og jeg husker udmærket, hvordan det er at træde på en Legoklods. (Topbilledet er dele fra et Meccano-byggesæt).

Pudsigt nok kom der aldrig nye børn ud af “Far, mor og børn”. Moderen var aldrig gravid, men det må hun have været noget af tiden, når der var alle de børn.

Genrevalg

Nogle siger, man ikke kan huske noget, før man er ca. syv år. Det er ikke sandt for mit vedkommende. Jeg husker et væld af detaljer, allerede fra jeg er ca. fire år. Bamserne på Morris Minorens bagsæde er enten lyseblå eller sorte og hvide som pandaer.

Mine erindringsfortællinger er nemme, for jeg skal bare skrive tingene, som de var. Sådan undgår jeg let “psykologordene”, for et barn vil jo aldrig have tiltusket sig “han fyldte meget”, “rummelig”, “manipulerende” o.lign.

Jeg tror, erindringsfortællingerne er min foreløbige vej frem.

På den anden side har jeg en bunke af min fars breve fra 1955 til hans ungdomskæreste. De breve vil jeg også gerne vække til live, fordi de er fine tidsbilleder. Der er koldt vand i hanerne og en mor, der skal komme til Vestjylland fra Ordrup for at hjælpe den 33-årige ungkarl med at vælge gardiner. Og så er der sættet, der vel skal skal være i Perlon?

Hvordan brevene er landet hos mig, har jeg ingen idé om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

Katten i "Forundringens have"Stegemüller

Forfatterdrømmen lever igen

Efter “Skriv dit liv” på Vestjyllands Højskole. Hårdt og godt.

En uge på Vestjyllands Højskole gav mig meget mere end nye skriveredskaber. Den gav mig troen på, at forfatterdrømmen stadig lever. Jeg kom hjem udmattet af sanseindtryk men med en ny forståelse af fortællingens kunst, mod til at dele mine egne erindringer – og lysten til endelig at skrive den historie, der har ligget i skuffen alt for længe.

Det har været fantastisk, og det har været utrolig hårdt for en Asperger-hjerne uden filter, hvor alle sanseindtryk farer direkte ind. Et bombardement uden ophør. 120 mennesker støjer utrolig meget – også selvom de er både søde og velmenende.

Det værste var spisesalen, så jeg fik stort set først mad, da Birte uden h fandt på at hente det til mig. Jeg væltede næsten bagover af hendes omsorg. Hvordan takker man et menneske, der uden videre tilbyder sig selv som en ven i nøden?

Adskillige dage har jeg tænkt “Nu ændrer jeg billetterne, sætter mig fredfyldt på DSB 1′ Stillezone og kører til København”, men kig på programmet fik mig til alligevel at prøve at tage en dag mere. Der var for meget, jeg ikke ville gå glip af, og tandbylden gik også langsomt i sig selv.

Jeg var som en hullet si. Det var bedst om morgenen, men i dagens løb blev det værre. Nu er energiregnskabet i debet, men humøret er godt – fyldt af glæde over endelig at have forstået alt det, jeg i flere år har forsøgt at læse mig til.

Det er en kolossal sejr, at jeg holdt ud til torsdag kl. 16:30, hvor Bodil kom i Toyotaen og kørte mig på el til Herning Station. Kun et skift på Hovedbanegården fra såkaldt lyntog til en taxa det sidste stykke. Togturen blev billig, for en forsinkelse på 52 minutter bevirkede, at jeg nu får halvdelen af de 684 kr. retur som led i rejsetidsgarantien. 15 kilometer øst for Fredericia holdt vi en time ved den lille stationsby Kauslunde på Fyn, mens Banedanmark reparerede et eller andet. Det generede ikke mig, for jeg havde min nye bog “Fortæl dit liv – Sådan skriver du dine erindringer”.

Deadline i morgen kl. 12:00

Vi har trænet og øvet. Teori er blevet til praksis.

— I morgen skal du inden kl. 12:00 sende din tekst. Vi printer i fire eksemplarer, og du skal tale om den med din gruppe, sagde vores underviser Marie Østergaard Knudsen.

  • Min første beslutning var, at det kunne Marie godt glemme. Helt som spisesalen ville det blive uden mig. Jeg havde ikke nogle ord, der kunne bruges, og mine tekster er som mine børn, jeg har puslet om og givet et varieret liv i kærlighed. De skulle ikke ud på en fremmed legeplads med uuddannede hjælpere.
  • Den næste beslutning fødtes natten inden, hvor jeg forsøgsvist skrev Hongkong-influenza i 1969. Jeg trak vejret dybt, lukkede øjnene og trykkede på send.

Først tvivlede jeg på, om den var god nok og overhovedet værd at læse for nogen som helst? Og udleverede jeg mig selv for meget til 19 næsten-fremmede mennesker? Men jeg skriver jo bare tingene, som de var.

Den viste sig at være brugbar, selv om jeg havde overskredet grænsen på 500 ord med 407 ord. Jeg fik lov at læse den højt for hele holdet. Stemmen var flere gange ved at knække, fordi minderne kom farende. Men man kan synke sig fra meget.

Jeg kan i virkeligheden godt lide at blive presset især bagefter, når nytteværdien har vist sig.

Det vigtigste er at skrive

Skriveøvelserne har været geniale. “Skriv i syv minutter”. Når man tror, det er overstået, siger hun “Skriv så i syv minutter mere”. Det forunderlige er, at der rent faktisk kan komme en forståelig tekst ud af sådan et power-skriv.

Nu er jeg – heldigvis – hjemme og vil forsøge at praktisere “BDS”, der står for:

  • Brief
  • Daily
  • Sessions

Skriv 20 minutter hver morgen, inden sanserne forstyrres af snik snak, e-mails, netbank, Facebook, telefonmøder etc. Sæt ord på papir eller skærm, pres dig selv lidt, prøv at gøre det. Ingen skal se teksten, med mindre du får geniale indfald. Og det gør jeg jo … I morges dukkede Skjold Burnes “Den med tyren” pludselig op

Det vigtigste er glæden ved ordene og ved at skrive. Det vigtigste er ikke, om kommaerne står det rigtige sted.

Show it – don’t tell it

Endelig er det lykkedes mig at få “show it – don’t tell it” ind under huden. Jeg har så tit læst om det, men det er aldrig lykkedes mig at praktisere det. Det er som om, jeg ikke helt fattede, hvad det betød for mig og mine fortællinger. Men nu ved jeg, hvad det drejer sig om.

“Tante Agathe var både en dramaqueen og temmelig manipulerende” – det går bare ikke, for her fortæller man læseren, hvad hun skal mene om tante Agathe.

Fold det ud. Fortæl af karsken bælg. Der skal mange ord til at forklare, hvad en dramaqueen er, eller hvordan et menneske er manipulerende, men det er jo hele idéen med fortællingen. Der må gerne være mange ord.

Mit projekt om hattemagermesteren skal op af skuffen

— Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.
— Vil du have sauerkraut til også?
— Ja tak.
Vilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.
— Jeg har tænkt på noget.
— Ja? Mor sætter sig.
— Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.

Den lille tekst herover udviklede Marie på fem minutter til mig, da jeg for nogle år siden købte en session hos hende. Det havde taget mig fem dage.

Jeg har gemt noterne fra sessionen. De er nu kun er delvist læselige, fordi jeg har væltet et glas vand ud over dem.

Wilhelm er den oldefar, der i 1890 kom til Brede Klædefabrik som hattemagermester. Jeg har en historie, den skal “bare” skrives.

Jeg glæder mig og tastaturet kalder højt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.