/2 Kommentarer/i , /af ,

Vi har næsten ikke nogen legesager – 2

Vi har næsten ikke nogen legesager

Jason og Josephine arbejder koncentreret på at aflive den påstand

Man skal passe på med at forkæle sine katte. Derfor har Jason og Josephine naturligvis næsten ingen legesager. Kun lige det mest nødvendige. En flagrende sommerfugl, et intelligensspil, diverse mus, bolde, pinde, papkasser og hvad der ellers skal til for at sikre to små kattes helt basale fornødenheder. De nyeste anskaffelser bliver i hvert fald taget meget alvorligt.

Jeg synes egentlig ikke, Jason og Josephine har ret meget legetøj.

Det er muligt, at en uvildig observatør ville nå frem til et andet resultat, hvis vedkommende foretog en optælling, men det behøver vi ikke hænge os i.

Forleden ankom endnu et par helt nødvendige remedier til husholdningen.

Det ene hedder “Kattelegetøj Funny Butterfly”. Det består af en grøn fod med en lille motor, der drives af tre AAA-batterier. Fra foden stikker en tynd metaltråd ud, og yderst på den sidder en sommerfugl, der flyver rundt på en måde, som må være stærkt provokerende, hvis man er kat.

Jeg købte ovenikøbet fire reservesommerfugle.

Man kender jo sine børn.

Hele herligheden kostede 82 kr., og det synes jeg faktisk er billigt for noget, der kan beskæftige to killinger så intenst.

(Teksten fortsætter under videoen).

Sommerfuglen skal nedlægges

De har endnu ikke haft ret lang tid til at træne med den, men princippet har de forstået.

Sommerfuglen bevæger sig.

Derfor skal den fanges.

Det er meget enkelt.

Der er ikke noget med at sidde på afstand og overveje situationen eller analysere, om det måske ville være mere hensigtsmæssigt at spare på kræfterne. Den slags strategiske overvejelser overlades til mennesket.

Når sommerfuglen bevæger sig, skal den have tæsk.

Efter kampen er Josephine fuldkommen udmattet, og det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg bliver næsten træt bare af at se på hende.

Men sommerfuglen er ikke den eneste nyanskaffelse.

Er mine katte intelligente?

De har også fået et TIAKI Fun Puzzle Intelligenslegetøj.

Her er princippet et andet. Jeg lægger godbidder ned i forskellige huller og fordybninger, og så er det kattens opgave at finde ud af, hvordan man får fat i dem.

I begyndelsen tænkte jeg, at mine katte måske ikke var voldsomt intelligente.

Det lykkedes nemlig ikke ligefrem omgående.

Men nu må jeg nok trække den mis-tanke tilbage.

Især Josephine går til opgaven med en koncentration, der er imponerende. Næsen kommer helt ned til brættet. Der snuses grundigt. Poten kommer i arbejde. Hun prøver ét hul og derefter et andet.

Der er tydeligvis noget dernede, som er værd at arbejde for.

Det interessante er næsten ikke, om hun får fat i godbidden med det samme. Det interessante er at se, hvordan hun undersøger problemet og bliver ved.

Det er jo netop dét, den slags legetøj skal kunne: Katten skal ikke bare løbe efter noget. Den skal bruge næsen, poterne og hovedet.

(Teksten fortsætter under videoen).

To forskellige slags kattearbejde

De to stykker legetøj viser egentlig meget godt to forskellige sider af kattelivet.

Sommerfuglen vækker jagtinstinktet. Noget bevæger sig hurtigt og uforudsigeligt, og hele katten bliver aktiveret.

Intelligensbrættet kræver noget andet. Her hjælper det ikke meget at kaste sig hovedkulds over modstanderen. Problemet skal undersøges.

Begge dele kræver til gengæld fuld koncentration.

Når Jason og Josephine leger, findes der tilsyneladende ikke ret meget andet i verden.

Og det er måske noget af det dejligste ved at have katte: At se dem være så fuldstændig optaget af noget, der for et menneske ser ganske ubetydeligt ud.

En flagrende sommerfugl af plastik.

En godbid gemt i et hul.

Et stykke pap med den helt rigtige lyd.

Store oplevelser behøver åbenbart ikke være komplicerede.

Og nej, vi har naturligvis stadig næsten ingen legesager.

Det er i hvert fald den forklaring, jeg holder fast i.

Billedet herunder

Jason er på det billede simpelthen direktøren. Den ene pote helt afslappet frem, den anden med trædepuderne demonstrativt fremvist og det blik: “Jeg har gennemgået materialet. Vi tager resten efter frokost.”

 

Direktøren efter formiddagsmødet

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Vi har næsten ikke nogen legesager

Vi har næsten ikke nogen legesager

Derfor var det nødvendigt at købe lidt mere

Jason og Josephine lider under en alvorlig mangel på legetøj. I hvert fald hvis man spørger deres menneske. Derfor er der ankommet en elektrisk sommerfugl og to forskellige intelligensspil plus diverse småting. Sommerfuglen er allerede blevet nedlagt adskillige gange. Intelligensen arbejder vi stadig på.

Der er næsten ikke noget legetøj her i huset.

Det er i hvert fald den forklaring, jeg har valgt at give mig selv.

Jeg er klar over, at en udenforstående muligvis ville nå frem til en anden konklusion, hvis vedkommende betragtede gulvene, papkasserne, musene, boldene, pindene, tunnellerne og resten af Jasons og Josephines efterhånden ganske omfattende aktivitetspark.

Men der er en væsentlig detalje:

Legetøjet bliver væk.

Jeg ved ikke præcis, hvor det bliver af. Min hovedmistænkte er køleskabet. Det forekommer mig sandsynligt, at der efterhånden befinder sig en mindre zoologisk samling af mus, bolde og andre interessante genstande inde under det.

Og når kattelegetøj forsvinder, må man naturligvis købe noget nyt.

Det siger næsten sig selv.

En sommerfugl flyttede ind

Det seneste indkøb hedder det meget mundrette navn “Kattelegetøj Funny Butterfly”.

Det består af en grøn fod, der bruger tre AAA-batterier, og en sommerfugl, der flyver rundt for enden af en tynd stang.

Prisen var 82 kr. inklusive fire reservesommerfugle.

Det synes jeg faktisk er billigt.

Ikke mindst når man ser, hvor meget underholdning der tilsyneladende kan komme ud af tre AAA-batterier og en sommerfugl.

De har ikke haft den ret længe, da filmen blev optaget, så man kan ikke ligefrem påstå, at de er rutinerede sommerfuglejægere.

Men interessen fejler absolut ingenting.

(Teksten fortsætter under videoen).

Det interessante ved filmen er faktisk, at de ikke bare farer hovedløst efter sommerfuglen.

De sidder på hver sin side af den grønne fod og følger dens bevægelser meget koncentreret. Hovederne drejer med, ørerne er rettet mod det interessante objekt, og poterne er parate.

De venter.

Så kommer sommerfuglen tæt nok på.

KLASK!

En pote ryger af sted.

Og så begynder overvågningen forfra.

Josephine går flere gange meget målrettet efter sommerfuglen. Jason sidder også klar og uddeler sine egne forsøg på at nedlægge det flyvende bytte. Indimellem sidder de begge to næsten helt stille og følger det med blikket, indtil muligheden for et nyt angreb viser sig.

Det ligner faktisk i miniatureformat en hel lille jagtsekvens:

Først skal byttet opdages. → Så skal det følges. → Så skal man vente. → Og endelig skal man slå til på det rigtige tidspunkt.

At byttet i dette tilfælde består af stof, plastik og tre AAA-batterier, behøver vi ikke fortælle dem.

En anden ting, jeg godt kan lide ved filmen, er, at de begge kan være med. De sidder tæt på hinanden og holder øje med den samme sommerfugl, uden at legen udvikler sig til en brydekamp mellem dem.

For en gangs skyld er modstanderen en anden.

Sommerfuglen.

Efter kampen var begge killinger fuldkommen udmattede.

Det er hårdt arbejde at være storvildtjæger.

Så skal intelligensen testes

Som om sommerfuglen ikke var nok, er der også ankommet et TIAKI Fun Puzzle Intelligenslegetøj.

Det er denne:

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Princippet er enkelt.

Mennesket putter godbidder ind forskellige steder i banen, og derefter er det meningen, at katten skal finde ud af, hvordan den får dem ud eller op med poterne.

Det lyder jo nemt.

I teorien.

I praksis må jeg konstatere, at Jason og Josephine endnu ikke har demonstreret et intellektuelt niveau, der gør mig alvorligt bekymret for, om de snart overtager administrationen af husholdningen.

Det lykkes dem næsten ikke.

De ved godt, at der er noget interessant derinde. Og de ved selvfølgelig også, at det dufter af noget, man burde kunne spise.

Men derfra og til at gennemskue den tekniske løsning er der åbenbart et stykke vej.

Måske er de ikke særligt intelligente.

Det er naturligvis én mulighed.

En anden og måske lidt mere rimelig forklaring er, at de endnu ikke har lært spillet.

For den slags legetøj er jo ikke en egentlig intelligenstest. Det handler om erfaring, vedholdenhed og om at opdage sammenhængen mellem en bestemt bevægelse med poten og belønningen, der pludselig dukker op.

Når først de har haft succes nogle gange, skal det nok blive interessant at se, hvor hurtigt de lærer teknikken.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg kan komme til at fortryde mine bemærkninger om deres intelligens.

Og så er der den svære

De har også fået et Trixie Cat Activity Flip Board.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Her er ambitionsniveauet skruet yderligere op.

Der er forskellige beholdere, låg, fordybninger og mekanismer, og igen er ideen, at der gemmes godbidder, som katten skal finde ud af at få fat i.

Det må de virkelig øve sig på.

Foreløbig er det vist ikke helt indlysende for dem, hvorfor mennesket først viser dem en glimrende godbid og derefter gør noget så tåbeligt som at gemme den inde i et stykke plastik.

Set fra kattens synspunkt kan der måske også stilles spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig mangler intelligens.

Hvorfor ikke bare udlevere godbidden?

Det ville være langt mere effektivt.

Jeg skal selvfølgelig huske, at de lige har været i kamp med en sommerfugl.

Man kan ikke forlange intellektuelle toppræstationer umiddelbart efter en voldsom jagt.

Måske skal de bare have en lur først?

De havde jo næsten ikke noget

Det er altså forklaringen på de seneste indkøb.

De havde næsten ikke noget legetøj.

Eller rettere:

De havde masser af legetøj, men en del af det er på mystisk vis forsvundet.

Jeg tror stadig på teorien om køleskabet.

En dag må jeg have undersøgt, hvad der egentlig ligger under det. Jeg forestiller mig, at det bliver lidt som en arkæologisk udgravning.

Lag 1: En bold.

Lag 2: En mus.

Lag 3: En genstand, ingen længere kan huske at have købt.

Lag 4: Yderligere tre bolde.

Og muligvis resterne af en civilisation, der forsvandt omkring begyndelsen af august.

Indtil den udgravning finder sted, må jeg sørge for, at de stakkels dyr har noget at lege med.

Misser i hjertet

Og så er der dette billede, som Karen sendte mig.

“When the doctor takes an x-ray of your heart.”

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Det passer vist meget godt på mig.

Jeg ved godt, at jeg køber ting til dem.

Jeg ved godt, at jeg holder øje med, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide, hvem der leger mest, hvem der holder sig lidt tilbage, og om de begge får mulighed for at være med.

Jeg ved godt, at jeg fjerner løse fjer, snore og legetøj på pinde om aftenen, og at jeg kan bruge forbavsende meget tid på at betragte to katte forsøge at få en godbid ud af et stykke plastik.

Og jeg ved godt, at jeg nu har brugt penge på en batteridrevet sommerfugl med fire reserver, fordi de jo “næsten ikke har nogen legesager”.

Måske er jeg lidt skør med de to?

Det kan jeg godt leve med.

For da Jason og Josephine flyttede ind den 29. juli, flyttede der meget mere end to killinger ind.

Der kom liv i lejligheden.

Der kom lyde og bevægelse. Små poter hen over gulvet. Brydekampe. Middagssøvn. Inspektioner af skabe, badeværelse og vindueskarme. Ting, der forsvinder. Ting, der vælter. To katte på kugledynen om morgenen (og en ved navn Jason under den om aftenen – og den vejer altså ti kilo).

Og en hel masse små øjeblikke, jeg ikke vidste, jeg manglede.

Så nej, de mangler nok ikke legetøj.

Men jeg tror heller ikke, det i virkeligheden er derfor, jeg køber det.

Jeg gør det, fordi jeg holder af at se dem undersøge verden. Jeg holder af at se dem lære noget nyt. Jeg holder af forskellene mellem dem og af at opdage mere og mere af, hvem de hver især er.

Og fordi det gør mig glad at gøre deres lille katteliv interessant.

De har ændret mit liv. Det var godt før – nu er det bare endnu bedre.

Jeg var ikke klar over, at jeg havde så meget kærlighed i overskud.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Banditterne har fundet nyt legetøj – og jeg har fået min frihed tilbage

14 dage – og en pind med en kugle

Banditterne har fundet nyt legetøj – og jeg har fået min frihed tilbage

Efter 14 dage er Jason og Josephine for alvor flyttet ind – også i mit hjerte. Jason kaster hele kroppen ind i kampen med en pind og en kugle, Josephine undersøger den i det smukke eftermiddagslys, og jeg har taget et lille, men vigtigt skridt: Jeg har været hjemmefra en hel time. Det tog de to banditter aldeles afslappet.

I dag har Jason og Josephine været her i præcis 14 dage.

Der kun fire ting, de ikke må:

  • Undersøge køleskabet indvendigt – det er livsfarligt for en killing
  • Undersøge toiletkummen indvendig – en killing kan lide druknedøden, men jeg har altid lukket låget, så den vane sidder
  • Blive forskrækkede over deres eget spejlbillede – det er der ingen grund til
  • Blive bange – jeg passer på dem

14 dage er på én gang meget kort tid og næsten svært at forstå. For hvor er der dog sket meget på de to uger. Jeg var fx ikke klar over, hvor meget kærlighed jeg havde i overskud.

Og netop i dag har de fundet et nyt stykke legetøj. Eller rettere: De har opdaget et gammelt stykke legetøj.

Det er så enkelt, som det næsten kan blive: en pind med en kugle i enden. Den skulle efter sigende smage godt. Den har ligget i den lille papæske med legetøj uden at vække nævneværdig interesse, men i dag fandt de den selv frem. Jeg er efterhånden ved at lære, at det ikke betyder, at et stykke kattelegetøj er blevet kasseret. Det betyder bare: Ikke endnu.

Nu var tiden åbenbart inde.

Jason den skøre kat

Jason har ikke nøjedes med forsigtigt at undersøge kuglen. Han har kastet hele kroppen ind i projektet.

På billederne ligger han på gulvet, holder fast i kuglen med poterne, vrider sig rundt, viser mave og får på et tidspunkt et bagben placeret højt oppe i luften.

Det ser ærlig talt ud, som om almindelige anatomiske regler midlertidigt er sat ud af kraft.

Det er meget Jason.

Når han finder noget interessant, går han ikke stille og roligt til værks. Han går ind i projektet med hele kroppen og med en imponerende mangel på værdighed.

Og det er svært ikke at grine af ham.

(Teksten fortsætter under billedet).

Samtidig er der noget andet i billederne, jeg holder meget af. Han ligger med maven helt blottet og leger uden tilsyneladende at bekymre sig om noget som helst. Han virker ganske enkelt hjemme.

Efter kun 14 dage.

(Teksten fortsætter under billedet).

Josephine i eftermiddagslyset

Josephine har naturligvis også fundet pinden med kuglen.

Men som så ofte før gør hun tingene på sin egen måde.

Billedet af hende blev taget i det smukke eftermiddagslys, der falder ind over de gamle gulvbrædder. Hun ligger lige i overgangen mellem sol og skygge med kuglen foran poterne.

Hvor Jason nærmest går i brydekamp med legetøjet, ser Josephine ud til at undersøge det.

Det passer så fint til de to forskellige personligheder, jeg efterhånden lærer at kende.

Jason møder verden med: Hvad er det? Det prøver jeg!

Josephine møder den snarere med: Hvad er det? Lad mig lige se på det først.

Begge dele virker glimrende.

(Teksten fortsætter under billedet).

14 dage

I dag er også en lille milepæl af en helt anden grund.

De første 14 dage er gået.

Jeg har ryddet kalenderen og været hjemme hos dem, mens de vænnede sig til deres nye hjem, mig og alle de mærkelige ting, der følger med et menneskehjem: støvsuger, køkken, lyde, rutiner, klatretårn og alt muligt andet.

Men nu må jeg gå fra dem. Så i dag tog jeg på biblioteket. Jeg var væk i en time. Det generede dem overhovedet ikke. De sov i klatretårnet, da jeg kom hjem.

Ingen katastrofe. Ingen sammenbrudt katteverden. Da jeg kom hjem, var alt ganske normalt.

Det er selvfølgelig præcis sådan, det helst skal være.

De har hinanden, de har deres kendte omgivelser, mad, vand, bakker, sovepladser og efterhånden en imponerende samling legetøj.

Og nu ved jeg også, at jeg godt kan gå ud ad døren og komme hjem igen. Det er lidt af en milepæl for os alle tre.

De første 14 dage handlede meget om, at Jason og Josephine skulle lære, at dette er deres hjem.

Måske handler den næste tid også om, at de skal lære noget andet: At når jeg går, kommer jeg tilbage.

Indtil videre ser det ikke ud til, at de er synderligt bekymrede. De har jo vigtigere ting at tage sig til.

For eksempel en pind med en kugle i enden.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Killinger i klatretårn

Killingespam

Killinger i klatretårn

På deres første to uger her er Jason og Josephine gået fra forsigtige nybyggere til små herskere over hjemmet. Nu er også klatretårnet blevet godkendt: Jason har indtaget hængekurven, mens Josephine foreløbig foretrækker etagen nedenunder. To killinger, to personligheder – og endnu et lille tegn på, at de føler sig hjemme.

Jeg troede ikke, de overhovedet gad bruge klatretårnet og tænkte ved mig selv, at det så var godt, det var på tilbud. Helt på samme måde som godbidderne ikke er gode …

Klatretårnet er imidlertid ved at skifte status fra “mærkelig genstand i hjemmet” til “vores sted”.

I aften kl. 21:30 har de været her præcis to uger. Hvor er der dog sket meget.

Især Josephine har gennemgået en stor udvikling. Nu kommer hun glad med løftet hale, smyger sig op ad mine ben og afsætter duftmærker (feromoner) med kinderne. Jeg er blevet en del af flokken. Tilladelse til at løfte hende har jeg dog endnu ikke. Det kommer.

Jason vil gerne løftes, når han får en støttende hånd under bagpoterne. Ellers er hele trykket jo under maven, og det er som at flyve. Selvfølgelig er det ikke rart.

Jason i hængekurven

På nærbilledet ser Jason meget afslappet ud. Det er ikke bare en killing, der tilfældigvis er faldet i søvn et sted.

Der er flere små tegn:

  • Øjnene er helt lukkede, og ansigtet er afslappet.
  • Ørerne står neutralt og afslappet.
  • Kroppen ligger tungt ned i kurven i stedet for at være samlet og klar til at springe.
  • Bagbenet hænger helt ud over kanten. Det er næsten det bedste tegn: han føler tydeligvis ikke behov for at holde alle fire poter under kontrol.
  • Han ligger med maven og siden relativt ubeskyttet.

Det ligner altså rigtig søvn på et sted, han føler sig sikker på.

Og så har han opdaget noget, hængekurven er genial til: Den omslutter kroppen. For en kat bliver det lidt som en kombination af en rede og et højt observationssted. Når han er vågen, kan han holde øje med verden derfra; når han sover, ligger han beskyttet af kanterne.

Billedet er et relativt godt katteportræt. Det udstrakte bagben med de lyserøde trædepuder gør billedet levende, giver det dybde og en god fornemmelse af, hvor totalt henslængt han er.

Hvor jeg dog ærgrer mig over, at jeg ikke har fået hele venstre øre med. Det er sjusket. Bedre held næste gang …

(Teksten fortsætter under billedet).

Og så er der Josephine …

Hun er ikke nem at få øje på, men hun ligger på hylden under Jason. Alligevel er det interessant rent adfærdsmæssigt.

Man ser først Jason. Han fylder visuelt, ligger højt og frit og gør absolut intet for at skjule sig.

Og så opdager man Josephine nedenunder.

Hun har valgt samme konstruktion og næsten samme område, men på sin egen måde. Hun ligger på den lavere hylde og delvist bag stolpen. Det passer fint med den forskel, der er mellem dem:

    • Jason går direkte ind og tager den mest eksponerede plads,
    • Josephine undersøger gerne tingene lidt mere forsigtigt.

Det afgørende er: Hun er der.

Hun har ikke valgt et skjulested et andet sted i lejligheden. Hun har valgt klatretårnet sammen med Jason. Hun behøver bare ikke ligge øverst og helt synligt endnu.

Det er et ret stort fremskridt for dem begge.

(Teksten fortsætter under billedet).

De bruger tårnet meget katteagtigt

På billede nr. 2 kan man kan se, hvordan tårnet giver dem mulighed for at være sammen uden at skulle være oven i hinanden.

Jason har øverste etage. Josephine har etagen nedenunder.

De kan lugte og høre hinanden og vide præcis, hvor den anden befinder sig, men begge har deres egen plads. Det er en god ressource for to katte. De kan selv regulere afstanden.

De bruger tårnet til hvile, ikke kun til klatring og leg. Det er et vigtigt skridt. Når en kat begynder at sove et sted, er stedet i praksis blevet en del af dens trygge territorium.

Der er også noget morsomt ved arbejdsfordelingen:

  • Jason: “Fremragende. Øverste hængekøje er min. Jeg sover nu.”
  • Josephine: “Jeg undersøger foreløbig etagen nedenunder. Vi evaluerer senere.” 😄

Og jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis Josephine en af de kommende dage også ligger i hængekurven. Hun har nu set sin bror demonstrere meget overbevisende, at konstruktionen både kan bære en killing og bruges til en seriøs formiddagslur efter den vilde leg med en forsvarsløs tøjmus og en fodbold.

Det er et godt fotografisk par: Nærbilledet viser Jasons totale afslapning; oversigtsbilledet fortæller historien om, at begge banditter er begyndt at tage klatretårnet i besiddelse.

Det minder lidt om, at Jason også har fundet ud af at se “katte-TV” fra en vindueskarm. Det er så spændende at kigge ud og en gang imellem, kommer der endda en fugl forbi.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.