, ,

Om alt mellem himmel og jord

Nye opgaver og idéer – og et liv uden SEO

Om alt mellem himmel og jord

Pensionistlivet giver plads til både nysgerrighed, holdninger og nye projekter. Nu bliver jeg webredaktør hos Danske Slægtsforskere, begynder en ny klumme i Slægtsforskeren og har samtidig fået en påmindelse om, hvor afhængige vi alle er blevet af internettet.

Hjemmesiden har undertitlen “Om alt mellem himmel og jord”, uden at jeg ved, hvor den bliver vist, og hvis nogen har fulgt med i noget tid, kan de sikkert bekræfte, at det er sandt. Jeg interesserer mig for alverdens ting og sager og har en mening om næsten alt. Pensionistlivet tillader begge dele. Arbejdslivet krævede naturligvis fokus og effektivitet. Det er fortid, og det er mærkeligt at tænke på, at det allerede er 13 år siden, jeg forlod arbejdsmarkedet.

Engang spurgte jeg Martin Dyrhøj fra Effecto, om han ville give et bud på at lave søgemaskineoptimering (SEO) på min side. Han svarede ærligt, at det ikke ville være muligt, da der er alt for mange emner. Og det havde han selvfølgelig ret i.

Forud for min henvendelse til Martin, havde jeg  selv forsøgt mig med SEO med et af de gratis programmer nemlig Yoast, men det var umuligt og ville medføre så meget arbejde, at jeg gav op på forhånd. Så nu lever min side videre uden SEO, og det går ret godt alligevel. Siden har passende mængder af trafik og passende mange kommentarer.

Nyt “job” som webredaktør

Danske Slægtsforskeres hjemmeside har længe manglet en redaktør, og den opgave har jeg påtaget mig med virkning fra 1. juli.

Webmaster skrev 2. pinsedag

Rammerne for dit virke som redaktør vil vi fra starten ikke begrænse på nogen måde, men vil give dig adgang til alle dele af foreningens hjemmeside.

Det er jo en vældig tillidserklæring fra foreningens side, som jeg selvfølgelig er enormt glad for.

Jeg glæder mig til fra 1. juli at tage arbejdshandskerne på to timer om dagen. Inden den dato vil jeg muligvis have tænkt nogle konkrete tanker og oplistet både spørgsmål og idéer. Når jeg har valgt at begrænse det til to timer om dagen, skyldes det, at jeg ellers ville begynde fra en ende af og knokle, til opgaven var løst. Men da opgaven vist er ret omfattende, ville det betyde, at jeg ikke kunne foretage mig andet i måske et halvt eller helt år. Det har jeg ikke lyst til.

Jeg ser frem til at bruge mange af de kompetencer, jeg udviklede i løbet af mit arbejdsliv, og som jeg også brugte, da jeg også hjalp GladTeknik med at få styr på deres hjemmeside.

Opgaven med foreningens hjemmeside er vist stor, så jeg har respekt for den. Opgaven rummer både overvejelser om strategi og sprog – men også en masse lavpraktisk “hårdt arbejde” med de fx omtrent 400 døde links. Jeg vil klø på med krum hals på alle fronter.

Foreningen har inviteret mig ind i både markedsføringsudvalget og IT-udvalget. Indtil videre har jeg sagt ja tak til begge dele. Viser det sig, at min tid kan bruges bedre med “hands on” på hjemmesiden, er det en ny situation, som vi må drøfte til den tid.

Som udgangspunkt ved jeg jo i virkeligheden ikke noget om noget som helst (om slaegt.dk 😎), og jeg vil få behov hjælp til at opbygge relevante netværk og udpege sparringspartnere. Det har jeg fået bekræftet, at de gerne hjælper med.

Mit mantra er “Hvis man vil have ting til at ske, må man handle og komme i gang“. Det tager jeg med videre til Danske Slægtsforskere.

Ny klumme i bladet “Slægtsforskeren”

Med virkning fra 2027 kommer der en ny klumme i Slægtsforskeren, der er Danske Slægtsforskeres utroligt flotte blad, der udkommer fire gange årligt.

Vi kalder klummen “Værktøjskassen”, og den vil fra begyndelsen rumme omtaler af de bedste og mest nyttige hjælpeprogrammer, der gør livet lettere for enhver slægtsforsker. “Værktøjskassen” vil altså ikke omhandle slægtsprogrammer, da de allerede er behandlede på uendeligt mange sider.

Afhængighed af internettet

Min udbyder (YouSee med underleverandøren Radius) skulle i går sørge for, at mit internet også virker i fremtiden, hvorfor de skulle lave et eller andet mellem kl. 8:00 og 12:00.

Præcis kl. 8:05 røg forbindelsen, og det blev tydeligt, hvor meget man ikke kan uden en internetforbindelse.

Ingen kirkebøger og ingen folketællinger. Sådan var det at slægtsforske for 20 år siden.

Heller ingen ChatGPT, ingen netbank, ingen e-mails, ingen gåtur med podcast, ingen Facebook osv. Til hverdag tænker man ikke over det gode, internettet er, men når det mangler, har man et handicap.

Endnu forudsætter det ikke en internetforbindelse at:

  • rydde op i kontakter på telefonen
  • støvsuge
  • vaske gulve
  • vaske tøj

Så det blev gjort. Nu er her klinisk rent og vasketøjskurven er tømt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.


[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

,

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Minder om en far

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Ingen over, ingen under og ingen ved siden af: Jeg havde verdens bedste far Jørgen Stegemüller (1922 – 1972). Desværre blev han kun lige netop 50 år, og jeg var 9 år og 1 måned, da han døde.

Af adoptionssagen fremgår det, at man på fabrikken sagde, at han var meget stolt af mig, og at han var blevet som et helt andet menneske, efter de hentede mig på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup i november 1964.

Vi fik et særligt og ubrydeligt bånd. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke havde kostet noget, idet jeg vist tænkte, at en høj pris ville have kunnet begrunde glæden over “endelig at have fået et barn i hjemmet”.

Jeg har kun gode minder.

Et af dem, der stærkest trænger sig på, er “vi skal lige et smut ned på fabrikken” efter middagene. Og “vi” var bare ham og mig. Der var såmænd ikke længere, end vi kunne have gået, alligevel kørte vi i bil, men dengang tænkte ingen på klima, global opvarmning, biodiversitet og den slags – det var ikke opfundet.

Vel ankommet til en af Martensens Fabrikkers to adresser i Brande, begyndte vi med at lege gemme i de store tørrerum, hvor de testede klæder, der skulle tørre efter at have været i appreturen. Rummene var meget varme, og jeg kan stadig huske de krydrede “noter”, der kildede i næsen. Jeg har vel ikke været mere end fire eller fem år og gemte mig bedst muligt i et hjørne. Men han fandt mig altid, og jeg var ikke kvik nok til at regne ud, hvordan det lykkedes.

Efter gemmelegen, gik vi rundt til “arbejderne”, som de kaldtes dengang, på aftenholdet ved deres maskiner. Der var små solide trætrapper op til podiet, hvor de stod. De havde altid citronsodavand til mig. Jeg har drukket meget citronsodavand i filialen der vist lå på Blichersvej i Brande.

Dukketeateret

Det er skøre minder, der dukker frem, herunder dukketeateret. Min far byggede et dukketeater til mig. Der var to frontlåger, så forestillingerne kunne holdes skjult frem til premieren. Sidepanelerne og “bagtæppet” var grå og marmorerede, og der var så plads til mig mellem frontlågerne, sidepanelerne og “bagtæppet”. På overliggeren stod der “Ej blot til lyst”,

Jeg havde et væld af Mester Jakel-dukker. Det var hånddukker med træhoveder og en lang “kjole”, som man så stak armen op i og på den måde, kunne man styre dem. Der var i hvert fald en politimester, en sømand og en bager. De øvrige kan jeg ikke huske, men det er jo også en menneskealder siden.

Min have

Vi boede på Martensens Allé 2 i et ret stort hus med en stor have. En del af haven var indrettet til mig med blomsterbed og forskellige grønsager blandt andet ærter, der vist hurtigt vokser sig store.

Min far sørgede for, at gyngestativet stod fast. Benene i de fire hjørne blev støbt ned i cement, så det var sikkert at gynge vildt højt på de tre forskellige gynger. Der var en almindelig gynge med bare et sæde, en gondol og en trapez. Sidstnævnte var nærmest en rebstige med fire eller fem orange trin mellem de blå reb. Kravlede man til øverste trin, var det muligt at hænge med hovedet nedad. Ganske sjovt.

At lære at cykle

Ret tidligt fik jeg en tohjulet cykel. I starten var der selvfølgelig støtteben, men dem blev jeg træt af og “krævede”, at de blev afmonteret. Herefter måtte min far løbe bagefter med et kosteskaft stukket ned i kronrøret op og ned i vores ret lange indkørsel. Min erindring er, at jeg var ret længe om at lære at cykle selv, for jeg har altid været et motorisk fjols. Og altså måtte han løbe bagefter ret længe.

God nat-historierne

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dagJeg elskede god nat-historierne  – helst dem med Missemor og hendes killinger. Søren og Mette-bøgerne kom til senere. Det var i virkeligheden en læsebogsserie, som jo egl. ikke egnede sig til højtlæsning, men det lykkedes ham alligevel. Der var også Peter Pedal og Manden med den gule hat, Troldepus og et væld af andre. Derimod egnede Anders And sig overhovedet ikke, og jeg syntes, de var for fjollede.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske indholdet. Det vigtigste var stemningen med tryghed og samhørighed, hvor han balancerede på kanten af Juno-sengen, mens jeg lå under dynen.

Jeg kunne læse, før jeg startede i skole, og mon ikke disse stunder har været en medvirkende årsag? Jeg blev jo tidligt introduceret til bøgernes univers.

Frem og tilbage til Randers og Viborg

En del år gik jeg rundt og besvimede uden nogen ydre anledning. Jeg faldt bare pludselig om. Det bekymrede ham selvfølgelig, og jeg husker turene til adskillige speciallæger. Vi var hos neurologer i Randers og Viborg, men ingen kunne finde en god grund. Og jeg havde det jo også godt bortset fra det.

Uden at vide det præcist, tror jeg, han tænkte tilbage på børnehjemmets og Rigshospitalets beskrivelser fra mine første 13 måneder, hvor de troede, jeg var retarderet, og jeg derfor var indlagt seks måneder på RH’s psykiatriske afdeling til observation og udredning. Men jeg var overhovedet ikke retarderet, og en af RH’s læger konkluderede da også, at “det trænger bare til et rigtigt hjem”. Og det havde han jo ret i.

De fik i første omgang kun plejetilladelse, idet “det ville være blodig synd for adoptanterne, hvis der alligevel viser sig at være noget galt”. Tiden var i sandhed en anden!

Konstruktionslegetøjet

Dukker og forestillingslege sagde mig ikke noget – jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne klæde dem af og på, og så var det slut. De andre piger holdt lange monologer, mens jeg overvejede, hvordan de fik inspirationen til dem.

Jeg var bedre til konstruktionslegetøj som eksempelvis Lego og Meccano, og min far satte mig i gang med at bruge det. Han demonstrerede, hvordan det fungerede, indtil jeg kunne selv.

Jeg havde en kæmpe Lego-kuffert med klodser og et Lego-tog. Hundredvis af blå skinner, hvoraf nogle var rillede (jeg ved ikke, hvad idéen med rillerne var) mens andre var blanke, som blev holdt sammen af de hvide mellemstykker. En af vognene var en Shell-tank, der kunne fyldes med vand, som man så kunne lege var olie.

Meccano var konstruktionslegetøj, der bestod af metalstænger, metalplader, metalvinkler, hjul, tandhjul, gear og andre specialelementer med rækker af huller i. Disse elementer kunne sammensættes på forskellig måde med små skruer og møtrikker, så det var muligt at konstruere modeller af biler, huse, kraner mv.

(Artiklen fortsætter udenr billedet)

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

På kirkegården

Efter hans død og begravelse skulkede jeg en del fra skole. Kirkegården og skolen var naboer, og jeg gik ofte fra skolen til kirkegården og sad foran gravstenen. Jeg tror, jeg har gået i tredie eller fjerde klasse. Det har været hundekoldt, for han døde i november, og vi flyttede fra Brande i maj året efter. Savnet opvejede vel kulden. Hvor ville jeg gerne kunne huske, hvad jeg tænkte, når jeg sad der, men det kan jeg altså ikke.

Han var der ikke så længe, men mens han levede, lagde han et værdifuldt fundament, som jeg den dag i dag er glad for.

Da jeg for et par år siden traf hans ungdomskæreste (fra før maj 1943), sagde jeg til hende, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”, og hun replicerede “Det kan du også roligt være”. Og det er jeg så.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.