Tag Archive for: Kilder

/1 Kommentar/i /af

At lægge det store puslespil

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

  • Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
  • Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

  1. om han i det hele taget bor der i 1940 og
  2. hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

  • Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
  • Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
  • Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
  • Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.
/2 Kommentarer/i , /af ,

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min mor skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene må komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.

/3 Kommentarer/i /af

Den biologiske slægt er et mysterium

Den biologiske slægt er et mysterium

Kriminelle aktiviteter

Den biologiske slægt er et mysterium

Når man er adopteret, vil den biologiske slægt altid være et mysterium. Jeg har efterhånden en del års erfaring som slægtsforsker, men jeg har nul erfaring i at opspore efterslægt, for jeg har jo aldrig haft nogen at lede efter, da jeg ikke er interesseret i efterkommere af min “mor” og psykopaten. Der er en efterkommer af dem, men vedkommende interesserer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad det er for et menneske, da jeg har en fornemmelse af, at vi kun har ganske lidt til fælles. Men det kan selvfølgelig være helt forkert.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret

Mens min far levede, holdt de to fødselsdage for mig: En gang den dag jeg faktisk er født og en gang den dag, de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home”, og de derved mente, de havde noget havde at fejre. Det, synes jeg, er både kært og kærligt. Ergo har der aldrig været noget “mystik” over adoptionen, og det er jeg glad for.

Engang i 80’erne traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan i alverden jeg fandt frem til dem, ved jeg ikke. Det gik ikke videre godt:

  • Med hensyn til min biologiske mor havde jeg alt for store forventninger, da jeg så gerne ville have en mor, og det kunne hun naturligvis ikke leve op til. Jeg husker, at hun sagde, jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, og det var jo faktisk stort af hende; det var bare ikke det, jeg ville. Det var ikke nok for mig, så kontakten døde derfor hurtigt ud.
  • Min biologiske far ville gerne overtrumfe nogle af mine dispositioner mht. til min adoptivmor. Det fandt jeg mig ikke i, så jeg lagde kniv og gaffel på Restaurant Brønnum og forlod stedet. Det var det.

Det er mange år siden, jeg fik adgangstilladelse til adoptionssagen. Om det var før eller efter, jeg blev bidt af en gal genealog (et finere ord for slægtsforsker), husker jeg ikke. Sagen er fyldt med interessante oplysninger om den biologiske familie, men adgangstilladelsen rummer også en klausul om, at jeg ikke må offentliggøre oplysningerne om forældrene eller bruge sagens indhold til at opsøge den biologiske familie.

  • Ved hver evig eneste opdatering af TNG-siden indsætter jeg derfor denne passus ved de personhenførbare oplysninger: “Ikke oplyst (75-års restriktion jf. arkivlovens § 23).”
  • Og jeg tjekker hver evig eneste gang, at jeg ikke alligevel ved en fejltagelse kommer til at afsløre noget om de biologiske forældre. Selvom de begge er døde for længst, har de selvfølgelig krav på (grav-)fred mht. rent private forhold. At de er døde, ved jeg fra familiemedlemmer.

Et interessant regelsammenstød

Engang i efteråret blev jeg opmærksom på, at der findes en enormt stor slægtsdatabase, som offentliggør alle de oplysninger, jeg ikke må offentliggøre. På en måde er jeg ligeglad. På den anden side er jeg bekymret over, om nogen finder oplysningerne og tror, de stammer fra mig, idet der ikke er angivet kilder.

Jeg kontaktede ejeren af databasen og bad ham fjerne oplysningerne. Det ville han ikke, da kirkebøgerne er offentligt tilgængelige, og derfor klagede jeg (min nød) til Datatilsynet, som i slutningen af februar udtalte, at databeskyttelsesforordningen (det vi også kalder GDPR) ikke gælder, når der er tale om “personlige eller familiemæssige aktiviteter” jf. artikel 2, stk. 2, litra c:

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten
b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU
c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

Jeg ringede til tilsynet og sagde, at det forstod jeg simpelthen ikke. Og det kunne de godt forstå, jeg ikke forstod, hvorfor de anbefalede mig at kontakte Rigsarkivets jurister.

Hos Rigsarkivet kunne de godt forstå min undren over, at en fuldkommen ligegyldig person set i relation til slægten lovligt kunne offentliggøre det, jeg ikke må offentliggøre. Databasens ejer er på ingen måde i slægt med min biologiske familie.

Men det er Datatilsynet, der administrerer GDPR, så det kan Rigsarkivet ikke blande sig i. Hvorimod jeg skal overholde vilkårene for adgangstilladelsen. Det virker lidt pip, men der er ikke noget at gøre. Der er tale om et solidt regelsammenstød.

Nysgerrigheden har alligevel sejret

Familiemedlemmer husker som regel temmelig dårligt og har slet ikke den hang til præcis angivelse af steder og datoer, som slægtsforskere har. Fx var jeg klar over, at min biologiske far var død “Før år 2000” ved “Trafikuheld”, der jo er et vidt begreb. Selv havde jeg som kilde noteret “Familiemedlemmer; opringning fra børn”, der heller ikke er meget værd. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere, selvom jeg havde fået at vide, at man skulle notere alt. Nu sidder jeg 15 – 19 år senere og ærgrer mig gul og grøn. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde gode oplysninger om min biologiske mor, blandt andet fordi jeg har haft kontakt med hendes søster – altså min moster.

Det haltede vedrørende min biologiske far. Jeg meldte mig derfor ind i Facebookgruppen “Slægtsforskning – søg efter nulevende efterkommere”, og læste alle tips til, hvad man kunne starte med. Det gjorde jeg men fik intet ud af det, så derfor lavede jeg selv et opslag, jeg syntes var veldokumenteret. Og herved har jeg overtrådt vilkårene for adgangstilladelsen, men jeg får vel næppe en bøde, kommer næppe i fængsel og bliver vel heller ikke udelukket fra det gode “slægtsforskerselskab”. Jeg vovede ganske enkelt øjet.

Og tænk dagen efter vidste jeg, at min biologiske far døde 56 år gammel i 1996 i det gamle Roskilde Amt. Og at jeg har tre halvsøskende født lidt rundt omkring i landet. En af dem er faktisk 20(!) år yngre end mig. Det er et mirakel at finde frem til det på 24 timer. Et gruppemedlem havde lavet en “adresseforespørgsel” (en form for opslag i CPR/Folkeregisteret). Det koster 70 – 80 kr., som hun havde betalt, og hun ville ikke engang have pengene.

Hvor vil jeg dog gerne have en eller anden form for kontakt til en af disse halvsøskende. Jeg vil så gerne låne et billede af min biologiske far, måske et billede af hans forældre og høre lidt om, hvad han var for en. Der er også nogle overleveringer, jeg kunne tænke mig at få bekræftet. Og endelig vil jeg gerne vide, om der er psykisk sygdom og/eller Autisme i familien på hans side. Begge dele er genetisk betingede. Jeg har spurgt min biologiske moster om det med diagnoserne, men hun vidste ikke noget, så det kommer næppe fra min biologiske mor.

Et andet gruppemedlem kontakter ultraforsigtigt på mine vegne mennesker med det lidt specielle efternavn pr. SMS for at spørge, om vi har samme far, og hvis det er tilfældet, om de så ønsker kontakt med mig.

Det bliver sådan set værre endnu

Jeg har virkelig bevæget mig ind på en kriminel løbebane i den forgangne uge, idet jeg også har skrevet via Messenger til en kvinde på 65, som er min kusine. Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, der jo altså er offentligt tilgængelige. Jeg har formuleret mig meget forsigtigt, da der for nogle mennesker er et stort ubehag ved adoptioner. Et er at jeg ikke synes, der er noget mystik ved det, men den biologiske slægt har måske mest lyst til at glemme, at jeg er til – hvis de da nogensinde har været klar over det. Det er nu fire dage siden, jeg sendte forespørgslen, så sandsynligheden for, at jeg får svar, er nok ringe. Øv.

Jeg har formuleret mig så forsigtigt som overhovedet muligt og ladet beslutning om kontakt være op til hende – jeg ønsker mig jo hverken bøder eller fængselsstraf:

Kære X

Jeg vover at skrive til dig, idet jeg tror, vi er i familie. De undersøgelser, jeg har foretaget via de offentligt tilgængelige kirkebøger, viser, at dine forældre var Y (født og død) og Z (født og død) . Min biologiske far var Æ, altså din mors bror, ergo er vi sådan set kusiner.

Jeg er i dag 58 år. Jeg har truffet Æ for mere end 35 år siden, og der har aldrig været “mystik” om, at jeg var til og at jeg var (bort-)adopteret. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for. Jeg har tillige truffet min biologiske mor for mange år siden, og jeg er klar over, at de begge er døde for en del år siden.

Når jeg kontakter dig, skyldes det, at jeg ville være så glad for at få en lille smule viden om min biologiske familie. Der er nogle “overleveringer”, jeg ville være glad for at få enten be- eller afkræftet, og jeg ville være glad for måske at låne et eller flere billeder af Æ og måske hans forældre.

I stedet for at fortælle en masse om mig selv her, sender jeg dig i stedet et link til min hjemmeside, så du kan se, hvad jeg er for “en fisk”, og derefter tage stilling til, om du ønsker at besvare min henvendelse. Et er sikkert: jeg vil være utrolig glad for at høre fra dig. Min hjemmeside finder du her: https://stegemueller.dk og mit telefonnummer er: 22 81 17 31.

De bedste hilsner
Hanne B. Stegemüller

Jeg har også taget en DNA-test via MyHeritage

Jeg har i virkeligheden ikke meget fidus til DNA-slægtsforskning, da jeg er ret ligeglad med, om jeg nu skulle være 35 pct. afrikaner og en lille smule waliser eller sådan noget.

At få kontakt med nulevende biologiske familiemedlemmer kræver jo også, at “de andre” er så interesserede i slægten, at de også har taget en DNA-test, så der er noget at sammenligne med. Nåh, men MyHeritage havde et tilbud, så det blev ca. 350 kr. Det vil jeg trods alt gerne ofre på det ædle formål. Måske kan der komme noget spændende ud af det?

Jeg er lidt bekymret for, om MyHeritage herudover skal have penge for de sammenligninger, de laver. Jeg har på Trustpilot læst om en masse mennesker, der har fået trukket ca. 1.500 kr. på kortet. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvad det er betaling for. Men så skal MyHeritage få med mig at bestille.

Ugen har ikke budt på yderligere kriminelle aktiviteter. Styr på biologien kunne bare reducere den følelse alle adopterede har af at være “smidt ud med badevandet”.

/0 Kommentarer/i /af

Man kan finde mange ting med Mediestream

Man kan finde mange ting med Mediestream

Et spændende nyt værktøj

Man kan finde mange ting med Mediestream

Med (eller på?) Mediestream kan man lige nu søge blandt 35.464.209 avissider. Mediestream giver online adgang til Det Kgl. Biblioteks (det der tidligere kaldtes “Statsbiblioteket”) digitale samlinger af aviser, radio og tv samt reklamefilm. Noget kan kun ses på Det Kongelige Bibliotek eller på Det Danske Filminstitut i deres åbningstid, men en masse kan søges frem på den hjemlige PC.

Denne side viser, hvordan du kan få adgang og til hvad. Da avisartiklerne er omfattet af Lov om ophavsret (der er ophavsret 70 år fra forfatterens død), kan de ikke gøre hele deres materiale tilgængeligt og har så åbenbart valgt et skæringspunkt på 100 år.

Man kan finde mange ting med Mediestream

Man kan finde mange ting med Mediestream

Jeg skulle da lige prøve – bare for sjov, så jeg tastede mit efternavn ind i søgefeltet og fik dette resultat fra “Kjøbenhavns Amts Avis; Lyngby Avis (1883-1921)”:

Hvis du ikke er så habil til gotisk skrift, kan jeg fortælle, at der står: “1 Andrik, 3 Ænder, store hvide, 1. kl. Æglægger, er straks til Salg. Stegemüller, Brede.”. Hvis du klikker på billedet, kommer du til den originale avis på Mediestream. Fascinerende.

Gad nok vide hvordan 35,5, mio. avissider er blevet søgbare? Der er næppe nogen, der har siddet og tastet ind. Måske er det tilvejebragt ved det, der i hvert fald i fordums tid hed OCR-scanning? Nu er der sikkert bedre teknologier til rådighed, for OCR-scanningerne tog ofte fejl, hvis det tilgrundliggende billede ikke var knivskarpt. Fx blev  bogstavet “m” ofte til “1” kombineret med “n”, “l” blev til “1” osv.

Jeg var på forhånd klar over, at min oldefar hattemagermester Wilhelm Rudolf Stegemüller på Brede Klædefabrik havde høns og duer, som han selv slog ihjel ude i gården, efter de i 1913 flyttede med hattefabrikken til Skodsborg; men at han solgte andrikker og ænder i Brede, vidste jeg ikke. Det er en sjov lille detalje at have fundet.

Vigtigheden af primære kilder

Jeg talte med min ven i Esbjerg om vigtigheden af primære kilder. Vi er fra en tid, hvor der slet ikke var tvivl om, at hvis man ville finde noget, måtte man bladre og bruge sin logiske sans, og at det faktisk er det, der er det sjove, udfordrende og hyggelige ved slægtsforskning. Det tog lang tid, og det gør det fortsat, hvis den er den vej, man vil gå.

De nye slægtsforskere tror ofte, at alting er tastet ind, og at det bare er et spørgsmål om at bruge de rette søgeord på de rette hjemmesider. Eller et spørgsmål om at ofre de lidt mere end 600 kr. på en DNA-test. Og så er man i gang. Intet kunne være mere forkert. Man må tage fat i de primære kilder og analysere hver enkelt lille information for at se, om den passer med de andre informationer, man måske allerede er i besiddelse af. Det kan være rigtigt, selvom det ikke passer, men man skal tjekke, tjekke og tjekke.

Som eksempel har jeg i dag haft fat i en person fra en købt slægtsbog fra Dansk Slægtsforskning, “Slægtsbog for Efterkommere efter Niels Olesen født 1804” (Trykt Fredericia, 1960-1961), som bogen kalder “Aksel Marienlund”, hvilket jeg selvfølgelig ukritisk tastede ind for år tilbage.

Nu viser det sig, at han hedder “Axel Simon Andersen Marienlund”, og at han også har været gift med “Maren Matilde Thomsen”. Det står der ikke noget om i bogen. I baghovedet summer det naturligvis, om jeg tager fejl? Men jeg tror det ikke, for jeg kan få alt andet til at passe med forskellige primære kilder. “Maren Matilde” skal så være død (hvor og hvornår?), inden han gifter sig med Johanne Nielsen (hvor og hvornår?), som slægtsbogen har som hans ægtefælle.

Flere geni-sider har både ham og Johanne døde i Give Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Kontrolopslag viser, at de ikke er døde i Give. Dødsregisteret viser derimod, at de er døde i Københavns Kommune, der er et vidt begreb, men måske vil jeg prøve “Jesuskirken” i Valby, idet slægtsbogen har denne oplysning, der kan sætte mig på sporet: “Parret var bosat Valbygaardsvej 22, 2500 Valby pr. Kbh.”.

Jeg har allerede prøvet de store hospitaler, hvilket jeg typisk gør, hvis der er tale om dødsfald i de store byer, fx København, Vejle, Kolding osv. Der var ikke gevinst.

Alt i alt bare et simpelt eksempel på, hvordan man må hoppe fra tue til tue for langsomt at lægge det fascinerende puslespil. For 18 år siden faldt jeg i fælden med at ville samle flest mulige personer. Nu kan jeg jo så sidde og rydde op i alt det sludder og vrøvl, jeg selv har publiceret. Det er godt, jeg er blevet pensionist.

Angiv både kilderne og overvejelserne

Når man har fundet valide informationer og fx vil publicere dem på sin hjemmeside, skylder man læserne at angive, hvor man har informationerne fra. I min verden er en information uden en kilde ikke noget værd, og jeg undrer mig over alle informationer, man kan finde uden kilder. Efterhånden tror jeg, at geni- og MyHeritage-siderne slet ikke rummer mulighed for at angive kilder, men jeg ved det ikke konkret. Det er bare svært at forestille sig, at ingen overhovedet angiver kilder, uden der er en årsag. Nogen må da få idéen til at gøre deres informationer troværdige? Kan så store firmaer virkelig tjene styrtende med penge målt i USD på værktøjer, der ikke rummer mulighed for noget så grundlæggende for slægtsforskning som kildeangivelse? Jeg fatter det ikke.

En anden ting jeg savner, er at slægtsforskere offentliggør deres overvejelser/ræsonnementer. Tænk hvis vi alle gjorde vores ikke-fund tilgængelige, og fx skrev hvorfor vi ledte i en given kirkebog? Det kunne løfte validiteten af data væsentligt.

Jeg prøver mig fx frem med følgende:

“1) Dødsregistret har denne indførsel, som må være den rette person:

Fornavn: JOH
Efternavn: MARIENL
Pigenavn: NIELSEN
Sidste bopæl: Københavns Kommune
Fødselsdag: 18. aug 1884
Dødsdag: 21. jan 1956

2) 16/1-2022:

Slægtsbog angiver dødsfald til 21. januar 1956, men det er ikke noteret, hvor det skulle finde sted.

Ikke død:
1) København amt, Sokkelund, Bispebjerg – Grundtvigskirken, 1949-1957, KM, Døde
2) København amt, Sokkelund, Københavns Kommunehospital, 1947-1957, HM, Døde
3) København amt, Sokkelund, Rigshospitalet, 1955-1957, KM, Døde
4) København amt, Sokkelund, Øresundshospitalet, 1925-1963, KM, Fødte, Døde”

Det ville være en rigtig god måde at dele data på, men det ville selvfølgelig fratage mig fornøjelsen ved selv at finde ud af det.

Tilføjelse 19:21

Jeg fandt dem (sgu) i Johannes Døberens sogn, som også hører til i Valby:

Københavns amt, Sokkelund, Johannes Døber, 1941-1961, KM, Døde – opslag: 44 af 305 opslag:
Nr. 6. 1947 – 9′ April, Valbygaardsvej 22, Johannes Døbers Sogn, København. 1947 – 14′ April, Søndermark Krematorium, Frederiksberg. Axel Simon Andersen Marienlund. Kunstmaler og Tegnelærer. Født i Ilved Sogn, Vejle. Gift med Johanne, f. Nielsen. Forældre: Drejer og Husmand Anders Peter Terkelsen Marienlund og Hustru Kirstine Marie, f. Pedersen. Valbygaardsvej 22. 1878 6. Januar. Pastor Th. Balslev. Københavns Skifteret 10-4-1947.

Københavns amt, Sokkelund, Johannes Døber, 1941-1961, KM, Døde – opslag: 244 af 305 opslag
Nr. 2. 1956 – 21. januar, Rigshospitalet, København. 1956 – 25. januar, Søndermark krematorium, Frederiksberg. Johanne Marienlund, f. Nielsen. Enke. Født i Give Sogn. Enke efter kunstmaler Axel Simon Andersen Marienlund. Forældre: gaardmand Iver Nielsen og hustru Maren Skærhoved Johansen. Valbygaardsvej 22. 1884 18. august. Pastor Balslev. Københavns skifteret 23. januar 1956.

Tilføjelse kl. 22:00

Jeg har nu opdateret TNG-siden med de omtalte personer (og hvem der ellers er dukket op den seneste uge). Du kan se dem her. Min relation til Johanne Nielsen er, at hun er mine 3*tipoldeforældres oldebarn.