/6 Kommentarer/i , /af ,

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Hvorfor skal vi altid skældes ud?

Undskyld jeg er medlem af Djøf?

Det afsluttende spørgsmålstegn efter Djøf er et spørgsmål, om hvorvidt jeg skal undskylde. Det kan kun besvares med “Nej”. Jeg vil ikke undskylde.

Jeg har haft fat i det tidligere i juni 2022, men tager dansen en gang mere. Det er desværre nødvendigt, og det ændrer sig næppe, før jeg dør (selvom jeg regner med at have 30 år tilbage).

Aktuelt er jeg igen ked af at blive lagt for had, fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening – og jeg bevarer mit medlemskab, selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet. Det er en del af min identitet. Sådan har medlemmer af FOA, af GL, af Murerforbundet eller af 3F, det garanteret også.

To personer i Facebookgruppen “Bevar Irma” gav i dag djøfere skylden for Irmas (påståede) dårlige økonomi. Det skyldes ifølge dem, at djøfere ikke er købmænd. Nej, det er vi som oftest ikke; det er der forhåbentlig andre i koncernen, der er – med mindre ledelsen ikke har ansat folk med de rette kompetencer og ressourcer. Altså købmænd.

Jeg reagerede på begge opslag og spurgte, om der ikke også var medlemmer fra andre fagforeninger, de havde lyst at give skylden for verdens fortrædeligheder. Og jeg sendte et link til artiklen fra i sommer. Jeg skrev tillige, at jeg blev rigtig ked af det. Det lagde vist bolden død. I hvert fald har de ikke svaret. Det kan være, de ikke tør tage debatten med sådan en skrap kælling.

Jeg burde måske ikke tage sådan på vej?

Problemet er, at man som djøfer beskyldes for stort set alt, vel også snart Putins invasion af Ukraine, og at det sker adskillige gange om dagen. Det går ind i sjælen og i hjertet.

Ingen medlemmer af nogen anden fagforening udskammes offentligt på daglig basis. Har du nogensinde set hadtale mod medlemmer af HK, FOA, DSR, GL eller andre? Jeg har ikke. HK’erne kunne vel beskyldes for unødigt bureaukrati fra folk, der ikke ved, hvad et medlem af HK laver?

Jeg begriber ikke, hvorfor vi altid skal skældes ud. Alle medlemmer af alle fagforeninger løser højst sandsynligt de opgaver, de er ansat til at løse – og ellers må de vel stå øverst på listen over folk, der skal ud af vagten ved førstkommende lejlighed? Det vil kun være rimeligt.

Men så snart det er et medlem af Djøf, er det som om, det er:

  • en dårlig medarbejder, der udelukkende løser opgaver vedkommende selv har opfundet
  • en dårlig medarbejder, der ikke har forstået opgaven og hver dag møder op for at løse den til skade for arbejdspladsen og hele det omgivende samfund
  • en dårlig medarbejder, der hæver en urimelig hyre for ovennævnte

Tosserne, blandt kommentatorerne rundt omkring, overser gang på gang, at også medlemmer af Djøf løser opgaverne ud fra de retningslinjer og strategiske overvejelser, som den øverste ledelse har fastlagt. Det er jobbet! Så kort kan det siges; og kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå et andet sted hen, hvilket næppe kan siges at være helt urimeligt både set fra medarbejderens og ledelsens perspektiv. Og i øvrigt gælder det alle medlemmer i alle fagforeninger.

Jeg har besluttet, at jeg tager kampen hver evig eneste gang, jeg ser indlæg rundt omkring fra de mentalt mindrebemidlede. Tak for sidst!

Nåh, jeg bliver nok god igen. Jeg måtte bare have luft.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Livets tredje akt

Livets tredje aktStegemüller

Udvikling eller afvikling?

Livets tredje akt

Da mine læsere, jfr. spørgeskemaet i bunden, lige nu for 85 %’s vedkommende er over 50 år, handler denne artikel om pensionisttilværelsen eller overgangen til den.

Jeg fandt et fremragende webinar, som jeg varmt anbefaler dig at se (på YouTube). Det hedder: “Kom godt i gang med livet som pensionist” og blev udsendt af P+, Pensionskassen for Akademikere, den 3. oktober. (Det kan ofte ikke lade sig gøre at linke til YouTube; jeg håber, du alligevel kan finde det med udgangspunkt i disse oplysninger. Man skal ikke være medlem af P+ for at tilgå webinaret.)

For kun at lytte til lektor og aldringsforsker Aske Juul Lassen, skal du starte 12:34 inde i lydfilen. Det slutter 41:37. Den halve time er godt givet ud.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der en hel sektion, der er blevet til i et samarbejde mellem styrelsen og ham.

Pension handler mere om udvikling end afvikling

Gradvis overgang, nedsat tid, senkarriere, socialt engagement, storfamilieliv, entreprenørskab og unretirement. Der er i dag mange forskellige måder at lade sig pensionere på, og vi skal derfor udfordre vores forestillinger om pensionisttilværelsen. Det mener aldringsforsker Aske Juul Lassen, der forsker i pensionsovergangen og livet som pensionist.

Brat eller planlagt overgang?

Aske talte om forskellige former for overgang til livets tredje akt. Når jeg tænker på min egen overgang til livets tredje akt, var den på en gang både planlagt og brat. Det skal forstås som, at jeg i flere år havde modtaget invalidepension og var klar over, at karrieren som sådan var slut. Planlagt kan man dog nok ikke kalde det, da det ikke er frivilligt at blive syg.

Samtidig var den brat forstået på den måde, at ved indstillingen til førtidspension grundet et par diagnoser sagde formanden for rehabiliteringsteamet “Du kan nok godt forvente en krise”. Og det var selvfølgelig fra den ene dag til den anden, og jeg kan stadig genkalde mig, at jeg sad og tudede med psykologen ved min side, da de returnerede med indstillingen. Det var ikke grundet den bratte overgang, og jeg synes ikke, krisen har indfundet sig. Det skyldtes lettelsen over, at kampen var slut. Nu vidste jeg hvordan, hvordan fremtiden ville se ud.

Nogle, der har haft en brat overgang, oplever at komme i en form for meningstomt rum, for hvad er meningen med livet, når man ikke længere skal på arbejde? Vi har gennem livets første to akter vænnet os til, at andre definerede vores tid: Først var det barndom og ungdom, hvor forældre og uddannelsesinstitutioner definerede, hvordan vi skulle bruge tiden og dernæst var det arbejdsmarkedet, der fx definerede, at vi skulle bruge mere tid på det end samværet med eventuelle børn. Jeg husker sagtens, hvordan det var at sidde på kontoret før 08:00. Heldigvis har jeg glemt, at vækkeuret må have været sat til 06:00.

Al den tid har vi i livets tredje akt for os selv. Fraværet af vækkeuret er nu en markant del af livet. Vi kan hver dag lave det, vi har mest lyst til.

Vi er nogle helt andre pensionister i dag

Livets tredje akt

I relation til punkt 7 herunder “Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede”, er det vigtigt at tænke på, at vi er nogle helt andre pensionister i dag end for bare 20 år siden eller de pensionister, vores gamle forældre måske er i dag. Vi har det bedre både fysisk og økonomisk. Vi kan nemt engagere os og vi kan fx gå tre uger på Caminoen. Det var formentlig utænkeligt for bare 20 år siden.

Jeg kan ikke lade være at tænke på min egen stakkels gamle morfar (Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982). Han må være gået på pension, da han var 68, dvs. i 1967. Han var fuldstændig slidt op af hele livet at være først husmand, så arbejdsmand og sidst cementstøber på Specialbeton i Odense. Han havde købt et større, nyt, kolonihavehus med rigtigt toilet, og planen var, at han skulle nyde sin alderdom der med at dyrke byens flotteste jordbær og georginer.

Imidlertid var han så slidt op, at han ikke kunne passe det. Han endte sit liv i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det gør mig ked af det at tænke på det og han er mit skræmmebillede.

I morfars tid fandtes ingen opsparing til arbejdsmarkedspension, ingen “Arne-pension”, førtidspension osv. Både 1967 og 1982 er i det perspektiv nærmest forhistorisk. Det ser gudskelov helt anderledes ud i dag.

Askes ti tips

Måske giver selve overskrifterne ikke meget mening i sig selv. Det er derfor, du skal lytte til webinaret, hvor han fortæller om den forskning, der har ført frem til de ti tips.

  1. Forbered dig.
  2. Gør pensionen til dit valg.
  3. Skab en overgang.
  4. Se pensionen som en mulighed for noget nyt.
  5. Skab en mening.
  6. Accepter forfaldet.
  7. Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede.
  8. Engager dig.
  9. Lær at mestre tiden.
  10. Lær at slappe af og nyde friheden.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

“Varme hænder” er nedværdigende

“Varme hænder” er nedværdigende

Kolde hjerner og varme hænder?

“Varme hænder” er nedværdigende

Hvis jeg var sygeplejerske, social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, ville jeg være træt af at høre om “varme hænder”, da det er en nedværdigende betegnelse. Jeg kender adskillige både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der bruger hjernen en del for at løse opgaverne. Temperaturen i håndfladerne er noget ævl.

Retorikken om vores plejepersonale er nedværdigende. Hvem vil uddanne sig til at være et par “varme hænder”?

Man bliver ikke bare sådan lige sygeplejerske. En af dem skrev skrev i Viborg Amts Folkeblad i oktober 2021 følgende fuldt forståelige indlæg

Personligt har jeg altid kolde hænder, men jeg kan garantere dig en sygepleje, som er funderet på et videnskabeligt grundlag med en udvidet specialistviden om omsorg, etik, anatomi og fysiologi for netop at kunne varetage en kvalificeret sygepleje tilpasset den enkelte.

For 100 år siden var alting godt

Nej vel. Men ca. på det tidspunkt var jeg kæreste med en sygeplejeelev. Dengang var de netop elever og blev udlært på et hospital. De lærte derfor alt om patientkontakt og praktiske færdigheder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun blev en dygtig sygeplejerske, da hun blev færdig.

I 2019 blev sygeplejerskeuddannelsen ændret til en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, der gav adgang til videreuddannelse. Teorien udgjorde nu 58 pct., mens praktikken udgjorde 42 pct.

Jeg har talt med en sygeplejerske på min egen alder om hendes vurdering af uddannelsen dengang og nu. Hun sagde, så vidt jeg husker, at nutidens sygeplejersker uddannes bedre i fx anatomi, fysiologi og medicin end dengang. Til gengæld var de måske dengang lidt dygtigere til praktikken end de, der bliver færdige nu. Det skal de først ud at lære.

Tjenestemandsreformen fra 1969 og forud for den

“Varme hænder” er nedværdigendePernille Skipper er en af de (måske få?) politikere, der har sat sig grundigt ind i tjenestemandsreformen fra 1969. En aften deltog jeg i et webinar, hvor hun fortalte om baggrunden for reformen, der stadig her 53 år efter ligger implicit i sygeplejerskernes løndannelse og er årsagen til, at sygeplejerskernes løn halter bagud.

Efter krigen oplevede hele Europa en velfærdsstigning og det vi i dag kalder “velfærdsstaten” blev skabt. Historisk blev kvinders arbejde som fx sygeplejerske, jordemoder eller den, der passede de ældre/gamle anset som en form for fritidsjob, der højst medførte lidt lommepenge, for hovedindtægten i hjemmene stammede fra mandens arbejde.

Sygeplejersker var nogle, der hjalp lægen med at passe patienterne. De forskellige fag blev anset for at være et kald, og et kald er ikke lønnet; det er noget, man er “kaldet til”.

Tjenestemandsreformen vedtoges af folkevalgte politikere, der ikke tænkte på “Den danske model”, som de fleste nu angiver som hovedargument for ikke at agere på skævhederne mellem mande- og kvindefag. Henter man publikationen fra Institut for menneskerettigheder: “Kvindefag i historisk skruetvinge“, kan man blandt andet læse

Kommissionen valgte derfor hovedsageligt at bevare det eksisterende hierarki mellem de offentlige faggrupper – og dermed mellem mænd og kvinder – som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov fra 1919.

Kvindefag lønnes helt generelt 12 – 14 pct. ringere end mandefag

“Varme hænder” er nedværdigende

Nu står vi med det problem, at de omhandlede faggrupper ikke gider være der længere og de unge søger ind på andre uddannelser. Nogle vil måske fortsat gerne faget som sådan, men de rejser til Norge for at udføre det. Andre igen rejser bare fra det offentlige til det private, hvor de kan få 60.000 kr. mere i løn årligt.

Intet tyder på, at problemet har nået sit toppunkt; det vil vokse i de kommende år, og det vil bliver yderligere aktualiseret af, at middellevetiden stiger, så der bliver flere af os gamle. Hvis vi ikke sørger for bedre aflønning af både mænd og kvinder i kvindefag, står vi om ganske få år med et uoverstigeligt problem, som det vil tage årtier at rette op på. Man kan kalde det for et velfærdseksperiment.

Når (eller hvis?) vi beslutter os for at agere, vil en af de helt store diskussioner være sammenligningsgrundlaget: Hvad skal medregnes i lønnen? Skal vi tage udgangspunkt i grundlønnen eller skal vi inkludere ulempetillægget for at være på vagt lørdag nat?

Aflønnes de “varme hænder” efter temperaturen i håndfladerne eller efter faglig dygtighed? Måske. Det er næsten den eneste logiske forklaring på, at kvindefagene helt generelt lønnes 12 – 14 pct. ringere end mandefagene.

Man siger, at “Den danske model” er til hinder for politisk indgriben; det er ikke hele sandheden, for det er udtryk for et politisk valg hvor mange lønkroner, der sendes regionernes vej.  Arbejdsmarkedets parter bringes altså først i spil, efter den indledende politiske prioritering.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.