/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Med far og mor på arbejde

MeccanoStegemüller

Kvinderne fyldte kun lidt

Med far og mor på arbejde

Et enkelt skrivegreb kan åbne en hel verden af minder. En øvelse på højskolen fik mig til at tænke over, hvorfor det altid er min fars arbejdsplads, jeg kan genkalde med alle sanser, mens min mors arbejde næsten er forsvundet ud af hukommelsen. Samtidig blev det tydeligt for mig, hvilken genre jeg har mest lyst til at skrive videre i.

Det kan måske være at svært finde på noget at skrive om.

Og hvordan kommer man i gang? Hvad er en god åbning?

Hvordan laver man “in media res”, der er latin for at være midt i tingene? Hvordan hopper man direkte ind i historien, så man undgår at nøle?

Jeg havde faktisk tænkt på det, allerede inden Marie Østergaard Knudsen viste det på en af sine slides. God inspiration kan være:

Med far og mor på arbejde …

Mange af mine medstuderende havde allerede været med i hvert fald deres far på arbejde. Det stemmer med, at kursusdeltagerne var nogenlunde lige gamle, og derfor er det faderen, der er på arbejde og fylder i billedet.

En havde siddet på traktorens højre skærm, mens faderen kørte den grå Massey Ferguson ud over markerne. En anden var med ude at malke i hånden, fordi strømmen var gået, så malkemaskinen ikke kunne køre.

Også i mine egne fortællinger er det min far, der fylder. Min egen mor vil gerne ud på arbejdsmarkedet, for vi er i slutningen af 60’erne. Hidtil har hendes vigtigste opgave været at gå hjemme og passe mig.

En medstuderende spurgte mig: “Hvad lavede hun så ude på arbejdsmarkedet?” Jeg ved det faktisk ikke. Det er mærkeligt, men det var jo heller ikke hende, der tog mig med, så jeg kunne se, høre og lugte, hvad hun lavede derude.

Alle mine sanser genkender derimod uden videre min fars arbejde.

Jeg ved præcis:

  • hvor langt der er til fabrikken,
  • at vi skal til højre ad Østre Stationsvej og straks efter til venstre for at komme til fabrikkens gamle del,
  • hvordan klædet lugter efter appreturen (en slags “konserveringsmiddel” til klæde),
  • hvordan fars kontor ser ud,
  • hvor mange trin, der er op ad de små trætrappestiger til arbejderne ved deres maskiner,
  • jeg genkender lydene i fabrikshallen
  • etc.

Far, mor og børn

De fleste børn har leget “Far, mor og børn”, der er en rolleleg, hvor børn efterligner de voksnes hverdag.

Ingen ville være faderen, der, for at spille rollen rigtigt, skulle gå ud af værelset og bare være “på arbejde”, indtil det blev aften, og han måtte komme hjem igen. På samme måde ville ingen være hunden.

De, der var tilbage, skulle være moderen og børnene. De digtede lange handlingsforløb med moderen som hovedrolleindehaver og børn, der makkede ret. Og hvis de ikke gjorde, kunne de bare vente, til far kom hjem. Den latente trussel lå der altid, og moderen var et skvat, når hun ikke selv ordnede de små affærer, der opstod mellem saftevand og røde dukkevogne af træ. Jeg havde små kaffestel af porcelæn, som skulle vaskes op efter sandkagen som en del af legen.

Jeg kan ikke huske hvilke roller, jeg selv havde. Noget siger mig, at jeg kan have været faderen, netop fordi jeg ikke kan huske noget af det, og måske er det derfor, jeg syntes, “Far, mor og børn” var en kedelig leg? Jeg har aldrig været god til rollespil, for jeg kan ikke digte en handling. Jeg foretrak konstruktionslegene med Bilofix, Meccano og Lego. Og jeg husker udmærket, hvordan det er at træde på en Legoklods. (Topbilledet er dele fra et Meccano-byggesæt).

Pudsigt nok kom der aldrig nye børn ud af “Far, mor og børn”. Moderen var aldrig gravid, men det må hun have været noget af tiden, når der var alle de børn.

Genrevalg

Nogle siger, man ikke kan huske noget, før man er ca. syv år. Det er ikke sandt for mit vedkommende. Jeg husker et væld af detaljer, allerede fra jeg er ca. fire år. Bamserne på Morris Minorens bagsæde er enten lyseblå eller sorte og hvide som pandaer.

Mine erindringsfortællinger er nemme, for jeg skal bare skrive tingene, som de var. Sådan undgår jeg let “psykologordene”, for et barn vil jo aldrig have tiltusket sig “han fyldte meget”, “rummelig”, “manipulerende” o.lign.

Jeg tror, erindringsfortællingerne er min foreløbige vej frem.

På den anden side har jeg en bunke af min fars breve fra 1955 til hans ungdomskæreste. De breve vil jeg også gerne vække til live, fordi de er fine tidsbilleder. Der er koldt vand i hanerne og en mor, der skal komme til Vestjylland fra Ordrup for at hjælpe den 33-årige ungkarl med at vælge gardiner. Og så er der sættet, der vel skal skal være i Perlon?

Hvordan brevene er landet hos mig, har jeg ingen idé om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse

Gratis hjælp til dataanalyse og Excel

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse med passion og præcision – især i Excel? Jeg tilbyder gratis og fleksibel støtte til forskningsprojekter, hvor struktur, præcision og sproglig bevidsthed er et krav. Jeg elsker at arbejde med data, og jeg trives med at skabe orden, overblik og mening i komplekse datasæt.

Jeg tilbyder

  • Hjælp til datarensning, strukturering og analyse (især i Excel)
  • Fejlfindingsopgaver og tjek af datakvalitet
  • Formulering og korrekturlæsning af tekster og konklusioner
  • Detaljesans og systematik – jeg ser det, andre overser

Sådan kan samarbejdet kan foregå

  • En dag om ugen
  • Gratis og uforpligtende

Min baggrund

Jeg er cand.jur., 61 år og har en solid karriere i centraladministrationen bag mig. Gennem 23 år har jeg arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af it-projekter. Jeg har Aspergers syndrom, hvilket giver mig en særlig evne til at fokusere på detaljer og analysere data systematisk og grundigt. Jeg ser diagnosen som en styrke – ikke en begrænsning.

I studietiden var jeg studentermedhjælper for en forsker på Københavns Universitet, og det samarbejde tænker jeg stadig tilbage på med glæde.

Jeg blev pensioneret i 2021 grundet sygdom, men det føles som skønne spildte kræfter helt at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne bevare kontakt til det faglige arbejdsmarked – i et tempo og et format, der passer til min situation.

Socialt og fagligt fællesskab

Jeg savner fagligt fællesskab, nogen at sige “godmorgen” til og nogen at spise frokost med en gang om ugen. Jeg kan ikke klare et 37-timers job med højt tempo og krav om konstant produktivitet, men jeg kan til gengæld yde værdifuld støtte for den forsker, der har opgaver, som kræver omhu og systematik.

En usædvanlig henvendelse?

Jeg har allerede skrevet til HR-direktøren på DTU – jeg går som regel til toppen, for det er der, man bliver hørt bedst. I min “ansøgning” skrev jeg blandt andet:

Arbejdslivet har lært mig “altid gå til toppen”, derfor får du denne mail med tilbud om gratis arbejdskraft et sted på DTU, selvom jeg ikke helt kan gennemskue jeres organisation.

Mit håb er at finde nogen, der kan bruge min hjælp – også uden om de etablerede systemer. Jeg har fx kontaktet job-banken.nu, som formidler kontakt mellem psykisk sårbare førtidspensionister og arbejdsgivere, men de har i øjeblikket lukket for nye henvendelser pga. lang venteliste.

Vil du høre mere?

Er du forsker – eller kender du én – der kunne bruge min hjælp? Så læg gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer gerne til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Bemærk: Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes af hensyn til spam. Herefter slipper du automatisk igennem næste gang.

Tak fordi du læste med!

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Dengang mødre bad om "husholdningspenge"

Interviews med Nina Smith

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Hvis du interesserer dig bare en smule for nationaløkonomi, skal du lytte til “velfærdsingeniør” og professor Nina Smith enten på Genstart den 2. januar 2024 (22 minutter) eller fx på Zetland den 14. marts i år (15 minutter). Jeg deler Zetlands link, så du kan høre det, selvom du ikke er medlem der.

På mange måder har Nina Smith og jeg en ensartet baggrund: socialgruppe 5, fattigdom, ud at arbejde tidligt (jeg har også været “i jordbærrene” på Fyn), social opstigning og hjemmefra som 16-årig. Jeg er dog ikke vokset op med indremission.

Mens min far levede, manglede vi ikke noget, men min “mor” skulle bede om “husholdningspenge”, for det var min far, der tjente pengene (mange), og min “mor” havde hverken uddannelse eller arbejde; altså måtte hun bede om “husholdningspenge”. Jeg husker ikke, at vi manglede noget.

Efter hans død så verden helt anderledes ud. Hun havde adskillige småjobs, fx morgenrengøringen på lægehuset i Assens. Hendes mand var folkeskolelærer, men det var formentlig sådan, at forbruget konstant var større end indtægterne; ergo måtte hun gøre rent mv. Det behøver man ikke være nationaløkonom for at gennemskue.

Vi vil arbejde mindre

Vi vil gerne arbejde mindre, men er vi også interesserede i at give afkald på vores velfærdsrettigheder?

Vi tager det som en selvfølge, at vi skal have passet vores børn i hhv. vuggestue og børnehave, alle børn skal kunne gå i folkeskole, vi skal have en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, for vi har (heldigvis) en velfærdsmodel, der er modsat den amerikanske. Vi vil have SU, så vi, der er født med de forkerte forældre, kan få en længerevarende uddannelse. Vi forventer, at der er social- og sundhedsassistenter, som skifter bedstefars ble osv. Alt dette er vores rettigheder, som vi ikke er til sinds at give køb på.

Folkepensionen blev indstiftet så sent som i 1956. Når man gennemgår arkivalier fra før 1956, er det tydeligt, hvad der hændte dem, der ikke længere kunne arbejde. De endte i sognets fattighus. Er det det, vi gerne vil tilbage til?

Hvis vi arbejder mindre, er der ganske enkelt ikke råd til alle disse rettigheder, der er en del af velfærdskontrakten. Velfærdskontrakten bygger på, at vi arbejder, arbejder, arbejder så længe både vi selv og vores børn er sunde og raske. Hvis for mange “står af hamsterhjulet” og måske “hjemmepasser” deres børn (bortset fra at jeg aldrig har forstået, hvordan man kan passe sine egne børn), mangler de skatteindtægter, som finansierer velfærdsmodellen. Det er i virkeligheden enormt simpelt.

Kvinderne må stå op for sig selv

Kvinderne kom for alvor på arbejdsmarkedet midt i 60’erne og langt op i 70’erne. De var en stor del af den velfærd, vi kender i dag og tager som en selvfølge.

Hvem er det, der går på nedsat tid? Hvem er det, der henter tidligt fra vuggestue og børnehave? Det er ikke mændene. Hvis hele bevægelsen om, at vi vil arbejde mindre, som faktisk er en del af nogle partiers partiprogram, får rigtig fat, så er det ikke svært at gætte, at det er kvinderne, der vinder det lod.

Det vil medføre mindre magt og dårligere stillinger til kvinderne. Er det der, vi gerne vil hen? Så ender vi et sted, hvor mødre igen skal bede om “husholdningspenge”?

Vil kvinderne noget i vores samfund, så må de blive på arbejdsmarkedet på fuld tid og skrotte drømmen om de hjemmebagte boller til alle vi børn i Bulderby kl. 14:00.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.