/2 Kommentarer/i /af

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Arbejdsmarkedet tog de bedste timer

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

Jeg tænker ofte over, hvordan jeg egentlig fik tid til at gå på arbejde, når jeg i mit vidunderlige pensionistliv altid har fuldt op at gøre. Efterhånden kender jeg kun andre pensionister, og de har heldigvis også utrolig travlt. Det er heldigvis ikke nemt at etablere en aftale.

Heldigvis fordi de ville være ulidelige (bedste-)fædre og (bedste-)mødre, hvis de bare sad og ventede på, at børn og/eller børnebørn skulle komme eller ringe. Hvem ville bryde sig om sådan en tape-lignende (bedste-)mor eller (bedste-)far?

Men det var selvfølgelig også:

  1. før jeg trevlede min tyske slægt op (det kommer til at tage sin tid)
  2. før jeg perfektionerede slægtsdatabasen (jeg bliver aldrig færdig)
  3. før der var afsat to timer til tre kopper Irma-morgenkaffe nedsvælget over Facebook
  4. før Sprogdatabasen var etableret
  5. før jeg lavede frivilligt arbejde med de unge hos GladTeknik
  6. før hjemmesiden skulle bestyres
  7. før jeg gik gennemsnitlig 40 km. ugentligt og brugte gennemsnitligt 8:44 timer på det.

Og hermed har jeg fortalt, hvad jeg “får tiden til at gå med”.

Det sker af og til, at folk stiller mig spørgsmålet “Hvad får du tiden til at gå med?” I min verden er det det mest mærkelige spørgsmål, man kan stille.

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

Arbejdsmarkedet tog de bedste timer

Jeg har elsket mit arbejdsliv og jeg har haft gode opgaver, som jeg i vidt omfang selv har kunnet definere. Der har selvfølgelig været det problem, som mange med Aspergers syndrom oplever, at jeg ikke syntes, at jeg havde mulighed for at belyse problemerne godt nok. Der har altid været en flig, der var underbelyst. Jeg syntes ikke, jeg kunne gå nok ned i detaljerne, men sådan er det selvfølgelig, og sådan er det i vidt omfang i den offentlige sektor med de ulidelige produktivitetskrav til det, en af af mine meget dygtige medarbejdere og jeg kærligt omtalte som “budgetteatret”.

Jeg var glad for at være chef, men det jeg i virkeligheden gerne ville med chefrollen var at arbejde med mennesker, for jeg havde ingen forestilling om, at jeg var dygtigere end mine medarbejdere. Det var dem, der var specialister på deres områder, mens jeg var generalisten.

Der var bare ikke tid til arbejdet med mennesker. Når der kom en og ville have en samtale, måtte jeg selvfølgelig lægge det væk, jeg var i gang med, men uret tikkede i baggrunden i al den tid, vedkommende var der. Derfor oplevede jeg det i virkeligheden som en lettelse, da jeg (efter helt eget valg) lagde chefrollen på hylden.

Der er gået mange timer på kontorerne, og der er nået mange resultater. Jeg har lært meget, som jeg har været glad for. Meget af det kan stadig bruges. Retrospektivt må jeg dog sige, at arbejdet har fyldt for meget. Når kolleger/medarbejdere gik hjem, sagde de “så gå dog hjem”, men det følte jeg ikke, jeg kunne. Jeg følte ikke, at jeg kunne gå, før opgaverne var “rundet helt af”. Et et eller andet sted dybt inde i mig lå, at hvis jeg ville “blive til noget”, skulle jeg knokle – og hvem vil ikke gerne blive til noget? Så jeg har knoklet. Og det har jeg gjort, siden jeg var barn.

Så der er ingen tvivl om, at jeg har lagt mange “interessetimer” (et andet ord for gratisarbejdet i den statslige sektor hvis man har bare en smule ambitioner).

Erindringsforskydningerne

Men – for der er et men – så er der også nogle erindringsforskydninger. Et eksempel er, at det er 21 år siden, jeg begyndte at slægtsforske, og det tager tid, og i begyndelsen tager det ekstra lang tid, fordi man skal lære metoderne. De første år var jeg herudover med i forskellige større projekter.

Fx var jeg med i:

  1. styregruppen for digitaliseringen af Nygårds sedler
  2. sammen med en ven startede jeg Dansk KirkegårdsIndex (DKI) – det kom nu aldrig ret langt, formentlig fordi det stillede for store krav til bidragydernes kompetencer
  3. sammen med nogle venner skrev jeg kriminalhistorier
  4. jeg har travet en stor del af Bayern og Alperne tynd, hvor mine tyske venner lærte mig det med at sætte den ene fod foran den anden
  5. jeg var i menighedsrådet i Hvidovre sogn i otte år, og eftersom jeg blev valgt på et slogan om professionalisering og optimering, spildte jeg mange timer med at skrive notater og lave regneark.

Ergo: Jeg har altså ikke kun gået på arbejde, selvom det er sådan, jeg husker fortiden.

Seniorpensionen – har de regnet forkert?

For to dage siden var Dansk Industri (DI) ude med riven og beklagede sig over, at der er tilkendt otte gange så mange seniorpensioner som ventet.

Enten har man simpelthen regnet forkert eller også bliver folk mere nedslidte, end man har været klar over. Jeg hælder til det sidste.

Nogle tror, at man kun bliver nedslidt, hvis man står ude på gaden og med en skovl fylder sand i de huller, der er gravet af en gravko. Det ser jeg dagligt.

Men man kan altså også let blive nedslidt af at varetage administrative opgaver i den statslige sektor. Tidspresset er ofte stort, ressourcerne er knappe og ministeren venter ikke.

Hvor er det dog dejligt at være pensionist!

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Hedder man Ali, må man tage usundt arbejde

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

I løbet af september skal jeg have malet hele lejligheden, for den trænger alvorligt, idet jeg har boet her i lige knap 17 år, hvor stuerne ikke er blevet malet. Vedligeholdelseskontoen bugner af penge. Det er i øvrigt en glimrende anledning til at overgå til kun at ryge udendørs. Intentionen er i hvert fald god. Lad os se, om det holder.

Alt skal pakkes ned og opbevares et eller andet sted, så maleren kan komme til. Herefter skal det pakkes ud og sættes på plads igen en lørdag. Inden nedpakningen skal jeg have ryddet ud i en del bøger, der skal køres til genbrug eller forbrænding. Eksempelvis har jeg et par hylder fyldt med 20 år gamle IT-lærebøger, hvoraf de fleste selvfølgelig er ubrugelige nu, da der er sket meget på 20 år.

Jeg kan ikke overskue at gøre det selv, jeg har ingen, der kan hjælpe, og jeg kender ingen, der har en bil. Ergo må jeg betale mig fra det.

I den forbindelse talte jeg med en meget sød ung mand ved navn “Ali”. Han er i starten af 20erne og læser til procestekniker på Pharmalinjen på CBS. Det er en 4½ år lang uddannelse altså lige så lang som min. Han er lovet arbejde hos Novo Nordisk, når han er færdig. Jobbet er vellønnet, da det er i treholdsskift.

Vi talte om det usunde ved treholdsskift. Hjernens “vaskeprogrammer”, som gennemføres, når man sover den vigtige REM-søvn, forstyrres. Der er både kortere og færre perioder med REM-søvn, når man skal sove om dagen. Søvnen forstyrres herudover af trafikstøj, naboer mv. Bladet “Sygeplejersken” skrev fx i 1997 blandt andet:

Søvnproblemer

Skiftarbejdere klager generelt ofte over søvnforstyrrelser: De har problemer med at falde i søvn og at sove tilstrækkelig godt og længe.

Søvnkvaliteten bliver dårligere: Søvn-vågen-rytmen forrykkes, perioden med REM-søvn bliver kortere og opvågningerne bliver hyppigere – godt hjulpet på vej af al den aktivitet, andre udøver, når man skal forsøge at sove i dagtimerne: Trafiklarm og vejarbejde fra gaden, musik og kimende telefoner hos naboen eller i hjemmet osv.

Det er alt i alt ikke godt, for søvnkvaliteten har en stor indvirkning på menneskets generelle velbefindende.

Melatonin er et af de hormoner, der fortæller kroppen, at nu er der ikke dagslys, så nu skal vi sove. Der går bare kuk i det, når man er på treholdsskift, for der skal man jo altså arbejde, når det er mørkt.

Hedder man Ali, må man tage usundt arbejde

Ali var til fulde klar over, at det er utrolig usundt. Der er bare det, at når man hedder “Ali” og gerne vil arbejde med den ret lange uddannelse, man har arbejdet sig til, er man nødt til at tage et usundt skifteholdsarbejde. Man kan – uanset at man er født her, altid har boet her, taler og skriver perfekt dansk – ikke få et job uden skiftende vagter.

Jeg kalder det racisme! Og det er den form for racisme, man næsten ikke opdager, før man træffer et ungt menneske med den slags problemer.

Strukturel mistænkeliggørelse

Alis fortælling rammer lige ind i Frederik Vads (S) udtalelser fra Folketingets talerstol om, at muslimer – selvom de virker velintegrerede – sikkert udøver en samfundsomstyrtende virksomhed.

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

dr.dk citerede den 20. april Frederik Vads tale fra den 5. april:

– Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra, sagde Frederik Vad fra talerstolen den 5. april og kom senere i talen med nogle eksempler:

– Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland.

Kaare Dybvad Bek (S) har ikke lyst til at iværksætte en undersøgelse af problemet, for det kan jo være, der slet ikke er et problem:

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Jeg håber, Socialdemokratiet på et eller andet tidspunkt indser, at de her er på gyngende grund. Jeg kalder det racisme!

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.