,

Det vælter ud af Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Jeg abonnerer på nyhederne

Beskæftigelsesministeriet sender i øjeblikket læssevis af pressemeddelelser ud om, hvor godt det går for ministeren, hans departement og de to styrelser.

Dem det går bedst for er dog kontanthjælpsmodtagerne, og det gælder især dem, der har været længe i systemet, og så seniorerne, der pludselig har fået lyst til at afholde sig fra pensionisttilværelsen. Valgkampen er godt i gang.

Markant flere på kontanthjælp arbejder i småjobs

Overskriften er dagens glade nyhed fra Beskæftigelsesministeriet. Jeg synes ikke, det er nogen stor overraskelse, når man tænker på 225-timersreglen. Det, der kan komme som en overraskelse, er følgende formulering:

Udviklingen kommer samtidig med, at regeringen indførte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen for at skabe et yderligere incitament til at tage et job og sikre, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Her skulle jo ikke have stået “…kommer samtidig med…”, men “…kommer fordi…”

225-timersreglen er forhadt og det med god grund, for det er jo stort set umuligt at finde en arbejdsgiver, der vil beskæftige en medarbejder i 6,08 fuldtidsuger. Det er virkelig svært at finde en sådan stilling. Finder man den ikke, bliver der skåret ca. 1.000 kr. brutto af kontanthjælpen.

Evne og vilje

Jeg er sådan indrettet, at jeg tror på, at de mennesker, der kan arbejde også vil arbejde. Regeringen og dermed Beskæftigelsesministeriet har det modsatte udgangspunkt. De tror, alle vil snyde og bedrage, ligge hjemme på sofaen og se TV. Men hov det giver jo status at arbejde. Man er en del af samfundet, man bidrager, det månedlige udkomme er større. Hvorfor skulle alle, der kan, ikke være interesserede i det? Og erhvervslivet siges jo at skrige efter ledige hænder. Og manglen på arbejdskraft vil stige markant de kommende år.

Kontanthjælpen som en midlertidig ydelse

Det har aldrig nogensinde været tiltænkt at man skulle kunne være på kontanthjælp i årevis. Kontanthjælpsmodtagerne skal på arbejdsmarkedet, hvis de kan, og kan de ikke på grund af sygdom, skal de have en førtidspension eller et fleksjob, så snart det er afklaret, at de aldrig kommer i ordinær beskæftigelse igen.

Der er absolut ingen mening i de endeløse jobprøvninger, ulønnede virksomhedspraktikker og hvad det eller hedder alt sammen. Hvis dygtige læger og andre specialister er enige om, at fru Hansen aldrig kommer på arbejdsmarkedet igen, så lad hende dog være i fred.

Der er heller ingen mening i ressourceforløbene. Lidt ondt sagt kan man sige, at formålet med ressourceforløbene er at holde borgerne væk fra førtidspensionen og spare på kommunens penge, og af og til medfører det absurde situationer, som følgende lille historie viser:

På psykiatrisk afdeling traf jeg frk. x på 32 år. Hun var i et 5-årigt ressourceforløb. Jeg spurgte, hvad der foregik i et sådant forløb. Svaret kom prompte: “Ingenting”. Herefter spurgte jeg, hvad der så ville ske, når de fem år var gået? Jo så ville hun få et nyt 5-årigt ressourceforløb, og derefter var hun over 40 år, og så kunne hun søge førtidspension.

Evne og vilje gælder alle

De Radikales leder Morten Østergaard stiller tingene noget skarpt op i Berlingske den 2. april 2019, hvor han skitserer kravene for at støtte en S-ledet regering:

Jeg vil kræve, at vi tilrettelægger en integrationspolitik, der går ud på, at imødekomme folk, der hurtigst muligt kan forsørge sig selv, men også naturligt belønner dem, der bidrager til vores samfund, når vi skal vurdere, om de kan få lov til at blive.

Ikke desto mindre er jeg enig. Selvfølgelig skal vi belønne dem, der viser, at de gerne vil være i Danmark og bidrage til det danske samfund. Det virker jo altid som om, RV er klar til at åbne en ladeport, men det synes jeg ikke, de er, men de har i modsætning til de fleste andre en anstændig og human flygtningepolitik, som de så kobler sammen med manglen på arbejdskraft.

,

Åbne kontorfællesskaber

Videndeling mig her og der

Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.

I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.

Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019

Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers for at hade det.

Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Det lille kontorfællesskab

På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.

Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.

Copy and paste

Arbejde

Jeg vågner glad op 05:45

Tre dage om ugen vågner jeg glad op kvart i seks. Jeg bruger glad en time på transport hver vej. Mandag, onsdag og fredag lever jeg primært af copy and paste med afstikkere til input og idéer og at få et “go” for dem. Når jeg kommer med forslag bliver de for det meste accepteret. Men jeg er i lære, hrm…. jeg er 55 år 🙂

Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og min arbejdsgiver/kollega er glad for mig som medarbejder. Vi er det perfekte match. Jeg skulle gå meget igennem, før dette lykkedes, men det var sørme værd at vente på. Jeg er nærmest lykkelig.

Vi har talt om på et tidspunkt at udvide porteføljen til også at omfatte sproglig gennemgang af kundesiderne. Det kan jeg så stå for. Der står frygtelig meget sludder på kundesiderne. Det kunne bare være så fedt. Lige nu retter jeg bare det, jeg lige får øje på, for jeg kan ikke lade være, men det er ikke det, jeg må/skal bruge tiden på. Det er i øvrigt et klassisk aspergertræk at være skarp til fx korrektur og andre opgaver, der kræver fokus på detaljer.

Psykiatrifondens blad

Jeg er blevet kontaktet af Psykiatrifonden, der følger min blog. De vil gerne lave et interview med både  arbejdsgiver og mig om det at nå frem til en varig ansættelse i et fleksjob, om processen med kommunen, om hvorvidt arbejdsgiver var “klædt godt nok på”, hvilke faldgruber der er osv.

Jeg fik lov at vælge, om vi skulle lave det som et gruppeinterview eller som to enkeltstående interviews. Jeg valgte den sidstnævnte mulighed, da jeg synes, det giver det mest dækkende billede.

Arbejdsgiver og jeg er enige om, at vi gensidigt lavede nogle fejl i forbindelse med ansættelsen og starten:

  • Jeg så ikke, at 100 pct. hjemmearbejde var noget skidt,
  • arbejdsgiver og jeg så ikke, at det med at starte dagen efter samtalen (som foregik telefonisk) var noget skidt.

Det gav os et bump på vejen, men jeg er så stinkende heldig, at han gerne ville ansætte mig trods fire ugers fravær uden at have set fligen af et resultat forud for dette.

At lære hinanden at kende

En anden ting vi begge var blinde for er, at der er en enorm værdi i at lære hinanden at kende, og det gør man ikke pr. telefon, når man kun har mødtes to gange af en formiddags varighed. Derfor har jeg nu fået en fornem arbejdsstation (med to skærme…) i samme lokale som ham, og det fungerer fremragende. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke kunne dele kontor, men det kan jeg godt, og det går meget bedre, end jeg troede. Jeg synes, det er hyggeligt.

Vi kan smide spørgsmål over bordet, kigge på hinandens skærme osv. Alting nemt og ligetil. Ind i mellem tager vi fem minutter, hvor vi snakker, men ellers arbejde vi med hver vores – jeg med mit copy and paste.

Selvfølgelig skal jeg videre fra copy and paste, men det kræver, at jeg har været til undervisningen hos Michael ovre i Aarhus. Før jeg er på den anden side af det, giver det ikke mening at slippe mig løs på egen hånd. Jeg glæder mig meget til turen til Aarhus.