/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Dengang mødre bad om "husholdningspenge"

Interviews med Nina Smith

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Hvis du interesserer dig bare en smule for nationaløkonomi, skal du lytte til “velfærdsingeniør” og professor Nina Smith enten på Genstart den 2. januar 2024 (22 minutter) eller fx på Zetland den 14. marts i år (15 minutter). Jeg deler Zetlands link, så du kan høre det, selvom du ikke er medlem der.

På mange måder har Nina Smith og jeg en ensartet baggrund: socialgruppe 5, fattigdom, ud at arbejde tidligt (jeg har også været “i jordbærrene” på Fyn), social opstigning og hjemmefra som 16-årig. Jeg er dog ikke vokset op med indremission.

Mens min far levede, manglede vi ikke noget, men min “mor” skulle bede om “husholdningspenge”, for det var min far, der tjente pengene (mange), og min “mor” havde hverken uddannelse eller arbejde; altså måtte hun bede om “husholdningspenge”. Jeg husker ikke, at vi manglede noget.

Efter hans død så verden helt anderledes ud. Hun havde adskillige småjobs, fx morgenrengøringen på lægehuset i Assens. Hendes mand var folkeskolelærer, men det var formentlig sådan, at forbruget konstant var større end indtægterne; ergo måtte hun gøre rent mv. Det behøver man ikke være nationaløkonom for at gennemskue.

Vi vil arbejde mindre

Vi vil gerne arbejde mindre, men er vi også interesserede i at give afkald på vores velfærdsrettigheder?

Vi tager det som en selvfølge, at vi skal have passet vores børn i hhv. vuggestue og børnehave, alle børn skal kunne gå i folkeskole, vi skal have en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, for vi har (heldigvis) en velfærdsmodel, der er modsat den amerikanske. Vi vil have SU, så vi, der er født med de forkerte forældre, kan få en længerevarende uddannelse. Vi forventer, at der er social- og sundhedsassistenter, som skifter bedstefars ble osv. Alt dette er vores rettigheder, som vi ikke er til sinds at give køb på.

Folkepensionen blev indstiftet så sent som i 1956. Når man gennemgår arkivalier fra før 1956, er det tydeligt, hvad der hændte dem, der ikke længere kunne arbejde. De endte i sognets fattighus. Er det det, vi gerne vil tilbage til?

Hvis vi arbejder mindre, er der ganske enkelt ikke råd til alle disse rettigheder, der er en del af velfærdskontrakten. Velfærdskontrakten bygger på, at vi arbejder, arbejder, arbejder så længe både vi selv og vores børn er sunde og raske. Hvis for mange “står af hamsterhjulet” og måske “hjemmepasser” deres børn (bortset fra at jeg aldrig har forstået, hvordan man kan passe sine egne børn), mangler de skatteindtægter, som finansierer velfærdsmodellen. Det er i virkeligheden enormt simpelt.

Kvinderne må stå op for sig selv

Kvinderne kom for alvor på arbejdsmarkedet midt i 60’erne og langt op i 70’erne. De var en stor del af den velfærd, vi kender i dag og tager som en selvfølge.

Hvem er det, der går på nedsat tid? Hvem er det, der henter tidligt fra vuggestue og børnehave? Det er ikke mændene. Hvis hele bevægelsen om, at vi vil arbejde mindre, som faktisk er en del af nogle partiers partiprogram, får rigtig fat, så er det ikke svært at gætte, at det er kvinderne, der vinder det lod.

Det vil medføre mindre magt og dårligere stillinger til kvinderne. Er det der, vi gerne vil hen? Så ender vi et sted, hvor mødre igen skal bede om “husholdningspenge”?

Vil kvinderne noget i vores samfund, så må de blive på arbejdsmarkedet på fuld tid og skrotte drømmen om de hjemmebagte boller til alle vi børn i Bulderby kl. 14:00.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

To sager om asbest på én uge

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbestUgen har budt på to fuldkommen vanvittige historier om arbejdet med asbest; den ene værre end den anden, fordi den drejer sig om børn ned til 12 år fra Odsherred Kommune, der blev sendt til Sønderborg for at rive et asbesttag ned. Sagen kom frem, fordi Arbejdstilsynet ved et tilfælde kiggede forbi, konstaterede at her vist var noget galt, stoppede arbejdet og udstedte 14 strakspåbud.

Ministeren – Ane Halsboe-Jørgensen (S) – var målløs, og borgmesteren er rystet. Børnene er »kendt« af kommunen, fordi de har »udfordringer«.

Hvad det nærmere går ud på, har TV Aviserne ikke nævnt noget om, men det er også ligegyldigt, for af to andre tv-udsendelser om asbest, »Underdanmark«, fremgår det eksplicit, at man skal have et fire dages kursus for overhovedet at arbejde med asbest. Man skal være iført særlige værnemidler i form af en speciel dragt, man skal have en særlig maske og særlige briller, man skal være uddannet i at putte materialerne i poser, der skal surres forsvarligt til osv. Intet af alt dette skete.

Man satte altså børn til at lave arbejde, man ikke engang ville sætte voksne til, før de har fået et særligt kursus.

Sig mig lige en gang: er vi blevet en bananrepublik? Der er jo en årsag til, at vi har en hel bekendtgørelse, der kun handler om asbest og håndteringen af det!

Danmarks Radio skriver den 16. oktober (Karina Vincentz er borgmester i Odsherred Kommune).

Børnene arbejdede om natten

Børnene har ifølge borgmesterens oplysninger også arbejdet om natten, og de er angiveligt blevet betalt med kontanter og elektronik.

– Vi ved, at de har været sendt ud om natten for at arbejde, og jeg undrer mig over, hvor forældrene er henne i denne sammenhæng, for de må også have vidst, at deres unge har været væk om natten, siger Karina Vincentz.

Jeg er vist lige så målløs som ministeren og lige så rystet som borgmesteren.

Enig med Dansk Folkeparti

For en gangs skyld er jeg enig med Dansk Folkeparti, der ikke kan forstå, at ministeren er så forarget og målløs, samtidig med at regeringen præsenterer et forslag til finanslov, hvor man vil skære i Arbejdstilsynets bevillinger. SF’s finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, er enig med Dansk Folkeparti.

Regeringen lægger op til at spare godt 7,1 millioner kroner i 2025 og 18 millioner kroner årligt herefter hos Arbejdstilsynet, fremgår det af udspillet til næste års finanslov. (Kilde: Danmarks Radio)

Regeringen anfører, at besparelserne vil blive udmøntet i brancher, hvor der er lav risiko. Men det er jo cirkulært. At – eller om – risikoen er lav, ved man jo først, når man har været på besøg.

DFs finansordfører Peter Kofod udtaler:

Der er jo ikke nogen, der tror, at Arbejdstilsynet kontrollerer noget, der ikke er nogen risiko ved. Sådan er det jo ikke i den virkelige verden, siger han. (Kilde: Danmarks Radio)

De helbredsmæssige konsekvenser

Det er vanvittig farligt at arbejde med asbest. Bispebjerg Hospitals Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling skriver om de helbredsmæssige konsekvenser. Eksempelvis skal man gå til lægen, hvis man efter at have arbejdet med asbest begynder at få blodigt opspyt … Asbeststøvet er fyldt med fibertynde nåle, der er så små og tynde, at de ikke kan ses med det menneskelige øje. Jo tyndere fibrene er, jo større er risikoen for, at asbesten kan medføre lungehindekræft (malignt pleuralt mesoteliom), der ikke kan helbredes.

Bolius har en meget oplysende artikel om asbest. De sætter blandt andet årstal på perioder med produktionsstart og -stop for de forskellige byggematerialer, der indeholder asbest. Der er adskillige produktionsstop i 1980! De beskriver også, at det eksempelvis ikke er farligt, at bo i et hus med eternittag, og at det bedste man kan gøre faktisk er at lade skidtet ligge, for så længe asbestfibrene er indkapslede, udgør de ingen helbredsrisiko.

Det er først, når man sætter nogle 12-årige til at rive skidtet ned, at der er fare på færde …

Bedst var det, om der var styr på arbejdet med asbest

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

12-årig alene til Tyskland fra Kurdistan

Arbejdsmarkedet tog de bedste timer

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

Jeg tænker ofte over, hvordan jeg egentlig fik tid til at gå på arbejde, når jeg i mit vidunderlige pensionistliv altid har fuldt op at gøre. Efterhånden kender jeg kun andre pensionister, og de har heldigvis også utrolig travlt. Det er heldigvis ikke nemt at etablere en aftale.

Heldigvis fordi de ville være ulidelige (bedste-)fædre og (bedste-)mødre, hvis de bare sad og ventede på, at børn og/eller børnebørn skulle komme eller ringe. Hvem ville bryde sig om sådan en tape-lignende (bedste-)mor eller (bedste-)far?

Men det var selvfølgelig også:

  1. før jeg trevlede min tyske slægt op (det kommer til at tage sin tid)
  2. før jeg perfektionerede slægtsdatabasen (jeg bliver aldrig færdig)
  3. før der var afsat to timer til tre kopper Irma-morgenkaffe nedsvælget over Facebook
  4. før Sprogdatabasen var etableret
  5. før jeg lavede frivilligt arbejde med de unge hos GladTeknik
  6. før hjemmesiden skulle bestyres
  7. før jeg gik gennemsnitlig 40 km. ugentligt og brugte gennemsnitligt 8:44 timer på det.

Og hermed har jeg fortalt, hvad jeg “får tiden til at gå med”.

Det sker af og til, at folk stiller mig spørgsmålet “Hvad får du tiden til at gå med?” I min verden er det det mest mærkelige spørgsmål, man kan stille.

Hvordan fik jeg tid til at gå på arbejde?

Arbejdsmarkedet tog de bedste timer

Jeg har elsket mit arbejdsliv og jeg har haft gode opgaver, som jeg i vidt omfang selv har kunnet definere. Der har selvfølgelig været det problem, som mange med Aspergers syndrom oplever, at jeg ikke syntes, at jeg havde mulighed for at belyse problemerne godt nok. Der har altid været en flig, der var underbelyst. Jeg syntes ikke, jeg kunne gå nok ned i detaljerne, men sådan er det selvfølgelig, og sådan er det i vidt omfang i den offentlige sektor med de ulidelige produktivitetskrav til det, en af af mine meget dygtige medarbejdere og jeg kærligt omtalte som “budgetteatret”.

Jeg var glad for at være chef, men det jeg i virkeligheden gerne ville med chefrollen var at arbejde med mennesker, for jeg havde ingen forestilling om, at jeg var dygtigere end mine medarbejdere. Det var dem, der var specialister på deres områder, mens jeg var generalisten.

Der var bare ikke tid til arbejdet med mennesker. Når der kom en og ville have en samtale, måtte jeg selvfølgelig lægge det væk, jeg var i gang med, men uret tikkede i baggrunden i al den tid, vedkommende var der. Derfor oplevede jeg det i virkeligheden som en lettelse, da jeg (efter helt eget valg) lagde chefrollen på hylden.

Der er gået mange timer på kontorerne, og der er nået mange resultater. Jeg har lært meget, som jeg har været glad for. Meget af det kan stadig bruges. Retrospektivt må jeg dog sige, at arbejdet har fyldt for meget. Når kolleger/medarbejdere gik hjem, sagde de “så gå dog hjem”, men det følte jeg ikke, jeg kunne. Jeg følte ikke, at jeg kunne gå, før opgaverne var “rundet helt af”. Et et eller andet sted dybt inde i mig lå, at hvis jeg ville “blive til noget”, skulle jeg knokle – og hvem vil ikke gerne blive til noget? Så jeg har knoklet. Og det har jeg gjort, siden jeg var barn.

Så der er ingen tvivl om, at jeg har lagt mange “interessetimer” (et andet ord for gratisarbejdet i den statslige sektor hvis man har bare en smule ambitioner).

Erindringsforskydningerne

Men – for der er et men – så er der også nogle erindringsforskydninger. Et eksempel er, at det er 21 år siden, jeg begyndte at slægtsforske, og det tager tid, og i begyndelsen tager det ekstra lang tid, fordi man skal lære metoderne. De første år var jeg herudover med i forskellige større projekter.

Fx var jeg med i:

  1. styregruppen for digitaliseringen af Nygårds sedler
  2. sammen med en ven startede jeg Dansk KirkegårdsIndex (DKI) – det kom nu aldrig ret langt, formentlig fordi det stillede for store krav til bidragydernes kompetencer
  3. sammen med nogle venner skrev jeg kriminalhistorier
  4. jeg har travet en stor del af Bayern og Alperne tynd, hvor mine tyske venner lærte mig det med at sætte den ene fod foran den anden
  5. jeg var i menighedsrådet i Hvidovre sogn i otte år, og eftersom jeg blev valgt på et slogan om professionalisering og optimering, spildte jeg mange timer med at skrive notater og lave regneark.

Ergo: Jeg har altså ikke kun gået på arbejde, selvom det er sådan, jeg husker fortiden.

Seniorpensionen – har de regnet forkert?

For to dage siden var Dansk Industri (DI) ude med riven og beklagede sig over, at der er tilkendt otte gange så mange seniorpensioner som ventet.

Enten har man simpelthen regnet forkert eller også bliver folk mere nedslidte, end man har været klar over. Jeg hælder til det sidste.

Nogle tror, at man kun bliver nedslidt, hvis man står ude på gaden og med en skovl fylder sand i de huller, der er gravet af en gravko. Det ser jeg dagligt.

Men man kan altså også let blive nedslidt af at varetage administrative opgaver i den statslige sektor. Tidspresset er ofte stort, ressourcerne er knappe og ministeren venter ikke.

Hvor er det dog dejligt at være pensionist!