, ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!

Næstekærlighed

Næstekærlighed

Katastrofen i Indonesien

Folkekirkens Nødhjælp skriver på deres forside og på deres Facebookside

LIGE NU: Situationen udvikler sig dramatisk efter jordskælvet i Indonesien.

❗Hjælp dem, der har overlevet tsunamien.
Sms AKUT til 1911 og støt med 100 kr.❗

Web: hjlp.dk/Red-Liv

Flere tusinde mennesker frygtes omkommet og mange flere har desperat brug for hjælp efter et jordskælv udløste en tsunami, der ramte den indonesiske ø Sulawesi.

Der er akut brug for lægehjælp, mad og telte i de hårdest ramte områder. Vi er netop nu i gang med at få overblik og forberede hjælpen.

Jeg vil så for egen regning tilføje, at man også kan sende de 100 kr. via MobilePay på nummer: 50 60 20 40. Mange mennesker har doneret, og de fleste mennesker har 100 kr. til overs den 1. i måneden.

De sædvanlige kommentarer

Der er kommentarer, man hører igen og igen, når der er tale om at hjælpe mennesker i nød – især hvis de bor i udlandet. Her er et udvalg:

  1. Vi I DANMARK kan ikke redde hele verden
  2. Men de gamle på plejehjemmene skal ligge i en lorteble og få elendig mad.
  3. Hjælp de hjemløse først.

Vi tager  lige den med de hjemløse

Der var ifølge SFI  6.635 hjemløse i Danmark i 2017 og over halvdelen af dem havde også en psykisk sygdom. Det er ganske enkelt 6.635 for mange., og det kan vi som samfund ikke være bekendt. Og jeg hopper ikke på den med, at de fleste har valgt at leve på gaden, fordi de ikke kan holde ud at være i en lejlighed. Måske er der tre af dem

Hvis nu alle de mennesker, der siger “hjælp de hjemløse først” ville der ikke være flere hjemløse. Hvor bliver deres handlekraft af, hvor bliver deres næstekærlighed af? Hvis bare en af dem oprettede en Facebookside, kunne alle dem der fyrer flosklen af, hurtigt samle de småpenge ind, der skulle bruges for at hjælpe sølle 6.635 (eller 6.635 sølle) mennesker. Så ville der slet ikke være nogen hjemløse mere.

Næstekærlighed

Jeg har altid godt kunnet lide Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Når det er nødvendigt, træder hun i karakter og siger tingene ligeud. Hun taler p.t. om næstekærlighed, og at det kan man udvise, ved at donere 100,00 kr.

Men hvad er næstekærlighed egentlig? Jeg bliver sikkert uenig med alle de teologer, jeg omgiver mig med 🙂 Jeg har været på jagt på nettet, for jeg kender ikke selv alle de bibelsteder kun det lidt forslidte, men ikke mindre sande “Du skal elske din næste som dig selv.” Der er selvfølgelig mange hits. Jeg har valgt et klart og et vanvittigt.

Sognepræst Birgitte Graakjær Hjorth: “Men i Det Nye Testamente udvides næstebegrebet til at omfatte ethvert menneske.” Det er altså ikke bare ens husstand og til nød naboen.

DF’eren Marie Krarup:  Hun vakte en del opsigt, da hun i sommeren 2015 offentligt erklærede, at det var næstekærlighed at slå sin søn.  Hun har også et noget andet syn på, hvem næsten er. Hun siger: “De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.:” Altså man skal kende dem.  Jeg har ikke kunnet finde udlægninger af det kristne budskab, som støtter Marie Krarup.

Og det er jo egentlig ganske rart.

 

,

Indforståethed i kirken – #439

Indforståethed i kirken – #439

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har lige haft en lang snak med min bedste ven, der har været præst i mange år, og vi kunne slet ikke blive enige. Og den slags er jo inspirerende.

Jeg fortalte hende, at jeg – de første par måneder jeg kom i kirken – undrede mig meget over, at alle præsterne vældig godt kunne lide nr. 439, for den var på tavlen hver søndag.

Senere gik det op for mig, at den salme (“Oh du guds lam” eller “Agnus Dei”) er en del af nadverritualet, og da der er nadver hver søndag, blev den selvfølgelig spillet hver søndag.

Hun sagde så, at jeg bare kunne have slået op bagi salmebogen. Igen “Hvor skulle jeg vide det fra?”.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed sted, hvor vi end ikke kom i kirke til jul. Så hvor skulle jeg vide det fra. Jeg blev konfirmeret i 1977, så 31 år efter huskede jeg ikke, om pastor Boas lærte os rytmen og pulsen i gudstjenesten. Altså var jeg bare dum! Men jeg kan næppe være den eneste!

Af og til spiser jeg en bid frokost vores menighedsrådsformand (som godt nok er en kvinde – det lyder bare så tåbeligt), og senest sagde hun noget, jeg har tænkt en del over: “Man skal lære at gå i kirke”. Det er jeg fuldstændig enig i. Hvis der var nogen, der havde lært mig det, havde jeg ikke været så dum, at jeg troede, alle præsterne bare rigtig godt kunne lide # 439.

Forslag til menighedsrådene

Hvis I ikke bare vil fortsætte jeres indforståethed og forblive en lille, lukket, selvsupplerende forsamling, er der forskellige tiltag, I kunne sætte i værk. Det kunne fx være, at man mødtes 45 – 60 minutter pr. måned og “belærte” alle  fremmødte om:

  1. Hvad fortæller vores altertavle
  2. Hvad fortæller vores prædikestol – har vi fx symbolet med Jesu flyvende fødder i vores kirke? Og hvorfor det?
  3. Er der en historie knyttet til vores døbefont?
  4. Hvad betyder dåben? Hvorfor gør nogle præster noget ud af at lade vandet plaske ned i døbefonten?
  5. Hvilke forpligtelser påtager man sig, hvis man “står fadder”?
  6. Hvorfor har vi et kirkeskib, når der alligevel aldrig er nogen, der ser det, og det koster kassen at fået det efterset/repareret?
  7. Hvorfor har nogle præster messetøj (messehagel og alba) på? Og hvorfor er det ikke dem alle? Og hvad betyder det?
  8. Hvorfor er der nogle præster, der messer? og hvorfor er det ikke dem alle? Hvad betyder det, hvis de gør det?
  9. Hvad betyder de liturgiske farver?  Og hvorfor har vi dem?
  10. Kunne vi gennemgår de forskellige ritualer (dåbsritualet, vielsesritualet. begravelses-/bisættelsesritualet) Og for hver af dem fortælle om deres opbygning og betydning?

Listen kunne helt sikkert være længere.

Det er bare et forslag til et menighedsråd eller flere