Næstekærlighed

Katastrofen i Indonesien

Folkekirkens Nødhjælp skriver på deres forside og på deres Facebookside

LIGE NU: Situationen udvikler sig dramatisk efter jordskælvet i Indonesien.

❗Hjælp dem, der har overlevet tsunamien.
Sms AKUT til 1911 og støt med 100 kr.❗

Web: hjlp.dk/Red-Liv

Flere tusinde mennesker frygtes omkommet og mange flere har desperat brug for hjælp efter et jordskælv udløste en tsunami, der ramte den indonesiske ø Sulawesi.

Der er akut brug for lægehjælp, mad og telte i de hårdest ramte områder. Vi er netop nu i gang med at få overblik og forberede hjælpen.

Jeg vil så for egen regning tilføje, at man også kan sende de 100 kr. via MobilePay på nummer: 50 60 20 40. Mange mennesker har doneret, og de fleste mennesker har 100 kr. til overs den 1. i måneden.

De sædvanlige kommentarer

Der er kommentarer, man hører igen og igen, når der er tale om at hjælpe mennesker i nød – især hvis de bor i udlandet. Her er et udvalg:

  1. Vi I DANMARK kan ikke redde hele verden
  2. Men de gamle på plejehjemmene skal ligge i en lorteble og få elendig mad.
  3. Hjælp de hjemløse først.

Vi tager  lige den med de hjemløse

Der var ifølge SFI  6.635 hjemløse i Danmark i 2017 og over halvdelen af dem havde også en psykisk sygdom. Det er ganske enkelt 6.635 for mange., og det kan vi som samfund ikke være bekendt. Og jeg hopper ikke på den med, at de fleste har valgt at leve på gaden, fordi de ikke kan holde ud at være i en lejlighed. Måske er der tre af dem

Hvis nu alle de mennesker, der siger “hjælp de hjemløse først” ville der ikke være flere hjemløse. Hvor bliver deres handlekraft af, hvor bliver deres næstekærlighed af? Hvis bare en af dem oprettede en Facebookside, kunne alle dem der fyrer flosklen af, hurtigt samle de småpenge ind, der skulle bruges for at hjælpe sølle 6.635 (eller 6.635 sølle) mennesker. Så ville der slet ikke være nogen hjemløse mere.

Næstekærlighed

Jeg har altid godt kunnet lide Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Når det er nødvendigt, træder hun i karakter og siger tingene ligeud. Hun taler p.t. om næstekærlighed, og at det kan man udvise, ved at donere 100,00 kr.

Men hvad er næstekærlighed egentlig? Jeg bliver sikkert uenig med alle de teologer, jeg omgiver mig med 🙂 Jeg har været på jagt på nettet, for jeg kender ikke selv alle de bibelsteder kun det lidt forslidte, men ikke mindre sande “Du skal elske din næste som dig selv.” Der er selvfølgelig mange hits. Jeg har valgt et klart og et vanvittigt.

Sognepræst Birgitte Graakjær Hjorth: “Men i Det Nye Testamente udvides næstebegrebet til at omfatte ethvert menneske.” Det er altså ikke bare ens husstand og til nød naboen.

DF’eren Marie Krarup:  Hun vakte en del opsigt, da hun i sommeren 2015 offentligt erklærede, at det var næstekærlighed at slå sin søn.  Hun har også et noget andet syn på, hvem næsten er. Hun siger: “De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.:” Altså man skal kende dem.  Jeg har ikke kunnet finde udlægninger af det kristne budskab, som støtter Marie Krarup.

Og det er jo egentlig ganske rart.

 

,

Indforståethed i kirken – #439

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har lige haft en lang snak med min bedste ven, der har været præst i mange år, og vi kunne slet ikke blive enige. Og den slags er jo inspirerende.

Jeg fortalte hende, at jeg – de første par måneder jeg kom i kirken – undrede mig meget over, at alle præsterne vældig godt kunne lide nr. 439, for den var på tavlen hver søndag.

Senere gik det op for mig, at den salme (“Oh du guds lam” eller “Agnus Dei”) er en del af nadverritualet, og da der er nadver hver søndag, blev den selvfølgelig spillet hver søndag.

Hun sagde så, at jeg bare kunne have slået op bagi salmebogen. Igen “Hvor skulle jeg vide det fra?”.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed sted, hvor vi end ikke kom i kirke til jul. Så hvor skulle jeg vide det fra. Jeg blev konfirmeret i 1977, så 31 år efter huskede jeg ikke, om pastor Boas lærte os rytmen og pulsen i gudstjenesten. Altså var jeg bare dum! Men jeg kan næppe være den eneste!

Af og til spiser jeg en bid frokost vores menighedsrådsformand (som godt nok er en kvinde – det lyder bare så tåbeligt), og senest sagde hun noget, jeg har tænkt en del over: “Man skal lære at gå i kirke”. Det er jeg fuldstændig enig i. Hvis der var nogen, der havde lært mig det, havde jeg ikke været så dum, at jeg troede, alle præsterne bare rigtig godt kunne lide # 439.

Forslag til menighedsrådene

Hvis I ikke bare vil fortsætte jeres indforståethed og forblive en lille, lukket, selvsupplerende forsamling, er der forskellige tiltag, I kunne sætte i værk. Det kunne fx være, at man mødtes 45 – 60 minutter pr. måned og “belærte” alle  fremmødte om:

  1. Hvad fortæller vores altertavle
  2. Hvad fortæller vores prædikestol – har vi fx symbolet med Jesu flyvende fødder i vores kirke? Og hvorfor det?
  3. Er der en historie knyttet til vores døbefont?
  4. Hvad betyder dåben? Hvorfor gør nogle præster noget ud af at lade vandet plaske ned i døbefonten?
  5. Hvilke forpligtelser påtager man sig, hvis man “står fadder”?
  6. Hvorfor har vi et kirkeskib, når der alligevel aldrig er nogen, der ser det, og det koster kassen at fået det efterset/repareret?
  7. Hvorfor har nogle præster messetøj (messehagel og alba) på? Og hvorfor er det ikke dem alle? Og hvad betyder det?
  8. Hvorfor er der nogle præster, der messer? og hvorfor er det ikke dem alle? Hvad betyder det, hvis de gør det?
  9. Hvad betyder de liturgiske farver?  Og hvorfor har vi dem?
  10. Kunne vi gennemgår de forskellige ritualer (dåbsritualet, vielsesritualet. begravelses-/bisættelsesritualet) Og for hver af dem fortælle om deres opbygning og betydning?

Listen kunne helt sikkert være længere.

Det er bare et forslag til et menighedsråd eller flere

,

Pårørende?

Juleaften 2017

Pludselig er jeg blevet pårørende – men evner jeg det? Måske evner jeg det, og det er så mere et spørgsmål om at magte?

Tjah… Jeg havde jo inviteret en ven, hvis liv på alle fronter hænger i laser, til juleaften og bestilt mad fra Meyers Køkken (som i parentes bemærket blev leveret kl. 00:30 den 24.). I går skrev han til mig meget, meget tidligt om morgenen, at han troede, han var på vej til en indlæggelse (på psyk.). SMS og den slags bipper jo, så jeg vågnede. Jeg ringede ham selvfølgelig op med det samme og spurgte blandt andet, hvad der fik ham til at tro det? Herudover bakkede jeg ham op i, at det ville være en god idé – omend ikke andet at tage ud at få en snak med dem. Det gjorde han så ved 14-tiden, hvor vi aftalte, at han skulle ringe, når han vidste noget. Kl. 20 ringede jeg til ham og spurgte til status…. Han havde glemt at ringe (!), men havde i stedet spist julemiddag med en ukendt familie på Vesterbro… Nu har vi så aftalt, at jeg sender ham en SMS, når han skal ringe…

Så pludselig er jeg altså blevet pårørende, og han har, såvidt jeg forstår, ikke andre end mig. Men for søren hvor er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå videre med dette. Kan jeg selv holde til det?

På den anden side set er jeg jo troende og alt det der, og hvis/når jeg mener noget med det, må jeg også udvise næstekærlighed overfor et menneske i nød, og det er han virkelig:

Kontanthjælp, ulovlig bopæl på en båd, adresse i Rønne, indimellem selvmedicinering vha. alkohol, har diagnosticeret sig selv som havende PTSD, gamle uløste problemer med faderen,  som noget nyt “hjemløs-skilt”, så han kan sælge “Hus forbi”, samler flasker om natten for at supplere kontanthjælpen og overleve ad den vej, netop kommet i et toårigt forløb hos Kirkens Korshær, der vil prøve at samle op på det hele, da det selvfølgelig er blevet fuldstændig uoverskueligt, en søn på seks år, som han ikke vil kunne se, når han bliver hjemløs den 1. april 2018. Man skal have en adresse for at have samvær med et barn – og det er fuldstændig fornuftigt.

Han har derfor spurgt mig, om han må have adresse her hos mig – uden at han på nogen måde skal bo her – men jeg synes, det hele bliver mere og mere underligt, og jeg tror, jeg vil sige nej, da jeg ikke kender konsekvenserne, og måske vil jeg også sige nej under alle omstændigheder, selvom det bliver svært.

Jeg bakkede ham op i at tage til psykiatrisk skadestue, da jeg de seneste uger har syntes, at han blev mere og mere usammenhængende og mærkelig at høre på. Men de sendte ham hjem igen, da han ikke var tilstrækkeligt selvmordstruet. Hurra for psykiatrien!

En af de ting, jeg virkelig har syntes var sært, var, hans pludselige ønske om at starte en revolution, for hvis ikke han gik forrest, ville revolutionen aldrig komme. Alle kontanthjælpsmodtagere ville følge ham, så “de rige svin” kunne lære, hvad det vil sige at være fattig.

Endvidere prøver han at skabe et “vi” med mig, fx “Jeg glemmer ligesom du gør” eller “Vi er jo syge inde i hovedet”. Der er altså noget mystisk over dette her, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Måske glemte jeg også selv de underligste små ting? måske var jeg også selv usammenhængende og mærkelig at høre på? I givet fald synes jeg ikke, jeg kan lade disse forhold være udslagsgivende.

Han er et eksempel på, at hvis bare et af livets “tandhjul” går i stykker, så følger resten med. For nogle år siden havde han et lederjob. Jeg traf ham første gang på psyk. i sommeren 2015, og da var han rigtig fornuftig at tale med. Men hans liv er væltet i mellemtiden. Det er sgu synd for ham, og jeg føler, jeg bør hjælpe, men måske er det slet ikke klogt?

Men det var så mad fra Meyers til tusind kroner. Jeg har da til et par dage 🙂