/0 Kommentarer/i /af

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

8. søndag før påske

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

Vi har i dag Dominica Sexagesima, som er 8. søndag før påske. Jeg gjorde noget, jeg vist ikke gør igen: Jeg tændte for DRs TV-gudstjeneste.

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima
Jeg brækker mig altså over påtaget indføling.

Sofie Østergaard mødte overlykkelig, indfølende og næsten jysk en havemand ved navn Søren Vester udenfor Horsens Klosterkirke. På første sal i Hvidovre kender man ingen have, så jeg kender heller ikke Søren Vester, der var ligeså lykkelig og indfølende som Sofie Østergaard.

De snik-snakkede om sennepsfrø mv., mens de nærmede sig kirken. Omsider nåede de ind og fandt en plads, hvor de kunne sidde og se (u)passende fromme ud.

Noget af det første præsten Ane Helgestad Bjerregaard sagde var, at hun havde måttet øve sig på at sige Sexagesima, da det “ikke ligger lige for”. Så er hun ganske enkelt ikke videre godt skåret for tungebåndet, da udtalen af Sexagesima er enkel og følger de helt almindelige regler for udtale af latinske ord. Jeg fandt på sekundet følgende med Google: Stavelser er korte, hvis de ender på kort vokal; alle andre stavelser er lange. Trykket ligger på næstsidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på tredjesidste stavelse, fx a-ˈmī-cus.

Måske skulle hun gå Pastoralseminariet, der er en uddannelse i praktisk præstegerning, om?

Jeg har svært ved at se, hvad problemet skulle være. Sådan noget kan jeg som ex-kirkegænger og nuværende, aktiv slægtsforsker ikke holde ud. De latinske navne på helligdagene var da noget af det første, jeg lærte for 20 år siden.

Jeg hørte gudstjenesten med det tredje øre, mens jeg lavede noget andet. Blandt andet fordi også præsten ved Gud var både jysk og indfølende – og fordi jeg aldrig at har brudt mig om, at trosbekendelsen og fadervor synges. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg aldrig har fanget melodierne.

Madglad med madglæde

I stedet for alt det snik snak om sennepsfrø, der bliver til træer, får du i stedet et lille udsnit af min lækre måltidskasse fra Aarstiderne kaldet “Avlernes”. Jeg ser frem til at sætte tænderne i det. Jeg var simpelthen nødt til at plukke et par af salatens midterste blade for at nyde dem uden videre, derfor ser det lidt “mishandlet” ud, men fejlen ligger hos mig. Ved ankomsten var det smukkere.

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Smag for nye og gamle salmer

Smag for nye og gamle salmer

Glæden ved at synge salmer

Smag for nye og gamle salmer

I forbindelse med sprogdatabasen pr. 1. februar faldt jeg over dette fra selveste “Tante Berlinger” – og fik lyst til at genhøre en af mine favoritsalmer “Hil dig Frelser og Forsoner” (N.F.S Grundtvig – 1837):

Smag for nye og gamle salmer

Når man søger fx salmer på YouTube, får man mange frem og megen inspiration, og det gælder både nye og gamle salmer. Jeg glæder mig over at kunne ganske mange af dem næsten udenad, og savner faktisk at synge sammen i kirken, hvor jeg af forskellige årsager ikke kan komme længere.

Det var et dejligt fællesskab, og vel egl. det bedste ved at være i menighedsrådet fra 2008 – 2016, hvor jeg ikke blev genvalgt, da det er mere end vanskeligt at føre “valgkamp” fra psykiatrisk afdeling. Men det gjorde faktisk ikke noget, at jeg røg ud, idet jeg ikke trivedes med rådets sammensætning og processer.

“Du har ikke en tone i livet”

Min “mor” sagde altid, at jeg “ikke har en tone i livet”, og det er måske sandt, så jeg synger kun alene, med mindre det fx er i kirken, hvor ingen alligevel kan høre, hvem der synger hvad. Det er ikke helt nemt at smide den slags gamle etiketter fra sig, uagtet jeg gør mig umage.

Jeg er fra et sted, hvor de var vældig kreative på alle mulige områder. Jeg kunne intet af det. Jeg var boglig, men det jeg kunne, havde ingen værdi. 11- og 13-taller vægtede ingen steder. Og jeg kan da godt se, at det måske kan være svært at dele begejstringen for de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Men de kunne da have prøvet. Det er ikke svært at spørge “Hvorfor synes du, det er så spændende?”.

Under pandemien sendte DR1 “Morgensang” med Philip Faber hver dag, og jeg sang med hver dag, varmede stemmen op og sagde bruuuh (eller hvordan det staves). Ingen kunne høre det, og det var en fin start på dagen. Jeg kan godt lide Philip Faber. Nu hører jeg jo til dem, der stort set ikke lagde mærke til “nedlukningerne” og trivedes fint under Corona, fordi det underliggende pres om at være social for en tid var pakket væk. Det var en lettelse og helt vidunderligt, at det pludselig var legalt bare at tale i telefon.

Gamle og ældre salmer jeg holder af

  • Hil dig Frelser og Forsoner (vidunderlig melodi)
  • Nu falmer skoven trindt om land (blandt andet sunget til min fars begravelse, november 1972)
  • Agnus Dei/O du Guds Lam (det varede noget, før det gik op for mig, at den hører til nadveren – jeg troede bare, de vældig godt kunne lide den i Hvidovre Kirke. Dum kan man altid være.)
  • Alle mine kilder skal være hos dig
  • Op al den ting som Gud har gjort
  • Den signede dag med fryd vi ser
  • Til himlene rækker …
  • Det dufter lysegrønt af græs

Nyere salmer jeg holder af

  • Du som har tændt millioner af stjerner
  • Spænd over os dit himmelsejl
  • Kære linedanser (jeg er ikke klar over, om den står i salmebogen. Hvis ikke, så burde den)
  • Du kom med alt det der var dig (ditto)
  • Du, som gir os liv og gør os glade
  • Må din vej gå dig i møde

Dette kunne vi godt bruge lige for tiden

Salme 29: Spænd over os dit himmelsejl

“Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
du himmelbuens Herre.”

Denne kan man kun elske:
Må din vej gå dig i møde

Musik: Trad. Irsk melodi. Arr. Mikkel Vale.

Tekst: Vers 1: Per Harling, Sverige. Vers 2‐4: Holger Lissner, Danmark.

“Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din lut få mange strenge,
og må tanken spænde højt sin flugt,
må din visdom finde til sin brønd
og din latter lette som en fugl,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din tro bevare gløden,
Og dit håb sit stærke vingeslag,
Og må kærligheden fylde dig,
Og din Gud velsigne dig og dit,
Indtil vi ses igen
Må Gud holde, holde dig – i sin hånd.”

Jeg kunne blive ved, for der er så mange skønne salmer. YouTube er inspirerende. Prøv evt. selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så må der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!