,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!

Næstekærlighed

Katastrofen i Indonesien

Folkekirkens Nødhjælp skriver på deres forside og på deres Facebookside

LIGE NU: Situationen udvikler sig dramatisk efter jordskælvet i Indonesien.

❗Hjælp dem, der har overlevet tsunamien.
Sms AKUT til 1911 og støt med 100 kr.❗

Web: hjlp.dk/Red-Liv

Flere tusinde mennesker frygtes omkommet og mange flere har desperat brug for hjælp efter et jordskælv udløste en tsunami, der ramte den indonesiske ø Sulawesi.

Der er akut brug for lægehjælp, mad og telte i de hårdest ramte områder. Vi er netop nu i gang med at få overblik og forberede hjælpen.

Jeg vil så for egen regning tilføje, at man også kan sende de 100 kr. via MobilePay på nummer: 50 60 20 40. Mange mennesker har doneret, og de fleste mennesker har 100 kr. til overs den 1. i måneden.

De sædvanlige kommentarer

Der er kommentarer, man hører igen og igen, når der er tale om at hjælpe mennesker i nød – især hvis de bor i udlandet. Her er et udvalg:

  1. Vi I DANMARK kan ikke redde hele verden
  2. Men de gamle på plejehjemmene skal ligge i en lorteble og få elendig mad.
  3. Hjælp de hjemløse først.

Vi tager  lige den med de hjemløse

Der var ifølge SFI  6.635 hjemløse i Danmark i 2017 og over halvdelen af dem havde også en psykisk sygdom. Det er ganske enkelt 6.635 for mange., og det kan vi som samfund ikke være bekendt. Og jeg hopper ikke på den med, at de fleste har valgt at leve på gaden, fordi de ikke kan holde ud at være i en lejlighed. Måske er der tre af dem

Hvis nu alle de mennesker, der siger “hjælp de hjemløse først” ville der ikke være flere hjemløse. Hvor bliver deres handlekraft af, hvor bliver deres næstekærlighed af? Hvis bare en af dem oprettede en Facebookside, kunne alle dem der fyrer flosklen af, hurtigt samle de småpenge ind, der skulle bruges for at hjælpe sølle 6.635 (eller 6.635 sølle) mennesker. Så ville der slet ikke være nogen hjemløse mere.

Næstekærlighed

Jeg har altid godt kunnet lide Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Når det er nødvendigt, træder hun i karakter og siger tingene ligeud. Hun taler p.t. om næstekærlighed, og at det kan man udvise, ved at donere 100,00 kr.

Men hvad er næstekærlighed egentlig? Jeg bliver sikkert uenig med alle de teologer, jeg omgiver mig med 🙂 Jeg har været på jagt på nettet, for jeg kender ikke selv alle de bibelsteder kun det lidt forslidte, men ikke mindre sande “Du skal elske din næste som dig selv.” Der er selvfølgelig mange hits. Jeg har valgt et klart og et vanvittigt.

Sognepræst Birgitte Graakjær Hjorth: “Men i Det Nye Testamente udvides næstebegrebet til at omfatte ethvert menneske.” Det er altså ikke bare ens husstand og til nød naboen.

DF’eren Marie Krarup:  Hun vakte en del opsigt, da hun i sommeren 2015 offentligt erklærede, at det var næstekærlighed at slå sin søn.  Hun har også et noget andet syn på, hvem næsten er. Hun siger: “De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.:” Altså man skal kende dem.  Jeg har ikke kunnet finde udlægninger af det kristne budskab, som støtter Marie Krarup.

Og det er jo egentlig ganske rart.

 

,

Indforståethed i kirken – #439

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har lige haft en lang snak med min bedste ven, der har været præst i mange år, og vi kunne slet ikke blive enige. Og den slags er jo inspirerende.

Jeg fortalte hende, at jeg – de første par måneder jeg kom i kirken – undrede mig meget over, at alle præsterne vældig godt kunne lide nr. 439, for den var på tavlen hver søndag.

Senere gik det op for mig, at den salme (“Oh du guds lam” eller “Agnus Dei”) er en del af nadverritualet, og da der er nadver hver søndag, blev den selvfølgelig spillet hver søndag.

Hun sagde så, at jeg bare kunne have slået op bagi salmebogen. Igen “Hvor skulle jeg vide det fra?”.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed sted, hvor vi end ikke kom i kirke til jul. Så hvor skulle jeg vide det fra. Jeg blev konfirmeret i 1977, så 31 år efter huskede jeg ikke, om pastor Boas lærte os rytmen og pulsen i gudstjenesten. Altså var jeg bare dum! Men jeg kan næppe være den eneste!

Af og til spiser jeg en bid frokost vores menighedsrådsformand (som godt nok er en kvinde – det lyder bare så tåbeligt), og senest sagde hun noget, jeg har tænkt en del over: “Man skal lære at gå i kirke”. Det er jeg fuldstændig enig i. Hvis der var nogen, der havde lært mig det, havde jeg ikke været så dum, at jeg troede, alle præsterne bare rigtig godt kunne lide # 439.

Forslag til menighedsrådene

Hvis I ikke bare vil fortsætte jeres indforståethed og forblive en lille, lukket, selvsupplerende forsamling, er der forskellige tiltag, I kunne sætte i værk. Det kunne fx være, at man mødtes 45 – 60 minutter pr. måned og “belærte” alle  fremmødte om:

  1. Hvad fortæller vores altertavle
  2. Hvad fortæller vores prædikestol – har vi fx symbolet med Jesu flyvende fødder i vores kirke? Og hvorfor det?
  3. Er der en historie knyttet til vores døbefont?
  4. Hvad betyder dåben? Hvorfor gør nogle præster noget ud af at lade vandet plaske ned i døbefonten?
  5. Hvilke forpligtelser påtager man sig, hvis man “står fadder”?
  6. Hvorfor har vi et kirkeskib, når der alligevel aldrig er nogen, der ser det, og det koster kassen at fået det efterset/repareret?
  7. Hvorfor har nogle præster messetøj (messehagel og alba) på? Og hvorfor er det ikke dem alle? Og hvad betyder det?
  8. Hvorfor er der nogle præster, der messer? og hvorfor er det ikke dem alle? Hvad betyder det, hvis de gør det?
  9. Hvad betyder de liturgiske farver?  Og hvorfor har vi dem?
  10. Kunne vi gennemgår de forskellige ritualer (dåbsritualet, vielsesritualet. begravelses-/bisættelsesritualet) Og for hver af dem fortælle om deres opbygning og betydning?

Listen kunne helt sikkert være længere.

Det er bare et forslag til et menighedsråd eller flere