Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så må der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.