,

Oprydning i menighedsrodene

Oprydning i menighedsrodene

Tager menighedsrådene ansvar for ledelse?

Oprydning i menighedsrodene

Hver tredje ud af i alt 3.000 adspurgte kirkefunktionærer (dem der har menighedsrådene som arbejdsgivere) og præster i kirkerne siger

at de inden for de seneste fem år er blevet nedgjort på arbejdet.

Det går selvfølgelig ikke. Det er helt uacceptabelt. Kirkerne prædiker næstekærlighed om søndagen, men noget så centralt bør også gælde til hverdag. TV Avisen har de seneste dage fortalt om undersøgelsen og har interviewet nogle af de kirkefunktionærer – og en enkelt præst i Stokkemarke på Lolland – det er gået ud over, og som har forladt deres stillinger.

DR har også været i kontakt med 16 ud af i alt 19 nuværende og tidligere ansatte, der fortæller, at de siden november sidste år har forladt Ballerup Sogn. Jeg så biskoppen i TV Avisen kl. 7:00 i dag – han “udtrykker bekymring”, men vil dog ikke uden videre skride til handling. Det er ufatteligt. Men han heller ingen reelle kompetencer til at sætte ind. Han kan tage en samtale med formanden og bede vedkommende “træde i karakter”, men han kan ikke blande sig.

Det helt centrale spørgsmål i DRs undersøgelse er

Har du inden for de sidste fem år været udsat for nedgørelse (fx blevet hånet, irettesat eller skældt ud foran andre eller blevet holdt uden for/ignoreret) i forbindelse med dit arbejde?

34 pct. af præsterne svarede “Ja” og 31 pct. af kirkefunktionærerne svarede “Ja”. Kilde: dr.dk den 16. august 2022.

Noget må ske og ministeren er kaldt i samråd. Det, synes jeg, er helt fint.

Grundlovens § 66

Kirkernes forhold ordnes ved lov jfr. Grundlovens § 66, der kort og godt lyder: “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Mere står der ikke. Af kommentaren til bestemmelsen fremgår det, at:

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

Det er interessant, at der er gået ca. 173 år uden nogen har taget handsken op og sørget for, at noget sker. Det kan være, at det er den nuværende debat og undersøgelse, der bevirker, at processen bliver sat i gang. For det er en proces, og forholdene kan på ingen måde bringes i orden på et par dage eller i et samråd i Folketinget.

Der er over 1.600 menighedsråd af varierende størrelse. Det er måske ikke noget helt tåbeligt bud, at der sidder gennemsnitligt 10 medlemmer i hvert menighedsråd. Altså er det sådan minimum ca. 16.000 frivillige, man måske pludselig ikke ved, hvad man stiller op med, hvis man vælger at ordne forholdene på en helt anden måde end i dag – og det bør man ubetinget.

Medlemmerne er frivillige, der er på valg hvert fjerde år, men der er ikke ligefrem kamp om pladserne blandt hattedamerne. Det bevirker, at nogle medlemmer sidder i rådet i rigtig mange år. Med erfaringen vokser også magten og lander let hos de mest arbejdsomme, hvilket jo sådan set er naturligt nok. Mit eget mantra var gennem mange år “Magten er hos den, der sidder ved tastaturet”.

Præsterne er også medlemmer af rådene og har stemmeret.

Ordningen med kontaktpersoner

Kontaktpersonen er nærmest det vigtigste medlem af rådet, og varetager som ordet siger den daglige kontakt til – og dermed ledelse af – kirkefunktionærerne. Vedkommende får typisk et honorar, hvilket er fuldkommen rimeligt, da opgaven er stor.

Ingen stiller imidlertid egentlige krav til kontaktpersonens kvalifikationer, der kan tage nogle kurser i ledelse, relevante regelsæt mv. hos Landsforeningen af Menighedsråd. Men man bliver jo ikke en god HR-medarbejder/leder efter et par weekendkurser.

Jeg kunne også stille op til næste valg og kæmpe mig til rollen som kontaktperson (ad åre), men jeg har ikke en brik forstand på HR. Det er ganske enkelt ikke rimeligt overfor medarbejderne.

Efter min opfattelse burde man nedlægge ordningen med kontaktpersoner i det enkelte menighedsråd og i stedet oprette egentlige HR-afdelinger med lønnede, professionelle på provstiniveau. Og selvfølgelig skal de komme med relevant erfaring og ikke som i Ballerup komme fra supermarkedsbranchen. Kilde: dr.dk den 16 august 2022.

En samtale med en formand for et menighedsråd

Vi havde krydset klinger på Facebook en sen aften, hvor han beskyldte mig for at være inkompetent som formand for et økonomiudvalg. Det vil jeg ikke have siddende på mig.

Dagen efter tog jeg teten, fandt hans telefonnummer og ringede op. Vi talte en time og udvekslede synspunkter. Det var både interessant og godt. Vedkommendes synspunkt – udtrykt i debatten på Facebook – var blandt andet, at menighedsråd ofte anses for inkompetente, fordi de enkelte medlemmer er inkompetente – det er jo sådan set logik for burhøns; inkompetence på mit eget felt gennem mere end 23 år fra centraladministrationen vil jeg dog ikke slås i hartkorn med.

Der er noget rigtigt i, at hvis man begynder at pille ved ovennævnte § 66 i Grundloven, piller man også ved en del af demokratiet. Det kan jeg nu godt leve med, hvis det medfører en professionalisering af menighedsrådene, tildeling af kompetence (altså egentlig magt) til lederne, så de kan løse opståede tvister og i det hele taget agere og løse opgaven uden at skulle spørge Hr. Hansen og Fru Madsen, som ikke har den ringeste viden, først.

I dag kan de stort set bare sige “Ja og amen” og lade stå til, hvis de er passende konfliktsky. Det gælder især i tvister mellem præster og kirkefunktionærer, der er to adskilte søjler, der lever sideordnede i det enkelte sogn.

Mine egne erfaringer med økonomistyring i et sogn

Jeg kan ikke huske anledningen, men i hvert fald havde jeg som formand for økonomiudvalget udarbejdet et par notater med indstillinger til handlinger og næste skridt. Notaterne var ledsaget af nogle beregninger, og det drejede sig om millioner af kroner.

Samlet set havde jeg brugt en hel del fritid på at formidle komplekse problemstillinger til mennesker uden erfaring med økonomistyring. Det er opgaver, jeg har erfaring med. Ingen af delene blev taget seriøst. Men fandt kassereren en kassedifference på ca. 30 kr., blev der brugt timer på at diskutere det. Så føler man sig som komplet idiot og lysten til at lave frivilligt arbejde i folkekirken daler hurtigt. Jeg savnede ganske enkelt proportionssans.

Jeg var medlem af et menighedsråd i perioden fra 2008 til 2016. Da det er mere end vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, blev jeg ikke genvalgt i 2016, og det var jeg faktisk ikke ret ked af. Det havde været alt for meget op ad bakke og kamp for at blive overhovedet at blive hørt, når der samtidig sad nogle meget erfarne medlemmer med “al magt i himlen og på jorden”.

I november 2016 skrev jeg sådan, da jeg skulle tage afsked med dem – og det står jeg naturligvis ved:

Det, der får mig til at tænke, at det er OK ikke at være med mere, er hele forholdet til magthaverne. Når de fremlægger ting for rådet, er alle beslutninger allerede truffet, og rådet forventes bare at nikke anerkendende. Der er tale om skueprocesser, der skal ligne demokrati uden at være det. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om menighedsrådsmøderne, netop fordi det er magthavernes kamp mod det øvrige råd – ja egentlig er det ikke nogen kamp, idet rådet gør det, der forventes, nemlig tier og samtykker.

På baggrund af mine egne erfaringer gennem otte år er det min opfattelse, at der er grund til at se ordningen med menighedsrådene grundigt efter i sømmene; både af hensyn til de kirkefunktionærer, der går på arbejde med ondt i maven, men også af hensyn til den samlede forvaltning af endog meget store summer.

, ,

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Hvis du vil kaste op før anden, så læs Pias post

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Det er ikke fordi, jeg er overrasket, for debatten kommer hvert evig eneste år: “Må muslimer søge julehjælp?”. Pia Kjærgaard toner ubehageligt rent flag i en blogpost i gårsdagens Jyllandspost. Posten kan læses her uden betalingsmur. Om posten er beregnet for mennesker, der er mindrebemidlede med hjerneceller, er jeg ikke klar over, men hun udtrykker sit had til muslimer ca. 14 gange i utilslørede vendinger. Det må være et forsøg på at få det til at sive ind hos selv de mest fatsvage læsere af organet, vi i min ungdom kaldte “Morgenfascisten Jyllandspesten”, og selv så mange år senere er det åbenbart stadig sandt, eller også er det fordi, hun ikke ellers kan nå op på de 600 lovbefalede ord for en blogpost, hvis Google skal rangere den bare nogenlunde.

Det er ikke rar læsning fra et menneske, der hylder kristendommen i utilslørede vendinger. Og fra et menneske, der har beklædt landet fineste post i et land, der definerer sig som kristent. Kristendommens mest centrale værdi er for mig at se næstekærlighed, men der er sørme ikke meget næstekærlighed at finde i indlægget. Tværtimod.

Min lille gave til Pia Kjærsgaard

Det falder hende slet ikke ind at overveje, at der måske er mange muslimer, der søger julehjælp, fordi de er lige så ringe stillede, som de kristne, der søger. Også i år har rekordmange fået afslag. Den rekord slås hvert eneste år. I år har mange mistet jobbet på grund af Coronaen. Og i år har færre af samme årsag mulighed for at donere et beløb til fx Red Barnet eller Dansk Folkehjælp.

Jeg har sendt en smule til Red Barnet, da vi ikke giver hinanden julegaver. Og min anden julegave i år bliver et medlemskab af Brobyggerne til Pia Kjærsgaard, for det behøver hun. Og det koster kun en hund. Det kan jeg godt ofre på det gode formål.

To citater fra Pias post

1) Det er desværre ikke enestående tilfælde, at muslimer glædeligt tager imod den julehjælp, som helt retteligt bør gå til de familier, som rent faktisk fejrer jul. Og når nogle muslimer får, er der danske familier, der ikke kan få. Det er simpel logik med en knap vare.

2) Personligt forstår jeg ikke, hvad der kan få muslimer til at søge om julehjælp. Det virker umådeligt bjergsomt i min optik, at man rager noget til sig, som dybest set ikke bør tilkomme en. Og moralsk er det ikke mindst uanstændigt at godte sig i de donationer, som egentlig er tiltænkt en anden. Det er ikke værdigt! Tænk at være den, der bliver afvist, fordi hjælpen er uddelt, vel vidende at en familie i en af landets indvandrerghettoer en tilfældig lørdag sidder og hygger sig med det uddelte.

Har hun mon tænkt på mennesker, der har mindre end hun selv?

Jeg drøftede det med præsten sidste år

Min præst er en klog og velovervejet kvinde, sådan en rigtig klassisk teolog med klassiske værdier. Lige noget for mig. Hun sagde blandt andet: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Og det har hun så evigt ret i. Julen er hjerternes fest; og lad endelig alle hjerter feste! Julen er ikke den vigtigste kristne højtid, det er påsken som bekendt, men de fleste lægger større vægt på julen, og dens budskab om Jesu festlige fødsel fremfor hans forfærdelige død på korset er da også noget rarere at tænke på. I julen mødes vi, spiser godt og hygger; og det er dejligt.

Mange kommer til lejligheden i tanke om det med næstekærligheden men åbenbart ikke alle, end ikke mennesker som Pia, der sammen med partiet ellers nærmest har taget patent på det kristne budskab.

, ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Mikrofonholdere?

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Mikrofonholdere?

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?