,

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?

,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!

,

Hvad skal kirken?

Lad de små børn komme til mig

Sådan står der i Markusevangeliet 10, 14. Og det er rigtigt sådan. Kristus inviterer os ind i et stort fællesskab både jordisk og hinsides. Tanken er smuk, men hvad betyder ‘børnearbejdet’ for en moderne sognekirke?

De kommende kunder

Jeg har som bekendt været i menighedsrådet i otte år (2008-2016) i Hvidovre sogn i Helsingør stift. Jeg hører mig selv sige mange, mange gange, at vi aldrig må spare på ‘børnearbejdet’ for børnene er vores kommende kunder. Jo mere jeg tænker over det, er det tågesnak. Man kan som bekendt blive klogere.

Faktum er jo, at ingen kirker eller stifter nogensinde har lavet effektmålinger: kommer der flere børn/unge/voksne i den erhvervsaktive alder til de almindelige handlinger, jo flere aktiviteter vi har for børn? Nej ikke så vidt vides!

Aktiviteterne kan være:

  • Vordende mor
  • Babysalmesang
  • Gud og spaghetti
  • Klub for børn med forskellige aktiviteter
  • Mini- /Juniorkonfirmand

Investeringen er massiv. Det koster kassen. Aktiviteterne varetages af alt fra teologer, til lærere, til pædagoger mv. helt afhængig af det ansættende menighedsråd. Præsten bliver nødt til at vise sig i fuldt ornat en gang imellem, så børnene ved, hvordan en rigtig præst ser ud og får fornemmelsen af det storladne i kirken. Det er godt sådan. Der er ofte behov for en organist, og der skal en kirketjener til at gøre rent bagefter.

Den nye treenighed

Der er opstået en ny treenighed. En præst kan ikke få embede, hvis hun ikke kan sige ja til vielse af fraskilte og homoseksuelle men også til, at børnearbejdet er en væsentlig del af jobbet. Sådan er det i hvert fald i mit sogn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også er lige sådan i de ca. 2.300 andre sogne.

Den danske folkekirke er blevet en form daginstitution, hvor mor og/eller far kan opholde sig, når de ikke selv har overskud til at passe deres eget barn.

Hvad kunne vi ellers få?

Der er formentlig ingen, der nogensinde har prøvet at opgøre omkostningerne. Det kunne ellers være interessant nok. Men i en tid hvor medarbejderne i kirkerne er tidsmæssigt pressede, kan man overveje, hvor meget andet pengene kunne bruges til og som vel at mærke direkte har med det egentlige kirkelige arbejde at gøre.

For i hvert fald to år siden var det ikke muligt at finde selv det ringeste beløb til etablering af sorggrupper i mit sogn (5.000 kr.). Det var heller ikke muligt at finde et lignende bagatelagtigt beløb til en ekstra gudstjeneste på psyk. (5.000 kr.). Begge dele småpenge i forhold til det beløb, der bruges de aktiviteter, vi alligevel aldrig ser effekten af. Måske skal jeg bare blive ved at tro på det, for det er og bliver et trosspørgsmål. Og jeg tror ikke på det længere.