/i , /af ,

Oprydning i menighedsrodene

Oprydning i menighedsrodene

Tager menighedsrådene ansvar for ledelse?

Oprydning i menighedsrodene

Hver tredje ud af i alt 3.000 adspurgte kirkefunktionærer (dem der har menighedsrådene som arbejdsgivere) og præster i kirkerne siger

at de inden for de seneste fem år er blevet nedgjort på arbejdet.

Det går selvfølgelig ikke. Det er helt uacceptabelt. Kirkerne prædiker næstekærlighed om søndagen, men noget så centralt bør også gælde til hverdag. TV Avisen har de seneste dage fortalt om undersøgelsen og har interviewet nogle af de kirkefunktionærer – og en enkelt præst i Stokkemarke på Lolland – det er gået ud over, og som har forladt deres stillinger.

DR har også været i kontakt med 16 ud af i alt 19 nuværende og tidligere ansatte, der fortæller, at de siden november sidste år har forladt Ballerup Sogn. Jeg så biskoppen i TV Avisen kl. 7:00 i dag – han “udtrykker bekymring”, men vil dog ikke uden videre skride til handling. Det er ufatteligt. Men han heller ingen reelle kompetencer til at sætte ind. Han kan tage en samtale med formanden og bede vedkommende “træde i karakter”, men han kan ikke blande sig.

Det helt centrale spørgsmål i DRs undersøgelse er

Har du inden for de sidste fem år været udsat for nedgørelse (fx blevet hånet, irettesat eller skældt ud foran andre eller blevet holdt uden for/ignoreret) i forbindelse med dit arbejde?

34 pct. af præsterne svarede “Ja” og 31 pct. af kirkefunktionærerne svarede “Ja”. Kilde: dr.dk den 16. august 2022.

Noget må ske og ministeren er kaldt i samråd. Det, synes jeg, er helt fint.

Grundlovens § 66

Kirkernes forhold ordnes ved lov jfr. Grundlovens § 66, der kort og godt lyder: “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Mere står der ikke. Af kommentaren til bestemmelsen fremgår det, at:

Denne bestemmelse stammer tilbage fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, især på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi. Men mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren.

Det er interessant, at der er gået ca. 173 år uden nogen har taget handsken op og sørget for, at noget sker. Det kan være, at det er den nuværende debat og undersøgelse, der bevirker, at processen bliver sat i gang. For det er en proces, og forholdene kan på ingen måde bringes i orden på et par dage eller i et samråd i Folketinget.

Der er over 1.600 menighedsråd af varierende størrelse. Det er måske ikke noget helt tåbeligt bud, at der sidder gennemsnitligt 10 medlemmer i hvert menighedsråd. Altså er det sådan minimum ca. 16.000 frivillige, man måske pludselig ikke ved, hvad man stiller op med, hvis man vælger at ordne forholdene på en helt anden måde end i dag – og det bør man ubetinget.

Medlemmerne er frivillige, der er på valg hvert fjerde år, men der er ikke ligefrem kamp om pladserne blandt hattedamerne. Det bevirker, at nogle medlemmer sidder i rådet i rigtig mange år. Med erfaringen vokser også magten og lander let hos de mest arbejdsomme, hvilket jo sådan set er naturligt nok. Mit eget mantra var gennem mange år “Magten er hos den, der sidder ved tastaturet”.

Præsterne er også medlemmer af rådene og har stemmeret.

Ordningen med kontaktpersoner

Kontaktpersonen er nærmest det vigtigste medlem af rådet, og varetager som ordet siger den daglige kontakt til – og dermed ledelse af – kirkefunktionærerne. Vedkommende får typisk et honorar, hvilket er fuldkommen rimeligt, da opgaven er stor.

Ingen stiller imidlertid egentlige krav til kontaktpersonens kvalifikationer, der kan tage nogle kurser i ledelse, relevante regelsæt mv. hos Landsforeningen af Menighedsråd. Men man bliver jo ikke en god HR-medarbejder/leder efter et par weekendkurser.

Jeg kunne også stille op til næste valg og kæmpe mig til rollen som kontaktperson (ad åre), men jeg har ikke en brik forstand på HR. Det er ganske enkelt ikke rimeligt overfor medarbejderne.

Efter min opfattelse burde man nedlægge ordningen med kontaktpersoner i det enkelte menighedsråd og i stedet oprette egentlige HR-afdelinger med lønnede, professionelle på provstiniveau. Og selvfølgelig skal de komme med relevant erfaring og ikke som i Ballerup komme fra supermarkedsbranchen. Kilde: dr.dk den 16 august 2022.

En samtale med en formand for et menighedsråd

Vi havde krydset klinger på Facebook en sen aften, hvor han beskyldte mig for at være inkompetent som formand for et økonomiudvalg. Det vil jeg ikke have siddende på mig.

Dagen efter tog jeg teten, fandt hans telefonnummer og ringede op. Vi talte en time og udvekslede synspunkter. Det var både interessant og godt. Vedkommendes synspunkt – udtrykt i debatten på Facebook – var blandt andet, at menighedsråd ofte anses for inkompetente, fordi de enkelte medlemmer er inkompetente – det er jo sådan set logik for burhøns; inkompetence på mit eget felt gennem mere end 23 år fra centraladministrationen vil jeg dog ikke slås i hartkorn med.

Der er noget rigtigt i, at hvis man begynder at pille ved ovennævnte § 66 i Grundloven, piller man også ved en del af demokratiet. Det kan jeg nu godt leve med, hvis det medfører en professionalisering af menighedsrådene, tildeling af kompetence (altså egentlig magt) til lederne, så de kan løse opståede tvister og i det hele taget agere og løse opgaven uden at skulle spørge Hr. Hansen og Fru Madsen, som ikke har den ringeste viden, først.

I dag kan de stort set bare sige “Ja og amen” og lade stå til, hvis de er passende konfliktsky. Det gælder især i tvister mellem præster og kirkefunktionærer, der er to adskilte søjler, der lever sideordnede i det enkelte sogn.

Mine egne erfaringer med økonomistyring i et sogn

Jeg kan ikke huske anledningen, men i hvert fald havde jeg som formand for økonomiudvalget udarbejdet et par notater med indstillinger til handlinger og næste skridt. Notaterne var ledsaget af nogle beregninger, og det drejede sig om millioner af kroner.

Samlet set havde jeg brugt en hel del fritid på at formidle komplekse problemstillinger til mennesker uden erfaring med økonomistyring. Det er opgaver, jeg har erfaring med. Ingen af delene blev taget seriøst. Men fandt kassereren en kassedifference på ca. 30 kr., blev der brugt timer på at diskutere det. Så føler man sig som komplet idiot og lysten til at lave frivilligt arbejde i folkekirken daler hurtigt. Jeg savnede ganske enkelt proportionssans.

Jeg var medlem af et menighedsråd i perioden fra 2008 til 2016. Da det er mere end vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, blev jeg ikke genvalgt i 2016, og det var jeg faktisk ikke ret ked af. Det havde været alt for meget op ad bakke og kamp for at blive overhovedet at blive hørt, når der samtidig sad nogle meget erfarne medlemmer med “al magt i himlen og på jorden”.

I november 2016 skrev jeg sådan, da jeg skulle tage afsked med dem – og det står jeg naturligvis ved:

Det, der får mig til at tænke, at det er OK ikke at være med mere, er hele forholdet til magthaverne. Når de fremlægger ting for rådet, er alle beslutninger allerede truffet, og rådet forventes bare at nikke anerkendende. Der er tale om skueprocesser, der skal ligne demokrati uden at være det. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om menighedsrådsmøderne, netop fordi det er magthavernes kamp mod det øvrige råd – ja egentlig er det ikke nogen kamp, idet rådet gør det, der forventes, nemlig tier og samtykker.

På baggrund af mine egne erfaringer gennem otte år er det min opfattelse, at der er grund til at se ordningen med menighedsrådene grundigt efter i sømmene; både af hensyn til de kirkefunktionærer, der går på arbejde med ondt i maven, men også af hensyn til den samlede forvaltning af endog meget store summer.

/i , , /af , ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så må der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Mikrofonholdere?

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Mikrofonholdere?

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?

/i , /af ,

Hvad skal kirken?

Hvad skal kirken?

Lad de små børn komme til mig

Sådan står der i Markusevangeliet 10, 14. Og det er rigtigt sådan. Kristus inviterer os ind i et stort fællesskab både jordisk og hinsides. Tanken er smuk, men hvad betyder ‘børnearbejdet’ for en moderne sognekirke?

De kommende kunder

Jeg har som bekendt været i menighedsrådet i otte år (2008-2016) i Hvidovre sogn i Helsingør stift. Jeg hører mig selv sige mange, mange gange, at vi aldrig må spare på ‘børnearbejdet’ for børnene er vores kommende kunder. Jo mere jeg tænker over det, er det tågesnak. Man kan som bekendt blive klogere.

Faktum er jo, at ingen kirker eller stifter nogensinde har lavet effektmålinger: kommer der flere børn/unge/voksne i den erhvervsaktive alder til de almindelige handlinger, jo flere aktiviteter vi har for børn? Nej ikke så vidt vides!

Aktiviteterne kan være:

  • Vordende mor
  • Babysalmesang
  • Gud og spaghetti
  • Klub for børn med forskellige aktiviteter
  • Mini- /Juniorkonfirmand

Investeringen er massiv. Det koster kassen. Aktiviteterne varetages af alt fra teologer, til lærere, til pædagoger mv. helt afhængig af det ansættende menighedsråd. Præsten bliver nødt til at vise sig i fuldt ornat en gang imellem, så børnene ved, hvordan en rigtig præst ser ud og får fornemmelsen af det storladne i kirken. Det er godt sådan. Der er ofte behov for en organist, og der skal en kirketjener til at gøre rent bagefter.

Den nye treenighed

Der er opstået en ny treenighed. En præst kan ikke få embede, hvis hun ikke kan sige ja til vielse af fraskilte og homoseksuelle men også til, at børnearbejdet er en væsentlig del af jobbet. Sådan er det i hvert fald i mit sogn, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også er lige sådan i de ca. 2.300 andre sogne.

Den danske folkekirke er blevet en form daginstitution, hvor mor og/eller far kan opholde sig, når de ikke selv har overskud til at passe deres eget barn.

Hvad kunne vi ellers få?

Der er formentlig ingen, der nogensinde har prøvet at opgøre omkostningerne. Det kunne ellers være interessant nok. Men i en tid hvor medarbejderne i kirkerne er tidsmæssigt pressede, kan man overveje, hvor meget andet pengene kunne bruges til og som vel at mærke direkte har med det egentlige kirkelige arbejde at gøre.

For i hvert fald to år siden var det ikke muligt at finde selv det ringeste beløb til etablering af sorggrupper i mit sogn (5.000 kr.). Det var heller ikke muligt at finde et lignende bagatelagtigt beløb til en ekstra gudstjeneste på psyk. (5.000 kr.). Begge dele småpenge i forhold til det beløb, der bruges de aktiviteter, vi alligevel aldrig ser effekten af. Måske skal jeg bare blive ved at tro på det, for det er og bliver et trosspørgsmål. Og jeg tror ikke på det længere.