/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Grundtvig

Mystisk

Jeg har en ven, der har det rigtig svært. Hans liv er væltet, og alt er gået galt. Han er kommet ind i den mølle, hvor én ting går galt, og det medfører, at det næste også går galt og så videre. Så ruller rouletten. Fx har han om kort tid ikke en adresse, og har han ikke en adresse, kan han ikke se sin seksårige søn.

Han har derfor spurgt, om han må have sin adresse hos mig. Han skal på ingen måde bo hos mig. Jeg har lagt kortene på bordet over for kommunen, og så må vi se, hvad de svarer. Jeg er måske lidt vel velgørende og naiv; jeg vil gerne hjælpe en ven i nød, men det skal ikke gå ud over mig selv.

I nat ringede han kl. 04:45 og havde fået en “åbenbaring” mht. sin fortid. Det vil jeg ganske enkelt ikke finde mig i, uanset om jeg skal op og på arbejde eller ej. Det har jeg skrevet til ham, og nu må jeg så se, hvad/om han svarer. Jeg er naiv og godtroende, men der går grænsen altså! Faktisk er jeg rasende.

GrundtvigGrundtvig

Jeg synes, Grundtvig er svær at tage ind, men det går langsomt op for mig, at mange af de smukkeste salmer udgik fra hans hånd. Han har skrevet ca. halvdelen af salmebogen.

Han var stærkt bipolar og skrev formentlig sin smukkeste musik i manierne, mens han var præst ved bl.a. Vartov Kirke. En af dem er “Julen har englelyd”, som er min yndlingsjulesalme. Jeg har jo et sygeligt savn efter min far, det er 45 år siden, han døde, og han elskede også netop den salme. Den spilles ikke så ofte, og den kan være vanskelig at synge, men lægger man mærke til teksten, løfter den en op på et højere niveau!

Lige p.t. lytter jeg blandt andet til den og til “Er lyset for de lærde blot?”.

Sidstnævnte giver mening for min oldefar og morfar, der tog på Rødding Højskole, den første folkehøjskole og lod de fem eller seks stude passe af andre, mens de selv uddannede sig. De kom fra små kår på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred), men de havde modet til at komme videre. Min morfar investerede (for stort) i landbrugsmaskiner og gik på tvangsauktion i 1925, hvor han var 26 år gammel. Han ville mekanisere sit landbrug, men det ville kreditorerne ikke.

Billedet herunder forestiller min morfar på en “aflægger”, der blev brugt til at samle negene efter høsten. Jeg holder meget af billedet og kalder det “Morfar høster”.

Og nu går turen til den sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp…

Grundtvig

 

/6 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Herrens veje

Afsnit tre

Jeg hænger med på “Herrens veje”. Jeg ser den bare som ren underholdning og uden de store teologiske overvejelser – selvom jeg da naturligvis er farvet af otte år i menighedsrådet i Hvidovre Sogn. Jeg synes, jeg ved noget om kirkelig betjening og den slags – og om de evindelige regnskaber/budgetter på 60 sider, som ingen forholdt sig til, altså lige bortset fra mig.

Forvirrende

Afsnit tre var et fyldt med små sekvenser og idelige klip fra den ene sekvens til den anden. Klip, klip og klip… Hvorfor får vi ikke lov at falde til ro i en scene? hvorfor skal der straks klippes til noget andet – typisk til noget, der ikke har at gøre med det, vi kom fra? Er det egentlig interessant, hvor Christian ender efter sin “rulletur” i Nepal? Hvis det er interessant, hvorfor så? Er rulleturen et billede på et eller andet? Hans evige deroute efter han har snydt Gud og hvermand?

Måske er det bare mine kognitive problemer, og alle andre generer ikke, men jeg falder let fra.

Regnedrengene

Biskop Monica overrækker budskabet om kirketællinger og stikprøver til Johannes. En kirke i provstiet skal lukkes. Provst Johannes får lov at få en finger med i spillet – siger hun. Reelt har han ikke noget at skulle have sagt. Antal kirkegængere, lønudgifter, overhead, driftsomkostninger (det kunne fx være nyt skiffertag på kapellet, nyt piano, nye hynder til kirkebænkene osv.). Det skal kunne betale sig at drive kirke, og det kan det jo ikke, hvis der ikke er “kunder” i butikken.

Jeg er ambivalent her – og det skyldes, at jeg har brugt 23 år på at lege “regnedreng” i Finansministeriet og at leve op til dem:

  • Finansministeriet: Når vi bruger penge af den offentlige kasse, skal vi kunne dokumentere nytteværdien af hver enkelt krone. Er der ingen “kunder” i butikken, må vi lukke, idet “billetprisen” ellers bliver for høj. Det er da svært at sige nej til. Pengekassen er trods alt ikke uendelig.
  • Menighedsrådsmedlem: Der skal altid være et sted at søge Kristus og at høre evangeliet. Det samlede personale (og der er mange flere end præsterne) må gøre mere for at udbrede de glade budskaber. I serien ender det med “Yoga og Jesus” mv., men vi kender alle til “Spaghettigudstjenester”, sogneaftener, sogneeftermiddage mv. Det er alt sammen aktiviteter, der samler folk til huse, og det er så skønt og vigtigt. Det skaber fællesskab i menigheden, og det er vigtigt. Men tilbage står, at den danske folkekirke ikke er dygtig til at samle yngre mennesker. Frikirkerne (fx Pinsekirken) er meget dygtig til at samle yngre mennesker til huse. Her kunne vi lære noget – også uden at lade os døbe i et badekar.

Men tilbage til serien: den er spændende, irriterende, insisterende, forvirrende og den efterlader seeren i en form for limbo.

Men jeg skal alligevel se med næste søndag!

/i , /af ,

20 år siden

Prinsesse Diana

Nogle kan huske, hvor de var, den aften prinsesse Diana døde for ret præcist 20 år siden. Det kan jeg ikke, men jeg husker de mange TV-billeder af hendes bil, der kører ned i en motorvejstunnel med paparazziene i hælene på hende. Jeg er – trods min sociale indignation – meget royal, og synes, at vores kongehuse gør et godt job. De er værdige repræsentanter for vores lande, og de fortjener vel deres apanage.

Det mest spillede musikstykke i forbindelse med prinsesse Dianas død er “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)” af Elton John. Det ligger på YouTube her. Jeg har spillet det en del de seneste dage, og jeg synes, det er smukt, også selv om der er millioner af andre mennesker, der er døde i de seneste 20 år. Nogle kalder Diana for et ikon. Det, synes jeg nu nok, er en overdrivelse, men hun fulgte sine fornemmelser og stolede på det, hun mærkede. Det kan man ikke tage fra et menneske.

Det skønne ved YouTube

YouTube ved præcist, hvad jeg vil høre, når jeg har været der bare et par gange. Tjenesten foreslår mig fx:

  • Livstræet
  • Du kom med alt det, der var dig
  • Du som har tændt millioner af stjerner – salme 787
  • Må din gå din vej i dig i møde
  • Hallelujah – Leonard Cohen
  • Anne Linnet – Forårsdag
  • Du som gir os liv og gør os glade
  • Tænk, at livet koster livet (salme nr. 14) Jørgen Gustava Brandt
  • osv., osv. Gå selv på opdagelse i salmebogen eller i salmebogstillæget.

Hvordan YouTube nu end kan finde ud af det, så kan jeg godt lide alle forslagene uden at føle mig forfulgt. Flere af dem er moderne salmer, som kun findes i salmebogstillæget, men dem har jeg også megen glæde ved. Der er skrevet så mange dejlige salmer af fx Hans Anker Jørgensen, der kaldes den socialistiske salmedigter. De er ikke nær så højkirkelige/intellektuelle som Grundtvig, men det gør mig ikke det ringeste.