#MeToo? Ikke mig

Svær diskussion

Dette indlæg har jeg længe haft lyst til at skrive, men har ikke vidst om jeg turde, for mine holdninger i #MeToo-diskussionen er afvigende, og det burde de muligvis ikke være med den bagage, jeg selv har: et seks år langt, dagligt seksuelt misbrug i barndommen. De, der har afvigende holdninger, plejer at få på puklen i debatten, men nu er det jo min hjemmeside, så jeg vover øjet.

Det kan siges kort

Jeg er mest af alle enig med juraprofessor Eva Smith, der præsenteredes sådan i januar 2018 i forbindelse med en udgave af “Stille før optagelse”, der var en udsendelsesrække på Radio24syv:

“Eva Smith er bekymret for retssikkerheden, fordi kvinder i #metoo-bevægelsen kan få mænd fjernet fra deres post alene ved at anklage dem udenom den normale retsprocedure. Hun frygter, at #metoo vil skabe en parallellovgivning, ved hjælp af en anarkistisk folkedomstol, og at lovgivningen, i øjeblikket, på mange måder står magtesløs over for den kulturelle udvikling. Efter Eva Smiths opfattelse er det mere personlig moral, der skal til, og ikke mere lovgivning.” Udsendelsen kan muligvis stadig høres her.

I det mere hurtigtkørende og populistiske “Aftenshowet” på DR1 den 11. januar i år blev udsendelsen forberedt således:

“Er konsekvenserne for MeToo-sager blevet for voldsomme?

Debatten om MeToo er for alvor blusset op igen, og det har haft vidtrækkende konsekvenser for flere involverede. Det gælder eksempelvis Jes Dorph-Petersen, som efter anklager om sager, der er henholdsvis 18 og 20 år gamle, er blevet fjernet fra skærmen af TV 2. Eva Smith, der er jurist og professor emerita ved Københavns Universitet, mener, at sanktionerne over for de anklagede i krænkelsessagerne er kommet ud af proportioner – blandt andet fordi det er svært at forsvare sig mod anklager, som ligger flere år tilbage.”

Lidt mere uddybende

Det handler om retssikkerhed, og den har både mænd og kvinder krav på, uanset hvad pokker, de foretager sig. Det er absurd at anklage mænd (for det er jo det køn, der ikke kan holde poterne for sig selv) for handlinger, der ligger 10, 15, 20 år tilbage, som de måske ikke engang kan huske, og hvor de derfor ikke har en chance for at forsvare sig. Vi skal ikke have folkedomstole, der styres af et pøbelvælde.

I nogle sager har det været fremme, at de var berusede, og derfor ikke kan huske noget. Det argument køber jeg til gengæld ikke. Beruselse diskulperer ikke. Hvis det gjorde, kunne man jo bare drikke sig stangstiv, opføre sig som en idiot og så bagefter sige, man ikke kunne huske noget pga. beruselsen, hvorefter man ville blive frikendt for alle anklager. Nixen bixen.

POV International, har taget emnet op

Det er godt, vi har POV International, for de forstår at tage emner op, der trænger til uddybende forklaring og en “venden og drejen” i flere omgange. Lige nu lader de Karen Bro, der er journalist og tidligere chefredaktør, komme til orde og præsentere dybdegående interviews med en bred vifte af ledere fra medieverdenen. Alle interviews er foretaget i foråret 2021 og er forberedt i et samarbejde med forskningsafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Højskolens elever er fremtidens praktikanter, og alle undersøgelser viser, at praktikanterne er den gruppe, der er mest udsat for de krænkelser, der aldrig burde finde sted. Er man nederst i hierarkiet, men vil gerne fremad og opad, er man mere udsat, hvilket selvfølgelig er helt uacceptabelt.

Skulle det virkelig være sjovt?

Senest læste jeg Karen Bros interview fra 15. januar 2021 med Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske. Blandt andet kan man læse:

“– Har du et helt konkret eksempel?

“Ja, når hæve-sænke-bordet skal rejses, bliver der sagt: ‘så er der fællesrejsning’.”

“Det opfatter jeg som ret plat morfar-humor, men nogen vil simpelthen opleve det som krænkende og ubehageligt og ikke passende for at være på en arbejdsplads.”

– Hvad gør man så? Går du så ud og siger: ‘Så er det slut med ‘fællesrejsning’?

“Så siger jeg:’ okay, nu bliver det vist lidt for plat’.””

Tænk jeg synes overhovedet ikke, det er sjovt. Jeg opfatter det som både krænkende, upassende for en arbejdsplads og som indeholdende sexistiske overtoner. Nuvel jeg har heller ikke ret meget humor og må springe de fleste morsomheder over på Facebook, for jeg forstår ikke, hvorfor det er skulle være sjovt, men det hører til at have Asperger. Vi er imidlertid tilbage ved Eva Smiths udtalelse om personlig moral. Det er umoralsk at føre sig frem med den slags tåbelige bemærkninger, og man bør afholde sig fra det på en arbejdsplads. Kan man lide at fyre sådanne af, må det henlægges til privaten. Ligefrem strafbart er det nu næppe. Det er bare idiotisk ud over alle grænser, og jeg gad ikke arbejde et sted, hvor det var niveauet.

,

Altingets nye side

Lydbøger

Altinget.dk er helt ny

Jeg læser – eller måske rettere læste? – mange artikler på Altinget, for de har godt stof, der kan læses uden betalingsmur.

De har omlagt hjemmesiden, men nu er den næsten ulæselig. De er faldet i samme fælde, jeg indimellem selv falder i, nemlig at implementere alt muligt, der hopper og danser, fordi det ser smart ud. Hvem vil ikke gerne have en smart hjemmeside? De har glemt at læse om “Designing Web Usability” af Jacob Nielsen og hans medforfatter, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, men der er en anden, han har skrevet adskillige bøger og artikler sammen med. Da jeg startede min første spæde hjemmeside i 2004, dengang man selv kodede i HTML, de tider er gudskelov ovre, hørte de to herrer til min godnatlæsning.

Opdatering 20. maj 2021: Nu faldt jeg over det andet navn: Det er Jørgen Farum Jensen med siden https://webdesign101.dk/

Der er roterende/dansende/flyvende elementer overalt på altinget.dk, så det er svært at holde fokus på det, man var i gang med at læse. Prøv om du kan koncentrere dig om en artikel på siden.

Jeg har simpelthen skrevet til dem:

“Kære Altinget

Først stort tillykke med jeres flotte nye hjemmeside! Jeg er meget glad for at læse jeres artikler!

Dernæst: For pokker hvor har I fået meget, der hopper og danser og kører op og ned og frem og tilbage. Det gør det utrolig svært at læse jeres suveræne artikler.

Herudover har I fået en eller anden funktion, der gør, at når man kommer ind på siden, og scroller nedad, så er det som om, der ligger et ekstra lag ovenover, som man også skal scrolle nedover, før man kan læse den artikel færdig, man var begyndt på. Jeg kan desværre ikke beskrive det bedre, da jeg lige nu (søndag eftermiddag), næsten ikke kan få siden til at loade.

I en performancetest via GTmetrix scorer I da også kun B på både PageSpeed og YSlow (og dette er ved en gentest): https://gtmetrix.com/reports/altinget.dk/yzsB33pl/ men det er der ikke noget at sige til med alt det, der skal hentes og danses med. Siden er 3,8 sekunder om at blive hentet helt ind. Det er ikke så godt.

Vil I ikke være søde at få nogle af alle de elementer til at stå stille?

Venlig hilsen….”

Jeg er spændt på, om de svarer.

Opdatering

Torsdag den 13. maj 2021 har de stadig ikke svaret. Det er lidt skuffende. Min mail var da holdt i en pæn tone.

,

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?

,

Lydbøger

Lydbøger

Nota

Jeg er godkendt til Nota, som er en institution under Kulturministeriet, hvor man . Nota hjælper mennesker med forskellige former for læsehandicap.

Nota producerer og udlåner tekster, der er gjort tilgængelige for mennesker med læsehandicap. Det gør Nota på vegne af staten som en institution under Kulturministeriet. Formålet med Nota er at sikre lige adgang til viden, samfundsdeltagelse og oplevelser for mennesker, der ikke kan læse almindelig trykt tekst.

På årsbasis udlåner de ca. 2,2 mio. titler til deres 168.000 medlemmer, hvoraf langt de fleste er ordblinde. Nota har 40.000 lydbøger. Og det hele er gratis!

Hidtil har jeg ikke kunnet bruge Nota

Min vej til lydbøgerne har været lang. Den første bog jeg forsøgte at lytte til hed ‘I morgen var jeg altid en løve’. Det var i oktober/november 2017, og det gik slet ikke, for tankerne gik på langfart, og jeg fik intet ud af bogen. Herefter var jeg så trist over at jeg ikke kunne hamle op med lydbøger, at jeg bare gav op. Lagde det så at sige på hylden.

For en uges tid siden besluttede jeg at prøve igen, og tænk dig det går rigtig godt. Jeg hører krimier men forventer heller ikke stor litteratur. Et sted skal jeg jo starte. Det drejer sig om at træne hjernen lidt efter lidt. Jeg er så glad for at det lader sig gøre. Forskellen fra 2017 til nu er, at jeg kan holde koncentrationen; det kunne jeg ikke dengang, men det passer jo også fint nok med, at jeg nu kan se en TV avis godt nok bare den korte kl. 18:30, men alligevel er det en sejr pludselig at konstatere at det har rykket sig ret markant på et par år. Helt som psykologen sagde det ville – så fik hun ret igen.

De dage, jeg skal på arbejde, har jeg i alt to timers transport, så der får jeg hørt “noget bog”, for turen er egl. for lang og for dyr for mig.