,

Rewritalize lød ellers godt

Rewritalize lød ellers godt

Jeg havde fundet en skrivegruppe

Rewritalize lød ellers godt

Jeg var lige så glad, for jeg troede, jeg havde fundet en skrivegruppe som en del af “Rewritalize” som atter er en del af “Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed” (NKMS) på Psykiatrisk Center Amager på Hans Bogbinders Allé under ledelse af Birgit Bundesen, der er (eller har været?) psykiater og overlæge på det, vi også bare kalder “Digevej”.

Og hvorfor nu det? I går mødte jeg ved stationen tilfældigvis C., som jeg var indlagt sammen med på 808 i to måneder i sommeren 2023. Og vi havde mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord, eftersom patienterne jo i et vist omfang behandler hinanden, fordi der ikke er ret meget personale, og det personale, der er, er enormt ophængt. Det er der jo ikke noget at sige til, når man fx en dag er kontaktperson for 17 … patienter.

Allermest delte vi vores kærlighed til ord og sætninger. C. er cand.mag i lingvistik og noget andet humaniora. Vi opstøvede sammen projektet “Rewritalize” og syntes begge, det så vældig godt ud. Jeg fik (selvfølgelig) ikke gjort noget ved det efter udskrivelsen, men det gjorde C. Og han havde været så glad for det og havde lært så meget på de 15 * 3 timer, det varede. Han talte virkelig begejstret om det.

Min tanke var herefter: “Når C. synes så godt om det, er det også noget for mig”. Det var et kvalitetsstempel. Så jeg i morges gik jeg i gang med at søge information.

Patienterne er begejstrerede. Anonyme kolleger er kritiske overfor Birgit Bundesen

Min research bragte mig vidt omkring.

1) Den overordnede side om skrivegrupperne findes her.

Hjemmesiden findes her. Og det ser jo godt ud og bekræfter til fulde det, C. berettede om.

Her er også en utrolig interessant artikel fra Information november 2021 (ingen betalingsmur). Rubrikken er

I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På Psykiatrisk Center Amager har skrivegrupper med etablerede forfattere været en stor succes blandt patienter. For dem bliver skriften en mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme

For mig er det uhyre vigtigt, at det foregår i et yderst trygt “rum”, hvis jeg skal læse en af mine egne tekster højt. Det vil være angstprovokerende. Mine tekster er jo på en måde mine “børn”, men når de “bare” publiceres på hjemmesiden, er det ikke så sårbart. Jeg aner jo ikke, hvad mine læsere mener om dem. Hvem har lyst at udstille sin talentløshed?

Det svarer lidt til at fremlægge sine transskriptioner for andre slægtsforskere. Tænk om de synes, jeg er en idiot og burde kunne mere gotisk eller flere tyske forkortelser fra 1700-tallet?

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt hjemmesiden stadig er “gældende”, for i et svar på en mail skriver de “Vi har på nuværende tidspunkt kun mulighed for at tilbyde skrivegruppeforløb som en del af et større forskningsprojekt”. Så burde hjemmesiden måske revideres eller helt tages ned?

2) Birgit Bundesen møder hård og ubarmhjertig kritik i en artikel i “Frihedsbrevet”.

a. Artiklen kan læses her. Hvad “Frihedsbrevet” er for noget, er aldrig gået op for mig, for som hovedregel kan man ikke tilgå deres artikler uden at være abonnent. Denne er en undtagelse. Bare navnet får mig til at tænke på konspirationsteorierne om, at jorden faktisk er flad, og at pandemien i virkeligheden var en stor løgn, fordi “magthaverne” vil have kontrol over os via vaccinerne. Vrøvl.

b. Det er i helt orden at være kritisk, men så må man stå frem med navns nævnelse. At et medie som dette “brev” bruger og interviewer en stribe mennesker, der ønske at være anonyme, gør ikke “brevet” videre troværdigt. De mangler at sætte sig ind i, hvad en kilde er, og hvad kildekritik er.

Vil man i kontakt med Rewritalize kan man skrive til dem. Det er fint.

Jeg skrev til “Rewritalize”

“Kære CKMS

Jeg har fået jer varmt anbefalet af en tidl. medpatient, der også elsker sprog og at skrive. Vi delte op- og nedture på Brøndbyøstervej 160 i sommeren 2023.

Jeg skriver selv meget, men da jeg har Aspergers syndrom bliver det meget faktaorienteret. Jeg har en drøm om en dag at skrive en selvbiografi. Da jeg ikke ejer “episke evner” henvendte jeg mig for et par år siden til en såkaldt “forfattercoach” og sendte ham udkast til de første to kapitler. Han tilbagemelding var “det er meget korrekt men røvkedeligt”. Og så døde den forfatterdrøm.

Jeg har herudover bipolar affektiv sindslidelse og har været indlagt 27 gange ca. i perioden fra 2014 til og med sommeren 2023. Nu håber jeg, det er slut med det, idet vejen frem for mig er vedligeholdelses-ECT, hvor jeg nærmer mig de 100 behandlinger.

Lad mig høre fra jer.”

Jeg bliver anelse træt og ditto irriteret, når jeg får et svar om:

  • “et krav for deltagerne, at man er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, og er i et behandlingstilbud ved tilmelding”.
    • Jamen bipolar affektiv sindslidelse er en af de “svære”, og jeg er jo i et behandlingstilbud via ECT. Det har jeg jo allerede skrevet. Hertil kommer, at jeg er i et forløb hos Distriktspsykiatrien, men det havde jeg ikke oplyst i første omgang. Det gjorde jeg i anden omgang.
  • “Jeg vedhæfter en folder hvor du kan læse mere om projektet (NB: de deltagelseskrav der nævnes i folderen er ikke længere gældende)”.
    • Når de krav ikke længere er gældende, hvilke gælder så i stedet? Det må jeg jo så spørge om i næste mail. Det ville være en god idé at lave en version to af folderen, da det kunne spare mange mails frem og tilbage.
  • “et større forskningsprojekt, der skal undersøge skrivegruppers effekt i behandling af svær psykisk lidelse () studiet har et randomiseret forskningsdesign. Det vil sige, at halvdelen af deltagerne starter i gruppe indenfor et par uger af tilmelding og den anden starter i skrivegruppe ca 11 måneder efter tilmelding. Det afgøres tilfældigt, hvilken gruppe man kommer i.”
    • Jeg spørger derfor mig selv “Hvem skal have gavn af dette? Er det forskningsprojektet eller det mig?” Jeg synes selvfølgelig, det er mig.

Min kontaktperson vil hjælpe

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dette går ud på. Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrisk Center/F-ACT vil se, om hun kan finde ud af, hvad dette er for noget. For jeg kan ikke. Heldigvis ses vi på mandag.

Men indtil videre er mine forhåbninger sat på et minimeret vågeblus. Jeg elsker forskning, og det er død vigtigt, men lige her har jeg ikke lyst til at risikere at vente i 11 måneder. Mine “børn” er for dyrebare til det – og så fortsætter jeg heller selv i samme skure.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Alene hjemme på nettet

Alene hjemme på nettet

Ny fremragende DR Dokumentar

Alene hjemme på nettet

I aftes så jeg den nye DR Dokumentar “Alene hjemme på nettet”. Det er 45 minutter om, hvad børn og unge ser på de sociale medier, og som er problematisk, fordi de ikke taler med en voksen om det.

Jeg er rystet over, hvad børn ser i måske mange timer hver dag, og dette er ikke et korstog mod børns smartphones. Det er et korstog mod techgiganter, der – trods gyldne ord og løfter – ikke formår at gøre nettet til et sikkert og trygt sted for børn og unge. Men det er også et opråb til de voksne: Interessér dig for dit barns færden på de moderne legepladser!

Børn ser fx:

  • mennesker, der skyder sig selv i hovedet, og børnene hører lungernes sidste rallen
  • mennesker, der dræber, for dernæst at skære lemmer af offeret og afslutningsvist have sex med den døde
  • mennesker der spiller bowling med døde menneskers hoveder
  • børn, der bliver kørt over af racerbiler
  • osv.

Børn opfordres til at sende billeder af pik og patter. De bruger kræfter på at overveje, om de selv har lagt op til, at “samtalen” tog den drejning. Ergo “Er det min egen skyld?”.

I udsendelsen havde man med børnenes tilladelse lavet sammenklip af det, de havde set. Disse klip blev vist til forældrene, og de fleste var ret rystede over det og prøvede at indlede en samtale om det.

Oplevelserne bliver ikke talt igennem med en voksen

De taler ikke med forældrene om det. Det skyldes, at de er bange for, at deres apps (TikTok, Snapchat, Instagram osv.) så kræves slettet eller telefonen konfiskeres, og den frygt er forståelig, for de sociale medier er stedet børn og unge etablerer, opretholder og udbygger venskaber. Det kan vi ikke lave om på, selvom vi måske mener, de burde gå ud at lege eller læse en bog i stedet. Sådan fungerer verden altså bare ikke i dag, og det må vi vænne os til. TikTok, Snapchat mv. er dagens legepladser.

I dokumentaren fortæller mange børn om PTSD-lignende flashbacks, der forfølger dem flere år efter. Når de ligger og skal sove, ser de stadig de modbydelige billeder på indersiden af øjenlågene. Og oplevelserne består, fordi de aldrig bliver talt igennem – måske mange gange – med en voksen, som barnet har tillid til. Skal man af med grimme oplevelser, skal der sættes ord på, og det skal siges højt. 

Hvis børnene taler med nogen om deres oplevelser, sker det typisk med andre børn, der har set det samme. Men børn har jo ikke det samme udsyn og den samme forståelse, som en voksen skal have. Voksne skal levere tryghed. Og de skal være et sted, børnene altid kan henvende sig med alle former for oplevelser.

Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk var i TV Avisen kl. 7:00. Hun sagde meget klogt: “Vi er vant til som forældre at spørge ‘Hvad har du lært i skolen i dag?’. Det skal udbygges med ‘Hvad har du set på TikTok i dag?’ “. På den måde viser man, at man er til rådighed for samtaler om svære emner.

Techgiganternes ansvar

Techgiganterne tjener formuer på de reklamer, der vises på forskellige sociale medier, men de ønsker ikke at være sig deres eget ansvar bevidst. Og ingen af dem har haft lyst (eller mod?) til at medvirke i DR Dokumentaren eller i TV Avisen.

De skriver nok så troskyldigt til Danmarks Radio, at de sandelig gør meget for, at nettet skal være et trygt og sikkert sted også for børn og unge. Den sang har vi hørt i mange år, men der sker ikke noget. Sociale medier er ikke blevet et bedre sted for børn og unge at færdes. Det er en medvirkende årsag til, at Red Barnet har oprettet SletDet Rådgivningen.

Diverse apps fungerer sådan, at har man set en video, får man mere af det samme. Har man set en voldsvideo, et selvmord osv., så fanges det af algoritmerne, hvorpå barnet/den unge får serveret flere tilsvarende videoer. Det er forklaringen på, at adskillige af de 50 interviewede børn og unge siger “Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo aldrig søgt på det”.

Alene hjemme på nettet

Kilde: Red Barnet

Et politisk ansvar

Når techgiganterne ikke selv kan finde ud af det eller gider gøre noget ved det, fordi profitten så reduceres, må lovgiver træde til. Der er ikke andre muligheder. Men det er et led i at hindre børns og unges mistrivsel. Og det siger politikerne jo som oftest, at de gerne vil. Nu får de mulighed for at vise det.

Techgiganterne ved alt om os. De ved helt sikkert også, hvor gamle vi er. Det må være muligt for lovgiver at pålægge techgiganterne at stoppe det modbydelige indhold til mennesker under 18 år.

Indtil da må vi som voksne stille os til rådighed. Jeg hverken har eller kender børn. Men jeg lever i den naive tro, at jeg ville kunne finde ud af at stille spørgsmål til det, barnet ser på sociale medier – for det er ikke videoer med katte eller af kager. For den slags får man ikke flashbacks af!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

"En livsfarlig hemmelighed" som podcast

Kræftskandalen på AUH

“En livsfarlig hemmelighed” som podcast

Min hjerne egner sig kun til podcast, TV mv., når det er “højinteressant”, da den ellers går på langfart til fjerne tanker og egne. “En livsfarlig hemmelighed” placerede sig imidlertid i kategorien højinteressant, og jeg kunne lytte til samfulde tre episoder lige i rap.

Det er simpelthen fremragende journalistik i Genstart Dox. Du bliver ganske enkelt nødt til at høre de tre episoder i historien, der er blevet døbt “Kræftskandalen på AUH”. Det er et helt korrekt navn.

Det er en skandale. Du er nødt til at lytte med.

Jeg har også tidligere skrevet om skandalen på AUH her og her.

DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg vandt Cavlingprisen 2023 for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Uden dem var det aldrig nogensinde kommet til offentlighedens kundskab, at 306 alvorligt syge mennesker havde ventet for længe på udredning, behandling og operation på mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH. Deres sygdom var så alvorlig, at en uge fra eller til kunne betyde liv eller død. I 306 tilfælde ventede syge mennesker mere end de lovfæstede to uger fra sundhedsloven.

Reglerne findes i sundhedslovens § 88 jfr. Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2:

Kapitel 2

Maksimale ventetider

Kræft

§ 2. Medmindre hensynet til patientens helbredstilstand tilsiger noget andet, gælder for behandling af kræftsygdomme følgende maksimale ventetider:

1) Til udredning ved mistanke om kræft: 14 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til forundersøgelse, til den dato sygehuset har tilbudt at påbegynde udredning.

2) Til operation efter afsluttet udredning: 14 kalenderdage fra den dato, hvor patienten på baggrund af information fra det behandlende sygehus om diagnose og behandlingsmuligheder m.v. har givet samtykke til den konkrete operation, til den dato sygehuset har tilbudt at foretage operationen og senest 28 kalenderdage fra den dato, hvor sygehuset har modtaget henvisning til behandling.

Reglerne er skrevet på en måde, så de kan læses af selv en stud. jur. på 1. årsprøve.

Om fristoverskridelserne

DR gør meget ud at sige, at de ikke kan dokumentere mur- og nagelfast, at fristoverskridelserne har kostet liv, men der er meget, der kan tyde på det. Vi har vel alle troet på, at der i det mindste er styr på kræftbehandlingen, selvom sundhedsvæsenet er presset ud over alle grænser? Podcasten viser med al tydelighed, at det er and.

Flere læger indberetter deres frustrationer og reelle bekymringer for patienterne til regionens whistleblowerordning, men de bliver ikke hørt. Hvad skal man så med en sådan ordning?

Regionsrådet siger, at de var klar over, at systemet var presset, men rådet mener, at reglerne er blevet fulgt.

Ingen af de patienter, der er blevet udredt eller opereret for sent, er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen. Dvs. at hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet har haft en kinamands chance for følge med i status. De aner simpelthen ikke, hvor grelt det står til.

Regionen argumenterer med, at man ikke har indberettet, fordi patienterne har accepteret fristoverskridelsen. Hvad skulle patienterne ellers gøre? Hvis man vil forsøge at overleve, er det er ingen option at sige “Nej tak” til en operation, der ligger efter fristen …

Valgte patienterne at bruge deres lovfæstede mulighed (sundhedslovens § 89) for behandling i udlandet, får de at vide, at de ryger ud af ventelisten, hvilket vil sige, at de kan starte forfra.

De ressourcestærke kommer foran i køen

Selvfølgelig er det ikke nyt, at de ressourcestærke, stædige, genstridige, brokkerøvene med ordet i deres magt får en bedre behandling (sådan nogle som mig 🙂 ). Se evt. DR Dokumentaren “En syg forskel”. Her er det bare markant og kan dreje sig om liv eller død inden for få uger.

I afsnit tre møder vi en kvinde, der grundet syv eller otte telefonopkald og en e-mail cc. Sundhedsministeriet kæmper sig til en behandling inden for fristerne. Blot et par dage efter e-mailen til Sundhedsministeriet bliver hun ringet op af cheflægen på afdelingen, der fortæller, at man har rokeret lidt rundt på patienterne, så nu kan hun komme til i næste uge.

Hun er ressourcestærk, og det er den styrke, der gør, at hun kommer til inden for fristerne. Af den grund er hun stort set rask nu. Hun sidder dog med en lidt dårlig smag i munden over at vide, at når hun er kommet foran, er der nogle, der er kommet bagud, med de følger det kan have.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.