,

20 år siden

Prinsesse Diana

Nogle kan huske, hvor de var, den aften prinsesse Diana døde for ret præcist 20 år siden. Det kan jeg ikke, men jeg husker de mange TV-billeder af hendes bil, der kører ned i en motorvejstunnel med paparazziene i hælene på hende. Jeg er – trods min sociale indignation – meget royal, og synes, at vores kongehuse gør et godt job. De er værdige repræsentanter for vores lande, og de fortjener vel deres apanage.

Det mest spillede musikstykke i forbindelse med prinsesse Dianas død er “Lady Diana – Candle in the wind (Goodbye Englands rose)” af Elton John. Det ligger på YouTube her. Jeg har spillet det en del de seneste dage, og jeg synes, det er smukt, også selv om der er millioner af andre mennesker, der er døde i de seneste 20 år. Nogle kalder Diana for et ikon. Det, synes jeg nu nok, er en overdrivelse, men hun fulgte sine fornemmelser og stolede på det, hun mærkede. Det kan man ikke tage fra et menneske.

Det skønne ved YouTube

YouTube ved præcist, hvad jeg vil høre, når jeg har været der bare et par gange. Tjenesten foreslår mig fx:

  • Livstræet
  • Du kom med alt det, der var dig
  • Du som har tændt millioner af stjerner – salme 787
  • Må din gå din vej i dig i møde
  • Hallelujah – Leonard Cohen
  • Anne Linnet – Forårsdag
  • Du som gir os liv og gør os glade
  • Tænk, at livet koster livet (salme nr. 14) Jørgen Gustava Brandt
  • osv., osv. Gå selv på opdagelse i salmebogen eller i salmebogstillæget.

Hvordan YouTube nu end kan finde ud af det, så kan jeg godt lide alle forslagene uden at føle mig forfulgt. Flere af dem er moderne salmer, som kun findes i salmebogstillæget, men dem har jeg også megen glæde ved. Der er skrevet så mange dejlige salmer af fx Hans Anker Jørgensen, der kaldes den socialistiske salmedigter. De er ikke nær så højkirkelige/intellektuelle som Grundtvig, men det gør mig ikke det ringeste.