Hos psykologen 2

Jeg er så glad

Jeg har været hos psykologen her i formiddag, og jeg kan mærke, at alt går den rigtige vej. Når den aktuelle henvisning med 12 henvisninger er “brugt op”, tror jeg, at jeg er “færdigbehandlet”. Så har vi talt om alting, der er kigget på det hele, og der er ikke mere at komme efter. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme så langt. Jeg vovede i dag at sige, at jeg synes, der er en vis inderlighed i vores relation. Den slags er jo altid farligt at sige, for man kan så let blive misforstået. Jeg vovede at nævne det, da jeg regnede med, at hun kunne håndtere det, eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015. Det kunne hun!

Vi er kun nået så langt, som vi er, fordi samarbejdet er perfekt, og fordi hun favner mig som det lidt sære menneske, jeg nu engang er. Hvis det skal rykke, skal der være et fint samspil mellem behandler og klient, og det har vi. Hun har båret mig på hænder og fødder, hun har forstået mig, hun har skubbet til mig, og hun har ikke danset efter min pibe. Når vi er færdige, vil jeg savne hende, men så har vi nået målet.

Det “rykker”

Lige for tiden er der meget, der “rykker”.

Mit liv gik i stå i sommeren 2013, og nu er jeg i gang med et genoplivningsforsøg, der ser ud til at lykkes. Mange ting kommer pludselig af sig selv:

• Egenomsorg: Ordentlig mad, måltidskasser fra Årstiderne, potentielt rygestop (der er ingen grunde til ikke at prøve), ny stegepande (intet mindre…) Mit nuværende grydesæt er fra før 1990 – det må være OK at købe nyt.
• Det sociale: Jeg mødes med
  • min tidligere bisidder,
  • to tidligere kolleger,
  • formanden for menighedsrådet og
  • præsten fra psykiatrisk afdeling.
  • Det er rigtig dejligt at arbejde med denne del af livet, når det lykkes.
• Jeg har fået ordnet mine tænder. Jeg følger alle tandlægens råd. Alting er fint, og jeg har fået ros.
• Fortiden er ved at blive lagt død. Vi mangler et farvel til psykopaten, men det skal jeg nok få taget fat om. Jeg føler mig parat, men det kommer, når det kommer.
• Der sker muligvis noget på jobfronten, nu hvor tingene i Folkekirkens Nødhjælp er blevet svære. Af diskretionshensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det nu. Måske kan jeg fortælle mere efter på tirsdag den 12. september kl. 12:00, hvor jeg skal tale med en potentiel ny arbejdsgiver.
• Hvidovre Kommune er inde over på jobfronten. Min fleksjobkonsulent er virkelig hjælpsom, konstruktiv og fleksibel. Samlet set synes jeg, at jeg bor i en rigtig god kommune. De har hele tiden bakket mig op.
• Jeg har fået styr på min invalidepension fra pensionskassen.

Jeg er så glad for, at mit liv er på vej til at komme på skinner igen. Som bipolar lever man gennemsnitligt 14 år mindre end gennemsnittet. Jeg er 53 år, så hvis jeg kan leve 25 år længere – i frihed – vil jeg blive en rigtig glad 78-årig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.