Afskedsbrev – psykopaten

Det sidste brev

Jeg er så glad, for det sidste brev til min fortid er skrevet. Jeg er så glad, for jeg er færdig med det hele. Jeg synes ikke længere, det er er pinligt at have den fortid, jeg har. Det er datidens aktører, det er pinligt for. Ikke mig. Det har kostet mange kampe at nå her til, men resultatet fornægter sig ikke: jeg er pludselig et frit menneske. Alle de elendige breve er skrevet. Jeg er nærmest lykkelig.

Der er stadig problemer, der skal tages hånd om – lige nu skal jeg fx hitte ud af, hvad der skal ske med Stegemüller og arbejdsmarkedet – men det er mestendels mig, der har fat i tømmerne denne gang. Jeg bliver ikke længere grebet om anklen af fortidens aktører.

Jeg havde ikke klaret det alene. Psykologen har været en umådelig stor del af processen. Hun har respekteret og samtidig skubbet på. Hun har samlet mig op, når det igen så ud til at mislykkes. Hun er sådan lidt praktisk (gå ud i haven og grav nogle billeder ned); det kan jeg overhovedet ikke, og så har jeg jo heller ikke nogen have her midt i Hvidovre 🙂 . Jeg er mere et “ordmenneske”, så jeg kan begå mig med et tastatur, og det kom der nedenstående ud af:


Afskedsbrev – psykopaten

Hvidovre, den 9. september 2017

Jeg har ikke sagt dit navn siden 1981 – altså i 36 år. Jeg kan ikke sige det, men jeg kan skrive det: XXXXX. Jeg håber, du er død, men det er du nok ikke, da jeg kan finde dig i et opslag på nettet fra april 2017. Det ærgrer mig meget!

Jeg har brugt de 36 år på at lægge dig død, at få dig ud af mit system, og det er de samme år, jeg har brugt på at overleve alt det, du gjorde mod mig. Jeg ville så gerne kunne mærke mit had, men det er så stort, at jeg ikke kan. I alle de år, der er gået, har jeg altid tænkt og fortalt, at jeg ville danse på din grav, den dag du ikke er her længere. Jeg glæder mig allerede.

Du ødelagde mit liv, fra jeg var ni, til jeg var 16, og det er endda ikke rigtigt. Du ødelagde det frem til nu, hvor jeg er 53 år – altså september 2017. Jeg har kæmpet for at komme hertil, hvor jeg er nu. Jeg ønsker dig udelukkende en kastration uden bedøvelse. Det er mit inderlige ønske, at du kommer til at lide maksimalt. Din lidelse skal stå mål med min lidelse gennem alle de år. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det er indtil videre ikke lykkedes. Det skal lykkes denne gang.

Jeg har svært ved at forstå, hvad du fik ud af dine overgreb. Ville du bare bevise din magt? Hvis det handlede om magt, var det så udelukkende overfor mig eller også overfor min mor? Eller er du en ægte psykopat?

Hvad tænkte du på køreturene fra Svaneke til Åkirkeby og evt. retur, hvor du havde frit spil? Hvad tænkte du på i din ulækre, åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe (Svaneke)? Hvad tænkte du, når du begik overgrebene fem meter fra soveværelset, hvor min mor sov (brandert ud) (Svaneke)? Hvad ville du have ud af at stå foran badeværelsesdøren i stueetagen, så jeg ikke kunne slippe forbi (Svaneke)? Hvad ville du med at trænge dig ind på mig bagfra, mens jeg tog morgenmaden ud af skabene (Svaneke)? Hvorfor ville du give mig penge for at gå i bad med dig (Vollsmose)? Hvad ville du gerne have ud af alt dette? Har du nogensinde været i stand til at tænke så langt?

Det er pinagtigt og fejlagtigt, at du kunne være lærer med din stærkt afvigende seksualitet. Har du aldrig tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem den og det forhold, at vi flyttede konstant? Jeg synes ikke, sammenhængen er så svær at få øje på, men måske har du ikke hjerne til at se det? Hvordan kan man være lærer og samtidig så uintelligent?

Du har spoleret så mange år af mit liv, at det er umuligt at forklare det. Jeg ved ikke, hvor meget jeg har skåret af mig selv for at overleve, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det, jeg har gjort. Du ødelagde mit liv. Du ødelagde et barn, du ødelagde et liv. Det, der skulle have været en ungdom med en spirende og sund seksualitet, blev noget svinsk tilsat angst. Havde jeg fulgt dine/jeres ønsker, var jeg havnet enten som prostitueret eller på en fiskefabrik i Rønne. Den dag i dag har jeg det svært med inderlighed, hengivelse og at slippe kontrollen. Det kan du tage ”æren” for.

Havde du været en ordentlig lærer, havde du indset, at jeg var intelligent allerede da – men det var du ikke. Du hadede børn, du hadede din metier, du pjækkede i ugevis. Ergo: du var ingen rollemodel. Du var i stedet min bøddel.

På et eller andet tidspunkt (Sydfyn) var det på tale, at jeg skulle kalde dig ”far”. Jeg vidste uden videre at den titel, skulle du ikke smykke dig med. Jeg havde god viden om, hvordan en far skulle være, da jeg netop havde haft en far i nogle få år. Det levede du på ingen måder op til. Der var også tale om, at du skulle adoptere mig (Sydfyn). Det nægtede jeg med begrundelsen, at jeg allerede var adopteret tilstrækkeligt. Det husker jeg tydeligt. Vi sad i køkkenet ved den samtale.

Jeg har af og til tænkt på, hvad du egentlig underviste i, men jeg kan slet ikke komme i tanke om noget, du kunne være god til. Du har højst været middelmådig. Jeg husker heller ikke, at du nogensinde forberedte dig, rettede stile eller lignende. Er det mon sådan, at på samme måde som du levede på kanten i privatlivet, så levede du også på kanten i dit arbejdsliv? Jeg tror ikke på, at du kunne leve op til forpligtelserne i lærergerningen.

Jeg skriver dette brev for, at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. I vores dysfunktionelle familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil var lukkede med syvtommersøm, og hvor der var uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil jeg, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte dig, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen i systemet viste sig fx ved at den seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig blev rodet ind i børnesystemet. Der var simpelthen uorden i systemerne. Det naturlige forældresystem burde have været kendetegnet ved, at I talte med hinanden, kun havde sex med hinanden, lagde fælles strategier osv. Sådan var det på ingen måde!

Jeg har ikke flere ord.

8 replies
  1. Katja
    Katja says:

    Det er virkelig barsk læsning, men også rigtig godt skrevet. Skrivning er nemlig rigtig selvterapi, for at bruge dit udtryk. Jeg har det på samme måde, at det hjælper mig meget, at skrive, og sætte ord på tanker og følelse. Sejt, at du er kommet dertil, hvor du er kommet i dag din fortid taget i betragtning. Du er bare sej. 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Katja

      Jamen tak skal du da ha’.

      Ja det er så godt at skrive. Jeg dvæler ved ordene og glædes over at prøve at finde de rigtige.

      Tjoh… jeg er nok lidt sej – men jeg har kæmpet for at nå dertil, hvor jeg er. Det går (sgu) da fremad.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja tak skal du have! Jeg er også virkelig, virkelig glad for, at det var det sidste brev. For mig er det at skrive den bedst mulige selvterapi.

      Svar
  2. Birgit
    Birgit says:

    Kære Hanne
    Hvor har det været frygteligt for dig, og hvor er du dog sej. Jeg håber virkelig, at dit liv vil blive lykkeligt fra nu – i hvert fald så lykkeligt, som det kan blive med de præmisser du nu engang har.
    Jeg bliver sgu helt hævngerrig på dine vegne, når jeg læser det, og jeg synes egentlig, at psykopaten har fortjent at blive hængt ud i offentlighed.
    Det er sørgelig læsning, men som alt hvad du skriver, er det også enormt interessant (husk nu at skrive den bog, Hanne!).
    Knus

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Birgit

      Tak for din søde kommentar.

      Ja jeg er vist nok lidt sej, og det kan jeg da “takke” min baggrund/fortid for. Jeg er jo vokset op med at skulle kæmpe, og det er jo da også lidt fedt at være sej, men det ville have bedre, hvis årsagen var en anden. Jeg tror faktisk, at dette her vil gøre mig fri; jeg synes allerede, jeg kan mærke det nu, men kan nu også være en fri fantasi og en del ønsketænkning.

      Der har stået et navn bag krydserne, men jeg tør ikke offentliggøre det. Mon ikke det ville kunne komme ind under injurielovgivningen?

      Du kan tro, jeg tænker på det med bogen. Jeg vil gerne, jeg har samlet en del stikord, men så går jeg også i stå. Apropos gå i stå, så er der et lille Johannes Møllehave citat: “Hvad er der i vejen med at gå i stå, hvis man står et godt sted?”

      Knus retur. Hils Fukaj.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *