Udlængsel

For både 40 og 30 år siden

Udlængslen har altid ligget i mig, men den har ikke været en stræben henimod noget, mere en drøm om at slippe væk fra noget. I 1980 (41 år siden…) stod jeg i køkkenet i Svaneke, kiggede ud ad vinduet og drømte om at blive skibskok. Alternative drømme var at komme ‘i huset’ på en stor gård ikke så langt væk. En anden tanke var at komme i lære som apoteksassistent på Nexø apotek, hvor jeg havde været i praktik og lavet en masse Kodimagnyler.

I 1990, 31 år siden…, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var jeg, som alle andre nyudklækkede jurister, arbejdsløs og lettere desperat. Jeg skulle flytte fra kollegiet, men hvordan skulle jeg finde en lejlighed, jeg kunne betale, når indtægten bestod af dagpenge? Jeg søgte alt, der kunne søges, herunder adskillige stillinger på Grønland og Færøerne. Tanken om nogle år på Grønland tiltalte mig, og landstingsvalget nu her har fået mig til at huske på det. Måske havde det slet ikke været så tosset at komme derop nogle år?

Markant er det, at udlængslen ikke har været det positive tilvalg men mere fravalget af det eksisterende – enten det seksuelle misbrug i barndommen fra 1974 og frem eller arbejdsløsheden i 1990.

Måske var jeg blevet en okay Djøffer på Grønland, men jeg var helt sikkert blevet en elendig skibskok eller ung pige i huset på Bornholm. Jeg har slet ikke det rette håndelag for den slags. Jeg er skabt til at bruge mit hoved fremfor mine hænder. Sådan er det bare og jeg er ikke engang flov over det længer. Jeg kan skrue en pære i, resten skal jeg have folk til. Sådan er det bare.

Retrospektivt

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men pt. løber tankerne gerne baglæns. Livet passerer på mange måder revy, nu hvor der (måske – jeg ved det en af de nærmest dage) er sat en milepæl i. Jamen, jamen mig på søfartsskolen ved Tved udenfor Svendborg… det er til at dø af grin over, men for 41 år siden forekom det relevant.