En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang
4. maj 1945
En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang
En personlig fortælling om aftenen den 4. maj 1945 – om spontan glæde i gaderne, modstandskampens aftryk i familien og de værdier, der lever videre længe efter befrielsen.
Jeg nåede heldigvis at spørge min fars ungdomskæreste, hvordan det var den 4. maj om aftenen? Hun fortalte:
Vi for ud på gaden, og vi omfavnede alle dem, vi mødte, også selv om vi ikke kendte dem.
Hun var 20 år og ansat på Brede (underforstået Klædefabrik). Hun kunne ikke blive ude i byen hele natten, for hun skulle jo op på arbejde dagen efter; hun ville ellers gerne.
Hun var ikke sammen med min far, for han var sammen med kammeraterne fra modstandsgruppen: Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4. Kompagni, 1. Deling. Han var 22 år.
Han må have fortalt noget fra sin tid i modstandsbevægelsen, for som barn var jeg overbevist om, at blev der krig igen, ville jeg være frihedskæmper. Nu er jeg nok blevet for gammel til det, og en ny krig vil også blive udkæmpet på en helt andet måde, men jeg ville melde mig under fanerne. Det ligger dybt i mig, at man ikke skal overgive sig uden modstand. Det er en værdi, han gav videre til mig.
Havde jeg selv børn, ville jeg nok være mere forsigtig med, hvad jeg fortalte dem, men tiden er en anden nu. Måske så det anderledes ud i de sene 60’ere og tidlige 70’ere?
Lys i vinduerne
Det er overflødigt at fortælle, at jeg skal have lys i vinduerne i aften. Det har jeg altid 4. maj.
Vers tre af “En lærke letted”:
Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Lugten af et beskyttelsesrum
Min far tog mig med ned i beskyttelsesrummet i Brande. Der var vist kun et, og det var ikke ret stort. Det kunne ikke rumme hele byens indbyggere. Det lugtede af mug, for væggene var grønne af mug. Træbænkene var smalle, og der var intet loftslys. Jeg håbede ikke, at vi nogensinde skulle gemme os der. Det var måske ikke det klogeste, han foretog sig, at vise mig et beskyttelsesrum. Et barns hjerne kan digte mange overflødige tanker.
Min “mor”
Min “mor” var kun ni år den 4. maj om aftenen, men blev ti år den 7. maj 1945.
Når jeg prøver at huske, hvad hun fortalte, var det mest noget med sætningen “de fem forbandede år”, at de flåede mørkelægningsgardinerne ned i det lille hus i Blåhøj, rationeringsmærker og kaffe, der var lavet på cikorie. Hvad mormor og morfar gjorde eller sagde, ved jeg ikke, men de må da også have været glade. Morfar var ikke i modstandsbevægelsen, måske var det ikke så nødvendigt i Blåhøj, der var/er langt ude på landet i det daværende Vejle Amt.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg har altid lys i vinduerne d. 4. maj. Selv om jeg er født 20 år efter krigens afslutning var den en del af min barndom.
Min fars fætter var politimand og blev som mange andre betjente tilbageholdt af tyskerne og sat i Buchenwald. Det var ingen hemmelighed for os børn så mange år senere, men det var ikke noget, man snakkede om. Det er mest på grund af ham, jeg har lys i vinduerne. Jeg mødte ham kun nogle få gange, som regel ved familiefester, men han fylder meget i mine tanker på årsdagen for befrielsen.
En måned før befrielsen, d.4. april, havde min far tyske kugler flyvende om ørerne. Om tyskerne reelt skød for at dræbe eller kun true vides ikke. Et engelsk fly var styrtet i Roskilde Fjord, og da det blev lyst, ville min far – dum som han var – snige sig ombord på trods af tyske soldater holdt vagt.
Han gik ud i fjorden norden for flyet og kom ret tæt på. Da tyskerne opdagede et hoved stak op af vandet, så slog kuglerne ned i vandet nær ham.
Det lykkedes ham dog senere at komme ind i flyet og tage en lille del som et minde.
I min fars gemmer var der mange ting fra krigen. Et frihedskæmper armbind – jeg tror, det oprindeligt har tilhørt en anden, rationeringsmærker, “sølvstrimler” som engelske flyvere smed ned for at forstyrre radere, det tyske flyverblad OPROB, illegale aviser og ammunition. Det var spændende som barn at se på de ting.
Min mor var kun 8 år ved befrielsen. Hun har ikke fortalt meget om den. Men hun har fortalt, hun fik en rød sodavand i den anledning.
@ Mike
Jeg havde nok på fornemmelsen, at vi er lige gamle/unge. Jeg er fra 1963.
Jeg tror, vi er mange, hvor et eller flere familiemedlemmer fylder meget på årsdagen for befrielsen. Det er det tætteste, vi kommer på den forbandede tid. Vi har nogle, der kom til Buchenwald, som din fars fætter, eller nogle, der var i modstandsbevægelsen som min far. Som en lille sidebemærkning: Jeg blev både rasende og ked af det, da den utilregnelige præsident for Amerika sagde, at danskerne ikke havde gjort noget særligt under krigen. Jeg synes, han nedgjorde alt det, vores familier havde kæmpet for: frihed og demokrati.
Ja, du har ret: det var ikke det klogeste, din far gjorde, da han ville snige sig ombord på det nedstyrtede fly. Puh ha, det var godt, der ikke skete noget.
Jeg har selv min fars frihedskæmperarmbind, og det er både beskidt og godt slidt. Når jeg dør, ryger det nok på forbrændingen, det er mærkeligt at tænke på, men så har jeg da i hvert fald passet på det så længe. Som barn fik jeg lov at prøve det, men det var selvfølgelig 20 numre for stort.
Det er en utrolig kær bemærkning, at din mor fik en rød sodavand! Det er sådan noget, der er godt til formidlingen af slægtshistorien.
Jeg er født februar 1946. Jeg har derfor ikke oplevet glæden 4. maj 1945, men er måske resultat af mine forældres glæde i maj måneden 1945.
Som barn i perioden efter besættelsen husker jeg tydeligt, hvorledes jeg selv tænkte på, hvorledes jeg ville have ageret under besættelsen. Jeg var overbevist om, at jeg ville have været modstandsmand.
@ Ole
Ja, det kan da være, din forældre har glædet sig lidt ekstra … Det kan man ikke tage fra dem.
Nu er jeg noget yngre end dig, men det er interessant, at vi begge har den værdi, at vi ville deltage i en evt. ny modstandskamp