Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år
Jeg var aldrig helt alene
Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år
Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.
I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.
I januar sagde jeg farvel til psykologen.
Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.
Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.
- De har befriet mig for den bipolare lidelse.
- Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.
Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.
De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.
Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.
Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.
Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).
Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.
Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.
10 minutter i almen praksis
Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.
Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.
Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?
Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.
Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.
Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.
Hvad gik forud?
Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:
- utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
- talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
- mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
- adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
- et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
- tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
- og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.
Beskyttende faktorer?
- Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
- Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
- Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
- Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
- Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.
Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?
Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.
Den gode historie skal også fortælles
Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.
Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.
Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.
Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.
Jeg er spændt på hans svar.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Godmorgen Hanne
Jeg blev både rørt og glad, da jeg læste, hvad du har oplevet gennem så mange år.
Som pårørende til en mor med alkoholproblemer, depressioner og vrede, har jeg aldrig mødt den behandling eller forståelse, tværtimod.
Jeg har oplevet ligegyldige og irriterende medarbejdere, patienter, oftest unge, der gik rundt totalt dopede, angst mennesker der bad mig tage dem med.
Så det betyder så meget, at du skriver sådan, så der er håb. Håb om menneskelig behandling og mulighed for at bevare sin værdighed.
Tak
Bh.
Susan
@ Godmorgen Susan
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Nu er jeg jo hverken psykolog, psykiater eller misbrugsbehandler, men ud fra det du skriver, ser det ud som om, din mor har en såkaldt dobbeltdiagnose, dvs. både et misbrug og en psykiatrisk diagnose. Jeg har ofte læst, at netop denne gruppe (og deres pårørende) har det rigtig svært, fordi de egl. ikke rigtig hører til hverken i psykiatrien eller i de tilbud, der er til mennesker med et misbrug. Og det er et stort problem, for hvad gør man så?
Min psykolog sagde altid, at en af grundene til, at jeg har fået sådan en flot behandling er, at jeg er så pokkers stædig. Det synes jeg nu ikke. Jeg ved bare, når jeg har ret 🙂
Jeg håber, I finder frem til behandlere, hvor I oplever et match. Det er altid muligt at sige, at kemien ikke er ret god, så er der mulighed for at få en anden? Det er de meget åbne overfor de steder i psykiatrien, hvor jeg har haft min gang i alle de år.
Det er mange år siden, og min mor er død for længst. Forløbet med læger, psykiatere, sygeplejersker var primært på Bispebjerg hospital, både åben og lukket afd. Hendes alkoholmisbrug stod på de sidste ti år af hendes liv. Depressioner havde hun af og til siden hun var ung, mener jeg.
Som pårørende bliver man udsat for en hel del, og desværre ofte inkompetence og ligegyldighed. Ikke alle har kræfter til de kampe, eller er stædige nok til at stå på deres ret. Jeg blev betragtet som besværlig og vanskelig, selvfølgelig.
Det værste var de unge/yngre mennesker, der bare sad og rystede eller var totalt dopede.
Så jeg håber virkelig, det er ændret. Er blevet bedre. At dine ord når langt ud.
@ Susan
Uden at vide det så tror jeg faktisk, at der er sket et stort skred i viden om og behandling af mennesker med en dobbeltdiagnose. Jeg mener at huske, at der ligefrem er oprettet et kompetencecenter for dobbeltdiagnoser, da det er/har været et problem. Men hvis du vil vide mere om det, må du lige undersøge det.
Jeg tror gerne, det kan være svært at være pårørende. Dog har jeg aldrig selv prøvet det.
Ja, det må have været svært med de yngre mennesker, du beskriver.
Jeg håber også, mine ord når længere end denne u-beskedne hjemmeside.
Hej Hanne
Åh det er jeg glad for at høre!
Dejligt at livet igen kan blive lyst og med en lyst til at se fremtiden for sig.
Og sikke en skøn fest du har med kattene. Der er lige pludselig nok at se til, hjemme hos dig. Dejligt.
Kh
Tine
@ Tine
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Ja, det er (sgu) dejligt. Nu står jeg op hver morgen og tænker “Hvad har jeg mest lyst til at lave i dag?”. Bedre bliver det ikke.
Ja, de to banditter har vendt op og ned på min verden. Der er altid et eller andet, der skal gøres, og jeg nyder at være ansvarlig for andre end mig selv. Dejligt.
Kh.
Hanne