Indlæg

/3 Kommentarer/i , /af ,

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Stress er 1. step mod mani

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser

Du plejer at få svar med det samme, men det ændrer jeg nu på. Det skyldes ikke, at du pludselig er blevet uinteressant.

Jeg indfører en form for kontortid som et værn mod digitale afbrydelser, fordi det er indpodet i mig, at når jeg får en mail fx en kommentar fra hjemmesiden, skal jeg svare med det samme. Det er et levn fra mit arbejdsliv: Når chefen sendte en mail, forventede han svar med det samme. Men jeg er jo ikke på arbejdsmarkedet længere.

Jeg kommunikerer med mange, og det holder jeg af, men det medfører utrolig mange digitale afbrydelser på blot en dag. Der var en dag i sidste uge, hvor jeg talte op, at jeg havde besvaret 25 e-mails, ergo var jeg blevet afbrudt i noget andet 25 gange. Det går ikke. Jeg vil gerne besvare 25 henvendelser, men jeg vil prøve at gør det en bloc, så nu er e-mailen og facebook som hovedregel lukket, bortset fra følgende “kontortider” (jeg er sikkert på kontoret, men jeg er i gang med noget andet):

  • Til morgenkaffen – som kan være op ad formiddagen
  • Kl. 13:00
  • Kl. 18:00
  • Før sengetid

Kan jeg hjælpe med noget, der haster, er du altid velkommen til at ringe på 22 81 17 31.

Kontortiderne har været gældende siden i går, og det går allerede bedre. Jeg var ved at stress, og det er jo helt absurd at være tilkendt en varig offentlig ydelse og så sidde på hjemmekontoret og føle sig stresset. Stress er første step på vejen mod mani, og jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Af og til tænker jeg på, om jeg måske har snydt hele systemet og i virkeligheden kunne arbejde igen. Oplevelser som disse bekræfter mig i, at det ikke var snyd, og at det er godt, jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Jeg “slår mig på rammerne”

Jeg havde en længere samtale med psykologen om, at jeg engagerer mig i for mange ting, fordi de ser så spændende ud, og fordi jeg så gerne vil bidrage. Og det er jo på en måde både godt og fint, men hun udstedte et påbud: Kun ét projekt ad gangen. Det vil jeg rette mig efter, og nøgleordet er “prioritering”. Ellers når jeg jo heller aldrig hen til at skrive om oldefar, der kom til Danmark, hvilket jeg virkelig gerne vil. Indtil videre har jeg bare ikke haft tid …

Når jeg engagerer mig i noget, prøver jeg at gøre det godt og at komme rundt om alle detaljer i første forsøg. Jeg prøver at gennemtænke samtlige problemstillinger og at have svar på dem i første omgang. Jeg har en indbygget modvilje mod at skulle involveres i det samme flere gange. Den slags tager selvfølgelig sin tid.

Jeg har aldrig været hurtig, men jeg har altid været grundig. Eksempelvis tager et blogindlæg et par timer: er det langt nok (600 ord er Googles grænse aht. søgemaskineoptimering (SEO))? finde en fængende illustration og tilpasse den i størrelsen, finde en dækkende overskrift og underoverskrift. Dette er fx underoverskriften her: “Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelser”. Google er mest interesseret i overskriften, som fx her er “Stress er 1. step mod mani”. Læse korrektur i to omgange, finde på en teaser til opslaget på facebook osv.

Men jeg elsker at lege med ordene, jeg hygger mig med det og bloggen er mit vindue mod verden. Så det er ikke problemet, og det skal ikke nedprioriteres.

Jeg indfører kontortid som værn mod digitale afbrydelserHvis jeg ikke bliver anerkendt for min indsats eller måske ligefrem bliver dårligt behandlet, bliver jeg rasende. Det er det, psykologen kalder at “slå sig på rammerne”, for raseriet drejer sig ikke om indholdet, det handler om det, vi nu til dags kalder setuppet.

Her kommer et eksempel, hvor jeg “slog mig på rammerne”:

Jeg faldt over et sted, hvor man kunne deltage i en podcast om slægtsforskning. Det var lige noget for mig. Værten sendte et spørgeskema, som man skulle udfylde i fritekst. Der var mange gode spørgsmål, og selvfølgelig synes jeg, at jeg havde mange gode svar.

Jeg indsendte min besvarelse, og værten vendte retur med supplerende spørgsmål. Dem besvarede jeg også, og samlet havde jeg vel brugt 3-4 timer. Og det var helt i orden, indtil jeg fik at vide, at jeg ikke ville blive castet i mere end 40 minutter, da vedkommende ellers skulle bruge for lang tid på efterredigering. Så blev jeg altså sur og svarede vedkommende, at så ville jeg trække mig, da vores indsatser ikke harmonerede.Så det var den podcast, og jeg havde spildt en masse tid.

Værten fik så i øvrigt fortalt mig, at det ikke burde tage så lang tid at forberede det. Jeg spørger mig selv (og dig): hvor i alverden hun kan vide det fra? Men det efterlod mig selvfølgelig med tvivlen om, hvorvidt jeg i virkeligheden er enormt langsom. Jeg erkender, at jeg aldrig har været hurtig, men i mine 23 år i statsadministrationen har jeg aldrig fået at vide, at jeg var langsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT gør verden normal igen

ECT gør verden normal igen

Søvn og ECT modvirker begyndende mani

ECT gør verden normal igen

Torsdag var jeg til samtale hos min kontaktperson i psykiatrien. Hun tilbød medicin, sikkert fordi hun skulle, selvom hun kendte svaret på forhånd. “Nej tak”, jeg skal ikke have mere af deres kemi. Parkinsonismen er det værste, jeg har prøvet. Og derudover virker ECT stort set med det samme, mens diverse stemningsstabiliserende medicin har en latenstid på 6-8 uger.

Mange mennesker er glade for medicin og den hjælper dem, og den hjalp også mig i mange år. Men pludselig kammede det over: Jeg rystede, så jeg ikke kunne ramme tasterne på tastaturet, jeg faldt uden at kunne rejse mig og lå på gulvet i 8-12 timer, jeg kunne ikke se, jeg kunne ikke styre min blære osv. Sidstnævnte betød, at jeg hver morgen vågnede op i en våd seng. Kunne du tænke dig at prøve det?

Det er fx interessant, at professor Poul Videbech, der er den her i landet, der ved mest om ECT, skriver følgende:

Patientønske
Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Poul Videbech skriver primært om ECTs virkning på depressioner. Min erfaring er dog, at det også virker mod (begyndende) manier.

I Distriktspsykiatrien fik jeg tre sovepiller, og det var vidunderligt pludselig at kunne sove igen. Søvn har en mirakuløs virkning. Hjernen kører en række “vaskeprogrammer”, når man sover. Jeg er ikke helt klar over, hvad det er, der sker, men jeg ved, at det er vigtigt for mit funktionsniveau. Jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne sove, og det gjorde ondt i alle knogler, led, muskler og sener. Sådan får jeg det dog altid, når jeg har sovet for lidt, uanset om det bare er “almindeligt” eller der er tegn på begyndende mani.

I går var jeg til ECT

Min verden er atter blevet normal, og det er jeg meget glad for.

På den ene side: Det andet var bekymrende. Jeg har ikke tid til en ny indlæggelse; jeg skal jo til Tyskland.

På den anden side: Det er vanskeligt at forklare, men der er også noget trist over det. Der er jo noget dejligt over at have “superkræfter”, at kunne arbejde døgnet rundt, at kunne gå 8.000 skridt dagligt, ikke at bruge tiden på normaliteter så som madlavning og personlig hygiejne, at anskaffe forskellige nye ting osv. Jeg er fx nået virkelig langt med mine tyske aner i den kunstigt opstemte periode.

Det er lidt som at falde ned fra en klippe. Man stod på toppen med “superkræfter”, og man er faldet ned i normaliteten, hvor hverdagens gøremål nærmer sig, vasketøjet må ordnes, og det gennemsnitlige antal skridt kun er 7.052 🙂 Nu er man bare ligesom alle de andre. Det er da kedeligt.

Engang var jeg angst for ECT

Jeg havde en længere periode, hvor jeg – helt ubegrundet – var angst for ikke at vågne op af narkosen igen. Ubegrundet fordi det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at folk ikke er vågnet op igen efter ECT.

Og hos Poul Videbech kan man læse, at behandlingen er brugt siden 20’erne men selvfølgelig er udviklet på de 100 år, der er gået. Men sådan er angst. Det er bare irrationelt. Man kan ikke sige til folk “Der er da ingen grund til at være bange.” Sådan fungerer det ganske enkelt ikke.

Psykologen hjalp mig igennem det, så nu siger jeg til mig selv:

  1. Jeg er ikke på vej til skafottet
  2. Det er gode mennesker, der ikke vil mig noget ondt
  3. Jeg har selv valgt behandlingsformen

Efter jeg er begyndt at have ovenstående tre fokuspunkter i hovedet op til behandlingen, fylder behandlingen ikke hele hjernen ugen op til behandlingen. Nu tænker jeg faktisk ikke på det. Det eneste er, at jeg skal huske kun at stille vækkeuret 1 time før, Flextrafik henter mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

ECT gør verden normal igen

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
.

/9 Kommentarer/i /af

Hvad skal jeg sige, når

Hvad skal jeg sige

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser”

hører til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

På afdeling 808 igen – endnu en gang

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i /af

En 1/1 time med en læge

En 1/1 time med en lægeStegemüller

Hjemme igen

En 1/1 time med en læge

Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg glæder mig til min egen kugledyne, som er den originale Protac™ kugledyne. Og jeg glæder mig til at spise min egen grønne mad. Hospitalsmaden er fin, men min egen er bedre! Disse to detaljer må på ingen måde overskygge, at det har været en utrolig positiv indlæggelse. Selve manien fik de hurtigt styr på: masser af søvn (en sovepille og en Oxapax de første to nætter) og mad er de vigtigste komponenter, når det endnu ikke er en fuldblodsmani. Er jeg hjemme, kan jeg bare ikke klare det selv, for jeg er jo ikke sulten, og jeg er jo ikke træt. Hvem spiser, når de ikke er sultne, hvem går i seng, når de ikke er trætte? Og her kommer Aspergeren ind. Herom senere.

Jeg gik på arbejde – men kunne ikke finde vej hverken ud eller hjem trods Google Maps og kompas – men OK jeg fandt det da, og med alle mine omveje kom jeg op på 10.019 skridt i dag, hvilket selvfølgelig er positivt.

Selvfølgelig er der lavpraktisk strategi i det fra min side. Jeg møder op, selvom jeg faktisk er indlagt. Jeg fortalte det til min leder, og sagde, at jeg måske virkede lidt “bims” og træt, men at det nok skyldtes, at den nye medicin – Lyrica – skal køres ind. Det kan tage en uges tid. Hun sagde, at jeg da bare kunne have ringet. Jeg replicerede, at jeg ikke syntes, det var særlig fedt at sige, man var indlagt, når der er tale om en prøveperiode. Jeg har det bedst med at spille med åbne kort og gøre mit bedste.

Grædestadiet – bivirkningerne

Jeg er på grædestadiet af lykke over alt det, de i Glostrup gør mod mine bivirkninger! Og hvorfor søren har DPC ikke reageret? Jeg har jo “klaget” over “Restless Legs Syndrome (RLS) og mundtørhed i to år. Jeg har fortalt om smerterne og om tandlægeregningen på 103.615 kr. Jeg bliver nødt til at nævne det for min kontaktperson, når vi ses i næste uge. Pænt, ordentligt og høfligt selvfølgelig, for hun er så sød, men jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at de har svigtet. Herudover har den forøgede dosis af Sifrol (mod RLS) muligvis været medvirkende til den aktuelle mani, idet det er en dopaminagonist altså et stof, der “skubber til” manierne. Retfærdigvis skal siges, at lægen Henrik nævnte det som en faktor, vi skulle være meget opmærksomme på.

Glostrup vil nu gerne følge mig i otte uger fsva både bivirkninger og fsva udtrapningen af Seroquel! Den første aftale er om en uge med både læge Kasper og farmaceut Christina. For søren da det er luksus. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de har forstået min bekymring om at ændre på medicinen. Jeg skal ikke igennem helvede igen! Jeg synes, de tager action, og at det ikke kunne gøres bedre!

Jeg har ikke haft RLS-anfald i fire nætter nu, og det er i sig selv fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været fri af det mareridt hele fire nætter i træk.Ofte er er RLS beskrevet som uro eller kramper. Jeg har ikke uro – jeg har smerter måske som ved en fødsel (og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det siger vel alle, for hvem synes, det er fedt at været pivet?). De allestedsnærværende og jeg kan ikke slippe væk fra dem. Tidligere hjalp det at gå rundt, men det gør det ikke længere. Nu er de der hele tiden.

Jeg har observeret, at det kan hjælpe at spise, og derfor har jeg mange gange lavet et varmt måltid midt om natten ( kl. 02 eller 03). Det er måske slut nu? Det vil gøre mig nærmest lykkelig!

En 1/1 time med en læge

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det. Der er ting, jeg gerne vil forstå. Jeg forventer ikke et eller andet fra systemet! Jeg vil bare gerne vide det – også selvom alle siger, jeg er dum!

Der er altså en kobling mellem bipolar affektiv sindslidelse (især manierne) og Asperger: Med begge kan man fx forsvinde ind i opgaverne. Jeg kan være 150 pct. eller mere inde i at løse en opgave midt om natten. Jeg opdager ikke, at klokken er alt for mange, for jeg skal jo lige se, om det, der virker lokalt, også virker på serveren osv. Det peger på både mani og Aspergers syndrom.

Gennemgang

Kasper og jeg gennemgik al medicinen to gange, præparat for præparat, så der var styr på, hvad der stod i hans journalnotater, og hvad der så står i Det Fælles Medicinkort. Man kan undre sig meget over, at de to systemer ikke taler sammen; hvorfor skal personalet skrive det samme flere gange? Det er ikke videre “omkostningseffektivt”. Jeg oplever så tit, at det er mig der har styr på doseringen, og at det kan være svært at overbevise dem om, at det faktisk er mig, der har ret – for jeg er jo bare en psykiatribruger. En fælles gennemgang er idel lykke!

Kasper fortalte, at det også ville være rart for dem at vide, om der var en ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ind over, fx fordi man ville kunne blive fejlvurderet i akutmodtagelsen som havende det bedre, end man egentlig har. Man kan måske virke mere samlet, end man egentlig er. Den risiko føler jeg dog ikke, da de nu kender mig. Jeg vil slet ikke være bange for at henvende mig en anden gang. Men hvad med alle dem, der ikke er “kendt” – de skal vel også have den rette behandling?

Herunder kommer dokumenter, der er år gamle, men som viser de tanker, jeg har gjort mig om Aspergers syndrom gennem mange år.

Jørgen (min far) i 1966 i forbindelse med adoptionssagen

“Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

Hanne i 2003 i forbindelse med noget lederuddannelse

“Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed. Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.”

Skematisk:

Jørgen: Hanne:
Venlig, tiltalende Sympatisk
Tillukket Reserveret
Velbegavet Intelligent
Følelsesbetonet Følsomhed
…Måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid… …Med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes…

11-03-2015

Aspergers Syndrom – for og i mod

Dokumentet herunder viser en række punkter, der peger på Aspergertræk, men samtidig kan imødegås med helt almindelige argumenter. Enhver vil kunne sige,at det jo er positivt at kunne koncentrere sig i lang tid. Jeg ved det ikke; jeg skal ikke gøre mig klog på det, der skal dygtige læger til – og dem har jeg nu mødt i Glostrup!

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

1.       Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.

2.       Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.

3.       Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.

 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.  
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”  
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens J  
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.