Hvad skal jeg sige, når
Indholdsfortegnelse
“Hvad skal jeg sige, når jeg ser”
hører til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:
Hvad skal jeg sige, når
- det hele er rodet sammen,
- det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
- jeg er indlagt igen,
- jeg synes, det er pinligt at være her igen,
- angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
- jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
- tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
- jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
- manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
- den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
- det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
- frygten for at det ender med en pension fylder for meget.
Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.
På afdeling 808 igen – endnu en gang
Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.
Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Ja, Henny er en klog kvinde! Jeg kan ikke svare på dine spørgsmål, men bare udtrykke mit håb om, at yoyoen snart kommer op igen og ikke spinner for længe dernede. Det er et livsvilkår for dig; sådan er det vel bare, uanset hvor bandsat det er.
Ømme hilsner, Eric
@ Eric
Mange tak!
“Yoyo” er et velvalgt ord! Det samme er “spinne”. For 100. gang skal jeg tilbage til det udgangspunkt, der hedder, at søvnen ikke må gå i skudder mudder, og at jeg ikke må stresse mig selv af nogen som helst årsag.
Det er træls for dig, at det blev nødvendigt med indlæggelse allerede nu, men pinligt er det nu ikke. Det er jo et livsvilkår for dig. Selv om du er i stand til at holde balancen i måneder ad gangen, er du ikke blevet fri for din sygdom. Det er jo også derfor, du nu er fleksjobber og ikke deltager i det _pulveriserende_ erhvervsliv i 37+ timer om ugen. Det må din chef jo også have sat sig ind i, og hvis han ikke forstår det, så er det ikke det rigtige sted for dig.
Jeg synes, du skal prøve at lægge alle overvejelser om din fremtid et roligt og køligt sted, indtil du er lidt mere i balance igen. Din sygdom har tvunget dig til at tage en pause, og den tager du bare, og du tager også imod den hjælp, du kan få. Du har prøvet det her før, og du ved, at du kommer ud af svinget igen på et tidspunkt.
God bedring!
@ Henny
“Pulveriserede” er et helt rigtigt ord, og det afstod jeg jo fra. helt tilbage i 2013… tænk at der er gået seks år; jeg forstår det ikke.
Det er et frygtelig dårligt tidspunkt at blive indlagt på. Det kunne nærmest ikke være værre, men tingene hænger jo sammen, og jeg ser frem til vores samtale i morgen, hvor jeg kan spørge ind til krav og forventninger, som jeg er blevet klar over er uklare for mig.
Du er en klog kvinde! Jeg tager pausen!
Jeg har besluttet mig for, at jeg denne gang vil prøve at fange fysioterapeuten noget mere, for jeg er for meget i mit hoved, og for lidt i min krop. Fx kan jeg næsten ikke hente hjælp i kugledynen mere, for de otte kilo, der ligger på mig, kan jeg ikke mærke. Hvis hun kan hjælpe mig på en eller anden måde, vil jeg være glad.
Kære Hanne
Det er altså ikke nemt at være dig, må jeg endnu en gang sige. Hvor er det godt, at du har den aftale med 808, men også strenge tider for dig, selv om du er i gode hænder der. OG selv om du er så dygtig, så får du alligevel de tanker, om du nu duer til dit embede., som det hedder i Kejserens nye Klæder. Har du tænkt over, at hver gang du begynder på et nyt job, så er det ikke bare et job, som du lige kan træde ind i , hvor alt er kendt. Nej, du skal hver gang sætte dig ind i og lære et nyt program eller hvad det nu hedder. Jeg ville da også gå ned på alt det, du skal klare. Jeg håber der snart må komme bedring i dig, så du igen kan være den dygtige og skrappe kvinde som du er.
Mange venlige tanker
Kirsten
Kære Kisten
Mange tak for din søde kommentar!
Jeg er glad for aftalen med 808; de siger konstant, at jeg altid er velkommen, men her (vist nok) 11. eller 12. gang begynder det at blive lidt svært at komme med oprejst pande. Jeg står og tyder, når jeg går over dørtærsklen, mens jeg de første mange gange gange følte lettelse.
Jeg troede, jeg kunne mere af det, jeg skal kunne nu, og er angst for at skuffe forventningerne, samtidig med at jeg er i tvivl om, hvad de konkrete forventninger er.
Engang varm jeg skarp og dygtig; det er jeg ikke mere. Det mærker jeg helt tydeligt – desværre.