Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i /af

Hvad skal jeg sige, når

Hvad skal jeg sige

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser”

hører til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

På afdeling 808 igen – endnu en gang

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Til tjek i Glostrup

Jeg kan ikke se noget men der er lyde

Farmaceut Christina Skovsende Eriksen hælder kemikalier op til mig, fordi det endnu ikke er i orden med dosispakkerne; og det er klart: så længe vi justerer op og ned, kan apotekets maskine og dens tidsterminer selvfølgelig ikke følge med.

I mens taler jeg lidt med overlæge Kasper Thybo Reff om, hvordan det ellers går. Min status er god, jeg har lavet struktur og jeg har det godt, bortset fra at…

Jeg kan ikke se

Som hovedregel er det værst de første 1½ – 2 timer om morgenen, mens jeg drikker min morgenkaffe og gerne vil kigge lidt på Facebook og besvare mails. Jeg kan nogenlunde læse, men ikke besvare, da det det er som om, tasterne flytter plads hele tiden. I går var det helt forfærdeligt hele dagen. Det var godt, jeg skulle have en gæst og kom væk fra skærmen i nogle timer. Tak Bixer.

Afstandssynet er fint og helt normalt. Problemet er kun ved skærmen. Det er som om, det ville kunne blive bedre, hvis jeg flyttede overkroppen til enten højre eller venstre, men det bliver ikke bedre.  Jeg kan s** ikke se. Men lige nu er det fx helt normalt.

Vi talte om, hvor længe det vil vare, før den nye reduktion vil virke: ca. 14 dage på grund af Lamictalens lange halveringstid. Jeg synes, det er længe at vente.

Målet er at komme helt ud af det præparat, som er stemningsstabiliserende, men jeg får jo også to andre stemningsstabiliserende stoffer, så det må vel være nok?

Men jeg kan høre

Jeg kan ikke se noget men der er lydeLydene er der ikke så ofte, men det er som om, de til gengæld er blevet mere påtrængende. Jeg hører et par gange om ugen p.t. afslutningen på en rockkoncert inkl. publikum, der hujer og klapper. Guitarerne er grimme, Jimmy Hendrix-like. Det varer et par timer, så er det pludselig væk. Kasper spurgte nøje til detaljerne. Vi kan øge Abilify til 30 mg?

Jeg synes, jeg er heldig, at jeg ikke hører stemmer. Mennesker, der gør det, hører dem 24/7, og stemmerne siger ofte, at de skal begå selvmord eller undlade at tage medicinen. Mennesket ved godt, at det kun er en stemme, men nogle adlyder den alligevel. Forfærdeligt. Så kan jeg godt leve med afslutningen på en rockkoncert et par gange om ugen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/1 Kommentar/i , /af ,

Er psykosen forsvundet eller ovre

Er psykosen forsvundet eller ovre

Det var en lørdag aften

Er psykosen forsvundet eller ovre

Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.

Tidligere hjem?

Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.

Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at hendes patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.

Intet svar fra regionen

Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.

“Allerede” den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup.

Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.”

Det har taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke kommentarer til. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.

De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det?

Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Glostrup

Apropos Akutmodtagelsen i Glostrup, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige blandt os patienter. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet.

Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker. Tror de virkelig, at man har en “kognitiv rest” til så mange rubrikker?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.