Indlæg

Hvad skal jeg sige, når

Ny diagnose Autisme

“Hvad skal jeg sige, når jeg ser,….” hører jo egl. til Brorsons “Op al den ting som Gud har gjort”. Her misbruger jeg den smukke salme i mit eget ærinde:

Hvad skal jeg sige, når

  • det hele er rodet sammen,
  • det er mani, depression og noget psykotisk på én gang,
  • jeg er indlagt igen,
  • jeg synes, det er pinligt at være her igen,
  • angsten for at miste det job jeg ikke engang har fået kontrakt på er overvældende,
  • jeg har følt mig utilstrækkelig og bange i jobbet,
  • tankerne om ikke at slå til har været ved at slå benene væk under mig,
  • jeg har kunnet gå på væggene om natten og leve af vand et par døgn,
  • manglen på søvn sætter kroppen i alarmberedskab af smerte,
  • den ikke-virkelige musik blev alt for høj, så jeg igen måtte gå langs væggene og lytte, om det trods alt ikke var mine aldersstegne naboer, der hørte slutningen på en Jimmie Hendrix-koncert i flere timer,
  • det er stort set umuligt at fortælle nogen, hvordan man virkelig har det, fordi de bliver bange, og ikke ved hvad de så skal gøre eller sige,
  • frygten for at det ender med en pension fylder for meget.

Og hermed fik jeg også fortalt, hvorfor her har været stille noget tid. Det har udviklet sig stille og roligt over et par uger.

808 igen

Hele personalet er så søde og siger, at sådan er bipolar type 1; det er naturligt at stå her med tasken igen efter  to og en halv måned. Jeg synes, det er pinligt. De spørger, om udgang uden følge er tilrådeligt? Det mener jeg nu nok, det er. Men jeg sætter pris på spørgsmålet. De lover mig “uger”…, og det må jeg jo fortælle min chef, hvilket får angst-hormonerne i højeste beredskab igen.

Her er fuldt belagt. De øvrige patienter taler sammen eller strikker i “miljøet”. Jeg er slet ikke i stand til at deltage; det må vente om nogensinde – selskabspapegøje er jeg jo ikke.

Se eller hør

Til tjek i Glostrup

Farmaceut Christina hælder kemikalier op til mig, fordi det endnu ikke er i orden med dosispakkerne; og det er klart: så længe vi justerer op og ned, kan apotekets maskine og dens tidsterminer selvfølgelig ikke følge med.

I mens taler jeg lidt med Kasper om, hvordan det ellers går. Min status er god, jeg har lavet struktur og jeg har det godt, bortset fra at…

Jeg kan ikke se

Som hovedregel er det værst de første 1½ – 2 timer om morgenen, mens jeg drikker min morgenkaffe og gerne vil kigge lidt på Facebook og besvare mails. Jeg kan nogenlunde læse, men ikke besvare, da det det er som om, tasterne flytter plads hele tiden. I går var det helt forfærdeligt hele dagen. Det var godt, jeg skulle have en gæst og kom væk fra skærmen i nogle timer. Tak Bixer.

Afstandssynet er fint og helt normalt. Problemet er kun ved skærmen. Det er som om, det ville kunne blive bedre, hvis jeg flyttede overkroppen til enten højre eller venstre, men det bliver ikke bedre.  Jeg kan s** ikke se. Men lige nu er det fx helt normalt.

Vi talte om, hvor længe det vil vare, før den nye reduktion vil virke: ca. 14 dage på grund af Lamictalens lange halveringstid. Jeg synes, det er længe at vente.

Målet er at komme helt ud af det præparat, som er stemningsstabiliserende, men jeg får jo også to andre stemningsstabiliserende stoffer, så det må vel være nok?

Men jeg kan høre

Lydene er der ikke så ofte, men det er som om, de til gengæld er blevet mere påtrængende. Jeg hører et par gange om ugen p.t. afslutningen på en rockkoncert inkl. publikum, der hujer og klapper. Guitarerne er grimme, Jimmy Hendrix-like. Det varer et par timer, så er det pludselig væk. Kasper spurgte nøje til detaljerne. Vi kan øge Abilify til 30 mg?

Jeg synes, jeg er heldig, at jeg ikke hører stemmer. Mennesker, der gør det, hører dem 24/7, og stemmerne siger ofte, at de skal begå selvmord eller undlade at tage medicinen. Mennesket ved godt, at det kun er en stemme, men nogle adlyder den alligevel. Forfærdeligt. Så kan jeg godt leve med afslutningen på en rockkoncert et par gange om ugen.

, ,

Diverse

Det var en lørdag aften

Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften, og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.

Tidligere hjem

Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.

Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at “hendes” patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.

Intet svar fra regionen

Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.

Og apropos akutmodtagelsen, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet. Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker.

Ugeskema

Jeg har hygget mig gevaldigt herhjemme med at lave udkast til ugeskema. Du kan hente det her, hvis du af en eller grund skulle have lyst. Det er muligvis komplet uigennemskueligt for andre end mig selv 🙂

Jeg tror, kunsten er, ikke at fylde for meget i, men jeg skal have det til at fungere denne gang. Dette ind og ud kan ikke blive ved, men jeg er jo ikke selv herre over det.

Excelfilen indeholder en makro, men den er ikke farlig. Så hent bare filen selvom PCen lover bål og brand.

God søndag!