Det fremskudte dige
Indholdsfortegnelse
Dette er ikke brok!
Det fremskudte dige
Vil også blive sendt til direktøren for regionH
Det er derimod overvejelser om ressourcer og om, hvordan de udnyttes bedst. Bedst både til gavn for patienter i psykiatrien og til gavn for personalet sammesteds. Den aktuelle ordning, hvor man kan se en læge i Distriktspsykiatrien to gange årligt, belaster akutmodtagelser og sengeafsnit unødigt. Det er ikke omkostningseffektivt i en tid, hvor psykiatrien er udsultet – og i øvrigt har været det længe.
Baggrund
Jeg er (desværre) en erfaren psykiatribruger gennem en årrække. Jeg er kommet på Brøndbyøstervej, på Nordre Ringvej/nu Nordstjernevej og på Gammel Kongevej. Alle steder har jeg oplevet topprofessionelle medarbejdere, der næsten ikke ved alt det gode, de skal gøre for patienterne inden for de givne økonomiske rammer.
Distriktspsykiatrien (DPC)
Jeg har levet i den vildfarelse, at når afsnittet “slap” mig, skulle Distriktspsykiatrien tage over, og det gør de også for så vidt angår kontaktpersonordningen. Tiden er ganske vist temmelig begrænset, da der er gennemsnitligt 15 minutter til rådighed pr. uge. Jeg har aftalt med min kontaktperson, at vi “samler til bunke”, så vi kun ses hver tredje uge, men så har tre kvarter, for jeg kan ikke nå at fortælle, hvordan jeg har det på de normale 30 minutter hver anden uge. Det fungerer fint nu med de 45 minutter.
Hvad der derimod ikke fungerer er, at jeg kun har mulighed for at se en læge to gange om året. Når jeg oplever en forværring i min tilstand, har kontaktpersonen kun mulighed for at henvise mig til akutmodtagelsen dvs. et hospitalsafsnit. Og har hun en travl dag, sker det pr. mail som svar på den sikkert usammenhængende mail, jeg startede med at sende hende.
Jeg er én gang blevet indlagt via fast track af en læge i Distriktspsykiatrien, og det oplevede jeg som den rette vej at gå. Fast track vil sige, at man henvender sig i Distriktspsykiatrien og taler med en læge der, og denne vurderer, om man skal indlægges. Hvis svaret er ja, udfylder lægen “papirerne”, og man kan tage direkte til afsnittet.
Det undrede mig godt nok, at jeg alligevel skulle svare på alle de samme spørgsmål igen, da jeg ankom til modtagelsen og at jeg alligevel skulle vente de mange timer i det forfærdelige venteværelse. Der er ikke rimeligt, når man kommer og er hudløs. Hvad er så idéen med fast track?
Konsekvenserne
Når der kun er kapacitet i Distriktspsykiatrien til to lægesamtaler pr. år, og jeg henvises til modtagelsen ved forværring, betyder det i realiteten, at det fremskudte dige, som Distriktspsykiatrien skulle være, skubbes over på modtagelsen og evt. efterfølgende afsnittene. Og det kan mærkes, når man er patient.
Det allerførste, jeg mærker, er de tre til fire timer i venteværelset. Det er tanken om dem, der afholder mig fra at tage afsted før højst nødvendigt. En dag bliver det for sent.
Jeg kommer og er sårbar, er bange for at blive sendt hjem igen og for at det hele bare er noget, jeg har fundet på; men det er det ikke. Alligevel går der op til fire og en halv time, før jeg har det, jeg helst vil, nemlig en stue med en seng.
Jeg kender naturligvis ikke den bagvedliggende økonomi, men alt andet lige må det være væsentligt dyrere at drive et hospitalsafsnit end en kontorbygning på Gammel Kongevej.
De aktuelle forhold er ikke rimelige.
Løsningen
Løsningen må være at ansætte flere læger i Distriktspsykiatrien.
Jeg er klar over, at der ikke er meget status i at være læge i psykiatrien og måske slet ikke i distriktspsykiatrien, at stillinger kan være vakante i lang tid, og at det er derfor, jeg som patient har oplevet mange, mange læger i turnus. Jeg er glad, nu hvor jeg har fået en blivende læge, det er bare ærgerligt, jeg ikke ser ham så tit.
Jeg efterlyser initiativer, der kunne gøre det mere attraktivt at være psykiater i Distriktspsykiatrien, så modtagelsen ikke skal spille rollen som fremskudt dige. Det er nemlig blevet den omvendte verden.
De venligste hilsner
Hanne B. Stegemüller
“Allerede” den 7. januar 2019 kom der svar fra Psykiatrisk Center Glostrup.
Kort og klart: “…og vi har ingen kommentarer til dit indlæg.”
Det har taget dem 2 måneder 2 uger og 3 dage at finde ud af, at det havde de ikke kommentarer til. Jeg undrer mig meget, og synes slet ikke, man kan kan optræde sådan i den rolle man som psykiatrisk hospital også har som offentlig myndighed. Sådan opfører en offentlig myndighed sig ganske enkelt ikke. Eller måske rettere: sådan opførte vi os på ingen måde de 23 år, jeg var i statsforvaltningen.
De forholder sig på ingen måde til noget af det, jeg skriver. Havde de så bare skrevet, at de syntes det var tågesnak. Kun “Ingen kommentarer”. Måske betyder det bare, at de er helt enige men af politiske årsager ikke kan skrive det?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Stegemüller