En medicinstuderende optog journal
Dygtighed – for det meste
En medicinstuderende optog journal
Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en medicinstuderende med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.
Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem.
Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se næste afsnit.
Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere det. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.
Senere
Den studerende fremlagde sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.
Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.
Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg, eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.
På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bedt om udredning for Aspergers syndrom. Mentoren bad om årsagerne til mit ønske. Og det er garanteret et helt okay spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om siden 2003. Det knækkede mig lidt.
De medstuderende var temmelig tilbagelænede
Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.
En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar affektiv sindslidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!
Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “mere syg”.
Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.
Lige nu
- Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ude i det virkelige liv
- Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
- For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg, end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!
Den flotte nye forhal
Og her bor patienterne
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
