Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling
Indholdsfortegnelse
Var eller er det ikke sådan
Dagens tekst fra psykiatrisk afdeling
- At der engang var et radioprogram, der hed “Dagens tekst”? Havde det med tro og kirke at gøre?
- At det er fantastisk, at en medarbejder (selvfølgelig Mona) lige fanger, at jeg har behov for en lang “aften”, hvor det ikke er påbudt at gå i seng kl. 22 efter aften-kemikalierne, og tale høfligt til min roomie, og jeg bare brændende ønsker mig at være alene bare en aften/nat og ikke skulle starte konversation kl. 06 i morgen. Hun fiksede et rum for en nat; nu ligger jeg og nyder freden.
- Medicinen fik jeg med mig, så jeg kan lægge mig til at sove, når det passer til mig. Som i alle andre fag er nogle mere fleksible end andre, men jeg kender jo mine lus på gangen. (Som barn troede jeg, det var synonymt med “lus i korridoren”.)
- At man er for rask, når man kan have fokus på nr. 2? – Se dog nr. 6.
- At jeg har haft en super lægesamtale med en psykolog? Hun er bare så grundig. Fx spurgte hun meget omhyggeligt til bivirkninger af Abilify. Jeg tror, hun oplistede dem alle en for en, men jeg har ingen af dem fraset måske en anelse udslæt på hænderne. Men pyt og det går nok over. Og ellers:
- Børnene i Sjælsmark er væk
- Lydene er væk
- Skyggerne består
- At skyggerne har 14 dage til at skride? Vi har aftalt udskrivelse den 13. november, og det var en reel aftaleindgåelse. Går det ikke, taler vi om det igen!
- At det er udfordrende for overblikket at spille Backgammon? Engang havde jeg styr på det, det har jeg bestemt ikke mere. Vi spillede en del spil, og efterhånden dukkede nogle af de gamle automatreaktioner for kombinationerne af trækkene op, men at holde overblik over hele brættet med alle mulighederne og at lægge strategi uden at tænke højt, var noget problematisk. Men det var rigtig hyggeligt.
- At jeg nu skal høre billig tysk pop?
- At jeg skal ture lidt rundt på Facebook?
En rigtig hyggeaften helt alene. Jeg har brug for at være alene bare en nat.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Hvor er det rart at høre, at de “ser” dig på afdelingen. Netop dette med at skulle dele soveværelse med uvedkommende personer ville være meget svært for mig, de være sig aldrig så søde. Jeg ville helt sikkert skulle have ekstra mange kemikalier for at sove under de omstændigheder.
Det er noget af det værste ved hospitalsindlæggelser. Under min lange indlæggelse havde jeg heldigvis enestue, undtagen de dage, jeg lå på intensiv.
@ Henny
Intensiv uha! Havde du meget bip, bip, bip? Hvor er det godt, du havde enestue. Det må have været dejligt, men du var jo også rigtig alvorligt syg. Min sygdom har jo en anden karakter.
Ja jeg synes virkelig, jeg bliver set, og det gør alle. Jeg synes, medarbejderne er top-kompetente selv under de til tider urimelige vilkår de har. Jeg synes, det er hårdt at skulle dele, men jeg kan da sagtens se, at der er mange, der har mere behov for enestuer end mig.
Der er også lidt strategi: Her er en patient, der er hyper kontaktsøgende, og som har enestue, men brændende ønsker sig dobbeltværelse. Hvis vi nu byttede, og jeg fik mit ønske opfyldt, ville det virkelig gå ud over min roomie, og det synes jeg ikke ville være rimeligt, og personalet har selvfølgelig også sagt fra. Bad luck.
Ja, der var bip for alle pengene. Folk lå bogstavelig talt og kreperede lige ved siden af mig. Det var sandelig godt, at jeg var på nogle effektive drugs! Jeg lå på intensiv en 4-5 dage efter min operation. Det var kun meningen, at jeg skulle have været der et døgn, men jeg var altså for dårlig til at komme op på afdelingen.
Egentlig synes jeg, at det må være en menneskeret at have sit eget værelse, også når man er indlagt, ligegyldigt hvilket hospital, der er tale om. Men jeg ved godt, at det er der ikke råd til ret mange steder.
@ Henny
Ups – jeg overså denne kommentar.
4 – 5 dage på intensiv… så er man godt nok en skidtmads; det er kun skrevet i al venskabelighed. Og så al den bip, bip, bip. Een positiv ting er muligvis, at det ikke var noget, du bare hørte.
Ja det burde vel fremgå af Menneskerettighedserklæringen, at alle skal have eneværelser, men når der ikke prioriteres sådan, er det bedre, at du fik, end jeg får! Der er råd, hvis man vil
Det er klart, at det meste her i livet er en prioriteringssag, og hvis jeg havde det fulde overblik over sundhedssektoren, er det ikke sikkert, at jeg ville prioritere enestuer heller. En væsentlig del af pointen med sundhedsvæsenet er jo stadig det der med at redde liv …
Min egen læge var godt nok vred, da han hørte om oplevelserne på intensiv, idet han ikke mente, det ville koste mange basseører at smække nogle skillevægge op på intensiv. Det er jo alligevel arrangeret, sådan at patienterne ligger på rad og række overfor et stort rum med et kæmpevindue, hvor personalet så sidder i et oplyst rum 24/7 og holder øje med bipperiet og monitorerne, og det har han faktisk ret i.
Grunden til, at jeg var der så længe, var, at jeg ikke kunne finde ud af at trække vejret. Først lå jeg i respirator og da den blev slukket, havde jeg svært ved at ilte mit blod ordentligt.
Argumentet for, at jeg senere fik enestue, var at jeg skulle være koplet op til ilt, sonder, katetre osv en masse, samt at jeg ikke måtte spise. De syntes, det var synd, at jeg skulle ligge og savle, mens de andre fik mad.
Henny
Jeg er helt med på, at du og jeg er enige om de fleste/mange ting, herunder at det handler om prioritering. Og når du nu ikke kunne finde ud af at trække vejret og alle de andre væmmelige ting, skulle du da naturligvis have enestue. Jeg skrev det ikke af misundelse. Du kender (vist) ikke til psykiatrien, og jeg kender (helt sikkert) ikke til somatikken. Og begge dele er vist helt sikkert godt 🙂