Psykiatridialog

Mail fra Psykiatrisk Center Glostrup

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter”, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂 Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyperprofessionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer af DPC, Nana Hengstenberg, udfyldt til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig ikke “ventet og velkommen”. Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?.

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Asperger, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig på skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808, måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle gøre igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på PCH med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den?

Konklusion: Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller

4 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg synes, det er godt, at du har energi til at give dit besyv med i det her. Ikke alle, der har haft brug for systemet, har overskud til det. For mig springer det direkte i øjnene, at i den periode, hvor du ofte blev indlagt, da burde du have haft mulighed for at tage direkte til afdelingen i Hvidovre. Glostrup har da kun været en forlængelse af dine trængsler, de har helt sikkert intet kunne gøre for dig, andet end få dig til at føle dig endnu værre tilpas.

    Man kunne vel sige sig selv, at når man har hastværk med at få folk med meget vanskelige diagnoser udskrevet, så vil en stor del af dem nødvendigvis få brug for at vende tilbage, og så kunne de lige så godt straks vende tilbage til den enhed, hvor de faktisk bliver behandlet, frem for at sidde i limbo, eller arkitekttegnet venteværelse, alt imens de enten ikke har noget at tale med eller boldtræer, der bare slynger om sig med diagnoser, sådan helt umotiveret.

    Jeg har, som det fremgår, ikke følt nogen trang til at være helt så pæn og høflig, som du. 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      “Give mit besyv med” – nemlig! Der er mange med en diagnose, der ikke har det overskud. Jeg vil gerne tale på mine egne og deres vegne. Jeg har aldrig tænkt på det med at tage direkte til Hvidovre. Det vil jeg også nævne til samtalen. Der er sikkert 25 bureaukratiske forhindringer, men din idé er da helt rigtig. Der er en eller anden regel om, at man skal overnatte en nat i Glostrup for næste dag at blive kørt i taxa til Hvidovre. Jeg spurgte på et tidspunkt, hvad sådan en opredning og ekstra rengøring kostede. Svaret var 3.600 kr. Totalt spild af penge.

      Jeg har det sådan, at næste gang – for der kommer en næste gang – venter jeg hjemme, til jeg er så dårlig, at DPC kan indlægge mig på fast track, og så vil jeg direkte til Hvidovre om det så skal være til en lukket afdeling.

      Det er da fint, at du ikke er lige så pæn og høflig. Der er noget befriende over “ordet på bordet” 🙂

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *