Patientfeedbackmøde

Sådan lidt Lean…

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde”, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favorit KP Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængelige og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener det sørme.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Herefter var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter og til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange… Hvad der præcist var anderledes denne gang ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske “elementer”, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en lille/længere snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne  i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne, for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Stegemüller”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *