Samarbejde og respekt som behandling
Når behandling virker
Indholdsfortegnelse
Samarbejde og respekt som behandling
Min erfaring er, at behandling virker, når patient/klient og behandler samarbejder og har en gensidig respekt.
Vi er ikke ligestillede, men vi er ligeværdige. Psykologen er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da), og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er ikke et bedre menneske, end jeg er (tror jeg da).
De har deres faglighed, og det er den, jeg kommer for at nyde godt af. Ellers kunne jeg jo lige så godt blive hjemme. Jeg gør det, de foreslår mig at gøre, fordi de er dygtige og har årelang erfaring. Med dem begge oplever jeg, at vi har et samarbejde om at løse et givent problem eller belyse en given problemstilling. De respekterer mig begge som det menneske, jeg nu en gang er, og de prøver ikke på at lave om på mig.
Jeg frygter den dag, de begge går på pension men håber med at være “repareret” til den tid.
Jeg er ikke alene
Jeg har talt med to andre mennesker, som jeg kender vældig godt – en med en somatisk sygdom og en med en psykisk sygdom – der helt uafhængigt af hinanden (de aner ikke, hvem den anden er) også sagde ordene “samarbejde og respekt” om den gode og effektive behandling.
Hvis der ikke er samarbejde og gensidig respekt, virker behandlingen ikke. Det kan være behandling i psykiatrien eller det kan være et årelangt samtaleforløb hos en psykolog.
Evaluering
Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og jeg har i dag evalueret de seneste uger, hvor jeg har haft det “fantastisk”. Jeg blev så glad, da hun sagde “Det er svært”.
Når hun som professionel siger sådan, løftes der et ansvar og et åg fra mine skuldre. Så burde jeg ikke selv have set faresignalerne.
Retrospektivt er det nemt at være klog – også for mig selv. Måske husker du også byggematador Kurt Thorsens “I bagklogskabens ulideligt klare lys”?
Vi talte om, hvorvidt nogen burde have handlet anderledes. Vi blev enige om, at vi alle har gjort det rigtige og ageret på faresignalerne, da de blev tydelige nok.
Vi har opstillet en plan for, hvad vi gør næste gang, for jeg sover ikke mere Tornerosesøvn, end at jeg ved, der kommer en næste gang. Men det er selvfølgelig også en slags søvn …
Den besværlige patient 1
Under en enkelt (ud af af et utal) indlæggelse har jeg følt mig som den besværlige patient. Altså jeg havde fornemmelsen af, at en læge syntes, jeg var så uendeligt irriterende, fordi jeg ville forstå, hvad vedkommende sagde, fordi jeg spurgte til journalnotater, hvis jeg enten ikke forstod det eller var uenig og gerne ville drøfte det skrevne.
Jeg havde følelsen af, at vedkommende ganske enkelt syntes, jeg var en kæmpeidiot og fandens besværlig.
Jeg har et “kort”, jeg kun meget, meget sjældent trækker, fordi det er så uendeligt uhøfligt, men hvis jeg er trængt op i en krog og kan mærke, at vedkommende synes, jeg er en idiot, siger jeg “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det lukker selvfølgelig for dialogen, men der er jo i forvejen ingen dialog, så der er ikke gået noget tabt.
Og en ting er sikkert: Jeg henvendte mig jo ikke i modtagelsen for at være besværlig. Jeg henvender mig først, når jeg ved, jeg har det så dårligt, at de ikke kan sende mig hjem igen. Sådan er det at være en erfaren psykiatribruger.
Den “besværlige” patient 2
Jeg ved ikke ret meget om det, så måske er dette noget vrøvl, men det er mit indtryk fra psykiatrien, at man faktisk sætter pris på de “besværlige” patienter, fordi det er dem, man kan lære noget af og på den måde udvikle psykiatrien.
Og det minder mig om de alle de sindssyg dygtige medarbejdere på mit stamafsnit (Brøndbyøstervej, 808), der som deres kollektive mantra har: “Vi giver aldrig op”.
Jeg bliver aldrig den type patient, der går ud af overlægens kontor og siger/tænker “Nu har hun fortalt mig, hvordan jeg har det”. Den må de længere ud på landet med.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.
Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!