,

De hurtige sko

De hurtige sko

De brænder for det

Medarbejderne har købt de hurtige sko

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TV Avis. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

6 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Man er ikke bindegal, fordi man ikke kan udelukke børnene på udrejsecenter Sjælsmark fra sine tanker uanset hvad. Det er vi vist mange, der ikke kan.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du har fået lavet om på din medicin flere gange i den senere tid, først for at komme af med dine “Restless legs”, senere for at komme af med sløret syn/dobbeltsyn. Disse ting er jo bivirkninger, men prisen for at komme af med dem, har øjensynlig været at komme af med nogle af virkningerne også. Som vi før har været inde på, er det jo ikke bolsjer, du får. Ergo _vil_ musikken og respiratoren og de andre ting, du hører, dig ikke nødvendigvis noget. Det kunne være noget støj, der er opstået, fordi du er midt i dit tredje medicinskift på ganske kort tid. Hvis det er tilfældet, er der næppe andet, du kan gøre, end at vente på, at den medicin, du får nu, kommer til at virke, som den skal, og hvis det ikke indtræffer, så den næste. Det er jo noget meget indviklet noget, der foregår oppe i vores hjerner, og ingen har vist gennemskuet det hele endnu. Heller ikke dem der laver, eller ordinerer for den slags skyld, medicinen.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Hvor er jeg dog glad for, at du heller ikke kan glemme børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. Det med, at de ikke må have deres eget legetøj, var noget, jeg læste hos Morten Østergaard, og han har jo altså været der! De lider stadig, selvom jeg slukker for TVA. På et tidspunkt vil her komme en medarbejder, jeg kender hende, der vil sige, at jeg bare skal lade være at tænke… Jeg holder mig i god afstand.

      Ja ikke-bolsjerne er reguleret op og ned og ud og ind flere gange på det seneste, dvs siden primo juli i år. Formålet var at fjerne 1) Restless legs 2) mundtørhed og 3) forstoppelse. Det er altsammen lykkedes! Synderen til alle bivirkningerne var Seroquel, der også har en antipsykotisk virkning. Kasper tog bestemt “respiratoren”, som så dukkede op, alvorligt, men vi blev enige om at se tiden an, da det ikke var hele tiden, den var der.

      Øjnene: det dårlige syn var der en periode, og Christiana mente, jeg skulle have nye briller, da jeg jo i forvejen bruger briller og er gammel.. Den hoppede jeg ikke lige på, for hvorfor skulle det dårlige syn komme så pludseligt? Men OK jeg gik til optikeren, og de mente *selvfølgelig* helt bestemt, jeg skulle have nye. De ligger nu til afhentning.

      Herefter var det dårlig syn væk en periode, for så at komme igen med tredobbelt styrke. Det var noget med to typer af medicin, der skulle op og/eller ned i forhold til hinanden pga halveringstiden for det ene præparat. Jeg forstod det ikke rigtig. Så snart det var justeret, kunne jeg se helt normalt igen. De agerede prompte. Jeg var imponeret.

      Du har jo helt ret i, at jeg nu *bare* skal vente på virkningen af det nye præparat, Abilify, hvor jeg har fundet en langt, langt billigere udgave (ca. 80 kr. Ctr. 1.300 kr.). Det tager typisk 1, 2, 3 uger, før der er effekt. Jeg synes, det er lang tid! Kasper sagde, at det jo ikke er noget, jeg skal spise resten af livet, men for en periode, vil det være godt. Jeg gør naturligvis, som de siger.

      P.t synes jeg, det er svært at være her: Når jeg er alene på værelset, hører jeg musikken, ser skyggerne og har børnene i hjernen. Går jeg ud i “miljøet” er der for meget larm. Jeg er ikke let at stille tilfreds!

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Jeg tror, det er et sundhedstegn, at du finder det vanskeligt at være på afdelingen. Når først man kan lide at være på hospital, er man blevet institutionaliseret, og det er da ikke godt.

        Jeg skal som sådan ikke kloge mig, men hvad sker der, hvis du vælger noget musik på din telefon, som du lytter aktivt til? Hvad med en lydbog? Ville den kunne overdøve spektaklet, eller bliver det hele kun værre af det?

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Som altid: enig!

          Faktisk har “min” kontaktperson Hanne introduceret mig til en rumraketlignende ting, der står ude i “miljøet”, man kan så sætte sig ind i den og via Bluetooth høre sine egne bøger/sin egen musik, via dens højtalere uden at de øvrige også kan høre det. Hvordan det virker forstår jeg ikke.

          Jeg testede det, mens rummet var tomt. Det føltes godt. I morgen vil jeg teste det, når der er andre patienter til stede. Hvis jeg kan få det til at fungere, kunne det være godt, for så kunne jeg holde ud at være derude, og slippe for at være alene på værelset med mine egne lyde… Jeg har oprettet en fem-dags gratis abonnement via Spotify. Det skal prøves!

          Lydbøger fungerer ikke for mig – desværre.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.