Indlæg

, ,

Melodien der blev væk mv.

Ny diagnose Autisme

Det værste var musikken

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

På mandag

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.

,

Positive mails om arbejde

Ny diagnose Autisme

Always look at the bright sides

Arbejde

Der er kommet meget positive mails fra både arbejdsgiver og fleksjobkonsulenten i kommunen. Begge parter tror på mig, og især overfor min arbejdsgiver må jeg på 2½ uge have fået vist, at jeg vil dette her. Han beskriver det som et “bump” på vejen , vi skal over.

Samtidig er det for mig et tveægget sværd at have vist det i den grad.

Alle parter vil strække sig meget langt for at få ansættelsesforholdet til at blive formaliseret snarest og forløbe godt og stabilt i mange år, og det vil jeg jo også, så vi trækker altså på samme hammel. Min drøm er nærmest at være i firmaet, til jeg skal pensioneres. Nu sidder vi så alle sammen (inkl. “anden aktør”) og sender positive mails til hinanden, og det er selvfølgelig positivt.

Hvem er klædt på?

Jeg har gået og tænkt over, at min arbejdsgiver egentlig ikke er blevet klædt tilstrækkeligt på med hensyn til, hvad det vil sige, at ansætte en medarbejder i fleksjob. Han har vist troet, at han fik en medarbejder på deltid, og det skal nok siges, at sådan har jeg sikkert også “solgt” mig selv, fordi det er så vanvittig svært at finde et fleksjob. På den anden side set har jeg ikke lagt skjul på, at der jo er en årsag til, at jeg har et fleksjob. Men det er jo ikke hele sandheden, som Birgit også skrev i en kommentar til forrige indlæg. Gennem de seneste 4-5 år har jeg sagt til mig selv fire mia. gange, at jeg ikke er den, jeg var, men det er som om, det ikke siver ind 🙂

Når man har den grundlæggende utro på sig selv, forsvinder den ikke bare. Jeg har aldrig regnet med, at jeg kunne noget, og når mange ting alligevel er lykkedes, har jeg tilskrevet dem lykkens gudinde.

Søvn

Det går væsentlig bedre! Jeg begynder at sove om natten, godt nok på sovepiller, og jeg begynder at kunne hvile, hvilket i sig selv er en lise. Inden jeg kom til 808, kunne jeg være i ro i ti minutter ad gangen, lægge mig under dynen, rotere i to timer og ende med at stå op at lave kaffe og lære om SEO kl. 04:00. Det vil være invaliderende for alle mennesker. For bipolare er det farligt efter nogle dage.

Jeg har talt med fysioterapeuten om, hvad jeg kan gøre herhjemme for at få en bedre søvn og i det hele taget bare falde i søvn, og hun foreslår blandt andet:

  • Nævne (inde i hovedet) de ting, der er omkring for at aflede tankerne fra at køre i ring. Flytter fokus.
  • Høre en “historie”/lydbog. Det flytter også fokus. Virker lidt som da man var barn og fik læst højt.
  • Spænd/slip i muskler i bestemte sekvenser.
  • Tage varmt bad før sengetid. Kropsafgrænsende.
  • Bruge stemmen – som trøster man en baby – på udåndingen.

Jeg ved, at jeg vil føle mig totalt tåbelig ved nogle af disse ting, men de skal prøves, når der skal sættes en stopper for vanviddet. Jeg har aftalt en ny tid med fysioterapeuten til næste uge.

Kuglestol og lydbøger

Hun udleverede også en lille pjece om søvn. Et af forslagene er at sidde passivt i en kuglestol en time, før jeg skal sove. Nu tjekkede jeg prisen på en Protac kuglestol (både ny og brugt), og sådan en skal jeg så ikke have… Den er langt over mit budget. Det er ærgerligt, for måske kunne den være en hjælp.

Med hensyn til lydbøgerne har jeg kigget lidt ekstra på Nota, som jeg er godkendt til men stort set ikke bruger. Nota formidler blandt andet lydbøger til mennesker med et læsehandicap. I appen er faktisk indbygget en timer, så den kan slukke af sig selv efter hhv. 10, 30, 45 eller 60 minutter. Det er praktisk, hvis det nu skulle vise sig, at jeg kan komme i gang med en god bog, og jeg så ikke skal sidde og lede efter sluttidspunktet næste dag. Spændet at lede i bliver i hvert fald mindre.

Psykotisk

  • Musikken, jeg hører, er uændret og uændret Jimmie Hendrix, der, som ved afslutningen på en koncert, piner det sidste ud af strengene.
  • Jeg “svæver” fortsat 10-20 cm. over jordoverfladen.

Det er meget ubehagelig, men ikke “farligt” som i rigtig psykotisk. De har sat mig op i Abilify (antipsykotisk præparat), og det burde virke efter et par uger. Jeg vil gerne hjem til mig selv.

Lige nu sidder jeg faktisk hjemme hos mig selv, (fordi jeg skulle til tandlægen), hvor musikken spiller, altså den falske musik. Den man ikke kan gå fra, når det ikke er naboerne, der larmer. Det er svært at forklare, hvordan det er, at have konstant larm inde i hovedet, når man foretrækker stilhed både i virkeligheden og inde i hovedet.

,

Ugeskemaer

Struktur mv.

Noget af det, der var med til at få læsset til at vælte denne gang, var at tiden flød ud og timerne flød sammen inden lydene overmandede mig og filteret faldt.

Jeg producerede meget, men der blev for mange dage i joggingbukser og forvaskede t-shirts, hvor jeg kun kiggede ind i min højt besungne 32” skærm.

Kasper spurgte “Hvordan ser din hverdag ud?” Jeg måtte svare, at jeg ingen havde. Gitte i DPC sagde “Struktur”. I fire år har “systemet” sagt til mig, at jeg skulle lave ugeskemaer, men jeg har følt mig for god til det. Jeg har ment, at jeg sagtens kunne bevare en struktur og få ting ordnet uden at skrive dem ned. Til tider er jeg krøbet til korset og har lavet to-do-lister, men jeg har ikke kunnet få det til at fungere.

Af alle disse årsager har jeg nu siddet og lavet en skitse – i Excel naturligvis 🙂 – til, hvordan det kan gøres. Idéen er god nok, det skal nok lykkes men ikke på en iPad i en hospitalsseng… formler, funktioner, formatering og alt muligt er simpelthen så besværligt. Men nu ved jeg, hvordan det skal laves, og så kan jeg hygge mig med at lave det derhjemme.

Skemaerne vil blive printet ud og placeret centralt på skrivebordet!

Noget af det, der skal stå, er “Delt opmærksomhed” bare 15 minutter om dagen. Jeg kan ikke lave mad og tale samtidig. Jeg kan ikke høre musik og være på Facebook samtidig. Jeg kan ikke lægge puslespil og høre opera samtidig. Den slags kan andre mennesker sagtens. Jeg har af samme grund altid ment, at multitasking var temmelig opreklameret. Det går nu op for mig, at det er en manglende færdighed hos mig. Peter Lund-Madsen og psykologen siger/sagde, at hjernen kan trænes, så nu prøver jeg men kun et kvarter…

Der skal også være en bitte smule motion, vasketøj hver lørdag og i den dur. Jeg tror på det. Alt dette betyder ikke, at jeg ikke fortsat vil gøre de ting, jeg elsker, men det betyder, at jeg også af og til skal gøre noget andet. Og alt dette har jeg endda selv fundet på.

Det, der vil give allermest og naturlig struktur, er, at få et arbejde igen. Det er mit største ønske, men mon ikke det snart lykkes.

VBA-kurset

Så vidt jeg husker, har jeg skrevet om det før, men: jeg har besluttet et online kursus i VBA til Excel hos Proximo. Det er bare lidt dyrt, så jeg har holdt mig tilbage, indtil jeg havde et svar fra Jobcenteret om, hvorvidt de vil betale et sådant kompetenceløft, uanset jeg er klar over, at man ikke lærer det ved at tage på kursus men ved at arbejde med det. Normalprisen er 5.000 kr., men i aftes sendte Proximo et tilbud lydende på 2.000 kr. vist fordi, jeg er tidligere kunde. Det er absolut spiseligt, for Kasper, der underviser, er rigtig god. Mon ikke det også er spiseligt for Jobcenteret?

En anden årsag til, at jeg har været tilbageholdende,er, at det er på engelsk, og jeg har være bekymret for, om jeg var god nok til det. Kasper har garantereret, at det ikke er avancerede ord, da det kan gøres simpelt.

En forudsætning er, at man har gennemført 1. kursus, hvor jeg er gået i stå i “arrays” for flere måneder siden. Men det kan jo så passende komme ind i ugeskemaet. Jeg glæder mig.

Erstatningen for stikkontakterne 🙂

Alle medarbejderne har set vores klart ulovlige ledningshelvede, men ingen har sagt noget. Jeg tror, det skyldes, at de kan se problemet singlekontakten, når både iPad, tandbørste mv. skal oplades for to mennesker.