Melodien der blev væk mv.

Det værste var musikken

Melodien der blev væk

Problemet var, at melodien ikke blev væk! Tværtimod var den der hele tiden.

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

På mandag

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.