Indlæg

, ,

Gik Kirkegaard ikke?

Jeg ved ikke, hvor han skulle hen

Jeg er for doven til at slå det op, men jeg mener Søren Kirkegaard gik lange, lange vandringer og på disse tænkte han store tanker. Jeg ved heller ikke hvad han tænkte på, men formentlig noget eksistentielt.

Mine tanker er ikke så store. Faktisk holder jeg mest af tidsrummet efter de 40 minutter, hvor jeg ikke tænker mere, men fødderne bare går. Den ene fod sætter efter den anden. Der er noget meditativt over det, som jeg godt kan lide.

Mit mål er bare 7.000 skridt om dagen, og det er mere end rigeligt, for jeg når det kun yderst sjældent, men hvis jeg har et (andet) mål, kan jeg godt komme afsted. I dag skulle jeg i distriktspsykiatrien (DPC) og mødes med min kontaktperson kl. 11:00. Google Maps mente, det ville tage 1:26 at gå, men jeg skal jo altid lægge tid til til at fare vild, så jeg gik hjemmefra kl. 9:00 og nåede det i fin tid. Faktisk passede Google Maps og jeg for ikke vild. I alt kom jeg op på 11.327 skridt og 8,5 km. i dag. Det er jeg helt godt tilfreds med. I går var det 10.835 skridt og 7,7 km. Det kan måske blive en vane? Tænk hvis jeg bare kan gå hver gang, jeg skal i DPC? Lidt er bedre end ingenting. Og når foråret kommer… I dag var det bidende koldt, men det går jo over.

Tankerne går også

Der er mange tanker om arbejdet. De sædvanlige tanker om at være god nok eller ej? slår jeg større brød op, end jeg kan bage? er det jeg laver pænt nok, nu hvor der er “rigtige kunder” i den anden ende? Er det for farligt at ville leve af noget, hvor man er autodidakt?

Sporene fra firmaet i Farum skræmmer, men chefen her er simpelthen så sød, og jeg skal ikke gætte mig til, hvad han vil have. Det er bare mig, der er hundeangst for ikke at slå til. Jeg holder ikke til en fyring mere.

, ,

Fast arbejde

Jeg kniber mig selv i armen

I morgen starter jeg i et fast job 15 timer pr. uge, hvor de første to uger er en praktik, hvor vi ser hinanden an, og det har jeg det fint med. Opgaverne består af sprog og web for et mindre webbureau i Lejre. Jeg arbejder primært hjemme, da det er bøvlet og dyrt at komme til Lejre fra Hvidovre.

Jeg har taget alle forbeholdene:

  • Jeg er tekniker ikke designer
  • Det gik ikke så godt i Farum, idet jeg ikke kunne gætte, hvordan siden skulle se ud men alligevel fik en pæn anbefaling
  • Jeg kan ikke afmaske billeder
  • Jeg har aldrig prøvet at sætte en webshop op
  • Jeg ved intet om SEO (en klar fejl).
  • Jeg ved intet om CSS (ditto)
  • Jeg har haft en sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2013 – men dog min form for fuldtid i både 2016 og 2017 i FKN.
  • Min hukommelse er elendig

Men jeg har også sagt til ham, at jeg er god til at bruge Google og da gud og hver mand sætter en webshop op, kan jeg vel også samt at jeg elsker læreprocesser.

Angsten

Alt dette er selvfølgelig angsten for at falde igennem, når nu endelig mit store, store ønske ser ud til at gå i opfyldelse. Derfor bliver jeg så pokkers ydmyg – også mere end godt er.

Vi har talt i telefon fire eller fem gange i dagens løb, sådan er det at forhandle kontrakt og tale opgaver pr. telefon, og det har været behageligt. Han har lige SMS’et, at han er glad for vores aftale. Jeg kunne kun skrive ‘Lige over’.

Den angst kommer, når man har prøvet at hænge med det yderste af neglene i det ikke særligt rummelige arbejdsmarked. Når man først er kommet udenfor – og det sikkert uanset årsag – er det uhyre vanskeligt at komme ind igen.

I sommeren (vist nok) 2013 blev jeg fyret fra Moderniseringsstyrelsen på grund af sygdom, hvilket set i bakspejlet ikke er så overraskende, for jeg var syg. Indtil sommeren 2014 søgte jeg helt almindelige jobs en masse, men jeg kom ikke engang til samtale. Jeg konkluderede, at jeg var for gammel (50/51), men fyresedlen løftede jo ikke ligefrem situationen.

Diagnosen kom i 2014. Jeg var indlagt eller kom mig efter en indlæggelse hele 2014 og 2015. Jeg startede i FKN den 1. januar 2016 og var der i to år. Og herefter har jeg igen haft svært ved at holde fast i arbejdsmarkedet – eller arbejdsmarkedet ville ikke have mig trods det, at jeg fik en pæn anbefaling også fra Securitas, der blot skulle omstrukturere, udnytte de eksisterende ressourcer bedre mv.

Efter sådan en rutschetur kommer også angsten for ikke at være god nok.

Nu skal det lykkes

Nu skal det lykkes, men det tror jeg også på, det vil. Min nye arbejdsgiver lyder uhyre fremkommelig, og kan lide de sider jeg har vist ham, jeg har lavet. Jeg har lavet nogle skitser til sider, som bare aldrig er kommet videre end til mit webhotel; forleden dag sad jeg og tænkte på at slette dem, men det var så godt nok, jeg ikke gjorde det.

Nåh men første arbejdsdag er i morgen… Der er travlt i firmaet. De har brug for mig 🙂

Mulige muligheder

Lidt i spil

Jeg var i jobcenteret i dag, og han havde såmænd fundet noget, vi kan gå videre med; i hvert fald tale med arbejdsgiver, hvis jobbet stadig er i spil. Der er godt nok kun tale om fem timer ugentligt, men skulle det blive en mulighed, tager jeg også det. Når man er uden for arbejdsmarkedet, er det vanvittig svært at komme ind igen, og det måske i sær med en diagnose. Så må man tage hvad som helst, også selvom det ligner daglejeri.

Jeg har presset jobcenteret hårdt på maven, så de ikke er i tvivl om mit mål: helst et fleksjob dernæst en ulønnet praktik. Jeg skal være i gang. Jeg skal have noget til CV’et og jeg skal vise, at jeg både kan og vil. Og med hensyn til kan: Jo længere man er udenfor jo mere bliver man i tvivl om, om man overhovedet kan noget. Det er derfor, jeg skal ind igen.

Min sagsbehandler mener, vi er meget tæt på et fleksjob nu. Han er nu mere optimistisk, end jeg er, men det er jo ham, der har erfaringen. Så jeg lytter.

Omstrukturering

Kommunen omstrukturerer så de reducerer ‘Jobservice’ fra fem årsværk til tre. Så min gode sagsbehandler skal op at lave kontanthjælpssager. Øv – nu var jeg lige blevet så begejstret for ham; men den næste er jo sikkert også sød! Man skulle tro, det var meget vigtigt at bringe borgere i job; men selvfølgelig skal kontanthjælpssagerne også behandles. Jeg ærgrer mig bare.

Den anden mulighed

Den anden mulighed er umanerligt luftig indtil videre, men det faglige indhold kunne være være så fedt. Tidsperspektivet er et par måneder, men jeg venter gerne.