Retrospektivt

Tilbageblik til arbejdsmarkedet.

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget, som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen (jeg nægter at skrive det i to ord), så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.