Uvished om fremtiden
Indholdsfortegnelse
Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden
Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂
Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.
Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.
Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.
Lav en liste over kompetencer til på mandag
Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.
I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.
Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.
Jeg har ikke nogen kompetencer mere
Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.
Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?
Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.
Det er en nedadgående spiral
Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.
Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.
Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Kære Hanne
Jeg forstå godt din bekymring omkring din fremtidige job mulighed.
Men måske må du bare respektere, at du på grund af din sygdom ikke kan arbejde fremover.
Der findes så mange frivillige job, hvor mange vil være dig taknemmelig for din indsat.
Når du finder en ro omkring din job situation fremover, er jeg sikker på, at du også vil få det meget bedre psykisk.
Jeg håber det bedste for dig.
@ Kære Charlotte
Måske er det min egen uformåenhed, men jeg kan ikke forlige mig med ikke at have en plads på arbejdsmarkedet. Jeg håber jo rigtig meget, at jeg kan få tilkendt og passe et fleksjob, for det betyder rigtig meget for mit selvværd, sådan burde det måske ikke være, men sådan har jeg det.
Hilsen
Hanne
Jeg har ikke noget klogt at bidrage med, men kan sagtens forstå at du gerne vil ud af det uvisse.
@ Pia
Der er ikke noget at sige til, at du ikke ved, hvad du skal sige – jeg ved det såmænd heller ikke selv. Jeg håber på en hurtig afklaring, men der kommer jo nok til at gå det meste af fem – seks måneder.
Kære Hanne
Gode råd findes med garanti, og flere har budt ind med deres kommentarer, men jeg har ikke været i en lignende situation og mangler erfaring. Men når man langt hen ad vejen ikke har indflydelse, på det der sker, tror jeg, at Henny har ret i “lallegladsbetragtningen”. Har man ingen indflydelse, er det karma, skæbne eller hvad man vælger at kalde det, og det må man prøve at affinde sig med, så “livet kan gå videre”.
Spørgsmålet er hvordan. Jeg ved det ikke, men måske skal man som en slags selvhypnose sige det til sig selv x gange i timen, når bekymringerne angriber.
Uanset hvad, så varme hilsner herfra.
@ Køre Eric
Mange tak for din søde kommentar!
Jeg ville gerne være “Leif Lalleglad”, men mit melankolske og bekymrede sind gør det bare vanskeligt i praksis, men der er nok ikke andet for, end at jeg må prøve, for som jeg har det lige nu, går det ikke ret længe.
Det metakognitive tema hos Sisse i Psykiatrifonden havde ellers fået min øjne op for, at jeg måske have mere indflydelse på mit liv end først antaget. Skønt jeg har hørt temmelig godt efter, er det lærte alligevel gledet ud mellem fingrene på mig. Hvad var det nu hun sagde?
Kære Hanne.
Så er det igen som at sidde at læse om sig selv og jeg forstår dig så meget.
Jeg er også den type der ikke kan lade være med at spekulere på, hvordan det skal gå. Har lige som dig altid været den der havde styr på det hele og “firmaets mand” som du skriver.
“Leif Lalleglad” har det heller ikke nemt her. Jeg har en mand, der kan det der med “det går nok”, hvilket det jo også altid har gjort og selv om man siger at man lærer med tiden m.m., så er det nok et punkt, hvor jeg aldrig får højeste karakter.
Jeg har flere gange overvejet at oprette en blog som du har gjort, men så bliver jeg bange for, at jeg får skrevet noget der er forkert i forhold til kommunen m.fl. og at det vil ramme som en negativ boomerang, så det har jeg ikke vovet mig ud i, men ved at det hjælper at få skrevet tingene ned, at få det ud af systemet på en eller anden måde.
Hentede programmet iDailyDiary, da jeg også tidligere har skrevet dagbog (helt tilbage til mine unge dage), men har fundet ud af at det ikke behøver at være så kompliceret, så går nu over til et helt almindelig worddokument 🙂
“Jeg skal bare passe på ikke at blive for trist, for så ender jeg bare i en af de to poler, og det vil jeg ikke”….. – vil i kursiv opfatter jeg som meget positivt. Du har ikke givet op, du kæmper stadig og kigger lige på mig selv og tænker “tja Pia, du har jo heller ikke givet op”
Det der er sværest er den der uvished om, hvad kan jeg, hvad skal jeg og hvordan???? – mange spørgsmål på èn gang og ingen facitliste nogen steder.
Jeg er sygemeldt i øjeblikket og kan også sige gudskelov, for ellers var jeg endt ude i den totale sump tilsat kviksand!
Jeg skal på jobcentret i morgen og snakke med min socialrådgiver og min mand har lovet at tage med, hvilket gør mig mere tryg, da jeg ellers tidligere har været alene til disse møder m.m. og af og til kan have svært ved at huske, hvad der blev sagt.
…og det med grådlabil hører åbenbart med, min tårer har rendt sine egne snørklede veje de sidste par uger, men så er tårekanalerne da renset.
Kærlig hilsen Pia
@ Kære Pia
Tusind tak for din lange og gode kommentar.
Det er svært at lave om på sig selv og ens grundlæggende antagelser om livet; hvis man fx er en grubler, kan man jo ikke bare lade være at gruble, selvom man ved, det ville være godt. “Det går nok” er ord, jeg vist aldrig har taget i min mund. Sisse fra psykoedukation siger, at jeg bør reservere mig en “grubletid” og så kun gruble der. Det vil jeg prøve om jeg kan få til at fungere.
Jeg kan kun anbefale dig en blog, og jeg hjælper gerne med at få den sat op. Det hjælper at skrive, og med en blog er det jo ekstra godt, for så man feedback fra læserne, og det er guld værd.
Det er vigtigt ikke at give op! Never ever give up. Jeg synes, jeg prøver at balancere mellem de to poler, men til tider er det svært og det især, når jeg rammes af et mismod som nu, hvor jeg ikke ved, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Du skriver om at huske fra møder mv. Har du tænkt på at optage møderne med din mobiltelefon eller din tablet, hvis du har sådan en. Jeg har også problemer med hukommelsen, og jeg har meget glæde af det med at optage.
På en eller anden måde kan det også hjælpe at græde, men ikke for tit.
Kærlig hilsen
Hanne
Jeg forstår din bekymring 100 %.
Jeg forstår også, at du har svært ved at skrive dine kompetencer ned.
Da du jo p.t. er mest fokuseret på det du ikke kan.
Nu må du endelig ikke tro det er ment negativt, for det er det langt fra.
Jeg tænker nemlig. Det kan godt være, at du ikke længere kan være projektleder. Men jeg ved ud fra egen erfaring, at projektledelse består af mange forskellige kompetencer. Og dem er jeg sikker på du stadig har. Så måske skal du dele dine kompetencer op i del elementer. Jeg og andre er bestemt ikke i tvivl om at du har mange IT kompetencer, overblik, systematik. Og mange mange flere. Håber det bedste for dig og tak fordi du deler dine tanker.
@ Charlotte
Mange tak for din lange gode kommentar – den er jeg glad for, og det er dejligt at blive forstået. Jeg vil prøve at gøre som du siger mht. at skære kompetencerne ud i bidder, det kan være det kan føre lidt fremad for det blanke papir om den del er ikke til at udholde.. Projektleder bliver jeg aldrig igen, det har jeg indset, men det er sorgfuldt. Jeg har altid kørt i overhalingsbanen og været “firmaets mand” og en man kunne regne med.
Mine personlige egenskaber er intakte – føler jeg. Det er det med kompetencerne, der mangler, og som bekymrer mig. Overblik og systematik er også intakt, og jeg er stadig hurtig inde i hovedet.
Igen: Tak for din kommentar.
Jeg forstår godt du gerne vil have vished, at det er svært at leve med ikke at vide hvad der skal ske, hvornår og hvordan. Jeg håber det hjælper dig lidt at du skriver om din frustration over ikke at vide hvad der sker.
Jeg ved godt det er en ringe trøst, men ingen af os ved hvad fremtiden bringer.
@ Inge
Mange tak for din kommentar! Det er en stor hjælp at skrive og det er en stor hjælp at få respons fra jer!
Næh det er da helt rigtigt, at ingen kender fremtiden; måske hænger mit brok også sammen med, at jeg på en eller anden måde føler mig magtesløs over hele situationen. Jeg plejer altså selv at have kontrol over mit liv, og det vil jeg gerne have igen.
Jeg kender godt den følelse. Man ved ikke rigtig, om man er købt eller solgt. Det er heller ikke noget, der virker helende på nogen måde, tværtimod.
Jeg ved ikke, om du kan bruge det her til noget, men den metode, jeg selv er tyet til, er at finde den indre “Leif Lalleglad” frem. Jeg gør det ved at tænke mig tilbage til nogle af alle de gange, hvor jeg har forestillet mig, at tingene ville gå fuldstændig skævt, og at de så ikke gjorde det alligevel. Der viste sig en udvej; jeg er her endnu!
En af de kompetencer, du tydeligvis har, er at du er vedholdende og ikke giver op. Prøv at lade det fylde lidt mere, hvis du kan. Og alle de evner, du har og ikke mindst dit gode hoved, det er altså ikke noget, der altsammen står i datid. Under de rette omstændigheder vil du kunne folde dig ud og yde en masse igen. Måske ikke rotteræset, men noget andet.
Jeg har jo selv været den værste pessimist mht. min situation, og det er jeg altså ikke mere. Fx. udløber min kontrakt på onsdag, men jeg tænker, at det nok skal gå på en eller anden måde alligevel. Enten har de fortsat brug for mig og råd til at betale mig, eller også kan jeg godt klare mig på dagpenge, eller også viser der sig lige pludselig en anden jobmulighed. “Leif Lalleglad” har taget over, og det har jeg det egentlig fortrinligt med. Prøv det, hvis du kan. De ting, vi alligevel ikke kan gøre noget ved, kan vi lige så godt lade være med at bekymre os om. Om man så vil parkere sine bekymringer hos en højere magt, skæbnen, eller ens ballast af erfaringer, kan egentlig være ligegyldigt.
I mellemtiden kan vi jo prøve at nyde sommeren, hvis den ellers ikke er aflyst i år. 🙂
@ Henny
Tusind tak for dit lange og gode svar. Og for at begynde med det sidste: Jeg tror, sommeren er aflyst i år. Til morgen så jeg en fyr med halstørklæde…
Uvisheden er i sig selv anstrengende, og jeg synes, den tager så mange kræfter, der kunne være brugt på noget bedre. Du har ret i, at det er en god idé at være lidt Leif Lalleglad, jeg er bare så dårlig til det. Det er en god idé det med at tænke tilbage og så se på, at det ikke gik galt alligevel. Det vil jeg prøve, men det er ikke en af mine kernekompetencer. Som type er jeg nok lidt melankolsk.
Jeg er med på, at min personlige egenskaber er intakte – og dem har jeg også fået skrevet en del af på listen, og det gør godt. Jeg tror sådan set også på, at jeg vil kunne bestride et eller andet job; i hvert fald er viljen tilstede.
Sisse, der underviser i metakognitiv tilgang, ville være helt begejstret, hvis hun så din kommentar, for du gør alt det rigtige, nemlig lader det ligge. Der er ingen tvivl om, at jeg bekymrer mig for meget og unødvendigt – jeg kan (sgu) bare ikke lade være. Sisse siger så, at jeg skal indføre “grubletid”, altså et fast tidspunkt på dagen fx 30 minutter, hvor det er OK at gruble, men resten af tiden skal jeg beskæftige mig med noget andet. Gid jeg kunne.