Indlæg

,

Corona

Hold da op!

Jeg blev ringet op af min kommune i dag – jeg tror, det var fra visitationen – og de ville lige høre, om jeg var interesseret i en coronavaccination? Jamen det er da klart, jeg er interesseret. Det var hun af en eller anden grund glad for at høre. Om ca. tre uger vil der komme en indkaldelse i min e-boks til første stik. Om der så skal gå tre eller seks uger mellem de to stik står lidt hen i det uvisse. Det er fuldt ud forståeligt, hvis sundhedsmyndighederne beslutter, at der skal gå seks uger, fordi man så kan nå at vaccinere flere med de doser, der stilles til rådighed. Om man er 90 eller 95 pct. beskyttet kan vel komme ud på et?

Hvorfor jeg lige præcis er rykket frem i køen, ved jeg ikke, men jeg glæder mig over det, for jeg havde såmænd indstillet mig på, at det tidligst blev hen på sensommeren. Måske har de rykket mig frem, fordi jeg står i deres systemer som modtager af hjemmehjælp? Uanset hvad så er det dejligt.

Min nærmeste ven er også blevet tilbudt vaccination inden for den kommende uge, så om seks til otte uger vil vi kunne ses igen uden risiko. Det er også dejligt.

Træt af corona

Jeg er – som de fleste andre – inderligt træt af corona, der sætter så mange begrænsninger for, hvad man kan foretage sig. Jeg kan ikke engang gå ud og få en kop kaffe et sted. Det er det mindste af det! Samfundet er nærmest gået i stå. Alle, der kan, arbejder hjemme, der er ingen i supermarkederne og alt andet er lukket.

Jeg tager det meget alvorligt, og er især bekymret for den engelske mutation, der er 70 pct. mere smitsom end den, vi kender. Man bliver ikke mere syg af den, man bliver ‘bare’ lettere smittet. Man kan dø af så meget; jeg vil bare nødigt dø af corona, og jeg har slet ikke lyst til at ligge herhjemme alene og ikke kunne få vejret. Jeg længes tilbage til de normale tider, hvor man kan se dem, man vil uden at være bange for smitten.

Postscriptum

Jeg har været hos min søde læge i dag, fordi hun skal skrive en attest til kommunen i forbindelse med pensionssagen. Hun mente, at alt det med rehabiliteringsteamet var en ren formalitet, og at jeg uden videre vil blive tilkendt pension. Det var dejligt at høre, og det må hun jo have forstand på. Hun vil uden videre indstille mig til pension.

I går var jeg hos psykologen, der også har skrevet noget papir til kommunen. Hun har også indstillet mig til pension. Hun fortalte mig noget, jeg ikke vidste eller i hvert fald havde glemt: allerede i 2015, hvor jeg fulgte et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, havde de faktisk ment, at alt pegede i retning af en pension, men det ville jeg ikke gå med til. Jeg ville arbejde. Hun fortalte mig, at det har hun også skrevet ind i sin rapport. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Jeg tror, at alle de, der har skullet udtale sig, har indstillet mig til pension. Nu håber jeg så på, at der ikke er for lang ventetid til rehabiliteringsteamet, så der snart kan komme en afgørelse. Jeg trænger til at komme ud af det limbo, som jeg synes, jeg står i. Lige nu er alting uafklaret, og jeg er ikke god til at leve med uklarhed. Når der foreligger en afgørelse, kan jeg begynde at tilrettelægge resten af mit liv, og det ser jeg frem til.

Psykologen går med mig til mødet i rehabiliteringsteamet, hvis hun overhovedet kan den dag, og det er jeg glad for. Af en eller anden grund har jeg ikke den store lyst til at gå alene. Jeg har jo prøvet det før for fem år siden, og teamet består udelukkende af søde mennesker, men alligevel vil jeg gerne have en ved min side, som kender mig godt.

Hvem skal jeg støtte?

Der er så mange muligheder

I december går det helt amok på Facebook – jeg mener amok med forskellige former for indsamlinger til nogle, der har det værre end mig, og som jeg derfor kunne støtte, da jeg ikke skal købe julegaver. Jeg kunne tage beløbet, jeg ellers ville have købt gaver for, og så  dele det ud på forskellige godgørende formål.

Der er så mange potentielle modtagere: Læger uden grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Kirkens Korshær, Børnehjælpsdagen, Børnetelefonen, Børns vilkår, Betalingshjælpen kun for piger, Psykiatrifonden, Sind osv.

Indtil videre har jeg syet pengene ind i madrassen ligesom Katrine Larsen i Matador, og der bliver de, selvom jeg godt kunne give en skilling her og der og føler, at jeg burde gøre det, når jeg har mere end dem, der mangler – både her i landet og i udlandet.

Betalingshjælpen kun for piger

Dette er navnet på en ‘lånegruppe’ på Facebook, hvor jeg af og til har udlånt mindre beløb og altid fået dem igen til aftalt tid helt uden problemer. Det har været i størrelsesordenen 1-200 kr. og aldrig mere end jeg tænkte, jeg kunne klare at miste.

På et tidspunkt lånte jeg så 400 kr. ud – men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg så dem ikke igen. Låntager var helt umulig at komme i kontakt med og blokerede mig på telefonen. Beløbet var inden for en ramme, jeg tænkte, jeg kunne klare at miste, men alligevel var jeg sur, og er det stadig.

Jeg besluttede, at jeg aldrig ville låne så meget som 50 øre ud til nogen i den gruppe igen, så nu sidder jeg som en anden heks og følger med i, hvem der søger hvor meget til hvad. Jeg burde jo melde mig ud af gruppen og glemme alt om det, men det er altså en af mine usympatiske sider.

Kirkens Korshær

Denne organisation har dog fået mig til at lette på foret i madrassen, fordi jeg synes, de laver et fantastisk stykke arbejde både for de hjemløse og for udsatte familier. Her rammes jeg af tekster som at fattige børn også ønsker sig juletræ, risengrød og gaver til jul. Ja selvfølgelig gør de det, og det vil jeg gerne bidrage til. De fik de 400  kr., som jeg ikke fik tilbage. Så går det lige op 🙂

Danmission

For kun 41 kr. kan man sørge for skoleuniform, kladdehæfter og penalhus ti et år til et barn i Tanzania, hvor selve skolegangen er gratis. Alle mennesker kan undvære 41 kr., men jeg gjorde det ikke, for jeg kan jo ikke bare sådan formøble ‘formuen’ væk.

Tiggeri

Når det hele sådan går amok i november/december, minder det mig om tiggeri, der er sat i system, fordi alle organisationerne ved, at pengene sidder lidt løsere i de to måneder og at det er så let at give naivister som mig den dårlige samvittighed, der skal til for at sprætte madrassen op igen.

 

, , ,

Forår med erantis

Forår erantis

Drømmer om forår

Jeg må sige, at jeg drømmer om forår, når jeg går mine ture i tre graders såkaldt varme, men som billedet viser, så er det på vej. I dag har jeg set både erantis og vintergækker, og jeg mærker ikke kulden så meget, så længe turen går gennem parken. Ved Damhussøens åbne vidder og bredder er det anderledes. Men pyt med det. Jeg kommer op på de lovbefalede 10.000 skridt og er ude og væk fra PCen i 1¾ time. Hvis jeg kan holde den kadence på mine fridage, vil jeg være helt godt tilfreds. 10.000 skridt hver dag klarer jeg aldrig.

Psykiatrifonden

Jeg var på Psykiatrifondens hjemmeside for at melde mig til et foredrag på torsdag og faldt i den forbindelse over et nyt faktaark med tal om om psykisk sygdom. Det er udarbejdet af deres analytiker Joan Bentzen. Så tog jeg chancen og ringede hende op, idet hun aldrig reagerede på min mindst et år gamle henvendelse om at lave et samarbejde. Vi kunne samarbejde om de omkostninger, jeg har beregnet for mit eget forløb (1,7 mio. kr.). Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har glemt det enormt vigtige ambulante forløb til medicinjustering, så det skal selvfølgelig lægges til. Det må kunne tælles op ud fra sundhed.dk. Selve taksterne har jeg jo allerede, så det bliver nemt.

Min tanke med et samarbejde er, at vi fx kan sætte de 100 mio. kr. på finansloven i perspektiv. Alene jeg har jo brugt to pct. af dem allerede. Psykiatrifondens kan lave de overordnede tal, men de vil aldrig kunne lave de samme data som mig om et konkret patientforløb. Derfor mener jeg, jeg har noget at bidrage med. I fællesskab må vi kunne nå nogen vegne.

RegionH’s kommunikationsenhed og medicinjustering

Farmaceuten, overlægen og jeg skal mødes med en medarbejder fra RegionsHs kommunikationsenhed inden min lille artikel om “Monitorering i fællesskab” bliver offentliggjort på regionens intranet. Det, synes jeg, er vældig positivt. Kasper og Christina har selvfølgelig deres projekt at redegøre for, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg har skrevet til dem, at jeg synes, det allervigtigste, der skal komme ud af mødet, er, at vi har skabt resultaterne i fællesskab. Ingen af os kunne have gjort det uden de andre. Uden samarbejdet havde jeg stadig haft Restless Legss, mundtørhed og forstoppelse i virkelig høj grad.

Bliv nummer 1 på Google

Jeg  har aldrig tidligere interesseret mig for søgemaskineoptimering eller min placering på Google. Jeg har følt mig højt hævet over den slags for nu at sige det lige ud. Men: jeg skriver jo for at blive læst og især artikler/blogposter om psykiatri mv., vil jeg gerne have læsere til. Men fordi jeg har været så torskedum, så bliver mine sider selvfølgelig ikke fundet – i følge Google Analytics har jeg dog 200 sessioner pr. dag. Jeg bliver dog fundet som nr. 1 på på termen “Servicekat” 🙂

Opgaven med at gå siderne igennem, sætte søgeord på, gøre Yoast SEO fuldt tilfreds osv. er helt uoverskuelig for mig. Jeg har dog fundet denne enkelte side frem, som er vigtig for mig og prøvet at følge retningslinjerne, men Yoast bliver ved at brokke sig.  Jeg synes, opgaven er umulig. Og jeg synes også, at sproget let bliver noget Anders And-agtigt, hvis man skal leve op til alle kravene. Jeg tænker på alle gentagelserne, der skal tvinge Google til at forstå, at dette indlæg virkelig startede med erantis selvom det endte et helt andet sted.

Jeg får typisk gode “karakterer” i læsbarhedsanalysen, men fx  “27.3% af dine sætninger indeholder mere end 20 ord, hvilket er over det anbefalede maksimum på 25%. Jeg har 1.448 sider, der ikke er gennemgået og derfor ikke har en score. Der er ca. 30, der er fine. Vi høres ved til jul 🙂

Hvad gør I andre?