Tag Archive for: Psykiatrifonden

,

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

Årets vigtigste dokument om 2022

Noter til finanslovsaftalen

Hvis du kun læser et enkelt dokument fra det offentlige pr. år, ligger det nu forrest på Finansministeriets hjemmeside og hedder “Finanslovaftale: Danmark ansvarligt ud af krisen – stram finanslov med plads til velfærd”. Finanslovsaftalen er altid spændende som en krimi, i hvert fald hvis man synes, politik og tal er interessante emner.

De bruger en masse ord, der gør det svært at læse de 26 sider i den utrolig interessante og væsentlige tekst. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv har lavet masser af bidrag til finansloven for diverse statsinstitutioner; derfor har jeg en forventning om at kunne læse teksten i aftalen, men den er til tider ret indforstået. Fx ved jeg ikke hvad “kapacitetspres” er, og derfor giver følgende centrale sætning fra indledningen ingen mening for mig: “Isoleret set bidrager aftalen til at dæmpe kapacitetspresset i økonomien med 0,1 pct. af BNP i 2022.”

Corona-vinterpakken

Som et engangsløft (vi kunne også kalde det en “overlevelsespakke”) er der afsat 1,0 mia. til det regionale sygehusvæsen (min fremhævning). Det er godt og lidt er bedre end ingenting. Måske kan der spares nogle tårer hos de sygeplejersker, der går grædende på arbejde, fordi de står med menneskers liv i hænderne, men der er alt for få hænder til de liv! Måske kan jordemødrene lidt bedre overskue alle de fødsler, de har gang i – på en gang… Jeg har aldrig født, men jeg tror ikke, det er rart, hvis jordemoderen løber rundt mellem adskillige fødende.

Personligt har jeg stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Jeg oplever dem som en utrolig dedikeret medarbejdergruppe, der følger opgaverne/patienterne til dørs for en latterlig grundløn, der er ringere end en folkeskolelærers.

Sundhedsvæsenet ville være endnu ringere stillet, hvis sygeplejerskerne ikke tog individuelt ansvar og løste de opgaver, der er behov for fremfor dem, der passer til lønnen. Jeg bliver fx holdt i hånden hver fjerde uge uden at skulle bede om det, fordi hun kender mig og ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle spørge om det, fordi jeg så føler mig som en idiot. Hun tænker, husker og handler ganske gratis på sin viden og erfaring.

Jeg har oplevet en sygeplejerske på en overbelagt psykiatrisk afdeling sige ordret “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg i 2018 stod der med tasken endnu engang, 1½ uge efter jeg senest havde sagt “farvel og mange tak for god behandling”.

Men nu er de kommunale sygeplejersker rasende, for der er ikke noget til dem, skønt de også har løftet – og stadig løfter – en enorm ekstraopgave i anledning af pandemien. De skriver fx, at de fik værnemidler som de sidste, at de fik tilbud om vacciner som de sidste og at deres værnemidler var af den dårligste kvalitet. De kommunale sygeplejersker er typisk i hjemmeplejen og kommer rundt til mange gamle mennesker, der i forvejen er syge (ellers havde de jo ikke hjemmesygepleje), og de tåler rigtig dårligt Covid-19; de kan faktisk ret let dø af det. Så skal sygeplejerskerne da naturligvis have både vacciner og værnemidler af ordentlig kvalitet!

I går læste jeg om en sygeplejerske fra hjemmeplejen, der har opgivet Danmark og nu i stedet søger job i Norge. Jeg forstår hende godt. Måske tager man endda i Norge højde for, at der skal være tid til transport mellem de gamles adresser. I Danmark – heller ikke i Hvidovre (jeg har spurgt) – er der ikke indregnet køretid. Det må medarbejderne selv finde ud af. Hvad er det for noget?

Finanslov er bare et andet ord for statens prioritering

Minkavlerne fik 18 – 19 mia., men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Der er over en årrække 160 mia til flere motorveje, som billedet i toppen viser, men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Mit hjertebarn “psykiatrien” er nævnt to gange i samme afsnit på side seks: “Kortlægning af udfordringer i PPR”. Det går ud på, at man afsætter 3,0 mio. til kortlægning af problemerne, fordi det er meget billigere end senere at skulle optage børn/unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er selvfølgelig en rigtig fornuftig prioritering, men altså: der kom ikke noget til psykiatrien i den selv. Det kan skyldes, at der er (for store?) forventninger til den kommende 10-års plan for psykiatrien.

Jeg har i øvrigt fået en lille fjer i hatten i den forbindelse: Psykiatrifonden vil sammen med Vive prøve at finde ud af, hvad psykiatrien burde koste. De har kontaktet mig for at spørge, om jeg evt. vil være med til at regne på det, og om de må bruge mit materiale. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til. De har fundet frem til mig, fordi jeg for flere år siden forgæves forsøgte at finde ud af, hvad mit eget forløb havde kostet. Efter at have plaget livet af adskillige regnedrenge, kommunen, Distriktspsykiatrien mv. gav jeg op efter et par måneders arbejde. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan et afsnit fik fastsat sine bevillinger. Der er i mellemtiden indført en udredningsgaranti på 30 dage. Det er fint, men der er ingen behandlingsgaranti – altså kan man få at vide, at man er vældig syg i løbet af 30 dage, men man kan ikke vide, hvornår man kan blive behandlet. Sig lige det til en kræftpatient…

Og mere prioritering: læser man noget af det, der ikke forhandles om i forhandlingslokalerne, men som bare er, fordi det er en videreførelse af tidligere politiske aftaler, er det interessant at kigge i Forsvarsministeriets forslag til finanslov § 12. På side 18 af 94 findes afsnittet “Anskaffelse af nye kampfly” og tabellen herunder (bemærk det er i mio. kr., og at man skal dividere mio. kr. med 1.000 for at få det omregnet til mia. kr.), som sætter milliarden til sygehusvæsenet i endnu et perspektiv:

 

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

 

Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen

I faktaarket under Tabel 1 om Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen er der følgende note: “Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed vedr. de skønnede effekter på gør-det-selv-arbejde og sort arbejde, som indgår i de skønnede adfærdsvirkninger.”

Sort arbejde har “altid” eksisteret, men det er nærmest blevet legaliseret, når det flytter ind i finanslovsaftalens faktaark. Det er selvfølgelig ærlig snak og realisme, men hvor meget har man sat af til at bekæmpe det?

Falder man til patten og opgiver kampen mod det sorte arbejde? Personligt har jeg aldrig nogensinde fået udført sort arbejde. Har jeg ikke råd til en “hvid” elektriker, må jeg vente, til jeg har sparet op. Sort arbejde er noget svineri og det er samfundsundergravende. Det samme gælder skattesnyd, der kan gøre mig rasende. Hvis alle betalte den skat, de skulle, ville der være til et bedre sundhedsvæsen både i regionerne og i kommunerne.

Det var bare det, jeg ville.

 

 

, , ,

Farvel til psykologen – det kunne have været værre

Farvel til psykologen – det kunne have været værre

(Billedet er helt hen i vejret og hænger overhovedet ikke sammen med teksten. Det er et udsnit af min farmors og farfars gravsted på Sorgenfri kirkegård. Gravstedet findes endnu, og billedet er egenhændigt taget. Jeg har aldrig mødt de to mennesker, for de var døde, længe før jeg kom til Vestjylland. Men jeg kunne ikke finde på andet)

Vi startede i 2014 eller 2015

Der var engang i 2014 eller 2015, hvor jeg kom fast i Psykiatrifonden ved Nørrebro station, faktisk på Hejrevej, i et “afklarings- og udviklingsforløb” hed det vist, og havde Anette som erhvervspsykolog og Jane som erhvervsrådgiver, for jeg ville jo med djævlens vold og magt arbejde, selvom de begge tænkte ved sig selv, at tiden vist var inde til pension.

Der er løbet meget vand i stranden siden. Det er mange indlæggelser siden. Det er mange fleksjobs siden. I det hele taget er det længe siden.

For første gang i livet mødte jeg behandlere, der accepterede mig, som den jeg var (og er). Og jeg er lidt speciel; det ved jeg godt selv. Ingen af dem prøvede at lave om på mig. Det var godt og rart. Jeg blev beriget – men ikke belært.

Janes rolle var udspillet, da jeg blev godkendt til fleksjob eller måske allerede, da hun fandt den første praktikplads til mig. Anette har jeg kunnet holde ved, fordi jeg har fået exceptionelt mange lægehenvisninger, og så er egenbetalingen omkring en tredjedel. Den resterende del betaler regionen vist.

Vi har ryddet op i alt l*****

Jeg bander helst ikke – og da slet ikke på skrift, så du må selv gætte, hvad stjernerne står for. Men her er de berettigede, og måske kunne jeg have skrevet de rigtige bogstaver! Det ville også være berettiget. For mindst 10. gang er jeg gået igennem et behandlingsforløb. Men endelig er jeg blevet fri. Jeg er blevet den, jeg altid har været, og det er grunden til, at jeg nu nyder hvert et sekund af mit nye liv. Hver eneste dag. Jeg har ikke længere den bagage fra fortiden, jeg ellers har slæbt rundt på, og som jeg troede skulle være en livsledsager til den dag, jeg lukker mine øjne for sidste gang. Jeg håber at få 30 år i denne tilstand. Hvis jeg holder, til jeg er 87 år, er det også okay. (Jeg er 57 år nu.)

Allerede på børnehjemmet, hvor jeg var i 2½ år, syntes de, jeg var mærkelig, muligvis “retarderet”, fordi jeg “lå så underligt sløvt og slap hen”. Heldigvis var der en kvik socialrådgiver, der mente, jeg bare trængte til et rigtigt hjem med rigtige forældre efter så langt et ophold på institution. Dette er direkte citater fra adoptionssagen.

Min biologiske mor havde aldrig så meget som set mig, idet hun fødte bag et (vist nok) blåt klæde og jeg blev overgivet til “Dear Home” i Hellerup, der var navnet på børnehjemmet, straks efter fødslen. Sådan foregik det i 1963, når moderen (og evt. faderen) ikke ville have barnet.

Jeg kom til et virkelig godt hjem i Vestjylland, det var bare “ærgerligt”, for nu at bruge et mildt udtryk, at min far døde i november 1972, da jeg var ni år, og min mor herefter giftede sig med en mand, der var pædofil. Anette siger, at han var “psykopat psykopat”. Min mor kendte til det seksuelle misbrug gennem seks år (1974 -’80) men greb ikke ind, da hun ikke kunne finde ud af, hvad hun så skulle stille op med to børn (jeg har også en halvbror født i marts 1976). Klaphat/Skvatrøv! Engang for flere år siden skrev jeg et indlæg, jeg kaldte “Barn af uønskede forældre”, for det var sandheden, og det står jeg ved.

Så mange år op ad bakke troede jeg aldrig, jeg ville slippe fri af, men det har Anette hjulpet med. Nu er jeg fri, og hun er dygtig! Jeg har skrevet afskedsbreve til de relevante personer, og jeg har stadig brevene på harddisken. Pga. min dårlig hukommelse gemmer jeg stort set alt. Det er ikke så længe siden, jeg læste disse breve igen. De er “spot on”, og der er ikke stukket noget under stolen; det er en del af det at have Aspergers Syndrom. De rå sandheder har været nødvendige. Det har været svært men nødvendigt, og Anette har accepteret, at sådan er jeg. Sådan har hun hjulpet med at rydde op.

Hun er også kunstterapeut (hedder det vist). Det er sikkert godt for en masse mennesker, men det er ikke noget for mig. Jeg har ikke engang lyst til at høre om det. Det har hun videre accepteret, at jeg ikke ville. Jeg er fra et sted, hvor de havde mange kreative evner med netop tegning/maling, musik og al den slags. Jeg kan bare intet af sådan noget, så jeg havde ikke lyst at komme til kort endnu engang og udstille min manglende talentmasse.

Anette har også af og til været usikker

Når der kommer en “patient” med så massive problemstillinger, som er så højt oppe i alderen uden at have fundet fred og et ståsted, er det naturligt at selv en meget erfaren psykolog kan blive usikker. Men vi “har gået vejen sammen”. Vi har eksperimenteret sammen.

Hun har ladet mig optage alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen for at afbøde den svigtende hukommelse. Optagelserne er naturligvis fortrolige. Jeg har aldrig mærket/hørt hendes usikkerhed, og den skal jeg heller ikke betale for, men hun har fortalt om den i dag, hvor vi skulle sige “farvel”, hvilket kom lidt bag på mig. Jeg har sikkert bare glemt, hun har oplyst det tidligere.

Vi har sagt farvel i dag, men vi har prøvet det tidligere. Hun fortalte, der var et helt år, hvor jeg ikke kom. Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, der var et farvel, der var værre. Eller måske ikke ligefrem huske, men jeg har genlæst en blogpost, vist nok fra 2018, hvor vi også sagde farvel.

Jeg kan selv

Nu kan jeg selv! Og det glæder mig uendeligt meget. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, og jeg har Distriktspsykiatrien til at holde mig på sporet, hvis det skulle skride. I realiteten har jeg ikke noget at komme til en psykolog med mere. Det er slut. Der er ryddet op. Jeg har stort set ikke nogen dagsordner længere, og det er intet mindre end et mirakel, at jeg kan selv. Jeg har fundet både fred og ståsted – takket være Anette. Hun fortæller, at hun får følelsen af “Yes”, når nogen går ud ad døren og kan selv og ikke har aftalt en ny tid. Hun har “kunder” nok i sin butik.

Dukker der noget op, er hun jo bare flyttet til Holbæk, og der kører DSB også til – vist endda hver time. Måske kan jeg få en eller anden ordning med Flextrafik, nu hvor jeg er blevet (en glad) pensionist. Det er jeg gået i gang med at undersøge hos Hvidovre Kommune. Og så: vi kender hinanden godt nok til, at vi også kan få det til at fungere med online-sessioner. Det prøvede vi en gang i sidste uge, og det gik rigtig fint. Så har jeg ganske vist ikke en lydoptagelse at støtte mig til, men så har jeg gode gammeldags noter. Dem skal man heller ikke kimse ad.

Jeg har mistet et fast holdepunkt i tilværelsen, men realiteten er, at jeg ikke har brug for hende mere. Faktisk siger hun det selv. Det er virkelig fantastisk. Kære læser: Glæd dig sammen med mig.

,

Coronavirus og tanker om pension

Coronavirus og tanker om pension

Hold da op!

Coronavirus og tanker om pension.

Jeg blev ringet op af min Hvidovre Kommune i dag – jeg tror, det var fra visitationen – og de ville lige høre, om jeg var interesseret i en coronavaccination? Jamen det er da klart, jeg er interesseret. Det var hun af en eller anden grund glad for at høre. Om ca. tre uger vil der komme en indkaldelse i min e-boks til første stik. Om der så skal gå tre eller seks uger mellem de to stik står lidt hen i det uvisse. Det er fuldt ud forståeligt, hvis sundhedsmyndighederne beslutter, at der skal gå seks uger, fordi man så kan nå at vaccinere flere med de doser, der stilles til rådighed. Om man er 90 eller 95 pct. beskyttet kan vel komme ud på et?

Hvorfor jeg lige præcis er rykket frem i køen, ved jeg ikke, men jeg glæder mig over det, for jeg havde såmænd indstillet mig på, at det tidligst blev hen på sensommeren. Måske har de rykket mig frem, fordi jeg står i deres systemer som modtager af hjemmehjælp? Uanset hvad så er det dejligt.

Min nærmeste ven er også blevet tilbudt vaccination inden for den kommende uge, så om seks til otte uger vil vi kunne ses igen uden risiko. Det er også dejligt.

Træt af Corona

Jeg er – som de fleste andre – inderligt træt af Corona, der sætter så mange begrænsninger for, hvad man kan foretage sig. Jeg kan ikke engang gå ud og få en kop kaffe et sted. Det er det mindste af det! Samfundet er nærmest gået i stå. Alle, der kan, arbejder hjemme, der er ingen i supermarkederne og alt andet er lukket.

Jeg tager det meget alvorligt, og er især bekymret for den engelske mutation, der er 70 pct. mere smitsom end den, vi kender. Man bliver ikke mere syg af den, man bliver ‘bare’ lettere smittet. Man kan dø af så meget; jeg vil bare nødigt dø af corona, og jeg har slet ikke lyst til at ligge herhjemme alene og ikke kunne få vejret. Jeg længes tilbage til de normale tider, hvor man kan se dem, man vil uden at være bange for smitten.

Postscriptum

Jeg har været hos min søde læge i dag, fordi hun skal skrive en attest til kommunen i forbindelse med pensionssagen. Hun mente, at alt det med rehabiliteringsteamet var en ren formalitet, og at jeg uden videre vil blive tilkendt pension. Det var dejligt at høre, og det må hun jo have forstand på. Hun vil uden videre indstille mig til pension.

I går var jeg hos psykologen, der også har skrevet noget papir til kommunen. Hun har også indstillet mig til pension. Hun fortalte mig noget, jeg ikke vidste eller i hvert fald havde glemt: allerede i 2015, hvor jeg fulgte et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, havde de faktisk ment, at alt pegede i retning af en pension, men det ville jeg ikke gå med til. Jeg ville arbejde. Hun fortalte mig, at det har hun også skrevet ind i sin rapport. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Jeg tror, at alle de, der har skullet udtale sig, har indstillet mig til pension. Nu håber jeg så på, at der ikke er for lang ventetid til rehabiliteringsteamet, så der snart kan komme en afgørelse. Jeg trænger til at komme ud af det limbo, som jeg synes, jeg står i. Lige nu er alting uafklaret, og jeg er ikke god til at leve med uklarhed. Når der foreligger en afgørelse, kan jeg begynde at tilrettelægge resten af mit liv, og det ser jeg frem til.

Psykologen går med mig til mødet i rehabiliteringsteamet, hvis hun overhovedet kan den dag, og det er jeg glad for. Af en eller anden grund har jeg ikke den store lyst til at gå alene. Jeg har jo prøvet det før for fem år siden, og teamet består udelukkende af søde mennesker, men alligevel vil jeg gerne have en ved min side, som kender mig godt.

Hvem skal jeg støtte?

Hvem skal jeg støtte?

Der er så mange muligheder

I december går det helt amok på Facebook – jeg mener amok med forskellige former for indsamlinger til nogle, der har det værre end mig, og som jeg derfor kunne støtte, da jeg ikke skal købe julegaver. Jeg kunne tage beløbet, jeg ellers ville have købt gaver for, og så  dele det ud på forskellige godgørende formål.

Der er så mange potentielle modtagere: Læger uden grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Kirkens Korshær, Børnehjælpsdagen, Børnetelefonen, Børns vilkår, Betalingshjælpen kun for piger, Psykiatrifonden, Sind osv.

Indtil videre har jeg syet pengene ind i madrassen ligesom Katrine Larsen i Matador, og der bliver de, selvom jeg godt kunne give en skilling her og der og føler, at jeg burde gøre det, når jeg har mere end dem, der mangler – både her i landet og i udlandet.

Betalingshjælpen kun for piger

Dette er navnet på en ‘lånegruppe’ på Facebook, hvor jeg af og til har udlånt mindre beløb og altid fået dem igen til aftalt tid helt uden problemer. Det har været i størrelsesordenen 1-200 kr. og aldrig mere end jeg tænkte, jeg kunne klare at miste.

På et tidspunkt lånte jeg så 400 kr. ud – men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg så dem ikke igen. Låntager var helt umulig at komme i kontakt med og blokerede mig på telefonen. Beløbet var inden for en ramme, jeg tænkte, jeg kunne klare at miste, men alligevel var jeg sur, og er det stadig.

Jeg besluttede, at jeg aldrig ville låne så meget som 50 øre ud til nogen i den gruppe igen, så nu sidder jeg som en anden heks og følger med i, hvem der søger hvor meget til hvad. Jeg burde jo melde mig ud af gruppen og glemme alt om det, men det er altså en af mine usympatiske sider.

Kirkens Korshær

Denne organisation har dog fået mig til at lette på foret i madrassen, fordi jeg synes, de laver et fantastisk stykke arbejde både for de hjemløse og for udsatte familier. Her rammes jeg af tekster som at fattige børn også ønsker sig juletræ, risengrød og gaver til jul. Ja selvfølgelig gør de det, og det vil jeg gerne bidrage til. De fik de 400  kr., som jeg ikke fik tilbage. Så går det lige op 🙂

Danmission

For kun 41 kr. kan man sørge for skoleuniform, kladdehæfter og penalhus ti et år til et barn i Tanzania, hvor selve skolegangen er gratis. Alle mennesker kan undvære 41 kr., men jeg gjorde det ikke, for jeg kan jo ikke bare sådan formøble ‘formuen’ væk.

Tiggeri

Når det hele sådan går amok i november/december, minder det mig om tiggeri, der er sat i system, fordi alle organisationerne ved, at pengene sidder lidt løsere i de to måneder og at det er så let at give naivister som mig den dårlige samvittighed, der skal til for at sprætte madrassen op igen.