Indlæg

,

Strategi i psykiatri

Inspiration

Min bekendt Søren ovre på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998.  Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok – 2016 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er de er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på Psykiatrialliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snap det går. Senest aktivitet var i 2016.

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

,

Psykiatripolitik

(U)Lighed i sundhed

Jeg læste et interessant indlæg af Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt. Hun skriver om uligheden mellem psykiske og somatiske sygdomme. Vi har fået udredningsgarantien på 30 dage, og det er selvfølgelig positivt. Problemet er, at der ikke fulgte penge med, hvilket vil sige, at personalet (igen) skal løbe stærkere.

Anne Lindhardt skriver

”Det, vi har brug for, er det, som vi har set inden for hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man ligeledes vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige penge. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Hvad er det, de kan, som vi ikke kan?

Med “de” mener jeg dem, der kæmper for kræftpatienterne. Kræftens Bekæmpelse må være enormt kompetente, for de er alle steder, og de er dygtige til det, de laver. Som eksempel kan nævnes, at i 2016 (mener jeg, det var) samlede de ca. 30 millioner kr. ind ved deres landsindsamling. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år ca. 14 millioner ind ved deres landsindsamling.

Der er tilvejebragt fem kræftpakker. Der er tilvejebragt milliarder af kroner og det vel at mærke på finansloven, så beløbene er faste indtægter og ikke som satspuljemidlerne til psykiatrien. Satspuljer er midlertidige penge.

De har sparket dørene ind hos politikere og presse, og de bliver hørt.

Kunne vi ikke aflure dem nogle tricks? Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Er “markedet ” for småt (jf. at alle mennesker kender en eller flere, der har haft kræft)?

Psykiatrialliancen

Når man læser om alliancen, ser det rigtig godt og spændende ud. Det er netop en hel masse organisationer, der er gået sammen om skabe bedre betingelser på det psykiatriske område. “Sammen er vi stærke.” Jeg synes bare aldrig, jeg hører noget om deres resultater. Laver de ingenting? [Undskyld, her må jeg rette på mig selv. Jeg fandt et opslag på Psykiatifondes Facebookside fra den 28. juni. Der står:

Med fare for at sige “hvad sagde vi!” – så kan man håbe på, at der nu endelig sker noget. Tidligere i år efterlyste Psykiatrifonden og 32 andre organisationersamlet i Psykiatrialliancen et massivt løft af psykiatrien.

Nu er Sundhedsstyrelsen også med! Det fremgår af et oplæg til en styrket indsats for mennesker med psykiske sygdomme, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag. Konklusionen er, at behandlingen af personer med psykisk sygdom halter efter den kvalitet, som sundhedsvæsnet tilbyder borgere med fysiske sygdomme

men det er nu ikke så meget, man har hørt om det.]

Betaler sig på den lange bane

Anne Lindhardt skriver videre:

”Depression er en af de helt store sygdomsbyrder og koster samfundet 4.3 milliarder i tabt produktivitet. I stedet burde støtten til psykolog udvides, så vi kan undgå at udbetale førtidspensioner til mennesker, der kunne have været reddet, hvis de havde fået behandling tidligere.”

Dette synspunkt svarer fuldstændig til det, jeg selv har anlagt om psykologernes “Omsætningsgrænse” i mit forsøg på at opgøre omkostningerne ved mit 2½ år lange forløb. Jeg kunne let være landet på en førtidspension, faktisk ventilerede den kommunale sagsbehandler selv muligheden, men jeg ville ikke have pension, og det sagde jeg fra dag et.

Jeg har forgæves ledt efter modeller for en form for cost benefit analyse: Hvornår har diverse instansers investering i mig “tjent sig hjem”? Jeg ved det ikke, og jeg ikke finde ud af at regne det ud.

 

, , ,

Jeg har et budskab

I gamle dage

I “gamle” dage holdt jeg ofte oplæg via mit arbejde og via slægtsforskning. Emnerne var alt fra forslag til finanslov, procesoptimeringer, ledelsesinformationssystemer, tidsregistreringssystemer, fotografering af gravsten på kirkegårde og indtastning af data herfra i regneark, software til registrering af aner osv. Listen kunne være langt længere.

“Gamle dage” sluttede for alvor i sommeren 2014; der kom de nye dage, som indledningsvist var brogede for nu at sige det mildt. Siden dengang har jeg ikke stået på bare den mindste ølkasse, så jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg stadig kan. Har jeg stadig gennemslagskraft, kan jeg fange tilhørerne, kan jeg mærke, hvor de er, om de keder sig osv.?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg brænder for de tre emner, jeg beskriver herunder:

Cost-benefit-analyse

Jeg har gjort en del ud af at beregne de samlede omkostninger til mit sygdomsforløb, så godt, som jeg overhovedet kan. Det hele kan dokumenteres, og der er kilder på alle beløb. De 1,6 mio. kr. er et minimumstal. Der mangler lidt (overhead på de kommunale omkostninger og 90 besøg i distriktspsykiatrien), men det rokker ikke ved det samlede billede. Størrelsesordenen er der ikke noget i vejen med.

Næste skridt, der vil blive rigtig spændende, er at lave en eller anden beregning, der viser, enten hvornår samfundet har fået sin investering tjent ind/tilbage, eller hvad man på længere sigt har sparet ved at behandle mig så godt, at jeg har fået et rigtig fornuftigt liv tilbage.

Efteråret 2017 dividerede jeg i min visdom de 1,6 mio. kr. med førtidspensionens bruttosats på 224.000 kr. årligt uden tilskud til varme, boligstøtte eller andre tillæg. Og det fik jeg så 6,9 år ud af. Da jeg lavede regnestykket, syntes jeg, det var oplagt – nærmest genialt. Nu spørger jeg mig selv, hvad jeg dog tænkte på?

Jeg har slidt internettet op med Google i jagten på modeller/eksempler på, hvordan man opgør den samfundsmæssige nytte af en sådan investering. Der ganske enkelt være nogen, der har regnet på effekten af behandling i psykiatrien mv. Men jeg kan ikke finde det. Havde jeg villet opgøre effekten af at investere i alkoholbehandling eller hjemløshed, ville det være en helt anden snak. Der ligger masser af modeller på de to områder. Det eneste, jeg kan finde, er længere beskrivelser af, hvad de andre (KORA m.fl.) heller ikke har fundet.

Hvis man vil nå beslutningstagere og meningsdannere, skal der kroner og øre på. Jeg har derfor allieret mig med en professionel analytiker fra psykiatrispektret, som forhåbentlig kan bidrage med det, jeg mangler. Omvendt mangler hun en konkret case og alle mine lækre regneark. Hun kommer fra en NGO, der allerede taler om, at vi i fællesskab går til pressen og politikerne.

Så spændende – for vi har et budskab!

Hendes Verden

På tirsdag kommer der en journalist fra Hendes Verden – og en time efter kommer fotografen… Journalisten vil gerne høre noget om ECT-behandling, som jeg har en del erfaring med. Det kan jeg godt underholde en times tid om.

Da vi lavede aftalen telefonisk, sagde jeg til hende, at jeg ikke ville være med til noget, der kunne kaldes følelsesporno eller noget, der var kritisk overfor ECT, og at jeg i øvrigt ville se artiklen i dens sammenhæng, før jeg kunne sige god for den. Det var hun helt med på. Hun er free lancer og har af og til opgaver for Psykiatrifonden, så jeg vil tro, vi vil være på bølgelængde.

Så spændende – for jeg har et budskab!

En tur til Bornholm

Jeg har skruet et udkast til en hjemmeside sammen til en mindre kirkelig organisation i Aakirkeby. Siden “oversomrer” indtil den 13. september kl. 16:00 i konfirmandstuen, hvor de har spurgt, om jeg vil komme og fortælle lidt om tankerne bag siden, fremtidsmuligheder mv.

Jeg har selvfølgelig tænkt mig kort at fortælle om, at jeg har en god fornemmelse for det at “være kirke”, da jeg har siddet i menighedsrådet i otte år, men at deres sogn naturligvis kan se helt anderledes ud end mit sogn.

Jeg må vist have fat i lærebøgerne om usability og læsbarhed af Jacob Nielsen, hvis jeg skal kunne fylde mere end 20 minutter. Nej spøg til side, det er jo et af mine hjertebørn. Jeg laver ikke smarte sider, hvor alting hopper og danser, og jeg er helt klar over, at jeg er håbløst gammeldags, men netop i det kirkelige spektrum har vi rigtig mange ældre mennesker, der kommer efter kolde og klare informationer og ikke for at se, hvor kreativ webmasteren er.

Bornholmerne betaler rejsen – og jeg har et budskab!