/0 Kommentarer/i , /af ,

Jason læser jura

Mine gamle studiebøger har fået ny ejer

Jason læser jura

Jason er begyndt at interessere sig for mine gamle bøger fra jurastudiet. Og han går ikke forsigtigt til værks: Alf Ross og Eva Smith er allerede kommet på pensum. Spørgsmålet er, om en rød killing med stor observationsevne, sans for smuthuller og et noget afslappet forhold til reglerne har en fremtid som jurist?

Billede 1: Jason og Alf Ross

På det første billede ligger Jason næsten demonstrativt ved siden af Om ret og retfærdighed. Det er i sig selv et meget ambitiøst sted at begynde. Alf Ross er ikke ligefrem juridisk letlæsning.

Det morsomme er hans kropsstilling. Han ligger fuldstændig henslængt med forpoterne ud over kanten og hovedet lidt nedad. Han ser ikke ud som en studerende, der er blevet slået ud af retsfilosofien. Han ser snarere ud som en, der tænker:

Alf Ross har nogle interessante synspunkter. Jeg skal lige overveje præ-misserne.

Ørerne er oppe og fremme, øjnene åbne, og kroppen er helt afslappet. Der er ingen spænding i ham. Det er den klassiske kombination af tryghed og opmærksomhed: Han slapper af, men følger samtidig med i, hvad der foregår nedenfor.

Og så er der en god visuel kontrast mellem den alvorlige titel OM RET OG RETFÆRDIGHED og den lille røde killing, der hænger ud over hylden.

Det kunne næsten være en illustration til spørgsmålet:

“Hvad er retfærdighed?”

Jason: “At jeg må ligge på den hylde, jeg har valgt.”

(Teksten fortsætter under billedet).

Billede 2: Jason og Eva Smith

Det andet billede er fotografisk lidt bedre.

Her ligger han mellem de gamle juridiske bøger, og denne gang ser han meget mere juridisk koncentreret ud. Han kigger målrettet ud mod højre. Ørerne står frem, knurhårene peger forholdsvis fremad, og hovedet er løftet.

Det er nærmest en lille observatørpost.

Og det passer godt sammen med Vidnebeviset. 😄

Han ligner en, der er i færd med at vurdere et vidne:

“Forklaringen forekommer umiddelbart troværdig, men jeg vil gerne høre, hvor De befandt Dem, da posen med Dreamies forsvandt?”

Der er noget fint ved hans forpoter. De hænger ned over kanten, mens resten af kroppen ligger sikkert inde på hylden. Det får ham til at se både afslappet og årvågen ud på samme tid.

(Teksten fortsætter under billedet).

Bøgerne fortæller min historie

Hvis Jason bare lå i en bogreol, var det et sødt billede af en killing i en bogreol. Men her ligger han blandt mine gamle studiebøger. Derfor forbinder billederne to perioder af mit liv.

Jeg læste jura. Bøgerne fulgte med videre. Nu er de blevet en del af Jasons territorium.

Og han har tilsyneladende allerede foretaget den juridiske ejendomsovergang uden at spørge. Det lover godt for hans forståelse af faktisk råden over løsøre, om end hans respekt for ejerens adkomst måske kræver et suppleringskursus.

Jeg bemærker også, at han ikke har valgt en tilfældig hylde med krimier. Han har placeret sig ved Alf Ross og Eva Smith.

Det er næsten mis-tænkeligt målrettet.

Bliver han en god jurist?

Jeg vurderer hans kvalifikationer således:

  • Observationsevne: fremragende.
  • Koncentration: god, når sagen interesserer ham.
  • Evne til at indtage et overordnet perspektiv: særdeles god; foretrækker bogreoler.
  • Bevisvurdering: lovende, jf. placeringen ved Vidnebeviset.
  • Retsfilosofisk ballast: usædvanligt tidligt udviklet.
  • Selvsikker fremtræden: absolut.
  • Evne til at finde smuthuller: formentlig exceptionel. Han er trods alt kat.
  • Respekt for regler: Her forudser jeg visse problemer.
  • Evne til at sove gennem forelæsninger: allerede fuldt professionelt niveau.

Der er dog ét alvorligt problem med studiestarten den 1. september:

Jeg er ikke sikker på, at Studenterbogladen på Bispetorvet accepterer Dreamies som betaling for semesterbøger.

Men hvis de gør, har Jason en strålende juridisk karriere foran sig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Folkedomstolen og gabestokken

6 år efter eller 25 år efter? Balladen om Pia Olsen Dyhrs rådgiver

Kan et menneske få lov at komme videre efter alvorlige krænkelser, eller varer dommen resten af livet? Sagen om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver har fået mig til at tænke over forskellen på retssamfundet og folkedomstolen. Seks år kan føles som et øjeblik for den, der ser udefra, men som et helt liv for den, der har oplevet overgreb og krænkelser.

Sikke en ballade om Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver.

Oprindeligt var det min holdning, at hvis man udstået en fængselsdom på seks år, har man ved løsladelsen afsonet sin straf og sin “gæld” til samfundet. Man kan vende tilbage til samfundet med helt de samme pligter og rettigheder, man havde før dommen og indsættelsen. Og den særlige rådgiver var ikke en gang dømt ved en domstol. Han var “bare” bortvist fra partiet SF. Anledningen var en række meget alvorlige krænkelser. Der end ikke var politianmeldt.

Så måtte han selvfølgelig uden problemer kunne ansættes som særlig rådgiver for partiformand Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Nu er han dømt af en afskyelig folkedomstol, hvor der kun mangler gabestokken på torvet med forudgående kagstrygning. Hetzen er forfærdelig, og det samme er rådmanden på Frederiksberg. Hun har åbenbart ikke forstået hvilken skade, hun kan anrette på partiet. Eller ønsker hun i virkeligheden, at partiet tager en anden retning under en anden formand? Har hun en skjult dagsorden?

Ved nærmere eftertanke …

Jeg var til min “mors” bisættelse i Højby Kapel i Odsherred i december 2006. Paradoksalt nok kom jeg til at stå overfor hendes fraskilte ægtefælle – psykopaten – ved kisten.

Det var da 25 år siden, jeg sidst havde set ham. Det var rigtig ubehageligt, og selvfølgelig væltede de seks år i helvede fra 1974 – 1980 op. Der var dengang tale om daglige krænkelser, der begyndte i det små og siden udviklede sig til vanvid dag for dag.

Men jeg var naturligvis forberedt på, at jeg formentlig ville møde både ham og deres fællesbarn dvs. min halvbror, og jeg havde taget mine mentale forholdsregler:

  • Jeg gør min pligt med dertil hørende “ordentlighed”
  • Gravkaffen er uden mig
  • Mig kan de ikke kyse

Når jeg ser et fornavn som psykopatens i en kirkebog, må jeg skynde mig at rulle forbi, og der gik rigtig mange år, før jeg kunne sige hans navn højt – selv til psykologen. Der var vist tale om syv eller otte år.

Jeg kan stadig heller ikke udholde mænd med fuldskæg. De vækker fortiden til live.

Så måske forstår jeg Lotte Roed bedre. Men hun burde opsøge hjælp hos en dygtig psykolog til at bearbejde sin fortid.

Folkedomstolen

Seks år er ikke lang tid set i et livsperspektiv, når man har oplevet noget frygteligt. De dybe sår og ar forbliver.

Men jeg afskyr stadig folkedomstolen og den hetz, den krænkede part har sat i gang. Jeg synes, det er forkert, og at hun burde tage konflikten med sin partiformand i et lukket rum fremfor på de a-sociale medier og ved folkemødet på Bornholm. Men måske har hun en helt anden dagsorden?

Den mand, det hele drejer sig om, ville faktisk stå bedre, hvis han havde været meldt til politiet, var dømt ved en domstol og havde afsonet sin straf i et lukket/åbent fængsel. Der ville han være sikker på retssikkerhed og behandling efter bestemmelserne i retsplejeloven. Lige nu har han ingen retsgarantier.

Pøbelvældet har travlt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Er der en arkitekt tilstede?

Hvem tager ansvar?

Er der en arkitekt tilstede?

DR-serien “Er der en arkitekt til stede?” med Ane Cortzen er ikke bare TV om bygninger. Det er TV om, hvordan vores byer, landskaber og hverdagsliv bliver formet – og om hvad der sker, når flotte visualiseringer, lokalplaner og gode intentioner møder budgetter, besparelser og ansvarsfralæggelse.

Arkitektur er også for os, der ikke ved noget om arkitektur

Jeg har set næsten alle afsnit af DR-serien “Er der en arkitekt til stede?”, og jeg er begejstret. Serien begyndte i 2021, og der ligger nu fem sæsoner. For mig er det lige så godt TV som “Forsvundne arvinger“.

Det særlige ved serien er, at den gør arkitektur nærværende. Man behøver ikke kende forskel på beton, tegl og kompositmaterialer for at forstå, hvad der er på spil. Det handler om de steder, vi bor, færdes og lever vores liv.

Vært er Ane Cortzen, og jeg skrev til hende for at fortælle, hvor godt jeg synes, serien fungerer – også for os, der ikke har forstand på arkitektur. Hun svarede:

Kære Hanne

Tusind tak for din mail. Det betyder meget, at mine programmer bliver vel modtaget på den anden side. Hvor er det godt, du har fået interesse for arkitekturen! Det er netop formålet med programserien.

Venlig hilsen
Ane

Og ja: Serien har faktisk givet mig interesse for arkitektur. Ikke som fagperson, men som borger. Som et menneske, der skal se på byggerierne, gå forbi dem, bo ved siden af dem – og leve med dem, længe efter at entreprenør, bygherre og politikere er videre til næste projekt.

Grønnebro i Hvidovre: Jeg skulle have penge for at bo der

Ane Cortzen tager i serien fat i mange af de byggerier, der skyder op i disse år. Nogle af dem er ikke bare grimme. De virker også ligeglade med de mennesker, der skal bruge dem.

Det får mig straks til at tænke på Hvidovre Nord, hvor jeg bor. Topbilledet stammer fra det nye “Grønnebro” ved Hvidovre Station, hvor man har placeret en Rema i stueetagen. Hvor ville jeg ønske, at Ane Cortzen lagde vejen forbi. Jeg ville give kaffen.

Lige nu er der en enkelt lejlighed til leje i byggeriet. Den er på 84 m2, den månedlige ydelse inkl. vand og varme er 15.900 kr., og første indbetaling lyder på 76.300 kr.

Jeg skulle have penge for at bo der.

Jeg forstår godt mekanismen: Grundpriserne er høje, og derfor bygges der i højden. Det skal man ikke være hverken arkitekt eller økonom for at regne ud. Men højhuse er ikke problemet i sig selv. Som Ane Cortzen flere gange siger i serien, kan højt byggeri sagtens fungere, hvis det er skabt med kærlighed, omtanke og ordentlige materialer.

Problemet opstår, når byggeriet ser ud, som om ingen har holdt af det. Og når det, der bygges i dag, stadig står her om 75 eller 100 år, bør kærligheden og kvaliteten kunne ses.

Skærmbillede fra DR-serien Er der en arkitekt til stede?

Fra smukke visualiseringer til trist virkelighed

Når et byggeri skal godkendes, får kommunens politikere blandt andet forelagt visualiseringer. Det er billeder, hvor arkitektfirmaet viser, hvordan byggeriet kan komme til at se ud.

På visualiseringerne er vejret ofte godt. Menneskerne smiler. Børn leger. Træerne er grønne. Alt ser inviterende ud.

Hvis politikerne kan lide visualiseringen, kan den ende som en del af lokalplanen. Og en lokalplan er ikke bare en løs hensigtserklæring. Den er det juridiske grundlag for, hvad der må bygges.

Alligevel viser virkeligheden sig ofte at blive en helt anden.

Asserbo Plantage: Hvor blev træerne af?

Et voldsomt eksempel fra serien er sommerhusbyggeriet i Asserbo Plantage. Her fremgik det af lokalplanen, at der skulle bygges enfamiliehuse. Resultatet blev en række meget store sommerhuse på snorlige rækker med plads til op mod 20 personer i hvert hus.

Det kan man selvfølgelig kalde enfamiliehuse, hvis familien er usædvanligt stor. Men det ligner ikke mit billede af et sommerhusområde.

Det værste er næsten træerne. Det tager en halv time at fælde et træ, men et træ bruger 100 år på at vokse op. I Asserbo Plantage blev et stort område ryddet, så husene nu ligger åbent og nøgent på stribe.

DR beskriver afsnittet sådan:

Megasommerhuse i Asserbo Plantage. Midt i Asserbo Plantage er store træer og naturen blevet fældet til fordel for en række megasommerhuse, der er skudt op. Men hvorfor kan god arkitektur ikke forenes med naturen? Ane Cortzen tager en tur i skoven for at spørge, hvor træerne blev af.

Det spørgsmål burde stilles langt oftere: Hvor blev træerne af? Hvor blev legen af? Hvor blev de brede trapper, de gode materialer og de menneskelige proportioner af?

Når arkitekten slipper pennen

Det er gennemgående, at arkitekten tegner noget, politikerne godkender noget, og entreprenøren bygger noget tredje.

På et tidspunkt slipper arkitekten pennen. Politikerne læner sig tilbage. Bygherren ser på budgettet. Entreprenøren ser på bundlinjen. Og undervejs forsvinder de kvaliteter, der gjorde projektet acceptabelt i første omgang.

Det kan være:

  • materialer, der bliver skiftet ud med billigere løsninger
  • beton, hvor rust fra armeringsjernene løber ned i brune striber efter få år
  • legeområder, der bliver erstattet af parkeringspladser
  • inviterende trapper, der ender som noget, der ligner en personaleindgang på bagsiden
  • grønne områder, der bliver mindre grønne, når virkeligheden melder sig

Et eksempel er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens, som omtales i sæson 1, episode 3. Her blev et område, der skulle invitere til ophold og leg, i stedet præget af noget langt mere menneskefjendsk.

Profitmotiv er ikke et bandeord – men det forklarer noget

Entreprenøren er som regel en privat virksomhed. Den har et økonomisk incitament, som er et pænere ord for profitmotiv.

Det er ikke i sig selv mærkeligt. Private virksomheder skal tjene penge. Men når profitmotivet får lov at æde de arkitektoniske kvaliteter, bliver resultatet fattigere – også selvom byggeriet måske er dyrt.

Der kan spares på materialer, detaljer, udearealer og fællesrum. Hver enkelt besparelse kan måske forklares. Men tilsammen ændrer de hele byggeriets karakter.

Det, der blev solgt som kvalitet, ender som discount med udsigt, og “svalegange” som i 1970’erne.

Når alle har ansvaret, har ingen ansvaret

Det mest frustrerende er næsten ansvarsfralæggelsen. I en byggesag er der mange involverede: arkitekter, bygherrer, entreprenører, forvaltninger, politikere og rådgivere.

På papiret burde det give mange kontrolpunkter. I virkeligheden kan det ende med det modsatte.

For når noget går galt, kan alle pege på hinanden.

Arkitekten tegnede kun. Politikeren godkendte kun. Entreprenøren byggede kun inden for budgettet. Forvaltningen fulgte kun processen. Bygherren traf kun nødvendige økonomiske beslutninger.

Og tilbage står borgerne med bygningerne.

Det byggede bliver stående

Det er derfor, serien er vigtig. Den handler ikke bare om smag. Den handler ikke bare om, hvorvidt noget er pænt eller grimt.

Den handler om demokrati, ansvar, kvalitet og respekt for fælles omgivelser.

Et dårligt byggeri er ikke som en dårlig udsendelse, man kan slukke for. Det bliver stående. Måske i 75 år. Måske i 100 år. Måske længere.

Derfor burde nogen stille spørgsmålet langt oftere:

Er der en arkitekt til stede?

Og måske endnu vigtigere:

Er der nogen, der tager ansvar?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Skyldig til det modsatte er bevist: barnedrab i 1880’erne

Barneliget på Fejø

Skyldig til det modsatte er bevist: barnedrab i 1880’erne

En podcast fra DR Lyd fortæller den sande historie om Ane fra Fejø, der i 1880’erne blev dømt for barnedrab på et tvivlsomt grundlag. Det er en rystende beretning om fødsler i dølgsmål, falske tilståelser og et retssystem, hvor man i praksis var skyldig, indtil det modsatte blev bevist.

Jamen hov, er der ikke noget galt med artiklens titel? Skulle der ikke have stået “uskyldig”?

Nej, det er der desværre ikke. Der skal stå “skyldig”. Det er nemlig titlen på episode nr. 4 i podcasten “Barneliget på Fejø”. Hvis du ikke allerede har hørt den, og du er interesseret i fødsler i dølgsmål og datidens retspleje, må du straks gøre det. Det er en fantastisk historie. Du har serien i DR Lyd her.

Freuchen, der kommer til Fejø som dommer, har aldrig tidligere beskæftiget sig med straffesager. Han har taget sig af privatretlige sager så som skifter, men nu kommer han til et lille øsamfund, hvor han opfatter kvinderne som moralsk fordærvede og nærmest farlige. Det sætter han sig for at sætte en stopper for.

Man hører om tortur i arresten i Sakskøbing. Et eksempel er, at da Ane og hendes mor ikke vil tilstå selv efter mange forhør, kalkes vinduerne i cellerne til, så der selv ved middagstid er næsten mørkt. Da de tilstår forbrydelsen, som de aldrig har begået, nemlig at dræbe Anes nyfødte barn, fjernes kalken igen.

DR skriver:

Graveren på Fejø finder en forårsmorgen i 1881 en lille stofbylt ved kirkegårdsmuren. Indeni ligger et dødt spædbarn. Alt tyder på, at en kvinde har skjult sin graviditet, født alene og dræbt barnet. Efterforskningen går i gang og hurtigt kommer en ung kvinde ved navn Ane i søgelyset.

Ane ender i kvindefængslet på Christianshavn, og hun får snart følgeskab af flere andre kvinder fra Fejø, som også bliver dømt for barnemord. En læge i kvindefængslet bliver mistænksom. Hvordan kan landets mindste retskreds have så mange barnemordersker? Lægen beslutter sig for at undersøge, om Ane har født, og får sig noget af en overraskelse.

Barneliget på Fejø er den utrolige – og sande – fortælling om, hvordan Anes bizarre skæbne var med til at ændre magtfordelingen i vores retssystem.

Serien rummer meget om datidens – mangel på – retspleje og meget om forholdene i Kvindefængslet på Christianshavn og de fire klasser, kvinderne kunne klassificeres i. Jeg lærte en del nyt om det fængsel og om forskellene på forbedringshuse og tugthuse.

  • Forbedringshuse: Formålet var opdragende. Man ønskede at forbedre den indsatte og give hende en disciplineret moral.
  • Tugthuse: En strengere straffeanstalt for kriminelle, som dømtes til strafarbejde.

De store fængselsbyggeår

Vi er i tiden efter vedtagelsen af den første egentlige danske straffelov, der i 1866 afløste den middelalderlige Danske Lov.

Nogle mener, at det da var en farlig tid, man var om at få 1866-loven skruet sammen – men det skal ses i sammenhæng med, at straffeloven afskaffede legemsstraffene (dødsstraf, brændemærkning, kagstrygning m.v.) og indførte frihedsstraffene i stedet.

Når man nu holdt op med at slå folk ihjel, skulle man have jo et sted at gøre af forbryderne, altså måtte man ved overgangen være klar med fængsler. Og selvfølgelig har det taget sin tid at få bygget fx Horsens Tugthus, Vridsløselille og Vestre Fængsel i København. Sidstnævnte er med sine tusind celler stadig i brug som varetægtsarrest …

(Når man sidder i varetægt, har man ikke samme ret til arbejde og/eller uddannelse, som man har, når man sidder i et egentligt fængsel. Så her kan man stadig sidde isoleret 23 timer i døgnet og se ind i væggen.)

Horsens åbnede i 1853 og Vridsløselille i 1859. Ergo var man klar, da 1866-loven trådte i kraft.

Jeg har været på Fejø

Da jeg har slægt på Fejø, besøgte jeg kirken og øen på en smuk solskinsdag i oktober 2022. Man kører til Kragenæs på Vestlolland og så sejler man over til øen, der blandt andet er kendt for sine mange æbleplantager.

Billedet af Fejø Kirke herunder stammer fra den tur. Det er en dejlig kirke med en interessant altertavle, der forestiller to kvinder.

Eller er det en engel og Jomfru Maria, der – meget apropos – får at vide, at hun skal have et barn uden at være gift? Det kan man ikke vide.

Sådan bydes man velkommen til Fejø:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.