Kvoteflygtninge – på midlertidigt ophold

Kvoteflygtninge

En leder i Berlingske om kvoteflygtninge

Gennem et stykke tid har jeg faktisk gået at tænkt på, at hvis jeg kunne få råd til en (net-)avis skulle det være Berlingske. Det er der nu hamret en hvid pæl igennem, efter jeg læste dagens leder: “Vi bør tage kvoteflygtninge igen – på midlertidigt ophold“. Årsagen var deres mange kronikker om børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. Jeg troede, de måske havde skiftet holdning, men det var selvfølgelig naivt af mig at tro.

Det er positivt, at de finder, vi igen bør tage kvoteflygtninge. Det har vi vist nok gjort lige siden UNHCRs oprettelse i 1950, men hvad der er absurd er, at man ikke vil lade dette være en varig løsning for flygtningene. Mennesker der “kvalificerer” sig til at blive optaget som kvoteflygtninge, er de svageste: dem uden kolde kontante, de syge, de gamle, børnene uden forældre osv. Kort sagt dem, der ikke kan tage turen over Middelhavet i en gummibåd. Det har altid været sådan, at kvalificerede man sig, var det med henblik på permanent ophold i det nye land, også selvom konventionen ikke decideret skriver noget om det.

FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, finder dog forslaget meget betænkeligt, da det gør op med en historisk gængs forståelse, selv om der juridisk set ikke har været noget til hinder for, at også kvoteflygtninge kunne få inddraget en opholdstilladelse, hvis der kom fred i hjemlandet. Kilde: Fyens.

Ingen lovgivning på finansloven

Det er et bærende princip, at man ikke kan lave egentlig lovgivning på finansloven, heller ikke selvom hele “paradigmeskiftet” er Dansk Folkepartis forudsætning for finanslovsaftalen for 2019. Derfor sidder de nu og prøver at udmønte finanslovsaftalen i konkret lovgivning. Det er nu ikke så svært. De er alle sammen enige, også i at kvoteflygtninge skal sendes hjem igen, når forholdene tillader det.

– Vi ønsker at sende et meget klart signal til flygtninge om, at når man får ophold i Danmark, så er det midlertidigt, og det gælder også kvoteflygtninge, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Politiken.

Jeg sidder tilbage

Jeg sidder tilbage og forstår det ikke. Hvorfor kan vi ikke klare 5,102 kvoteflygtninge pr. kommune pr. år? Hvorfor kan vi ikke give disse mest udsatte mennesker en tro på en fremtid, der rækker lidt længere end til de otte år, hvor de måske kan være her, så de måske kan søge om en permanent opholdstilladelse?

Der er en der forstår det, og det er den første, der kommenterer Berlingskes leder (jeg kan ikke finde kommentaren igen), men der stod, at han mente, det var en god idé, for vi havde ikke brug for flere kulturberigere.

God søndag!

,

Hvilket Danmark?

Hvad ønsker Danmark at være kendt for om 50 år?

Der er netop (20. december 2018) kommet en rapport fra Ombudsmanden, der har været på uanmeldte tilsynsbesøg på Udrejsecenter Sjælsmark flere gange.

1) Han konkluderer: ‘Børn i Udrejsecenter Sjælsmark lever under svære forhold’, som er det nærmeste han kan komme uden at træde lovgiver i haserne, eller hvad det nu hedder.

2) En anden konklusion: ‘Forholdene for børn i Udrejsecenter Sjælsmark er egnede til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse. ‘

Ordene ‘egnede til væsentligt at vanskeliggøre’ (min udhævning) er vel det nærmeste, han kan komme på at udtrykke alvorlig kritik og give lovgiver i et los i rumpen. De 93 børn skal simpelthen have et bedre liv. Hvorfor skal de undgælde for, at far og/eller mor af en eller anden årsag ikke vil/tør/kan rejse tilbage?

3) ‘uro, ensomhed og uoverskuelighed i betydeligt omfang synes at karakterisere børnenes hverdag’

Kan vi byde dem det?

Nej det kan vi ikke. De legetøjsløse børn sad midt i min hjernebark i to måneder, men det var værre for dem end mig. Jeg kunne bare sluge et par Abilfy. De havde fortsat intet legetøj.

‘Ombudsmanden peger samtidig på mere konkrete forhold i centeret, der ville kunne ændres for at styrke børnenes trivsel. Det drejer sig bl.a. om spiseforhold og fritidsaktiviteter for børnene.’

Jeg så forleden en video med Morten Østergaard, der talte med Dua (vel 7 – 8 år), der ikke vil have kammerater med hjem, fordi de ikke skal se de dårlige forhold, hun lever under.

Ôzlem Cekich og Bent Melchiot har været i lejren med forslag til ‘sikrede’ fritidsaktiviteter. Alt bliver afvist. Det kan ganske enkelt ikke have sin rigtighed.

Hvorfor må de ikke gå i en ganske normal skole og få en del af den hverdag, som en dansk dreng eller pige har? Jeg forstår det ikke.

Hvilken historie er det, der skal skrives om 50 år?

Børnenes valgkamp?

I den igangværende valgkamp er der ikke det parti, der ikke vil være ‘Børnenes statsminister’. Mette Frederiksen (S) går foran og går på sine flyers ned i børnehøjde for at tale med de små pus. Jeg brækker mig med mindre, det fører noget konkret med sig. Morten Østergaard (R) er også ude med riven. Ham har jeg dog mere sympati for. Det er som om, der er mindre udenomssnak.

Med alle de gode hjerter må der hurtigt kunne gøres noget for de 93 børn på Udrejsecenter Sjælsmark. De må også have en god jul!

 

,

Grundlovens § 75, stk. 2

Et forsørgelsesgrundlag?

Grundlovens § 75, stk. 2 lyder sådan:

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Det fremgår af Folketingets egen hjemmeside, at:

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det er ‘enhver, der opholder sig lovligt her i landet’. Det står også i de seneste sociallove: lov om social service og lov om aktiv socialpolitik. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.

Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse

Der må ikke være den mindste tvivl hverken hos myndighederne eller hos flygtningene eller de familiesammenførte til flygtninge om, at de skal rejse hjem, når det er muligt – uanset om det sker ad frivillighedens vej eller med tvang

Der er lagt op til en bred fortolkning af ‘når det er muligt’. Det kan vi alle se forskelligt på. Martin Henriksen (DF) og jeg vil næppe være helt enige.

Da filteret faldt

Ydelsen, der har ændret navn til ‘selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’ , er 1. december 2018 på DRs side under skarp beskydning af Kirsten Ketscher, der er professor i socialret og diskriminerings- og ligestillingsret ved Københavns Universitet. Hun mener ikke, at man kan ‘…ernære sig og sine’ på den kommende ydelse, der vil bestå af 9.993 kr. brutto, der vel vil give ca. 6.100 kr. netto, hvis trækprocenten er 39, som min er på en anden overførselsindkomst.

Det, med at kunne ernære sig og sine allerede hvis man var på integrationsydelse, blev beskrevet af Institut for Menneskerettigheder i en rapport fra 11. oktober 2018. Det fremgik, at det kunne man ikke. Forældrene spiste ikke, hvis børnene skulle have mad, og mange boede i skimmelbefængte boliger.

Dagen efter – den 12. oktober – blev jeg indlagt en måned med en nærpsykose, fordi jeg læste rapporten og mistede den sidste rest af mit ‘filter’ herved. Jeg kunne ikke bære, at mennesker skulle leve i den dybe nød her i landet!

Læs den selv. Og bliv evt. klogere.

Martin Henriksen på kant med grundloven som fortolket på Folketingets hjemmeside!

Det fremgår tydeligt på Folketingets hjemmeside, at ‘…Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp.’

Martin Henriksen har et andet standpunkt: ‘ Det er vores opfattelse, at den pågældende paragraf i grundloven som udgangspunkt er til for danske borgere. Den nuværende fortolkning i Justitsministeriet er, at man også er forpligtiget til at give en ydelse til folk, der kommer udefra. Vi mener, at en yderligere sænkelse er helt inden for rammerne af grundloven, siger han.’

Jeg må som jurist – trods alt – sige, at han da er helt ude i skoven. Hvordan kan han sætte sig over de jurister, der har skrevet den rigtige fortolkning af § grundlovens 75, stk. 2? Det er kronjuristerne i Justitsministeriet, der har været på arbejde.

Hvordan kan han?