/4 Kommentarer/i , /af ,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Jubi nu kan vi svine alt det, vi vil

Jubi nu kan vi svine alt det, vil vil

Vores CO2 sejles ud i Nordsøen

Jubi nu kan vi svine alt det, vi vil

Jeg har lige set TV Avisen 18:30, hvor en af tophistorierne handlede om et pilotprojekt, hvor man opsamler CO2, komprimerer det, så det bliver flydende, laster det på skibe i containere, sejler det ud i Nordsøen 200 km fra fra land og sender det ned på havbunden i de tomme olie- og gasfelter. Der er plads til flere hundrede års CO2-udledning.

Jubi, nu behøver vi overhovedet ikke længere tænke på klima, bæredygtighed, overforbrug, CO2-aftryk mv. Vi sender da bare problemet ned på havbunden.

Måske kan vi droppe at sortere vores affald, nu hvor hver husholdning har etableret et utal af affaldsspande?

For at lære mere om det, har jeg besøgt Klimarådets hjemmeside.

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske … Jeg kan ikke finde noget om at sejle CO2-affaldet ud til havbunden. Det er mærkeligt, når det nu er så vigtigt, at selveste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen var den, der sagde: Tryk på knappen – sæt i gang (eller noget i den stil).

Jeg bryder mig ikke om det!

Det er naturligvis positivt, at der udvikles teknologier, der kan hjælpe med at løse CO2-problemet, men hvis det har den effekt, at folk bare bliver ligeglade og fortsætter i de gamle skurer, er vi ikke nået et skridt videre. Tværtimod.

CO2-udledningen er det, der blandt andet gør, at temperaturen i verdenshavene stiger, så isbjørne og pingviner snart ikke har et sted at være. Isen ved Arktis smelter, fordi temperaturen stiger. Jeg synes, det er forfærdeligt.

Helt som med atomkraft kender vi ikke langtidsvirkningerne. Hvad betyder det for fødekæderne i havet? Hvad betyder det for det samlede havmiljø? Måske går det først galt om 100 år, og der er vi døde. Jeg er i hvert fald. Hvad betyder det, at isbjørnene måske uddør? Hvorfor skal vi mennesker altid blande os i naturen – hvorfor indordner vi os ikke bare?

PFAS og mikroplast er en anelse i samme skure

Der findes 12.000 forskellige fluorstoffer, der samlet kaldes PFAS. Det findes i drikkevandsboringer, der må lukkes (hver anden drikkevandsboring er forurenet af PFAS eller noget andet), det findes i havskummet, det findes i regnvandet osv. Uanset hvor forskere og Miljøstyrelsen leder, finder de PFAS.

Af Miljøstyrelsens hjemmeside fremgår blandt andet

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har netop offentliggjort et udkast til en omfattende anvendelsesbegrænsning af PFAS. Forslaget, der er udarbejdet af Tyskland, Nederlandene, Sverige, Norge og Danmark lægger op til helt at forbyde brugen af PFAS i mange anvendelser.

PFAS er problematiske, da de er svært nedbrydelige i naturen. Derudover ved man, at nogle PFAS er skadelige for mennesker.

Det er positivt. Det fremgår dog også, at EU først skal tage stilling til forslaget i 2025. Det er er knapt så positivt. Jeg begriber ikke, hvad de skal bruge al den tid til. Miljøstyrelsen har også lavet denne lille animation med en tidslinje, men den bliver man ikke klogere af.

For kort tid siden (vist en uge eller så) blev det offentliggjort, at der slet ikke er så meget mikroplast i havet, som man tidligere har regnet med. Det er selvfølgelig rart. Så kan vi svine lidt mere med mikroplasten …

Måske kan det medføre større fokus på et andet plastproblem: makroplasten i havene. Det problem er stort, og jeg er ikke klar over, om der er sat initiativer i gang til at modvirke det.

Den politiske forbruger

Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg på de børne- og oldebørn, jeg ikke har, men som andre har. Hvad er det for en klode, de skal overtage? Hvad kan jeg selv gøre for at modvirke klimaforandringerne, som ikke er nogle, der kommer. De er her allerede.

Der er mange små ting, man kan gøre. Og som forbrugere har vi meget magt – hvis vi står sammen.

Det hjælper ikke meget, at jeg køber måltidskasser med et rimeligt CO2-aftryk, opvaskebørster med træskaft og bruger både store og små plastposer mange gange. Men hvis vi er mange nok, vil virksomhederne vel på et tidspunkt fatte, at vi ikke gider have deres skrammel?

Jubi nu kan vi svine alt det, vil vil

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Huskeliste før du går bort

Huskeliste før du går bort

Der er meget, man bør tage stilling til

Huskeliste før du går bort

I den forløbne uge var jeg på en smuk solskinsdag til bisættelse for et af vores sognebørn i Hvidovre Sogn. Kvinden var ramt af slem demenssygdom. Den slags sætter helt naturligt nogle tanker i gang.

Da jeg ikke har livsarvinger, føler jeg det som min pligt selv at tage stilling til “diverse”, så de, der måtte være tilbage, ikke skal stå med en masse underlige ubesvarede spørgsmål om, hvad jeg ville, og bestemt ikke ville, med det ene og det andet.

Det egentlige testamente er oprettet for retten i Glostrup den 30. januar i år. Så langt så godt. Men der er meget mere, man kan – og efter min mening bør – tage stilling til, mens man kan.

Jeg regner ikke med at få brug for noget af det de første 30 år, men jeg kunne jo gå ned på Hvidovrevej og blive kørt ned i morgen. Så skal mine venner, præsten og psykologen ikke stå tilbage med alle de ubesvarede spørgsmål. Det bliver vel viceværten, der komme til at rydde op, men jeg har selv gjort en stor del af arbejdet for et par år siden. Og det har jeg det godt med. Der er ryddet ud i skuffer og skabe. Jeg har nu det, jeg skal bruge og ikke mere. Der er noget “rent” over det, som jeg godt kan lide.

Borger.dk er en vældig hjælp: “Huskeliste, før du går bort – de vigtige overvejelser”

På borger.dk findes en “Huskeliste, før du går bort – de vigtige overvejelser”. Listen rummer alt, hvad de har kunnet komme i tanke om, man bør tænke over. Der var flere ting, jeg ikke var klar over, man kan træffe beslutning om. Som alting på borger.dk kan det læses og forstås af selv de mest småbegavede. Det er vældig godt og gennemtænkt. Jeg lærte en del.

Dine ønsker

  • “Min sidste vilje” for at give de pårørende besked om ønske til begravelse eller bisættelse. Allerede i det egentlige testamente har jeg angivet, at min aske skal spredes ud over Øresund. Jeg hører til her, men et gravsted i Hvidovre ville ikke give mening; Sorgenfri sammen med min fars forældre kunne evt. give mening, men jeg har jo aldrig mødt de mennesker. Jeg ved virkelig ikke hvem, der skulle komme nogen af stederne. Og et gravsted er jo ikke for afdødes skyld; det er af hensyn til de efterladte, så de har et sted at gå hen. Det er både fint og smukt, men i mit tilfælde giver det ingen mening. Og i øvrigt er det ikke billigt.
  • I “Min sidste vilje” har jeg også taget stilling til præst, salmer mv. Det føles godt. Om der kommer nogen og synger, ved jeg ikke, og mit salmevalg er muligvis også så traditionelt, at ikke så mange kender dem, men jeg kan altså godt lide blandt andet Brorsons “Hil dig frelser og forsoner” – og koret kan dem i hvert fald.
  • Formue mv.: Varetages af testamentet. Checkmark her. Når diverse er betalt, skal Psykiatrifonden have resten. Er der meget tilbage, skyldes det, at jeg har regnet forkert. Det har jeg nok ikke.

Sygdom og behandling

  • Fremtidsfuldmagt: Man kan vælge en repræsentant, der træder i kraft, hvis man på et tidspunkt ikke selv er i stand til at varetage personlige og økonomiske forhold. Sådan en skal også oprettes for retten. Det mangler jeg formentlig. Har man ikke udpeget en repræsentant, vil jeg tro, retten udpeger en værge, en eller anden skal det jo være, men jeg vil gerne bestemme selv, hvis jeg ellers kender nogen, der dratter af pinden senere end mig.
  • Behandlingstestamente: Det klares på borger.dk, og jeg har angivet, at den hellige almindelige lægestand ikke skal gøre, alt hvad de kan for at holde mig i live. Det vil heller ikke give mening. Jeg skal ikke ende som grøntsag – på samme måde som jeg ikke skal på plejehjem.
  • Organdonation har jeg for årevis siden taget stilling til: kort og klart “Fuld tilladelse”. Har jeg noget, nogen kan bruge, skal de være velkomne, når jeg ikke længere skal bruge det. Jeg bryder mig ikke om tanken om kroppen som “reservedelslager”, men da mit grundsynspunkt er kristent, ser jeg det mere som et udslag af næstekærlighed.

Økonomien efter et dødsfald

De tre punkter er kun relevante, hvis man har en samlever eller er gift. Det er fx vigtigt at være opmærksom på, at skifteretten spærrer afdødes konti ind til boet er gjort op – også fælleskonti, og så er det ikke nemt at gå i Irma de kommende uger eller måneder, hvis man ikke havde en separat konto …

Godt at vide

  • Hvad sker der med pensionsudbetalingerne? Her mangler et checkmark, for jeg ved det faktisk ikke. Al logik tilsiger, at udbetalingerne stopper, når man ikke længere er invalid eller ikke længere er aldrende. Men det vil jeg lige få spurgt om. Der kunne jo være lidt til boet …
  • Begravelsesopsparing eller opsparing til bisættelse. Næh nej. Jeg har en bedemands ord for, at i jorden skal man nok komme (eller hvad man nu ville). Der er endnu ingen, der er blevet liggende ovenpå, og så får man det, der hedder en “kommunal begravelse/bisættelse”, som er ganske både udmærket og sømmelig. I mit testamente har jeg skrevet, at udgiften til askespredning mv. afholdes af boet. Det koster 3-4.000. Det går nok.
  • Min digitale arv:
    • Ingen Facebook-mindeside tak. Brugernavn og kode er angivet både i en webtjeneste og i “Min sidste vilje”. Hvordan 2-faktor-loginet håndteres, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, med mindre nogen kan tilgå telefonen.
    • Koder opbevares i en webtjeneste, og i “Min sidste vilje” har jeg angivet koden til koderne.
    • Opretholdelse af hjemmesiden i 20 år (afholdes af boet). Noget af min slægtsforskning kan måske være interessant nogle år frem.

Det er så nemt at være klog

Måske er det helt forkert at sidde og være klog, når man ikke er hverken berørt eller ramt? På den anden side set skal man tage stilling, mens tid er og mens man er (nogenlunde) ved sine fulde fem. Og jeg kan jo nå at ændre mening mange gange. Lige nu forekommer ovenstående bare at være rigtigt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Testamentet er skrevet

Testamentet er skrevet

Ingen tvivl om hvad jeg vil

Testamentet er skrevet

Nu “truede” jeg jo med det forleden: at få styr på testamentet. Som skrevet så gjort. Det var ingen sag, for jeg havde det tidligere som udgangspunkt; det skulle bare opdateres. Fem paragraffer og så var den ged barberet. Der er ingen grund til at betale nogen eller noget for det, når situationen er så simpel som min.

Inden jeg gik i gang, tog jeg selvfølgelig en tur med den allestedsnærværende søgemaskine for at se, om der var noget, jeg skulle tage mig i agt for, og det var der:

  • Sidegadeadvokater der vil gøre det billigt (3.000 – 5.000 kr.),
  • Onlinetjenester som fx “Dokument24” til 695 kr. eller “LegalDesk” til 1.199 kr.
    • Problemet med begge tjenester er, at man – selvfølgelig – guides gennem processen med en række prædefinerede spørgsmål, men softwaren kan naturligt nok ikke tage hensyn til noget, der er “usædvanligt”: fx at jeg forlods vil betale for min hjemmeside et antal år ud i fremtiden, at min aske skal spredes ud over Øresund (hører egl. ikke til i et testamente, men mit tidligere ønske stod i det oprindelige, som jeg havde betalt en advokat for), eller at der ikke er arvinger. Jeg kunne ikke få “Dokument24” til at forstå, at der ikke er arvinger.
  • Begge stykker software reklamerer med et tidsforbrug på mindre end 30 minutter. Ja – hvis man på forhånd har tænkt over, hvad man vil. Herudover synes jeg ikke, det er et problem at bruge over en halv time på at sætte punktum for et liv. Hvorfor skal alting gå så stærkt?
  • Der er fin og gratis vejledning på Domstolstyrelsens hjemmeside.

Jeg klarede det ganske gratis i Word på 30 minutter inkl. at booke tid hos notaren i Glostrup til den 30. januar 2023 og at udfylde den forside, man skal bruge, og som jeg ikke kan se, om onlinetjenesterne tager hensyn til.

Hos notaren skal man logisk nok legitimere sig ved hjælp af billedlegitimation. Mit pas er udløbet, jeg ser ingen grund til at forny det, og jeg har aldrig taget kørekort. Ved opringning kunne retten dog oplyse, at man roligt kan medbringe et udløbet pas sammen med dåbsattesten. Sikke en fin service.

Næste skridt: Min sidste vilje

Når der skal være styr på tingene, når jeg selv vil tage ansvar og gå hele vejen, er næste skridt at få udfyldt “Min sidste vilje”. Der er en fantastisk bedemand/-kone her i byen, som gerne hjælper. Navnet er Marianne Gyldholm. Hun skulle efter sigende være Danmarks bedste og så bor hun 100 numre nede ad vejen.

Men … Det er meget nemmere. Alt kan nu til dags klares med MitID.

Jeg har haft overvejelser om, hvordan jeg fik gjort dokumentet tilgængeligt? Hvem ville nogensinde finde det på hylde tre i arkivkasse fire eller som et scannet dokument i mit sindrige foldersystem på computeren, der sikkert kun er gennemskueligt for mig selv – og forsegles et bo ikke, så hvem skulle kunne komme ind og kigge efter det?

Man logger ind på https://minsidstevilje.nu/, og tager stilling til det, man ønsker at tage stilling til på indeværende tidspunkt. Og man kan ændre det i næste uge, hvis man har lyst. Man kan uploade dokumenter mv. Det er ganske enkelt genialt, og det koster gratis.

Nu har jeg ordnet det hele, for det busbilletten til Retten i Glostrup vil koste.

Testamentet er skrevet

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.