, ,

Bloggens fødselsdag

Bloggen fylder år

Jeg undskylder på forhånd for alle stavefejlene men pga. medicin, ser jeg pt. meget dårligt, og stavekontrollen fanger ikke alt.

Det er i dag 13 år siden, det først indlæg kom til verden i 2005. Indlæggene fra 2005 og 2006 er dog slettede, da de ikke klarede de mange omflytninger mellem webhoteller, platforme CMS’er og you name it. Nu er jeg på WordPress med temaet Enfold, og her bliver jeg.

Min verden ser en del anderledes ud end dengang; der er vendt op og ned på meget, men på mange måder ser den egentlig bedre ud.

Op- og nedturene

Det er en del af den bipolare lidelse, det er faktisk det i sig selv, at man tager op- og nedturene. Det er gudskelov længe siden, jeg har haft en depression, for det er slemt, bl.a. fordi det ‘eraser’ store dele af hukommelsen. Det ved man fra forskningen gennem mange år. Og fordi det eneste, jeg ønsker, er at finde en måde at komme herfra på. Det tærer endnu mere på psyken, og så er ringen sluttet.

Hukommelsen: Jeg har egl. tit tænkt på, at jeg formentlig ofte gentager mig selv her på bloggen. Jeg orker bare ikke at læse baglæns for at se, hvad jeg allerede har skrevet om. I må leve med genudsendelserne..

Bedre end før

Jeg har tid! Tid til at øve mig på fx

  • Webudvikling. P.t. sidder jeg og laver en side for en veninde med nogle teknikker, jeg ikke har prøvet før. Det er i et vist omgang ‘try and error’, men det morer nu en gang mig.
  • Være webmaster for letsupport.dk.
  • Billedbehandling med GIMP, der på fornemste vis har afløst min oldgamle Photoshop CS6 (PS). Jeg synes, jeg hurtigere er blevet venner med GIMP end jeg nogensinde blev med med med PS.
  • Avanceret Excel.
  • Og bliver glad hvis nogen kan bruge min sans for detaljer til fx korrekturlæsning.

Fremtid

At jeg har tid, betyder ikke, at jeg sidder og glor ind i væggen. Fx er det næste, der skal på plads, en præsentationsvideo på ca. to minutter som fleksjobmenneskerne nede på jobcenteret kan placere i en database, som jeg ikke tror på, men så har jeg da forhåbentlig skilt mig lidt ud.

Jeg har lavet et såkaldt ‘storyboard’, og jeg har prøvet en 4 – 5 gange, men hvis det skal være meningsfyldt også for mig selv, kan jeg ikke få det ned under ca 02:30 minutter. Gider en arbejdsgiver se og lytte så længe? Men hvordan kan man fortælle om fortid, nutid og forventninger på to minutter?

Ingen mennesker ved, hvad fremtiden vil bringe, men for mig er det sikkert, at nu kunne jeg allerhelst i hele verden tænke mig et fast fleksjob, jeg kunne have, til jeg skal på pension om 15… år (eller måske 12). Jeg orker ikke kontinuerligt at skulle sælge mig selv hver dag i tre måneder. Af og til kunne det være dejligt bare at træde ind af døren på jobbet. Hente kaffen. Tænde maskinen og gå i gang i stedet for hele tiden at skulle være overskudsagtig, glad, robust, udadvendt, smilende, hjælpsom, venlig osv. Nogen gange er det bare rart ikke at skulle spørge, hvad printeren hedder.

Jeg kommer næppe uden om at tage en praktik eller to elle tre, før det lykkes, men det har jeg sagt ja til, for jeg vil i gang, og jeg vil vise, at jeg vil i gang. Man må gerne være strategisk, selv om det bare drejer sig om et fleksjob.

Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke kan arbejde på det samme niveau som jeg kunne tidligere, men rent tidsmæssigt, har jeg fået et liv forærende;  så nu er der tid til ‘at juice’:

 

 

 

 

, ,

I had a dream

Går det mon an?

Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.

Det der bringer mig til at tvivle er, at:

  • jeg skal skrive alting ned
  • jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
  • der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
  • jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
  • jeg behøver dosispakninger

Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?

Jeg har møde med fleksjobkonsulenten kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.

Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant.

Jeg har bare medlidenhed med mig selv.

Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).

YAXELL Knivblok 5 dele
,

Home sweet home

Udskrevet

Jeg kom hjem til mig selv i går kl. 14:00, og jeg har nydt det lige siden. Jeg nyder freden, at der ikke er nogen, der følger efter mig (altså virkelige personer 🙂 ), og at der ikke er støj, så jeg må isolere mig i en seng.

Jeg elsker min bolig og mine ting. Det er skønt at være hjemme ved mit eget rigtige tastatur og en skærm på 32″ i stedet for 12,1″ på iPadden.

Jeg sagde “På gensyn” og ikke “Farvel” til medarbejderne. Det er det eneste realistiske. Der kan gå fem måneder eller der kan gå fem år, men vi ses igen. Det er trist, at det er sådan, men sådan er mit liv, og det har jeg erkendt for længst. Jeg kan godt leve med det.

Jeg har mistet overblikke over medicinen. Jeg sluger det, de giver mig, og på mandag kan jeg gå ned på apoteket og hente de første dosispakninger. Afsnittet har ordnet alt, så nu skulle det bare køre. Selv medarbejderne siger, at de godt forstår, at jeg vil have de pakninger, fordi de også synes, det er en stor og kompleks mængde, jeg får.

Jobcenteret

Jobcenteret har bevilget mig de 2.000 kr. til VBA-kurset, så nu glæder jeg mig helt vildt til at komme videre med den 1. del for at “kvalificere” mig til VBA-delen.

Jeg har lavet aftale med fleksjobkonsulenten til på mandag. Vi skal i gang igen, og det kan kun gå for langsomt, for der er en lang “latenstid”, fra vi går i gang, til der er en eller anden form for job.

Jeg kan godt blive noget træt ved tanken om, at det er femte gang siden 1. januar 2016, at jeg skal ud at starte på noget nyt… Denne gang skal det altså være noget ordentligt. Jeg gider ikke være et sted, hvor de end ikke har et skrivebord til mig, eller hvor jeg kan blive ringet op om morgenen og få at vide, at jeg ikke skal komme den dag! Jeg synes, jeg – trods alt – er for god til det.

Når jeg er så ivrig, skyldes det blandt andet, at et arbejde vil sikre en ordentlig struktur på hverdagene. Indtil videre klarer jeg mig med ugeskemaet, som er blevet lidt sejt. Det er med en makro, men den er ikke “farlig”.

En gave til mig

Af en eller anden grund syntes jeg, at jeg skulle give mig selv en gave. Længe har min knivblok trængt til en udskiftning, da den var min. 28 år gammel. Det blev til et YAXELL i bøg til fem knive. Fordelen ved udformningen af det er, at man kan vende knivene, så skæret vender opad, så de forbliver skarpe i længere tid. Det er bare så pænt, og jeg er virkelig glad for det.

YAXELL Knivblok 5 dele