/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Du var god til at finde på løsninger

Om læring, succesoplevelser og retten til selv at finde vejen

Hvad har et eftermiddagsjob hos en isenkræmmer i Aakirkeby, børn med skolevanskeligheder, kunstig intelligens og to killinger i en bogreol til fælles? Mere end man skulle tro. Det handler om læring, succesoplevelser – og om den vigtige erfaring, der ligger i at kunne sige: Jeg kunne selv.

Da jeg var barn, havde jeg på et tidspunkt eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby. Jeg har vel gået i 6. eller 7. klasse. De tog sig meget af mig, for det var der behov for.

Jeg besøgte dem igen i 2018, og de sagde noget, jeg siden ofte har tænkt på, og som jeg blev meget glad for at høre:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Mine opgaver var blandt andet at køre varer ind i porten, når leverandørerne havde sat dem af ude på fortovet. Herefter skulle de ud i lagerbygningen, og nogle skulle helt op på lagerbygningens loft. Jeg kørte også mindre varer ud til kunderne på en Long John.

Om aftenen efter lukketid spiste vi i deres store køkken på 1. sal sammen med deres tre ret små børn. Jeg var meget glad for at være der. Og jeg var glad for at gå i seng der – de havde reserveret et værelse til mig – og det var dejligt at vågne op der, for der stod ikke en eller anden idiot med sære ønsker.

Men det er især den ene sætning, der er blevet hængende:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Det fortalte jeg min „lørdagstelefonven“ om i dag. Vi kom som sædvanlig vidt omkring og rundede blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyser af danske skolebørns faglige resultater.

Det er en katastrofe, at omkring hvert tiende danske skolebarn forlader skolen uden at kunne læse og/eller regne tilstrækkeligt.

Børn testes i Folkeskolens Nationale Færdighedstests langt mere, end vi blev, da vi i urtiden gik i skole. Man kan spørge, hvem det egentlig er, der testes. Er det børnene? Er det lærerne? Eller er det politikerne, der skruede den nye folkeskole sammen i 2013?

Jeg hælder til det sidste.

Vi lærte på en anden måde

Meget af vores læring bestod af repetition.

Måske var staveord ikke så frygtelig spændende, men man lærte at stave til fx „buschauffør“ og lærte, at det skrives i ét ord, når man først havde gjort det forkert otte gange og derefter ramte plet niende og tiende gang.

Og så var der blækregningen, som vist var en gang om ugen. Det lærte man også noget af.

Min ven og jeg er nogenlunde jævnaldrende, så vi mindedes i fællesskab og med glæde serien Læs og forstå.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Men repetitionen havde en funktion: Noget skulle ganske enkelt indlæres, og det krævede øvelse.

Helt forfærdeligt står det til på Lolland, hvor 34 pct. ikke består hverken dansk eller matematik efter 9. klasse. Analysen findes her.

Børnene på Lolland er taberne i et system, de ikke selv har skabt. De er uden skyld i, at Lolland Kommune blandt andet slås med lave boligpriser, der tiltrækker økonomisk trængte familier. Der er ikke nødvendigvis lige så meget lektiehjælp at hente som i Gentofte.

Konsekvenserne er alvorlige. Det handler ikke bare om karakterer på et stykke papir. Det handler om mulighederne for resten af livet. Selv hvis man drømmer om en praktisk uddannelse som fx murer eller tømrer, skal man kunne læse, forstå en instruktion og regne.

At opleve, at man kan noget

Nogle børn er ganske enkelt ikke glade for at gå i skole, fordi de igen og igen oplever, at de ikke kan leve op til de stillede krav.

Jeg havde nemt ved alt det boglige, men det sidder stadig et eller andet sted i mig, at jeg aldrig kom over i højdespring og altid blev valgt til sidst i rundbold og høvdingebold.

Nu er det ret ligegyldigt, at jeg aldrig kom over i højdespring. Jeg har et dejligt liv alligevel.

Men jeg kan sagtens prøve at vende det om:

Tænk, hvis man har svært ved alt det boglige og aldrig oplever en succes dér?

Det må gøre ondt. Og jeg er sikker på, at de børn udmærket ved, at de har et stort problem.

Til nogle af dem har man fundet på Juniormesterlæren, hvor de er ude hos en mester en eller to dage om ugen.

Og de er glade. Mesteren er glad. Pludselig står der måske et barn, der har oplevet nederlag efter nederlag i klasselokalet, men som kan betjene en skruemaskine, forstå en praktisk opgave og løse den.

Hidtil har jeg tænkt, at det var en dårlig ordning, fordi børnene dermed risikerede at være helt sikre på aldrig at bestå folkeskolens afsluttende prøver, når de manglede op til 40 pct. af den almindelige undervisningstid.

Men jeg tror, jeg har taget fejl.

For her får nogle af disse børn måske noget, de ellers næsten aldrig får:

Erfaringen af at kunne noget.

Det er deres:

Du var god til at finde på løsninger på opgaverne.

Og det vil jeg ikke tage fra dem.

Hidtil har de senere kunnet tage 10. klasse og bygge ovenpå med en HF, hvis de pludselig kunne se behovet. Den mulighed forandres grundlæggende med uddannelsesreformen, der lukker både 10. klasse og HF.

En af grundene til, at jeg er radikal, er, at partiet fokuserer på dannelse og uddannelse. Uddannelse er fundamentet for fremtidens samfund. Vi er simpelthen nødt til at investere i uddannelse på alle planer, hvis vi vil se en fremtid som samfund for os.

Man er nødt til at lære at lære

Min vens og min samtale begyndte i virkeligheden med AI, som han gav en del af skylden for de dårlige resultater.

Men dér mener jeg, han tager fejl.

Problemet eksisterede før den generative AI blev hvermandseje. For tre år siden havde vi ikke allesammen ChatGPT i lommen.

AI kan naturligvis bruges til at springe over, hvor gærdet er lavest. Men den grundlæggende udfordring er ældre end ChatGPT.

Man er nødt til at lære.

Og man er nødt til at lære at lære.

Som et banalt eksempel skulle jeg selv lære at studere på universitetet. Jeg kravlede lige over dumpegrænsen efter 1. årsprøve, men det endte da godt til sidst.

Det var ikke evnerne, jeg pludselig fik. Jeg skulle lære, hvordan man greb opgaven an.

Man er nødt til at finde på løsninger på opgaverne.

Vi kan ikke fjerne alle forhindringer

Derfor mener jeg også, at curlingforældrene hurtigst muligt må begraves.

Forældre og bedsteforældre vil så gerne gøre livet nemmest muligt for børnene. De må helst ikke møde modstand eller få for store udfordringer.

Men hvordan skal de så få de succesoplevelser, der er forbundet med selv at løse en vanskelig opgave?

Jeg hørte en dejlig episode af Hjernekassen på P1, hvor Peter Lund Madsen talte med Poul Nyrup Rasmussen, der har været med til at stifte Headspace.

Peter Lund Madsen fortalte om, hvordan han som ulveunge havde haft den frygteligste hjemve. Men han klarede det. Og dermed erfarede han noget vigtigt:

Han kunne klare det.

Hjemve er smertefuldt, men hjemve er ikke det samme som en depression.

Vores opgave er ikke at fjerne alle forhindringer for børn. De er nødt til at erfare, at de kan selv. Ellers risikerer vi at gøre dem en bjørnetjeneste.

Jason og Josephine må også lære

Det gælder i en meget mindre målestok også Jason og Josephine.

Jeg kan ikke sørge for, at Josephine kommer til at elske at komme til dyrlæge. Jeg kan ikke tage hendes angst fra hende.

Men jeg kan sørge for, at turen foregår under kontrollerede former og varer så kort tid som muligt. Jeg kan vælge taxi frem for en larmende bus. Jeg kan dække transportkassen til. Og jeg kan udpege den dyrlæge, som klinikken siger er den bedste til katte: Maja.

Jeg kan skabe de bedst mulige betingelser.

Men jeg kan ikke opleve situationen for hende.

Jason og Josephine vil også meget gerne op i bogreolen, for der har man et virkelig godt overblik, og det er vigtigt, når man er killing. Man skal kunne overskue sit territorium og sikre sig, at der ikke lurer skjulte farer.

Men jeg løfter dem ikke derop.

De må selv erfare, at vejen går enten via enden af reolsystemet eller via skrivebordet, derfra over på radiatoren og først derefter over på den ønskede hylde.

Jeg kunne selvfølgelig løfte dem.

Det ville være meget lettere.

Men så tog jeg også løsningen fra dem.

De må selv løse problemet.

Og de ser faktisk ret tilfredse ud, når det lykkes.

Måske er der ikke så langt fra isenkræmmernes lagerbygning i Aakirkeby til to killinger i en bogreol, som man skulle tro.

Det handler om at få en opgave, finde en vej og til sidst erfare:

Jeg kunne selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Misserne kommer om en uge

Banditterne flytter ind

Misserne kommer om en uge

Om en uge flytter to små banditter ind hos mig. Hjemmet er ved at være klar, udstyret er bestilt, og kalenderen er ryddet, så de kan få den bedst mulige start. Samtidig håber jeg, at de med tiden får lyst til at lære klikkertræning og måske udvikle sig til mine helt egne tryghedskatte.

De kommer fra Fyn på torsdag kl. ca. 18:30, og de skal heldigvis ikke med hverken DSB eller togbus. De bliver kørt i privatbil af deres nuværende “missemor”, der giver dem videre i min varetægt, for så er de 13 uger gamle og må tages fra den biologiske missemor.

Det er spændende, hvornår de har mod på at kravle ud af transportkasserne.

Jamen hvor jeg dog glæder mig. Jeg har fundet et nogenlunde billigt sted at købe ind til dem.

Så jeg har bestilt “hele batteriet” og er spændt på, om banditterne har samme smag som mig i både kradsetræ og legetøj.

Udstyret leveres (formentlig – men det kan man aldrig vide) med PostNord.

Jeg kan ikke huske, hvornår – om nogen sinde – jeg har haft killinger, så det er jeg også lidt spændt på.

Foreløbig er jeg i gang med at aflyse de aftaler, der ligger i deres første to uger her, for man skal helst være hjemme hos dem hele døgnet i den periode. Så må frisøren, psykiatrien etc. vente. Det handler om, at de hurtigst skal finde sig godt til rette hos mig.

Jeg er meget spændt på, om de er klar over, at når det er nat, skal man sove, og at det også gælder dem. Hvis ikke kan de forhåbentlig lære det.

Servicekat

Endnu har jeg ikke fundet et godt sted, hvor jeg kan lære at lære dem at agere som servicekatte.

De sider, jeg ind til videre har fundet, rummer for meget snik snak, og det er ikke det, jeg har brug for. Jeg vil bare vide, hvordan jeg gør.

Og jeg vil vide, om de vil lege med; det kan man ikke vide på forhånd: “Hunde har ejere; katte har personale”.

Men som hovedregel vil katte faktisk gerne lære og gerne samarbejde. Man kan sige, at de gerne vil bruge deres hjerne.

Der findes en træningsmetode, der kaldes “clickertræning”.

Clickertræning er en træningsmetode, hvor man belønner kattens ønskede adfærd med en kliklyd efterfulgt af noget lækkert, dvs. en godbid. Klikket markerer det præcise øjeblik, hvor katten gør noget rigtigt, for eksempel sætter sig eller rører ved ens hånd med snuden.

Klikket er ikke en belønning i sig selv men et tydeligt signal om, at en belønning er på vej. Clickeren bruges til, at timingen bliver bedre, så man hurtigere kan belønne korrekt adfærd. Uden clicker er man næsten altid for sent på den.

Katte lærer hurtigt, at “klik = godt klaret = godbid”, og det gør træningen motiverende og effektiv.

Selvom katten ikke kan få en officiel rolle som servicekat, kan den fungere som en uofficiel trygheds- eller omsorgskat for det mentale velbefindende:

  • Rolig psyke: Vælg en kat eller ungkat med et naturligt roligt, mildt og tillidsfuldt temperament, da katte er selvstændige og svære at træne til specifikke opgaver.
  • Miljøtræning: Væn katten til at blive håndteret, køre i transportkasse og opholde sig i forskellige miljøer fra den er helt lille, hvis den skal med ud i trygge private rammer.
  • Positiv belønning: Brug godbidder, clickertræning og tålmodighed for at knytte bånd og lære katten enkle ting, men accepter dens egne grænser.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg skal have katte

Vild glæde

Jeg skal have katte

Manchet

Om få uger flytter to små killinger ind hos mig, og jeg glæder mig helt vildt. De bliver ikke bare selskabskatte, men forhåbentlig også mine kommende servicekatte. Efter flere års overvejelser har jeg besluttet, at de skal være en del af min hverdag – både som legekammerater, arbejdsfæller ved skrivebordet og som en hjælp til at skabe ro i en hjerne, der ofte bliver overvældet af sanseindtryk.

Om tre uger kommer der to små banditter, der på det tidspunkt er 13 uger. Lige nu bor de på Fyn, men jeg får dem leveret.

Jeg har fundet en opdrætter med et kuld på fem, og jeg tager to, for at de får det bedst mulige liv hos mig, når de skal være indekatte. Jeg læste om, at det kan være stærkt traumatisk for en lille killing at blive taget fra moderen, at komme et fremmed sted hen, hvor alle lugte er fremmede, og hvor der ikke er noget/nogen, den kender. Når de er to, har de altid en bror/søster, de kender. Og herudover har de hinanden at lege med, hvis jeg ikke lige har tid.

Jeg er i gang med at se på, hvad jeg skal have anskaffet til dem, som skal være parat, når de kommer. En af tingene er noget så simpelt som en papkasse med et tæppe/håndklæde i, der kan stå på skrivebordet ved siden af tastaturet, så de kan holde øje med, om jeg nu arbejder flittigt. Der skal være et lavt kradsetræ, så de selv kan klatre op på skrivebordet. Der skal være et aktivitetscenter/klatretræ med huler at slappe af og sove i samt flader, hvor de kan sidde og holde øje med verden, hvilket katte elsker. Der skal være aktivitetsbolde med mad i, så de af og til stimuleres og skal “arbejde for føden”.

De får spisestuen. Den bruger jeg alligevel kun, når vinduespudseren er her tre gange om året.

I mange år måtte jeg undlade det, fordi jeg ikke kunne løse problemet “Hvem skal passe dem, når jeg er indlagt?” Men det er heldigvis historie nu.

Servicekatte

Det er blevet til efter flere års overvejelser – nu skal det være! Jeg har undersøgt det adskillige gange. Psykiatrien skrev på et tidspunkt en udtalelse til mig, som jeg kunne videreformidle. De “vedlagte artikler” er:

  • “I Can’t Give Up When I Have Them to Care for”: People’s Experiences of Pets and Their Mental Health.
  • Autism and cats.

Eftersom de er så små, når jeg får dem, er det mig selv, der må sørge for at træne dem til at fungere som servicekatte. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan.

Jeg har læst om servicekatte:

“En servicekat fungerer som en specialtrænet støtte, der hjælper autister med at regulere nervesystemet, mindske angst og håndtere sanseindtryk. Katte er særligt gode, fordi deres lave energiniveau, rolige tilstedeværelse og lave støjniveau skaber et trygt og forudsigeligt miljø.

Fordele ved en servicekat for autister inkluderer:

  • Sensorisk regulering: Deres spinden og bløde pels giver beroligende sansestimuli, hvilket kan aflede og mindske følelsen af overstimulering.
  • Angst- og stressdæmpning: Katte er kendt for at reducere mængden af stresshormoner i kroppen, hvilket giver en følelse af tryghed.
  • Fast struktur: Katte kræver faste rutiner med fodring og pleje, hvilket hjælper med at skabe forudsigelighed i hverdagen.
  • Ufordømmende selskab: Katte stiller ikke sociale krav, hvilket gør dem ideelle til autister, der oplever social udmattelse.”

Jeg er nu ikke enig i “… lave energiniveau …” Det gælder i hvert fald ikke killinger.

Jeg er heller ikke enig i, at de ikke stiller sociale krav. De stiller i høj grad krav om at blive kælet for og blive nusset. De stiller også krav om at blive leget med.

“Hunde har ejere, men katte har personale”, sagde en veninde. Det er fuldkommen rigtigt.

Sansestimuli og forandringer

Det er måske svært for andre uden autisme at forstå, men i hvert fald for mig er det som om, at især lyde og lugte farer direkte og ufiltrerede ind i min hjerne ergo derind, hvor jeg lige har haft så meget besvær med at “gøre orden”, og nu kommer alle de sanseindtryk og laver uorden.

Eksempel 1: Næste weekend skal jeg til et møde i Fredericia. Det er sommerferieperiode, så Banedanmark laver – fornuftigt nok – sporarbejde. Det vil sige, at at der er togbus mellem Ringsted og Fredericia. Folk snakker og de spiser deres madpakker i en bus. Jeg frygter det allerede. Vil jeg nå frem i nogenlunde hel tilstand, og vil jeg kunne deltage aktivt på mødet? Kan jeg lige så godt blive hjemme?

Eksempel 2: En af dagene på højskolen havde underviseren fået den “glimrende idé”, at navneskiltene efter pausen stod et nyt sted. Ergo skulle man sidde et nyt sted sammen med nye mennesker. Der gik næsten panik i mig. “Mit skilt er her ikke. Hvor skal jeg sidde?” Jeg følte mig som komplet idiot. En medstuderende sagde “Er du blevet hjemløs?” Jeg kunne kun svare “Ja, og jeg sælger også ‘Hus forbi’ om lidt”.

I en stille stund sagde jeg til underviseren, at det måske var godt og sjovt for de 19 andre, men for en autist kan det føles som om, verden vælter. Forandringer kan være et mareridt for den hjerne, hvor der lige var “gjort orden”. Selvfølgelig hverken skal eller kan hun tilrettelægge sin undervisning efter mig, og jeg ønsker på ingen måde at være til besvær – det var bare til orientering.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg flyver ikke mere

Jeg flyver ikke mere

Oprør fra midten

Jeg flyver ikke mere

Selvfølgelig kommer jeg så ikke så langt, men der har jeg jo også været!

I sommer var jeg i Tyskland med Snälltåget. Jeg stod på i Høje Taastrup en sen aften og vågnede op i Berlin ret tidligt næste morgen. Jeg var noget træt efter en nat i en sovevogn, og jeg havde betalt det tredobbelte og brugt fem gange så lang tid, men jeg havde god klima-samvittighed.

Jeg flyver ikke mereJeg kan ikke holde dobbeltmoralen ud – folk taler så meget om CO2-aftrykket og den grønne omstilling, og alligevel flyver de på efterårsferie. Jeg synes, det er forkert.

Jeg køber hovedparten af min mad hos Aarstiderne, der ikke flyver varerne ind.

En aften viste TV Avisen, hvordan der skulle beregnes forskellige zoner i Limfjorden, hvis ålegræsset skulle leve samtidig med at muslingefiskerne skulle have en fangst med ind. Der er da noget helt galt. Før i tiden var der da ikke nogen, der regnede på sådanne zoner. Det fungerede alligevel. Når det ikke fungerer nu, skyldes det så overforbrug, overfiskeri og rovdrift?

Hvis vi alle gør lidt?

Jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af »Den grønne trepart«, der vist er noget med køernes prutter og bøvser. Men jeg tror på, at det nytter, hvis vi alle bidrager bare lidt, fordi jeg er nødt til at tro på det. Det må da være sådan, at det du og jeg selv gør har betydning? Det kan ikke altid være de andres ansvar?

  1. Hold op med at flyve
  2. Sørg for at din mad ikke er fløjet ind
  3. Hold op med at spise kød, det er alligevel unødvendigt. Du behøver ikke blive hverken vegetar eller veganer af den grund. Du kan stadig få mælk i kaffen og smør på brødet
  4. Køb varer der kan repareres, selvom de koster det dobbelte i indkøb – og det kunne man så sørge for, at de ikke gjorde
  5. Støt repair-caféerne
  6. Undgå i videst muligt omfang plastik. Der er masser af muligheder. Det er fx nemt at købe en opvaskebørste med træskaft, men hvorfor skal den koste det tredobbelte?
  7. Plastikposer kan bruges mange gange
Jeg flyver ikke mereEt hverdagseksempel

I forbindelse med renoveringen af min bolig opdagede jeg, at mit lys fra Asger BC ikke længere fungerede. Asger Bay Christiansen tegner lys ikke lamper!

Der sad en bajonetfatning i, som elektrikeren rev ud, da jeg ikke selv turde rode med det. Der sad et telefonnummer på foden af lampen, og det ringede jeg til. Firmaet hedder ikke længere Asger BC men er nu Danish Lighting.  Vi blev enige om, at det kunne betale sig at reparere lampen for ca. 1.800 kr., da nyprisen er 5.495 kr.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg købte den, men det er herrens mange år siden, og nu har jeg lys i vinduet i resten af min levetid.

Genskabelse af balancen

En gruppe radikale har skrevet en super spændende kronik, der kan læses her – endda uden betalingsmur. De kalder den »Seks principper for, hvordan vi skal genskabe balancen, så kloden ikke knækker under presset fra menneskeheden«. Kronikken er lang, men det er nødvendig læsning. Jeg har ikke børn og børnebørn – ergo kommer der heller ingen oldebørn. Men hvis jeg havde efterslægt, ville jeg være enormt bekymret for den klode, vi efterlader dem med. Af kronikken fremgår fx

Hvis verden fortsætter med at vækste som de seneste år (2,8 procent årligt), vil det globale ressourceforbrug til at producere varer være 16-doblet om 100 år. Forestil dig lige det: At vi trækker 16 gange så mange mineraler, planter og dyr ud af vores allerede forpinte jorde, skove og have.

Det vi er i gang med må simpelthen stoppe. Det går ikke.

Jeg flyver ikke mere

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.