Vild glæde

Jeg skal have katte

Manchet

Om få uger flytter to små killinger ind hos mig, og jeg glæder mig helt vildt. De bliver ikke bare selskabskatte, men forhåbentlig også mine kommende servicekatte. Efter flere års overvejelser har jeg besluttet, at de skal være en del af min hverdag – både som legekammerater, arbejdsfæller ved skrivebordet og som en hjælp til at skabe ro i en hjerne, der ofte bliver overvældet af sanseindtryk.

Om tre uger kommer der to små banditter, der på det tidspunkt er 13 uger. Lige nu bor de på Fyn, men jeg får dem leveret.

Jeg har fundet en opdrætter med et kuld på fem, og jeg tager to, for at de får det bedst mulige liv hos mig, når de skal være indekatte. Jeg læste om, at det kan være stærkt traumatisk for en lille killing at blive taget fra moderen, at komme et fremmed sted hen, hvor alle lugte er fremmede, og hvor der ikke er noget/nogen, den kender. Når de er to, har de altid en bror/søster, de kender. Og herudover har de hinanden at lege med, hvis jeg ikke lige har tid.

Jeg er i gang med at se på, hvad jeg skal have anskaffet til dem, som skal være parat, når de kommer. En af tingene er noget så simpelt som en papkasse med et tæppe/håndklæde i, der kan stå på skrivebordet ved siden af tastaturet, så de kan holde øje med, om jeg nu arbejder flittigt. Der skal være et lavt kradsetræ, så de selv kan klatre op på skrivebordet. Der skal være et aktivitetscenter/klatretræ med huler at slappe af og sove i samt flader, hvor de kan sidde og holde øje med verden, hvilket katte elsker. Der skal være aktivitetsbolde med mad i, så de af og til stimuleres og skal “arbejde for føden”.

De får spisestuen. Den bruger jeg alligevel kun, når vinduespudseren er her tre gange om året.

I mange år måtte jeg undlade det, fordi jeg ikke kunne løse problemet “Hvem skal passe dem, når jeg er indlagt?” Men det er heldigvis historie nu.

Servicekatte

Det er blevet til efter flere års overvejelser – nu skal det være! Jeg har undersøgt det adskillige gange. Psykiatrien skrev på et tidspunkt en udtalelse til mig, som jeg kunne videreformidle. Desværre kan jeg ikke finde “vedlagte artikler” længere:

Eftersom de er så små, når jeg får dem, er det mig selv, der må sørge for at træne dem til at fungere som servicekatte. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan.

Jeg har læst om servicekatte:

“En servicekat fungerer som en specialtrænet støtte, der hjælper autister med at regulere nervesystemet, mindske angst og håndtere sanseindtryk. Katte er særligt gode, fordi deres lave energiniveau, rolige tilstedeværelse og lave støjniveau skaber et trygt og forudsigeligt miljø.

Fordele ved en servicekat for autister inkluderer:

• Sensorisk regulering: Deres spinden og bløde pels giver beroligende sansestimuli, hvilket kan aflede og mindske følelsen af overstimulering.
• Angst- og stressdæmpning: Katte er kendt for at reducere mængden af stresshormoner i kroppen, hvilket giver en følelse af tryghed.
• Fast struktur: Katte kræver faste rutiner med fodring og pleje, hvilket hjælper med at skabe forudsigelighed i hverdagen.
• Ufordømmende selskab: Katte stiller ikke sociale krav, hvilket gør dem ideelle til autister, der oplever social udmattelse.”

Jeg er nu ikke enig i “… lave energiniveau …” Det gælder i hvert fald ikke killinger.

Jeg er heller ikke enig i, at de ikke stiller sociale krav. De stiller i høj grad krav om at blive kælet for og blive nusset. De stiller også krav om at blive leget med.

“Hunde har ejere, men katte har personale”, sagde en veninde. Det er fuldkommen rigtigt.

Sansestimuli og forandringer

Det er måske svært for andre uden autisme at forstå, men i hvert fald for mig er det som om, at især lyde og lugte farer direkte og ufiltrerede ind i min hjerne ergo derind, hvor jeg lige har haft så meget besvær med at “gøre orden”, og nu kommer alle de sanseindtryk og laver uorden.

Eksempel 1: Næste weekend skal jeg til et møde i Fredericia. Det er sommerferieperiode, så Banedanmark laver – fornuftigt nok – sporarbejde. Det vil sige, at at der er togbus mellem Ringsted og Fredericia. Folk snakker og de spiser deres madpakker i en bus. Jeg frygter det allerede. Vil jeg nå frem i nogenlunde hel tilstand, og vil jeg kunne deltage aktivt på mødet? Kan jeg lige så godt blive hjemme?

Eksempel 2: En af dagene på højskolen havde underviseren fået den “glimrende idé”, at navneskiltene efter pausen stod et nyt sted. Ergo skulle man sidde et nyt sted sammen med nye mennesker. Der gik næsten panik i mig. “Mit skilt er her ikke. Hvor skal jeg sidde?” Jeg følte mig som komplet idiot. En medstuderende sagde “Er du blevet hjemløs?” Jeg kunne kun svare “Ja, og jeg sælger også ‘Hus forbi’ om lidt”.

I en stille stund sagde jeg til underviseren, at det måske var godt og sjovt for de 19 andre, men for en autist kan det føles som om, verden vælter. Forandringer kan være et mareridt for den hjerne, hvor der lige var “gjort orden”. Selvfølgelig hverken skal eller kan hun tilrettelægge sin undervisning efter mig, og jeg ønsker på ingen måde at være til besvær – det var bare til orientering.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.