, ,

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fra selfies til professionelle headshots på en time

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Et fantastisk nyt værktøj fra et dansk firma ved navn Headshots genererer spændende billeder på ingen tid til næsten ingen pris. Jeg kunne ikke lade være at prøve. Det var simpelthen for fristende.

Jeg valgte mellempakken til 297 kr., hvor man får 80 billeder baseret på ens egne mellem 14 og 20 uploadede billeder. Nogle af dem kunne jeg slet ikke genkende mig selv i, fordi jeg pludselig havde fået langt hår, hvilket jeg ikke har haft siden 1980. Jeg brokker mig ikke over resultatet, for der er kommet 26 brugbare billeder ud af det. En gennemsnitpris på 11,42 kr. for et professionelt billede er i orden.

Nederst findes et lille galleri med billederne (på min egen iPad kan det af en eller anden årsag ikke vises. Brug i stedet din PC, hvis det samme gælder hos dig).

Robotten har gjort mig mere maskulin

Jeg er ikke videre feminin og har aldrig været det. Det siger mig ikke noget. Jeg synes godt nok, at robotten har gjort mig (endnu) mere maskulin, end jeg ser mig selv, men på en eller anden måde, kan jeg alligevel godt lide dem. Måske kender robotten mig bedre, end jeg selv gør?

Hvor fører Artificial Intelligence (AI) os hen?

Jeg abonnerer på “DM Akademikerbladet”, der har et særligt nyhedsbrev om AI. Det er altid spændende at læse det, blandt andet fordi det ikke er en ukritisk falden på halen for den fremtid, der allerede er her. Desværre kan jeg ikke finde stedet, jeg tilmeldte mig. Men det er værd at lede efter.

De er fx gået i kødet på “Boston Consulting Group”, der fuldstændig uden dokumentation mener, at AI kan frigøre 104 mia. kr. i den offentlige sektor i den kommende tiårs periode. Firmaet har desværre for travlt til at dokumentere dette vanvittige tal, der udgør lidt over halvdelen af investeringen i krudt og kugler, jfr. forsvarsforliget til en værdi af 195 mia. kr.

Faktisk er en effektivisering på 104 milliarder kroner på ti år så betydeligt, at den ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at den moderne danmarkshistorie kun byder på to begivenheder af samme målestok: Traktordriftens gennembrud fra 1945 til 1960 og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 1970’erne.

Det er svært at vide, hvor AI stopper og mennesker begynder. Men der er ingen tvivl om, at potentialet er enormt.

Sundhedsvæsenet?

En læge eller en sygeplejerske i psykiatrien bruger meget af arbejdsdagen på at dokumentere – altså sidde ved skærmen og tampe i tastaturet, for samtaler og meget andet skal jo naturligvis dokumenteres.

Tænk hvis samtaler blev optaget, og man derefter spillede dem for AI, som så skrev det den hørte? Sikke en masse tid der kunne bruges til at være sammen med patienterne i stedet for at sidde ved skærmen. Det er selvfølgelig klart, at medarbejderne skulle læse det grundigt igennem, før det blev tilført journalen, for robotten kunne jo høre forkert eller misforstå noget. Man kan naturligvis ikke give den det faglige ansvar.

Og selvfølgelig kan det lade sig gøre, og det er sikkert allerede muligt med den nuværende teknologi. Er det ikke bare at gå i gang med at udvikle en sprogmodel til psykiatrien?

Min ven ChatGPT

I min egen lille uvidenskabelige biks har jeg stor glæde af ChatGPT fra openai.com. Forleden havde “vi” fx følgende dialog:

“Hej igen. Jeg har fået en ny idé. Sprogdatabasen har i alt 24 kategorier. Brugerne kan kun vælge mellem 4 kategorier. Jeg vil gerne tillade brugerne at vælge mellem alle 24 kategorier. Kan du hjælpe mig med det?”

Et sekund efter havde jeg dette svar, som jeg kunne sætte ind i min eksisterende kode bare ved at trykke “Copy code”:

26 AI-genererede billeder hos Headshots.dk

Fordelen ved ChatGPT er, at man kan skrive til robotten i almindeligt menneskesprog. Og i forhold til fx at søge med Google bliver man hos ChatGPT ikke afkrævet den rette terminologi. Herudover er den meget venlig, når man selv taler pænt til den. Den returnerer selvfølgelig ikke andet, end hvad den får tilført. Det er jo kun en robot.

 


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig::


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Krigen i Gaza – jeg undrer mig

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

40 pct. af de ca. 2 millioner indbyggere i Gaza er børn (jeg er ikke klar over, hvor grænsen til “voksen” går). Derfor vil det vel være “naturligt” ud fra en normalfordeling, at 40 pct. af de dræbte er børn. Israel siger, de har ret til at forsvare sig selv. Jeg spørger til gengæld “Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?”

Og mit spørgsmål er ikke af retorisk karakter. Det er helt reelt, for jeg forstår det ikke.

Jeg deltager normalt ikke i debatten

Jeg afholder mig fra den eksisterende debat på sociale medier, demonstrationer mv., idet debatniveauet simpelthen er for lavt. Uanset hvad man skriver, bliver det vendt og drejet af begge parter, så mine egne udsagn til sidst er uigenkendelige for mig selv. Det orker jeg ikke. Men det er i virkeligheden problematisk, at så mange ikke deltager. En Megafonmåling viste ultimo november 2023, at ca. 1/3 ikke deltager af frygt for repressalier:

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Nu kan man selvfølgelig sige, at det ikke rokker en tøddel ved noget som helst, om folk deltager eller ej. Og derfor kan det være inderligt ligegyldigt. Men det er voldsomt problematisk, at der er så mange jøder i Danmark, der skjuler deres religion af frygt for repressalier. Lige så problematisk er det, at muslimer oplever hadtale og fordømmende opførsel.

  • Vi er (fra København) 3.144 km. fra Tel Aviv.
  • Hvorfor lever konflikten i bedste velgående her i landet?
  • Er det fordi, der er tale om en grundkonflikt, der berører de dybeste sår (og had) på begge sider? Pludselig er vi alle bevidste om Seksdageskrigen i 1967. Vi ved, hvad 1948 repræsenterer. Vi kan stave til “Holocaust” osv.
  • Kritik af Israels drab på civile i Gaza er bare ikke antisemitisme.
  • Det er ikke i orden hver dag at overtræde det absurde begreb “krigens love“.

Det der rokker er samtale!

“Brobyggerne” har iværksat et initiativ på tværs af skellene. Overrabbiner i Danmark Jair Melchior deltager sammen med blandt andet Amjad El-Chahabi, der har palæstinensiske rødder. De drikker en pokkers masse dialogkaffe, mens de taler sammen. Og samtale er den eneste vej frem. At vente på, at en af parterne “vinder”, er ikke en farbar vej. Hvor mange mennesker, børn inkl., skal betale den højeste pris, inden en af parterne har “vundet”?

Der er også andre lignende initiativer, som jeg ikke kan huske navnene på, men også her er idéen at sætte mennesker til at tale sammen. Et af initiativerne går ud på, at en palæstinenser og en jøde mødes en gang om måneden og taler sammen – vist nok ledet af en moderator, der skal sikre debatniveauet.

Der var ikke meget glædelig jul, og det er ikke en glæde at se tilbage på 2023

Julegudstjenesten i Betlehem blev forståeligt nok aflyst. Der var ikke noget at fejre. Og når jeg i dag ser tilbage på 2023 er det ikke med glæde.

Verden står i brand og måske har Mette Frederiksen ret i, at de seneste 32 fredelige år har været en parentes i verdenshistorien, og at vi nu må vænne os til en anderledes verdensorden? Det er ikke det, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig allermest fred både i Israel og i Ukraine. Alt for mange mennesker mister livet uden grund. Det er meningsløst.

Børn bliver dræbt i Gaza. Dem, der ikke dør, behandles på de få tilbageværende hospitaler uden bedøvelse. I Ukraine sidder unge mænd i de mudrede skyttegrave eller i vores aflagte Leopardkampvogne, der er bedre end ingenting. Hvor er den større mening med det?

Måske er der et øjebliks næsten orgastisk glæde over modpartens død? Herefter fortsætter vanviddet.

Det kan ikke blive ved.

 

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Er uddannelse vejen til fred?

Er uddannelse vejen til fred?

Interessant samtale med en taxachauffør

Er uddannelse vejen til fred?

I går var jeg ude til frokost. Det blev sent, så jeg tog en vogn hjem. Vi talte undervejs om krigen i Gaza, der både optager og bekymrer mig meget. Jeg frygter, at om tre måneder står Mellemøsten i brand, og at om tre år er vi midt i tredje verdenskrig.

Vi var enige om alt, fx at det ikke er en sportskamp, hvor der er en vinder og en taber. Begge parter er tabere, og de største tabere er de civile ofre. Begge parters allerstørste tabere er imidlertid alle de dræbte børn. Hvordan kan man mene, at det er i orden at slå hinandens uskyldige børn ihjel? Ingen af os kunne begribe det. Og det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med det absurde regelsæt kaldet “krigens love” (om disse sidst i artiklen). Absurd fordi der er en grad af vanvid over, at vi har nedfældet regler for, hvordan vi slår hinanden ihjel.

Chaufføren og jeg var også enige om, at det er nemt at sidde i Danmark og mene, at dialog er vejen frem (selv om det selvfølgelig er sandt!), når det gensidige had er kodet ind i ens DNA gennem generationer. At den ene part hævner sin døde farmor, faster, søn eller datter, bringer bare ikke disse til live igen. Det gør kun, at voldsspiralen eskalerer.

Chaufføren havde et interessant perspektiv. For at komme væk fra det omfattende, dræbende had er der kun tre veje: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Jeg har aldrig tænkt over det, men jeg giver ham ret. Det være vejen at gå. Jeg kan ikke få øje på andre veje.

Hvad kan uddannelse bevirke?

De slår hinanden ihjel, fordi de hader hinanden, og had er som bekendt en følelse. Med uddannelse bliver man forhåbentlig i stand til at hæve sig op over sine følelser og se situationen i et metaperspektiv. Det må være muligt for ethvert tænkende og veluddannet menneske at se, at det ikke er en løsning at slå hinanden ihjel.

Med øje på den igangværende krig og alle de krige, der, bare i min levetid, er udkæmpet i Mellemøsten, kan man spørge “Har nogle af alle ofrene nogensinde ført parterne tættere på hinanden og været en vej til varig fred?”. Det er ikke vanskelig at vide, at svaret er et rungende “Nej” og at uhyggeligt mange børn har ofret livet til ingen verdens nytte. Endu en gang er det mantraet om, at intelligens er evnen til at lære af sin erfaring.

Krigens love

Set fra min beskedne plads i verden, er der ingen tvivl om, at begge parter overtræder “krigens love”, og at begge parter er inderligt ligeglade med dem, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad dette højt besungne og p.t. ofte omtalte begreb går ud på. Endelig fik jeg taget mig sammen til/”tid til” at læse om dem.

Jeg fandt ud af følgende:

“Krigens love”, som også kaldes “krigens folkeret” eller “den humanitære folkeret”, er et sæt internationale regler, der sigter mod at begrænse effekterne af væbnet konflikt. Reglerne er – samlet set – blevet til over en 141-årig periode startende med den første Genève-konvention i 1864 og den seneste udvidelse i 2005 med protokol III til Genevekonventionen i 2005. Det har altså taget os 141 år at vedtage, hvordan vi ønsker at slå hinanden ihjel!

1864 er ikke et tilfældigt årstal … og nu hvor jeg satte mig til at læse op på emnet, faldt jeg selvfølgelig over oprettelsen af Røde Kors indstiftet af Henri Dunant. Pludselig husker jeg en stil, fra da jeg gik i ca. syvende klasse, og hvor jeg skrev om, at netop Henri Dunant stod og og kiggede ud over slagmarken med tusinder af døde og sårede. Børn har vist ikke godt af for meget input om krig.

Reglerne beskytter personer, der ikke deltager i fjendtlighederne (som civile, sundhedspersonale og hjælpearbejdere) og dem, der ikke længere deltager (fx fordi de er sårede, skibbrudne eller krigsfanger). Principperne er nedskrevet i en række internationale aftaler, herunder Haagerkonventionen og Genève-konventionerne sammen med de tilhørende protokoller (en slags tillægsaftaler)

Hovedprincipperne i krigens love er:
  1. Distinktion: De krigende parter skal altid skelne mellem civile og militære mål og må kun angribe sidstnævnte. Det skal forhindre vilkårlige angreb og beskytte civile liv og ejendom.
  2. Proportionalitet: Skader på civile og ødelæggelse af civile “objekter” må ikke være uforholdsmæssige i forhold til den forventede militære fordel.
    • Modsætningsslutning: Er der proportionalitet, må man altså gerne gå efter civile …
  3. Unødvendig lidelse: Det er forbudt at bruge våben og metoder, der forårsager unødvendig lidelse eller skade.
    • Modsætningsslutning: Der er altså noget, der kaldes nødvendig lidelse …
  4. Human behandling: Alle, der ikke (længere) deltager i kampene, har ret til respekt for deres fysiske og mentale integritet, ære og religiøse overbevisninger. Det omfatter forbud mod tortur, henrettelser uden rettergang og dårlig behandling af krigsfanger.
Genève-konventionerne og de tilhørende protokoller er de mest omfattende retlige dokumenter, der dækker krigens love

De indeholder bestemmelser, som:

  • Genève-konvention I om forbedring af sårede og syge i væbnede styrker i marken (Artikel 12: Beskyttelse af sårede og syge).
  • Genève-konvention II om forbedring af sårede, syge og skibbrudne medlemmer af væbnede styrker til søs (Artikel 12: Beskyttelse).
  • Genève-konvention III om behandling af krigsfanger (Artikel 13: Human behandling af krigsfanger).
  • Genève-konvention IV om beskyttelse af civile personer i krigstid (Artikel 27: Beskyttelse af civile).

Et eksempel på en bestemmelse fra Genève-konventionerne er Artikel 3, som er fælles for alle fire konventioner og beskriver de minimumsrettigheder, som personer, der ikke (længere) deltager i fjendtligheder, skal have under en intern konflikt, herunder beskyttelse mod vold, gidseltagning, ydmygende og nedværdigende behandling og retten til en retfærdig rettergang.

Hvem håndhæver krigens love?

Krigens love håndhæves af nationale og internationale domstole, herunder Den Internationale Straffedomstol, og overtrædelse af disse love kan føre til retsforfølgelse for krigsforbrydelser.

Konklusion

Man kan sige, at krigens love er regler, der prøver at gøre krig mindre brutal og beskytte dem, der ikke kæmper, eller dem, der ikke kan kæmpe længere. Selv i krig er der regler, og disse regler skal følges for at beskytte menneskelig værdighed og begrænse lidelsen.

Desværre har jeg bare en ubehagelig fornemmelse af, at de stridende parter i enhver konflikt er tindrende ligeglade med ovenstående juristeri!

Og der er en yderligere absurditet i reglen om “proportionalitet” (hovedprincip nr. 2) “Skader på civile og ødelæggelse af civile “objekter” må ikke være uforholdsmæssige i forhold til den forventede militære fordel.” For hvem vurderer, om et angreb er proportionalt? Det gør “krigsministeren”. Og vil han ikke altid påberåbe sig proportionalitet?

Er uddannelse vejen til fred?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.