Interessant samtale med en taxachauffør

Er uddannelse vejen til fred?

I går var jeg ude til frokost. Det blev sent, så jeg tog en vogn hjem. Vi talte undervejs om krigen i Gaza, der både optager og bekymrer mig meget. Jeg frygter, at om tre måneder står Mellemøsten i brand, og at om tre år er vi midt i tredje verdenskrig.

Vi var enige om alt, fx at det ikke er en sportskamp, hvor der er en vinder og en taber. Begge parter er tabere, og de største tabere er de civile ofre. Begge parters allerstørste tabere er imidlertid alle de dræbte børn. Hvordan kan man mene, at det er i orden at slå hinandens uskyldige børn ihjel? Ingen af os kunne begribe det. Og det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med det absurde regelsæt kaldet “krigens love” (om disse sidst i artiklen). Absurd fordi der er en grad af vanvid over, at vi har nedfældet regler for, hvordan vi slår hinanden ihjel.

Chaufføren og jeg var også enige om, at det er nemt at sidde i Danmark og mene, at dialog er vejen frem (selv om det selvfølgelig er sandt!), når det gensidige had er kodet ind i ens DNA gennem generationer. At den ene part hævner sin døde farmor, faster, søn eller datter, bringer bare ikke disse til live igen. Det gør kun, at voldsspiralen eskalerer.

Chaufføren havde et interessant perspektiv. For at komme væk fra det omfattende, dræbende had er der kun tre veje: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Jeg har aldrig tænkt over det, men jeg giver ham ret. Det må være vejen at gå. Jeg kan ikke få øje på andre veje.

Hvad kan uddannelse bevirke?

De slår hinanden ihjel, fordi de hader hinanden, og had er som bekendt en følelse. Med uddannelse bliver man forhåbentlig i stand til at hæve sig op over sine følelser og se situationen i et metaperspektiv. Det må være muligt for ethvert tænkende og veluddannet menneske at se, at det ikke er en løsning at slå hinanden ihjel.

Med øje på den igangværende krig og alle de krige, der, bare i min levetid, er udkæmpet i Mellemøsten, kan man spørge “Har nogle af alle ofrene nogensinde ført parterne tættere på hinanden og været en vej til varig fred?”. Det er ikke vanskelig at vide, at svaret er et rungende “Nej” og at uhyggeligt mange børn har ofret livet til ingen verdens nytte. Endu en gang er det mantraet om, at intelligens er evnen til at lære af sin erfaring.

Krigens love

Set fra min beskedne plads i verden, er der ingen tvivl om, at begge parter overtræder “krigens love”, og at begge parter er inderligt ligeglade med dem, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad dette højt besungne og p.t. ofte omtalte begreb går ud på. Endelig fik jeg taget mig sammen til/”tid til” at læse om dem.

Jeg fandt ud af følgende:

“Krigens love”, som også kaldes “krigens folkeret” eller “den humanitære folkeret”, er et sæt internationale regler, der sigter mod at begrænse effekterne af væbnet konflikt. Reglerne er – samlet set – blevet til over en 141-årig periode startende med den første Genève-konvention i 1864 og den seneste udvidelse i 2005 med protokol III til Genevekonventionen i 2005. Det har altså taget os 141 år at vedtage, hvordan vi ønsker at slå hinanden ihjel!

1864 er ikke et tilfældigt årstal … og nu hvor jeg satte mig til at læse op på emnet, faldt jeg selvfølgelig over oprettelsen af Røde Kors indstiftet af Henri Dunant. Pludselig husker jeg en stil, fra da jeg gik i ca. syvende klasse, og hvor jeg skrev om, at netop Henri Dunant stod og og kiggede ud over slagmarken med tusinder af døde og sårede. Børn har vist ikke godt af for meget input om krig.

Reglerne beskytter personer, der ikke deltager i fjendtlighederne (som civile, sundhedspersonale og hjælpearbejdere) og dem, der ikke længere deltager (fx fordi de er sårede, skibbrudne eller krigsfanger). Principperne er nedskrevet i en række internationale aftaler, herunder Haagerkonventionen og Genève-konventionerne sammen med de tilhørende protokoller (en slags tillægsaftaler)

Hovedprincipperne i krigens love er:

1. Distinktion: De krigende parter skal altid skelne mellem civile og militære mål og må kun angribe sidstnævnte. Det skal forhindre vilkårlige angreb og beskytte civile liv og ejendom.
2. Proportionalitet: Skader på civile og ødelæggelse af civile “objekter” må ikke være uforholdsmæssige i forhold til den forventede militære fordel.
   • Modsætningsslutning: Er der proportionalitet, må man altså gerne gå efter civile …
3. Unødvendig lidelse: Det er forbudt at bruge våben og metoder, der forårsager unødvendig lidelse eller skade.
   • Modsætningsslutning: Der er altså noget, der kaldes nødvendig lidelse …
4. Human behandling: Alle, der ikke (længere) deltager i kampene, har ret til respekt for deres fysiske og mentale integritet, ære og religiøse overbevisninger. Det omfatter forbud mod tortur, henrettelser uden rettergang og dårlig behandling af krigsfanger.

Genève-konventionerne og de tilhørende protokoller er de mest omfattende retlige dokumenter, der dækker krigens love

De indeholder bestemmelser, som:

• Genève-konvention I om forbedring af sårede og syge i væbnede styrker i marken (Artikel 12: Beskyttelse af sårede og syge).
• Genève-konvention II om forbedring af sårede, syge og skibbrudne medlemmer af væbnede styrker til søs (Artikel 12: Beskyttelse).
• Genève-konvention III om behandling af krigsfanger (Artikel 13: Human behandling af krigsfanger).
• Genève-konvention IV om beskyttelse af civile personer i krigstid (Artikel 27: Beskyttelse af civile).

Et eksempel på en bestemmelse fra Genève-konventionerne er Artikel 3, som er fælles for alle fire konventioner og beskriver de minimumsrettigheder, som personer, der ikke (længere) deltager i fjendtligheder, skal have under en intern konflikt, herunder beskyttelse mod vold, gidseltagning, ydmygende og nedværdigende behandling og retten til en retfærdig rettergang.

Hvem håndhæver krigens love?

Krigens love håndhæves af nationale og internationale domstole, herunder Den Internationale Straffedomstol, og overtrædelse af disse love kan føre til retsforfølgelse for krigsforbrydelser.

Konklusion

Man kan sige, at krigens love er regler, der prøver at gøre krig mindre brutal og beskytte dem, der ikke kæmper, eller dem, der ikke kan kæmpe længere. Selv i krig er der regler, og disse regler skal følges for at beskytte menneskelig værdighed og begrænse lidelsen.

Desværre har jeg bare en ubehagelig fornemmelse af, at de stridende parter i enhver konflikt er tindrende ligeglade med ovenstående juristeri!

Og der er en yderligere absurditet i reglen om “proportionalitet” (hovedprincip nr. 2) “Skader på civile og ødelæggelse af civile “objekter” må ikke være uforholdsmæssige i forhold til den forventede militære fordel.” For hvem vurderer, om et angreb er proportionalt? Det gør “krigsministeren”. Og vil han ikke altid påberåbe sig proportionalitet?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.