, ,

Farvel til psykologen – det kunne have været værre

Farvel til psykologen - det kunne have været værre 1

(Billedet er helt hen i vejret og hænger overhovedet ikke sammen med teksten. Det er et udsnit af min farmors og farfars gravsted på Sorgenfri kirkegård. Gravstedet findes endnu, og billedet er egenhændigt taget. Jeg har aldrig mødt de to mennesker, for de var døde, længe før jeg kom til Vestjylland. Men jeg kunne ikke finde på andet)

Vi startede i 2014 eller 2015

Der var engang i 2014 eller 2015, hvor jeg kom fast i Psykiatrifonden ved Nørrebro station, faktisk på Hejrevej, i et “afklarings- og udviklingsforløb” hed det vist, og havde Anette som erhvervspsykolog og Jane som erhvervsrådgiver, for jeg ville jo med djævlens vold og magt arbejde, selvom de begge tænkte ved sig selv, at tiden vist var inde til pension.

Der er løbet meget vand i stranden siden. Det er mange indlæggelser siden. Det er mange fleksjobs siden. I det hele taget er det længe siden.

For første gang i livet mødte jeg behandlere, der accepterede mig, som den jeg var (og er). Og jeg er lidt speciel; det ved jeg godt selv. Ingen af dem prøvede at lave om på mig. Det var godt og rart. Jeg blev beriget – men ikke belært.

Janes rolle var udspillet, da jeg blev godkendt til fleksjob eller måske allerede, da hun fandt den første praktikplads til mig. Anette har jeg kunnet holde ved, fordi jeg har fået exceptionelt mange lægehenvisninger, og så er egenbetalingen omkring en tredjedel. Den resterende del betaler regionen vist.

Vi har ryddet op i alt l*****

Jeg bander helst ikke – og da slet ikke på skrift, så du må selv gætte, hvad stjernerne står for. Men her er de berettigede, og måske kunne jeg have skrevet de rigtige bogstaver! Det ville også være berettiget. For mindst 10. gang er jeg gået igennem et behandlingsforløb. Men endelig er jeg blevet fri. Jeg er blevet den, jeg altid har været, og det er grunden til, at jeg nu nyder hvert et sekund af mit nye liv. Hver eneste dag. Jeg har ikke længere den bagage fra fortiden, jeg ellers har slæbt rundt på, og som jeg troede skulle være en livsledsager til den dag, jeg lukker mine øjne for sidste gang. Jeg håber at få 30 år i denne tilstand. Hvis jeg holder, til jeg er 87 år, er det også okay. (Jeg er 57 år nu.)

Allerede på børnehjemmet, hvor jeg var i 2½ år, syntes de, jeg var mærkelig, muligvis “retarderet”, fordi jeg “lå så underligt sløvt og slap hen”. Heldigvis var der en kvik socialrådgiver, der mente, jeg bare trængte til et rigtigt hjem med rigtige forældre efter så langt et ophold på institution. Dette er direkte citater fra adoptionssagen.

Min biologiske mor havde aldrig så meget som set mig, idet hun fødte bag et (vist nok) blåt klæde og jeg blev overgivet til “Dear Home” i Hellerup, der var navnet på børnehjemmet, straks efter fødslen. Sådan foregik det i 1963, når moderen (og evt. faderen) ikke ville have barnet.

Jeg kom til et virkelig godt hjem i Vestjylland, det var bare “ærgerligt”, for nu at bruge et mildt udtryk, at min far døde i november 1972, da jeg var ni år, og min mor herefter giftede sig med en mand, der var pædofil. Anette siger, at han var “psykopat psykopat”. Min mor kendte til det seksuelle misbrug gennem seks år (1974 -’80) men greb ikke ind, da hun ikke kunne finde ud af, hvad hun så skulle stille op med to børn (jeg har også en halvbror født i marts 1976). Klaphat/Skvatrøv! Engang for flere år siden skrev jeg et indlæg, jeg kaldte “Barn af uønskede forældre”, for det var sandheden, og det står jeg ved.

Så mange år op ad bakke troede jeg aldrig, jeg ville slippe fri af, men det har Anette hjulpet med. Nu er jeg fri, og hun er dygtig! Jeg har skrevet afskedsbreve til de relevante personer, og jeg har stadig brevene på harddisken. Pga. min dårlig hukommelse gemmer jeg stort set alt. Det er ikke så længe siden, jeg læste disse breve igen. De er “spot on”, og der er ikke stukket noget under stolen; det er en del af det at have Aspergers Syndrom. De rå sandheder har været nødvendige. Det har været svært men nødvendigt, og Anette har accepteret, at sådan er jeg. Sådan har hun hjulpet med at rydde op.

Hun er også kunstterapeut (hedder det vist). Det er sikkert godt for en masse mennesker, men det er ikke noget for mig. Jeg har ikke engang lyst til at høre om det. Det har hun videre accepteret, at jeg ikke ville. Jeg er fra et sted, hvor de havde mange kreative evner med netop tegning/maling, musik og al den slags. Jeg kan bare intet af sådan noget, så jeg havde ikke lyst at komme til kort endnu engang og udstille min manglende talentmasse.

Anette har også af og til været usikker

Når der kommer en “patient” med så massive problemstillinger, som er så højt oppe i alderen uden at have fundet fred og et ståsted, er det naturligt at selv en meget erfaren psykolog kan blive usikker. Men vi “har gået vejen sammen”. Vi har eksperimenteret sammen.

Hun har ladet mig optage alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen for at afbøde den svigtende hukommelse. Optagelserne er naturligvis fortrolige. Jeg har aldrig mærket/hørt hendes usikkerhed, og den skal jeg heller ikke betale for, men hun har fortalt om den i dag, hvor vi skulle sige “farvel”, hvilket kom lidt bag på mig. Jeg har sikkert bare glemt, hun har oplyst det tidligere.

Vi har sagt farvel i dag, men vi har prøvet det tidligere. Hun fortalte, der var et helt år, hvor jeg ikke kom. Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, der var et farvel, der var værre. Eller måske ikke ligefrem huske, men jeg har genlæst en blogpost, vist nok fra 2018, hvor vi også sagde farvel.

Jeg kan selv

Nu kan jeg selv! Og det glæder mig uendeligt meget. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, og jeg har Distriktspsykiatrien til at holde mig på sporet, hvis det skulle skride. I realiteten har jeg ikke noget at komme til en psykolog med mere. Det er slut. Der er ryddet op. Jeg har stort set ikke nogen dagsordner længere, og det er intet mindre end et mirakel, at jeg kan selv. Jeg har fundet både fred og ståsted – takket være Anette. Hun fortæller, at hun får følelsen af “Yes”, når nogen går ud ad døren og kan selv og ikke har aftalt en ny tid. Hun har “kunder” nok i sin butik.

Dukker der noget op, er hun jo bare flyttet til Holbæk, og der kører DSB også til – vist endda hver time. Måske kan jeg få en eller anden ordning med Flextrafik, nu hvor jeg er blevet (en glad) pensionist. Det er jeg gået i gang med at undersøge hos Hvidovre Kommune. Og så: vi kender hinanden godt nok til, at vi også kan få det til at fungere med online-sessioner. Det prøvede vi en gang i sidste uge, og det gik rigtig fint. Så har jeg ganske vist ikke en lydoptagelse at støtte mig til, men så har jeg gode gammeldags noter. Dem skal man heller ikke kimse ad.

Jeg har mistet et fast holdepunkt i tilværelsen, men realiteten er, at jeg ikke har brug for hende mere. Faktisk siger hun det selv. Det er virkelig fantastisk. Kære læser: Glæd dig sammen med mig.

,

Angst for ECT-2

ECT ECT-apparat Angsten for ECT

Hos psykologen

Der må ske noget med angsten for ECT!

Psykologen er så pokkers dygtig til at vende det hele på hovedet! Jeg anbefaler hende til enhver, uagtet hun vist ikke har plads til flere patienter. Hendes (lidt håbløse) hjemmeside er her.

Hun er dygtig, og jeg er glad for hende. Flytter hun sin praksis langt pokker i vold, må vi måske sige farvel, men jeg er jo stoppet før og kommet tilbage. Hendes telefonnummer og e-mail-adresse er nok den samme. Det vil sige, at jeg kan dukke op igen! Det vil være et stort tab og et kæmpe savn – men realiteten er, at jeg p.t. ikke har noget at komme med, og det glæder jeg mig selvfølgelig hvert sekund over, bortset fra:

Angsten for ECT

Den pludselige angst for ECT, som er er en ret indgribende behandling hver tredje uge, kan forstås som, at nu har jeg pludselig noget at miste, som jeg vil være uendeligt ked af at miste! For måske første gang i livet, har jeg ikke andet at være ængstelig for, derfor får præcis denne angst lov at fylde. Jeg er p.t. 57 år, og endelig lever jeg et liv uden ængstelse. Det er fantastisk. Så må jeg være angst hele søndagen og langt op ad mandag formiddag, til det er min tur, til de siger “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct” og “Vi har bideskinnen klar”.

Selv har jeg aldrig tænkt, at jeg havde angst, men det mener psykologen. Og det har hun forstand på. Når jeg tænker/læser baglæns på hjemmesiden, er det tydeligt, at siden 2014 – eller 2013 – har angsten for fremtiden, arbejdsmarkedet, økonomien, boligen osv. – dvs. alle de basale ting i tilværelsen – været fremherskende.

Okay, så er jeg angst, og så må Ann Jeanet holde mig i hånden inden behandlingen, i millisekunderne til jeg sover og hvad så? Det har de såmænd nok prøvet før. De er så søde i ECT-afdelingen på psyk. i Glostrup. At det er en “fabrik”, mærker man næsten ikke.

Vil du læse mere om ECT, kan det ske her.

Nyt testamente

Mit liv er så uendeligt forandret fra dengang, jeg havde besluttet at tage en færge en vinternat i frostvejr og springe ud fra den, fordi det kunne man forvente at dø af. Det er nemlig slet ikke let at tage livet af sig selv. Dette var en af de måder, jeg kunne finde på, som ville virke. Det forsøg, jeg gjorde den 3. januar 2006, var i realiteten talentløst, men det var jeg ikke klar over på forhånd. Så havde jeg jo fundet på noget andet. Jeg husker den enorme skuffelse, da jeg vågnede op efter at have slugt 30 sovepiller, som ikke havde den ønskede effekt.

Alting er forandret fra dengang, hvor jeg havde gjort alt parat: som eksempel har jeg et testamente, der er påtegnet i Københavns Byret, der var gjort rent og smidt ud, så dem der skal rydde op ikke får alt for meget bøvl ud af det. Jeg ved ikke hvem, det bliver. Måske viceværten?

Dengang havde jeg ikke et ønske om at udstrække processen længere end allerhøjst nødvendigt. Nu er det i stedet sådan, at jeg håber at få mindst 30 gode år mere.

Testamentet skal ændres – det er helt galt nu om dage. De, der er indsat som begunstigede, har jeg ikke set i 20 år, måske lever de slet ikke længere?

Det er formentlig ikke mere indviklet, end at jeg kan skrive det selv, da jeg ikke har nogen livsarvinger. Jeg skal bare indsætte, hvem jeg ønsker skal overtage min opsparing – Kattens Værn, SIND eller lignende 🙂

Jeg har en halvbror, men han skal ikke have en krone, og derfor er det nødvendigt med et testamente. Er der ikke et testamente, træder arveloven i kraft, og så vil det være ham, der skal arve. Jeg kender ham reelt ikke, og så ham sidste gang til min mors begravelse for 15 år siden. Hvorfor skulle han have så meget om 50 øre?

,

Den endelige afgørelse

Den endelige afgørelse 4

I forestiller jer næppe, hvordan det er

Nu har I, kære læsere, lidt og slidt sammen med mig i så mange år, så I skal straks vide, at Pensionsnævnet holdt møde i går, og i dag har sendt afgørelsen (god og effektiv lille kommune). Den lyder som følger:

“Tilkendelse af førtidspension

Påbegyndelsesdato: 19.03.2021.

Pensionsnævnet har den 08.04.2021 truffet afgørelse om:

Nævnet tilkender dig førtidspension, jfr.§ 16, jfr. § 20 stk. 1.

Pensionen er tilkendt med virkning fra den 01.05.2021, jfr. § 33, stk. 2.

Begrundelse:

  • Efter en samlet faglig vurdering af de foreliggende oplysninger må anses for dokumenteret:
    at din arbejdsevne er varigt nedsat, og
  • at nedsættelsen er af et sådant omfang, at du uanset mulighederne ved deltagelse i relevante jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger ikke kan forbedre din arbejdsevne.”

Det var bare det, jeg ville. Det vil glæde mig, hvis I kan og vil glæde jer sammen med mig.

,

For mange ord

Den nye status

Det er ca. ni måneder siden, jeg sidst har haft en artikel i POV International, der er et fantastisk webmedie med seriøs borgerjournalistik uden betalingsmur. Man kan ganske gratis holde sig ajour om alt mellem himmel og jord ved at læse POV International nogle gange om ugen. Man kan også vælge at donere enten 25, 50 eller 100 kr. om måneden. Så bliver de så glade.

Min nye status (den med F… 🙂 ) optager mig meget, og endelig synes jeg, jeg har noget at skrive en artikel til POV om.

Den positive historie om ‘systemet’

Utrolig mange mennesker har dårlige erfaringer med ‘systemet’. Mine erfaringer gennem flere år er positive, den historie kan fortælles og kan muligvis interessere nogle af POVs læsere.

Jeg begyndte forleden dag og fik lynhurtigt sat fem sider sammen i Word. Fem sider er bare ikke vejen frem, for ingen kommer gennem alle de ord, og det er sikkert også kun mig selv, der synes, det er spændende nok til alle de ord. Jeg har bare en kæmpe stor mangel (blandt flere): Jeg har uhyre svært ved ‘Kill your darlings’. Det er som om, de ord, der er nået til Word, allesammen er vigtige nok til at komme med i den videre proces.

Jeg er ikke på Twitter, for der må indlæggene ikke være længere end 400 ord, og det klarer jeg mig aldrig med. Jeg har ganske enkelt for mange ord til Twitter. Det er primært typer som Trump, der trives godt der.

I proces

Nu er artiklen i proces:

  • Lotte skar først to sider af for mig, og det tog historien ikke skade af – tvært imod. Egentlig stod der det samme i den korte version som i den lange. Og det, der var skåret af, kender læserne i forvejen fra nogle af mine andre klummer, som vi kan linke til.
  • ‘Min’ redaktør på POV, Kristian, var næste læser og kritiker. Han kunne for så vidt godt lide historien, men mente, den ville vinde ved at blive skåret yderligere ind til benet. Der manglede en underrubrik om, hvad essensen var og at jeg gik artiklen igennem igen og forholdt mig strikte til essensen.

Jeg kiggede artiklen igennem et par gange, men kunne selv med min bedste vilje ikke se, hvad der kunne undværes.

Min redaktør er et fantastisk menneske, så nu har han tilbudt at foretage rundbarberingen for mig. Det tilbud har jeg selvfølgelig sagt tusind tak til. Nu er jeg er spændt på, hvordan det ender.

Både Lotte og Kristian er uddannede journalister og er skolede i at skære ind til benet og forholde sig kritisk til tekster. Det er luksus at kende sådan nogle dygtige mennesker, der tilligemed er så umådeligt hjælpsomme.

God nat…