Fortæl historien

Når data er på plads, begynder det egentlige arbejde: at forvandle 20 års slægtsforskning til levende fortællinger, som også andre end forskeren selv gider læse.

Formidling af 20 års slægtsforskning

Snart er jeg færdig med mit Projekt oprydning, og så vil der opstå en masse fri tid, fordi “rammeværket” er på plads. Mere end 12.000 stikord er føjet til det regneark, der holder styr på projektet, og det er et minimumstal, for jeg har kun registreret de vigtigste. Der findes i alt 93 forskellige stikord. Nogle er tilføjet undervejs, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men det er trods alt ingen videnskab. Jeg har bare skullet “holde balancen” i de ca. 3½ år, det har taget mig.

Stikordene for fx Rigmor Margrethe Ulstrup Engelsen lyder “Vielse, Flere FT, Besk., Civilst., Img., Politiets Registerblade, Bopæl, Adresseforespørgsel, Død, Konf. ikke fundet”.

• “Besk.” står for beskæftigelse
• “Civilst.” står for civilstand
• “Img.” betyder, at der er tilføjet et billede
• “Konf. ikke fundet” betyder selvfølgelig at jeg ikke har fundet konfirmationen

Selvfølgelig vil der stadig være fejl og mangler, jeg har overset, men dem må jeg rette henad vejen, for nu gider jeg simpelthen ikke rydde op mere.

Jeg mangler at gennemgå 340 personer, heraf er 55 “aner”, som er i citationstegn, fordi de vedrører både den biologiske slægt og adoptivslægten. Jeg slægtsforsker jo også med følelserne, så jeg hører til begge steder.

Al den frie tid skal bruges til noget af det, der virkelig interesserer mig: formidlingen.

Hvordan fortæller man, uden at kede læseren?

Jeg overvejer at skrive en artikel til bladet “Slægtsforskeren”, der måske skal begynde sådan:

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tipoldefar på deres mors fars side og hans vaccinationsdato, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”. Så keder jeg mig.

Folks aner er i virkeligheden primært af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede, men det er vi også om et kort øjeblik 🙂

Men fortæller de mig om deres metoder og kilder, jeg endnu ikke kender, så er jeg lutter øren. Her kan jeg nemlig lære noget.

Måske kan min egen kedsomhed over andres detaljer sammenlignes med ikke-forskeres kedsomhed over detaljerne om mine familiemedlemmer?

Spørgsmålet er: hvordan fortæller man historien, så den interesserer også andre end slægtsforskere? Det står indtil videre klart for mig, at:

• Rammeværket skal være på plads, detaljerne skal være kendte (af mig selv)
• Detaljerne ødelægger læsningen og overblikket (for andre)
• En slægtsbog udskrevet af et slægtsprogram kan ende med at blive så spændende som en telefonbog, som er et frit citat fra “At skrive slægtshistorie” (udgaven fra 2022).

Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst

På et tidspunkt kontaktede jeg Marie Østergaard Knudsen, der blandt andet har skrevet bogen “Skriv om din slægt” med undertitlen “Sådan fortæller du om andre og bliver læst”.

Vi holdt et enkelt møde, og det var utrolig positivt, for hun er en virkelig inspirerende og dygtig kvinde. Desværre viste budgettet, at jeg ikke havde råd til at gennemføre et helt forløb med hende, for det er ikke billigt at få den rådgivning, jeg ville have behov for, når jeg ikke ejer en episk åre. Der er også noget, der hedder økonomi.

Det var virkelig ærgerligt, for hun kunne lide min idé og mit greb: Jeg ville i første omgang skrive om den oldefar, der indvandrede som hattemagermester til Brede Klædefabrik i 1890 og måske hans ti børn.

Følelser er vigtige

Jeg har gemt noterne fra mødet, og noget af det første, hun skrev, er: “følelser er vigtige”.

Hvad tænkte Wilhelm, da han skulle fortælle sin mor om, at han havde set en annonce om, at de manglede mestre på Brede til den nye hatteproduktion?

Hvad tænkte han om at komme til et fremmed land, hvor de talte et sprog, han ikke forstod?

Ville han kunne samarbejde med de andre tyske mestre?

De vigtige momenter i menneskers liv er der, hvor de træffer eksistentielle beslutninger:

“Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.

– Vil du have sauerkraut til også?

– Ja tak,

Wilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.

– Jeg har tænkt på noget

– Ja? Mor sætter sig.

– Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.”

Hvor ville jeg dog ønske, jeg selv kunne skrive historien færdig. Sådan ville jeg gerne kunne skrive. Hvem bliver ikke nysgerrig her?

Hvem er fx Emilie og Pauline? Det ved jeg ganske udmærket. Det var Wilhelms to søstre, der i 1866 døde af Tyfus, og blev begravet samme dag, men her er de bare med for at vække læserens nysgerrighed. Selv synes jeg, det lykkes.

Da jeg vist desværre ikke har levende slægtninge, må min hjemmeside holde for. Jeg er allerede begyndt med de små slægtshistorier. Indtil videre er det en rodebutik med både historier fra mine egne familier og de historier, kirkebøgerne fortæller. Men der er ikke flere, end det vil være nemt at gøre orden. Jeg vil nemt kunne udskille kirkebøgernes tilfældighedsfund om fortidens hårde liv fra mine egne familier.

Og jeg har tænkt mig at gå i gang straks efter den 16. juni, hvor ChatGPT mener, at Projekt oprydning er tilendebragt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.