Indlæg

,

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

Højskoleliv og energiregnskab

Jeg tager på Vestjyllands Højskole til “Skriv dit liv”

At tage på højskole er for mange ren sommeridyl – for mig er det også et spørgsmål om energi, mod og vilje. Med en forfatterdrøm, der ikke vil slippe, og et nøje planlagt energiregnskab i bagagen, tager jeg springet og drager til Vestjyllands Højskole for at skrive mit liv.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til igen at være på højskole. Jeg elsker at synge fra Højskolesangbogen til morgen- og aftensamlingerne. Det er mange år siden sidst. Jeg har ikke turdet –  men nu skal det være.

Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Og for mig er fem mange – men nu vil jeg altså på højskole igen.

Marie Østergaard Knudsen, der har skrevet bogen, jeg p.t. (gen-)læser “Skriv om din slægt – sådan fortæller du om andre og bliver læst”, holder kurset “Skriv dit liv” i juni måned på Vestjyllands Højskole. Og min forfatterdrøm vil ikke dø.

På side 87 skriver hun bl.a., “Min målgruppe for denne bog er slægtsforskere, der gerne vil skrive om deres aner.” Det er lige noget for mig, og jeg er nødt til at lære det. Historierne står i kø, men jeg ikke finde ud af det.

Psykologen ville juble over, at jeg drager ud fra mit eksil.

Jeg plejer ikke at holde sommerferie, for jeg kan bedst lide, når dagene er, som de plejer, men i år skal det være. Jeg har bestilt enkeltværelse, så jeg kan trække mig tilbage, når det er nødvendigt af hensyn til energiregnskabet.

Masser af “greb”

Jo mere, jeg læser i bogen, jo flere idéer har jeg til “greb”, som man måske også bare kunne kalde udgangspunkter. Steder i menneskers liv, hvor der sker noget livsforandrende, eller hvor de træffer eksistentielle valg:

  • Oldefar beslutter at rejse fra Frankfurt for at arbejde som hattemagermester på Brede
  • En af hans sønner og en svigersøn stjæler 20.000 hatte og 4 kilometer hattebånd fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg
  • En anden søn melder sig til Frikorps Danmark og kæmper på Østfronten på tysk side
  • Morfar går “på tvang” med det lille husmandssted i 1925. Han tænker, at de, der overværer auktionen, mener, at han nu har sat det over styr, hans forældre havde bygget op
  • Far flytter fra Kgs. Lyngby til Vestjylland og skriver i et af sine breve “hjem”, at det bliver rart at komme til Sjælland i ferien, for “her siger de kun a’ og do”

Energiregnskabet

Jeg var til Danske Slægtsforskeres generalforsamling, fordi der var mange mennesker, jeg gerne ville træffe i den virkelige verden. Vi har kun skrevet sammen – nogle i 15-20 år.

Det var en lørdag, og først tirsdag fungerede min hjerne normalt igen. Jeg var fuldkommen udmattet. Da jeg gik hjem derfra, tænkte jeg “Det gør jeg aldrig mere”, selvom jeg havde forberedt mig grundigt: var udhvilet, stået tidligt op, drukket den gode morgenkaffe med den gode mælk, kørt med DSB 1. klasse, stillekupé osv.

Jeg havde dog ikke forudset, at anden deltager gerne ville følges fra stationen og derhen og samtalede hele vejen, og at en tredje deltager gerne ville underholde på stationen efter generalforsamlingen, lige til mit tog kom og reddede mig ud af kniben. Jeg havde mest lyst til at sige “Åh, vil du ikke godt tie stille”, men det gør man jo ikke, og der var ikke et sted, jeg kunne flygte hen.

Men nu tænker jeg, at det alligevel var det hele værd. Nu ved jeg, at det koster noget, og at depoterne langsomt fyldes op igen efterfølgende. Det tager bare nogle dage, men sådan er det at have Aspergers syndrom. Verden bliver god igen, jeg klarer det, men det tager sin tid. Man skal ikke spørge en autist “Hvad kan du?”. Man skal spørge “Hvad koster det?”, hørte jeg Christina Sommer sige i en video. Og det koster noget at være sammen med andre, også selvom man gerne vil.

Men jeg skal altså på højskole.

Jeg glæder mig allerede helt vildt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Skal jeg skive “mors” historie?

Formidling af slægtshistorie: at få hård hud på brillerne

Hvordan skriver man slægtshistorie, så andre gider læse den? En ny tilgang udfordrer den kronologiske fortælling – og fører til et personligt spørgsmål: Skal jeg skrive min “mors” historie?

Jeg har ikke selv fået idéen til “at få hård hud på brillerne”, men gid jeg havde, for det udtrykker så fint, hvad der sker med en, når man time efter time læser om dødfødte børn, enker, der må gifte sig hurtigt på ny og provisoriske straffe. Eller hvad med den unavngivne arrestantinde, der forhåbentlig dør, før straffen for tyveriet fuldbyrdes? “Forhåbentlig” fordi man ikke kan forestille sig smerten ved hverken at blive brændemærket eller kagstrøget:

1770

“d 28 Sept. blev een Arrestantinde lagt Norden
Kirken. efter Stift Amptmand Knuthes Ordre, samme
var for sit begangne Tyverie ved Landstinget dømt
til at brændemærkes og kagstryges. Begravet ved Byesvenden.”

Kilde: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 89 af 148 opslag.

Link til kilden.
Lidt hjælp fra Danske Slægtsforskeres Forum.

Udtrykket “at få hård hud på brillerne” findes i bogen “Skriv om din slægt” side 16. Jeg er begyndt forfra på bogen, for jeg fik den aldrig læst færdig tilbage i 2022, hvor jeg købte den.

Detaljer og følelser

Marie Østergaard Knudsen vejleder i bogen om, hvordan man kan fortælle om andre og blive læst. Det er inspirerende, og det har fået mig til at begynde på Hanne Bech Hansens bog “Tilfældigt forbi”, mens jeg går tur.

Før jeg begyndte at læse “Skriv om din slægt”, ville jeg ikke et sekund have tænkt over alle de detaljer, hovedpersonen Alma opruller.

Det er i vidt omfang detaljer, jeg genkender fra min egen barndom:

  • For at lave hybenmarmelade skal bærrene skæres midt over, og kernerne, der i tørret form er velegnede som kløpulver, tages ud med en teske.
  • Før man hælder hyldebærsaften på flasker, skal flaskerne skylles med Atamon. Så kan saften holde sig længe, for Atamon er/var et konserveringsmiddel. Jeg ser stadig etiketten på Atamonflasken for mig.
  • Alma giver sin far en stribet pyjamas i julegave. Da han står op julemorgen, er den allerede blevet krøllet.

Hvert kapitel slutter med et par sætninger, der bevirker, at jeg bare fortsætte med næste kapitel. Rigtige cliffhangere.

De idéer ville jeg aldrig selv have fået, men er der en ting, man ikke skal gøre, er det at fortælle kronologisk om alle hændelserne i menneskers liv, selvom man udmærket kender både fødselstidspunkt, vaccinationsdatoen og højden i tommer ved sessionen. Gør man det alligevel, står selv den ihærdigste læser af. Det er simpelthen for kedeligt.

Har jeg “et greb”?

Når man vil skrive, og det gælder sikkert både slægtshistorie og alt muligt andet, skal man have “et greb”, der måske også kan kaldes et udgangspunkt, og det må gerne være et livsforandrende tidspunkt i et menneskes liv.

Jeg vil egentlig selv så gerne fortælle om min oldefar, hattemagermesteren der indvandrede til Brede Klædefabrik i 1890, for jeg synes, jeg kender ham så godt, selvom han døde i 1937. Og jeg kan så godt lide ham, blandt andet fordi han betaler for et af børnebørnenes ophold på en kostskole på Amager.

I aftes fik jeg bare en helt anden idé: jeg kunne fortælle om min “mor” med udgangspunkt i det, der ændrede hendes liv radikalt: min fars død i 1972.

Hun stod tilbage:

  • uden arbejde, for hun havde gået hjemme med kun en vigtig opgave: at passe mig
  • uden uddannelse, for hun havde giftet sig med en 13 år ældre mand med godt job og god uddannelse
  • med udsigt til om seks måneder at skulle finde en anden bolig, for huset var fabrikkens
  • med et barn, hun aldrig rigtig havde ønsket sig (mig), for det var min far, der ville adoptere

Det ville så også blive min egen mærkelige historie fortalt gennem hende. De fleste mennesker, også jeg, siger “Jeg har ikke oplevet noget særligt”, men hvis jeg tænker mig om, så har jeg oplevet noget, der heldigvis ikke er så mange, der oplever.

Hvorfor kommer hun ikke ud på gangen på Give Sygehus, hvor jeg har siddet og ventet, mens læger og sygeplejersker for ud og ind, og tager mig op og siger:

Nu skal du høre min skat: nu er der kun os to tilbage, for far er død, men vi skal nok klare os, og jeg skal nok passe på dig.

I stedet kom hun ud og sagde: “Han er død”, og så kørte vi hjem til Brande og ned til mormor, hvor de talte sammen henover køkkenbordet med voksdugen. Det er jo noget lidt andet.

Jeg tror ikke, jeg endnu har fået hård hud på brillerne, for jeg undrer mig over, hvorfor hun på min 13-års fødselsdag giver mig min fars “Ole Bole ABC” og skriver i den “Til Hanne 23-10-1976. Har tilhørt din Far”. Er det en anerkendelse af det særlige bånd, der var mellem ham og mig?

Hendes historie fortjener måske også at blive fortalt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Formidling af 20 års slægtsforskning

Fortæl historien

Når data er på plads, begynder det egentlige arbejde: at forvandle 20 års slægtsforskning til levende fortællinger, som også andre end forskeren selv gider læse.

Formidling af 20 års slægtsforskning

Snart er jeg færdig med mit Projekt oprydning, og så vil der opstå en masse fri tid, fordi “rammeværket” er på plads. Mere end 12.000 stikord er føjet til det regneark, der holder styr på projektet, og det er et minimumstal, for jeg har kun registreret de vigtigste. Der findes i alt 93 forskellige stikord. Nogle er tilføjet undervejs, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men det er trods alt ingen videnskab. Jeg har bare skullet “holde balancen” i de ca. 3½ år, det har taget mig.

Stikordene for fx Rigmor Margrethe Ulstrup Engelsen lyder “Vielse, Flere FT, Besk., Civilst., Img., Politiets Registerblade, Bopæl, Adresseforespørgsel, Død, Konf. ikke fundet”.

  • “Besk.” står for beskæftigelse
  • “Civilst.” står for civilstand
  • “Img.” betyder, at der er tilføjet et billede
  • “Konf. ikke fundet” betyder selvfølgelig at jeg ikke har fundet konfirmationen

Selvfølgelig vil der stadig være fejl og mangler, jeg har overset, men dem må jeg rette henad vejen, for nu gider jeg simpelthen ikke rydde op mere.

Jeg mangler at gennemgå 340 personer, heraf er 55 “aner”, som er i citationstegn, fordi de vedrører både den biologiske slægt og adoptivslægten. Jeg slægtsforsker jo også med følelserne, så jeg hører til begge steder.

Al den frie tid skal bruges til noget af det, der virkelig interesserer mig: formidlingen.

Hvordan fortæller man, uden at kede læseren?

Jeg overvejer at skrive en artikel til bladet “Slægtsforskeren”, der måske skal begynde sådan:

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tipoldefar på deres mors fars side og hans vaccinationsdato, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”. Så keder jeg mig.

Folks aner er i virkeligheden primært af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede, men det er vi også om et kort øjeblik 🙂

Men fortæller de mig om deres metoder og kilder, jeg endnu ikke kender, så er jeg lutter øren. Her kan jeg nemlig lære noget.

Måske kan min egen kedsomhed over andres detaljer sammenlignes med ikke-forskeres kedsomhed over detaljerne om mine familiemedlemmer?

Spørgsmålet er: hvordan fortæller man historien, så den interesserer også andre end slægtsforskere? Det står indtil videre klart for mig, at:

  • Rammeværket skal være på plads, detaljerne skal være kendte (af mig selv)
  • Detaljerne ødelægger læsningen og overblikket (for andre)
  • En slægtsbog udskrevet af et slægtsprogram kan ende med at blive så spændende som en telefonbog, som er et frit citat fra “At skrive slægtshistorie” (udgaven fra 2022).

Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst

På et tidspunkt kontaktede jeg Marie Østergaard Knudsen, der blandt andet har skrevet bogen “Skriv om din slægt” med undertitlen “Sådan fortæller du om andre og bliver læst”.

Vi holdt et enkelt møde, og det var utrolig positivt, for hun er en virkelig inspirerende og dygtig kvinde. Desværre viste budgettet, at jeg ikke havde råd til at gennemføre et helt forløb med hende, for det er ikke billigt at få den rådgivning, jeg ville have behov for, når jeg ikke ejer en episk åre. Der er også noget, der hedder økonomi.

Det var virkelig ærgerligt, for hun kunne lide min idé og mit greb: Jeg ville i første omgang skrive om den oldefar, der indvandrede som hattemagermester til Brede Klædefabrik i 1890 og måske hans ti børn.

Følelser er vigtige

Jeg har gemt noterne fra mødet, og noget af det første, hun skrev, er: “følelser er vigtige”.

Hvad tænkte Wilhelm, da han skulle fortælle sin mor om, at han havde set en annonce om, at de manglede mestre på Brede til den nye hatteproduktion?

Hvad tænkte han om at komme til et fremmed land, hvor de talte et sprog, han ikke forstod?

Ville han kunne samarbejde med de andre tyske mestre?

De vigtige momenter i menneskers liv er der, hvor de træffer eksistentielle beslutninger:

“Mor, kan du række mig stegen? siger Wilhelm. Mor rejser sig. Hun går over til komfuret, hvor den varme plade står.

– Vil du have sauerkraut til også?

– Ja tak,

Wilhelm betragter mor, der går ind i spisekammeret. Er det nu, han skal lufte idéen? Han betragter mors arm. Er hun trist i dag? Tænker hun på Emilie og Pauline? Nej, hun ser stærk ud.

– Jeg har tænkt på noget

– Ja? Mor sætter sig.

– Jeg så en annonce i avisen. De mangler hattemagere i København.”

Hvor ville jeg dog ønske, jeg selv kunne skrive historien færdig. Sådan ville jeg gerne kunne skrive. Hvem bliver ikke nysgerrig her?

Hvem er fx Emilie og Pauline? Det ved jeg ganske udmærket. Det var Wilhelms to søstre, der i 1866 døde af Tyfus, og blev begravet samme dag, men her er de bare med for at vække læserens nysgerrighed. Selv synes jeg, det lykkes.

Da jeg vist desværre ikke har levende slægtninge, må min hjemmeside holde for. Jeg er allerede begyndt med de små slægtshistorier. Indtil videre er det en rodebutik med både historier fra mine egne familier og de historier, kirkebøgerne fortæller. Men der er ikke flere, end det vil være nemt at gøre orden. Jeg vil nemt kunne udskille kirkebøgernes tilfældighedsfund om fortidens hårde liv fra mine egne familier.

Og jeg har tænkt mig at gå i gang straks efter den 16. juni, hvor ChatGPT mener, at Projekt oprydning er tilendebragt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Den enfoldige og tankeløse Christian Westermann (1798-1850) døde i Rasphuset

Havde han ADHD?

Var Christian Westermann en forbryder – eller blot et menneske, vi i dag ville have forstået helt anderledes? Gennem sagens dokumenter og en fri genfortælling tegner der sig et billede af en mand i dyb krise, måske også med en anderledes psyke, fanget i en lovgivning uden nuancer.

Sagens dokumenter kronologisk opstillet

Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).

Hans side i slægtsforskningsdatabasen TNG.

Den enfoldige og tankeløse Christian Westermann (1798-1850) døde i Rasphuset

Det er jo nok kun slægtsforskeren selv, der synes, de alenlange dokumenter i en sag er utrolig spændende. Jeg retter fra kommaer til punktummer og omvendt, og jeg læser et ord ad gangen og er glad, når nogen fra Danske Slægtsforskeres Forum vil læse korrektur.

Egentlig vil jeg hellere fortæller historierne frit, men det er ikke muligt uden den forudgående minutiøse læsning, hvor samtlige detaljer udpensles. Det er en cirkulær problemstilling, jeg endnu ikke har fundet en løsning på.

Fortællingen om (Johan) Christian Westermanns skæbne

Her prøver jeg at fortælle historien frit efter hukommelsen for at se, hvad man kan få ud af det. Måske bliver det mere læseværdigt for andre end mig selv?


Han fødes et eller andet sted i København i 1798. Han er ‘uægte’, for han bliver født før forældrenes vielse. Jeg har ikke fundet hans dåb for selv på den tid, var der adskillige sogne i København, så hvor skal man ende og begynde?

Flere søskende er døbt i Sankt Petris tyske kirke, hvor forældrene også er viet i sommeren 1798. Men pyt, sådan en detalje er også kun for slægtsforskeren selv, og oplysningerne i diverse kendelser og ved konfirmationen i Hørsholm i 1815 er helt sikkert i orden. “Kan det passe-prøven” må besvares positivt. I Højesterets Voteringsprotokol er Fødsels- og Plejestiftelsen nævnt, men hvad den har med det hele at gøre, ved jeg ikke.

Livet igennem – bortset fra ved konfirmationen – kaldes han kun Christian Westermann, men måske hedder han også Johan? Det er ikke til at vide, og det var også mest adlen, der gik højt op i den slags detaljer. Og jeg er altså ikke adelig.

Om forældrene: mine tip2-oldeforældre

Hans far – Johan Wilhelm Westermann (ber. 1766-1835) arbejder som murer på Usserød Værk i Hørsholm, og topbilledet stammer derfra. Christian er også selv murersvend.

“Fabrikken producerede groft klæde og gulvtæpper med kongeligt privilegium. Allerede i 1802 overtog Staten fabrikken og brugte den til at producere uniformsdele til Forsvaret. Herefter var navnet Statens Militære Klædefabrik, men der blev også lavet klæde til civile formål. F.eks. klæde, som kunne sys til gallauniformer til hoffet og uniformer for f.eks. ansatte i DSB og i Post- og Toldvæsenet.”

Kilde: Kend København – Usserød Klædefabrik. Link til kilden.

Jeg vil tro, han er tysker, dels på grund af navnet, dels fordi de bekender sig til Sankt Petris tyske kirke, inden familien flytter til Usserød (jeg er forresten selv født på Usserød Sygehus for længe siden).

Hans mor Anna Catharina Hansen (ber. 1775-1833) hedder formentlig “Hansen”, for det kaldes hun typisk, men ved vielsen kaldes hun “Olsen”. Og ellers ved jeg ikke noget om hende, bortset fra at hun føder syv børn. Kun Johannes Caspar runder ikke sin 1-års fødselsdag; de øvrige seks overlever. Det sjette barn kaldes Anna Frederikke Westermann (1811-1890), og hun er min ane. Hun er også født på værket.

I oktober 1824 ser Christian frem til ikke at kunne betale terminen

Christian Westermanns pengenød i 1824 er så alvorlig, at han må se frem til ikke at kunne betale den kommende termin. Han kan heller ikke betale for de materialer, han har købt for at fortsætte byggeriet af sit andet hus i Birkerød. Han har forsøgt sig med at arbejde gælden for materialerne af, men det går ikke.

Hans kone mente ikke, at det var en god idé at købe den nye grund og bygge endnu et hus der, og hvad skal de dog også med det? Han overhører imidlertid hendes indsigelser, og gør som han selv vil.

Eftersom han ejer to huse, det ene dog kun halvfærdigt, kan familien ikke betegnes som fattig. Brandfogeden siger da også, at han kender familien som både “nøjsom”, “ordentlig” og “tarvelig” – og tarvelig skal vel nogenlunde forstås som “beskeden”? Det er i hvert fald et af forslagene, når man søger i “Ordbog over det danske Sprog”

Han er bange for, at han vil blive set ned på, “udsat for Spot”, når det viser sig, at han ikke kan betale terminen. Han har forsøgt at låne penge, og han har pantsat både det gamle og det nye hus. Kort sagt er han på spanden og ved ikke, hvad han skal gøre. Det er ikke selve husene, der har bragt ham i den situation, det er derimod brandforsikringspræmierne.

På en køretur fra Kajerød til Birkerød – og det har været med hest og vogn – følges han med sognefogeden og plager ham hele vejen for at få at vide, om han vil få rede penge udbetalt, hvis der nu går ild i det hus, han selv og familien bor i. Hans bekymring går faktisk mest på, at han ikke har en “Assurance-seddel”, som vi i dag kalder for police.

Sognefogeden mener ikke, at den manglende police vil være noget problem, for det står jo i forsikringskassens protokol, at han har en forsikring. Sognefogeden kan ikke lige huske, hvor meget huset er forsikret for, men han fortæller, at udbetalingen ikke vil bestå i rede penge men først udbetales, når Christian dokumenterer, at han sætter skaden i stand.

Alligevel sætter Christian ild på sit eget hus i oktober 1824. Det kan man undre sig over, for det vil jo ikke hjælpe på den termin, der truer. Noget enfoldig er han vel (herom senere).

Selve branden

En aften i oktober 1824 spiser han og konen til aften hos tømrerens. Konen, Birthe, er i dårligt humør, så Christian har aftalt med tømrerens kone, at Birthe kan få lov at blive der efter maden, da det måske kan muntre hende lidt op.

Efter at have stukket en løgn om, at han skal tale med en sekretær Hansen om et eller andet, får han udleveret nøglen, så han først kan gå hjem at tage støvler på.

Derhjemme finder han et lys, som han tænder, og gemmer under sin trøje på turen op ad trappen til loftet. Hvordan man kan have et tændt lys under sin trøje, ved jeg ikke, men sådan beskrives det i alle sagens dokumenter.

Oppe på loftet sætter han ild til stråtagets underside, og straks han han gjort det, fortryder han, men det er for sent. Luen løber og halvdelen af taget brænder ned.

Folk fra den nærliggende kro iler til og slukker ilden. Efter tre timers forløb har de fået styr på den. Skaden er begrænset. Om han selv deltager i slukningen eller ej er lidt uklart. De fleste siger, at han bare står ude i haven med sit tøj og ser til, men selv mener han, at han har deltaget – i hvert fald lidt.

Kunne nogen komme til skade?

Som nævnt har han sørget for, at Birthe er ovre hos nabokonen. Så hun er altså i sikkerhed.

Så er der den syge lejer, der bor i et værelse i huset – det må være en indsidder – hvad med ham? Han er jo syg i fødder og ben … Men Christian ved, at han nemt kan slippe ud af huset, for han er altså ikke mere syg, end at han nogle dage forinden har kunnet gå hele vejen til session i Frederiksborg og vel også hjem igen. Der er ca. 15 kilometer hver vej, så hvad han end fejler i fødderne, så er det ikke så alvorligt.

Bager Westphal er nabo til Christian, og hans hus ligger kun 6-7 alen væk. Omsat til noget forståeligt i 2026, så var en alen fra 1683 til 1835 62,81 cm. Det vil sige, at afstanden mellem de to huse er et sted mellem 3,8 og 4,4 meter. Det er jo ikke meget! Bagerens hus har også stråtag, men eftersom det er fugtigt i vejret og nærmest vindstille, er risikoen, for at det også skal gå ud over hans hus, nærmest ikke eksisterende.

I det hele taget brænder det ikke særlig godt og i dagene efter, siger han til flere af vidnerne, at det nok havde brændt bedre, hvis det havde været mere tørt. Han må da vide, at sådanne udtalelser vil rette mistanken mod ham selv. Han er ikke for kvik!

Sagens opklaring

Allerede den følgende dag kommer brandfogeden og besigtiger skaderne, og da Christians opførsel med – i hvert fald for det meste – at stå ude i haven og kigge på og hans udsagn om, at det ville have brændt bedre, hvis det var mere tørt, rettes mistanken selvfølgelig mod ham selv. Hvad ellers?

I begyndelsen nægter han sig skyldig, men han får fortalt, at hvis han ikke tilstår, vil han blive sigtet efter alvorligere bestemmelser, Hvad der kan være alvorligere end Danske Lovs bestemmelse om mordbrand, den har 6-19-1, sammenholdt med plakaten fra 1819 (vist herunder), der tilsammen hjemler dødsstraf for at sætte ild på sit eget hus, ved jeg ikke. Oprindeligt drejer 6-19-1 sig om dødsstraf for at sætte ild på en andens hus, men pga. plakaten kan bestemmelsen også bruges, når nogen sætter ild på deres eget hus.

Det er ikke til at forstå, at forsikringsselskabets interesser vejer så tungt.

Bestemmelsen i 6-19-1 lyder som herunder (fremhævningen er min):

6-19-1

Setter mand Ild i anden Mands Huus eller Skov med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igien af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod.

Men skeer det af Vaade og Skiødisløshed, og ikke af Forsæt, da bøder hand Skaden, om hand haver Middel dertil, eller straffis med Fængsel og Arbejd.

(Teksten fortsætter under billedet)

Dommen i første instans lyder på, at han skal straffes med døden og stejles. Andet kunne Hørsholm Birks Ekstraret selvfølgelig ikke komme frem til i januar 1825, når de skulle dømme efter gældende lovgivning. Men det er barskt at blive dømt til døden for at sætte ild på sit eget hus, som lider en ubetydelig skade, i en situation hvor ingen mennesker er i fare, og heller ikke bager Westphals nabohus var i fare.

Men brandforsikringens interesser vejer tungt. Han begår jo assurancesvig.

Hvorfor dør han så først “af sig selv” 25 år senere?

Jeg har ikke læst Hof- og Stadsrettens dom, for jeg har den ikke, og jeg gider ærlig talt ikke læse de samme omstændigheder en gang til.

  • Birkerettens afgørelse foreligger i januar 1825,
  • Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Københavns afgørelse den 1. marts 1825,
  • Højesterets kendelse den 19. april 1825,
  • Den 11. maj benåder kongen ham.

Der var nok nogle, der i dag kunne ønske sig en lige så hurtig rettergang. Fire instanser på fire måneder – det er rekord.

Højesteret stadfæster Hof- og Stadsrettens dom, der igen har stadfæstet dommen i birkeretten: han skal lide døden. Der står ikke noget om hvordan, men det har været bødlen, der skulle svinge øksen, for vi overgik i 1821 fra at henrette med sværd til at bruge økse. Det har jeg skrevet lidt om i artiklen “Vil du henrettes med øxe eller sværd?” fra juni 2025.

Højesterets dom er ikke så frygtelig interessant; det interessante er voteringsprotokollen, hvor man kan læse de bagvedliggende overvejelse; her kommer det hele frem.

Også Højesteret skal dømme efter loven, men de oplister så mange formildende omstændigheder, at de indstiller til kongen, at han må benådes. Jeg rodede noget rundt i det, lige til John Damm Sørensen fra Forum klippede det ud i pap for mig:

Det er vel egentlig ret simpelt. Dommerne er nødt til at dømme efter lovens bogstav, som foreskriver dødsdom.

Højesteret finder så en del formildende omstændigheder. Da kongen alene kan benåde dømte, indstiller Højesterets dommere, at han benåder den dømte.

Kort sagt: han skal dømmes til døden, men straffen skal ikke fuldbyrdes.

I stedet skal han hensættes til arbejde i tugthuset på livstid, og opfører han sig godt derude på Christianshavn, hvor der i dag ligger et dyrt bageri, kan han nok sættes fri efter 5-6 år.

De formildende omstændigheder kort fortalt:
  1. Skaden på huset er ubetydelig
  2. Ingen er i fare
  3. Selv om lovgivningen kræver dødsstraf “maa det dog antages, at Forbrydelser af denne Motiv ikke uforbigaaelig kræver Straffenes Fuldbyrdelse”
  4. Hans vidnesbyrd er godt

Faderen: min søn er underlig i hovedet

Da jeg første gang læste, at han kaldes enfoldig, tænkte jeg, at det nok (igen) var mig, der læste forkert, men den var god nok. Forældrene siger lige ud, at han er enfoldig og tankeløs. Faderen tilføjer, at sønnen er “underlig i hovedet”. Når man læser nedenstående, kan man få den tanke, at vi måske i dag ville udrede ham for ADHD, for har han ikke lidt popcorn-hjerne, når han sådan forlader ét arbejde og begynder på et andet?

“Faderen tillige har yttret, at hans Søn er eenfoldig og
undertiden viste sig Tankeløs eller ligesom underlig(?) i Hovedet,
idet han pludselig har forladt et ufuldendt Arbeide og begyndt paa
et Andet, hvilket sidste dog Tiltalte ikke villet erkjende at
have været Tilfældet, idet han har yttret, at han kun en Gang har
forladt sit Arbeide paa et Par Dage uden at kunne erindre hvad
Anledningen var dertil, men ved hvilken Leilighed han dog
ikke foretog sig andet Arbeide. – At han har været tankeløs
og enfoldig bestyrkes iøvrigt ved hans Moder og hans Morbro-
der Ole Hansens Forklaringer.

I hvert fald er han som tidligere beskrevet ikke så kvik.

Afsoningen

Han indsættes til afsoning i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset den 2. juni 1825.

Forståeligt nok forsøger han tre gange at flygte (det havde jeg også gjort). Flugtforsøgene ligger i 1831, 1837 og 1838. Ingen af gangene lykkes det ham at være på fri fod i mere end et par uger. Han efterlyses i det vi i dag kalder Statstidende, og så er der vel nogen, der finder ham. Jeg gætter på, at han har tigget om penge til mad, for han skal jo have noget at spise, og penge har han ikke.

I 1838 overføres han fra Tugthuset til Rasphuset, der er den hårdeste afdeling. Det må være i forbindelse med det tredje flugtforsøg. (Teksten fortsætter under billedet).

På MyHeritage fandt jeg en omtale af, at han idømmes en tillægsstraf bestående af kagstrygning: tre slag med ni friske ris. De skulle være friske for ikke at blive “slidte”. Straffen skulle jo være mærkbar … Jeg har prøvet at skrive til sidens ejer, en Westermann, for at samarbejde, men hun har ikke været logget ind i knapt fire år, og er ikke vendt tilbage på min henvendelse, så slægtsforskning interesserer hende nok ikke mere; forstå det hvem der kan.

I 1850, 12 år efter det sidste flugtforsøg, dør han af vattersot og cachexi, der er svind af muskelmasse som følge af alvorlig sygdom. Det er også John Damm Sørensen, der har læst de to dødsårsager.

Så trist en skæbne for i 1824 at mangle penge til terminen!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.