Om at forstå en tekst

Om læsbarhed herunder om værdien af afsnit

Fortæl mig, hvilken af de to tekster herunder, du har nemmest ved at læse og forstå.

(De to billeder har allerede været vist i en anden artikel. Hvis du allerede har svaret og/eller bare tænkt, behøver du selvfølgelig ikke gøre det igen!)

Rædslen i tekst nummer 1 kan også kaldes “Wall of text”. Det var jeg ikke klar over.

Tekst nummer 1:

Tekst nummer 2:

Indledning

Når man læser en tekst, mærker man hurtigt, om den glider let eller føles tung og besværlig. Men hvad er det egentlig, der gør en tekst let at læse? Og hvorfor er det, at nogle tekster nærmest frastøder øjet allerede ved første blik? Svaret handler om læsbarhed – et gammelt, men stadig aktuelt begreb i dansk sprogforskning.

Første gang jeg stødte på begrebet læsbarhed var i Jørgen Farum Jensens bog “Skriv til nettet”, der var min bibel, da jeg for 15 – 20 år siden begyndte at lave min første hjemmeside. Det var dengang, det tog en ½ dag at lave en knap …

Læsbarhed handler om at “hjælpe hjernen”. Jørgen Farum Jensen skrev dengang i urtiden, at et afsnit ikke burde være mere end 3 – 4 linjer “højt”, men meget kan have ændret sig siden. Og en teksts “højde” afhænger af, om jeg ser den på min telefon eller på min 43″ skærm. Men dengang tænkte man ikke på, at der ville komme en dag, hvor de fleste mennesker læser internetsider med deres smartphone.

Herunder har jeg dyrket forskellige dele af begrebet læsbarhed. Jeg har simpelthen bare prøvet at forstå, hvad det er, der får os/mig til at synes, at en tekst er til at læse. Eller hvorfor jeg på forhånd giver op og hopper videre.

Hvad er læsbarhed?

Ordet læsbarhed bruges i mindst to beslægtede betydninger.

• Den ene handler om selve sproget – hvor vanskelige ordene og sætningerne er.
• Den anden handler om den visuelle udformning – hvordan teksten ser ud på siden.

Den danske sprogforsker Ole Togeby introducerede allerede i 1970’erne læsbarhedsformlen LIX (LæseIndeX), der beregner, hvor let eller svær en tekst er. Det afgørende er sætningernes længde og andelen af lange ord. En tekst med et lavt lixtal (under 34) er let, mens en tekst over 54 er meget svær. Man kan beregne lixtallet for en tekst hos Niels Gamborg. Denne tekst har fx et lixtal på 37, så den burde være lige til at gå til.

Togeby skrev selv, at formlen ikke måler alt: den siger intet om struktur, afsnit eller typografi. Det er netop her, nyere danske undersøgelser og praktisk erfaring supplerer med vigtige pointer.

Afsnit er pauser for hjernen

Et velkendt råd blandt formidlere er, at man bør holde sine afsnit korte. Mange skriver spontant afsnit på tre-fire linjer – og det er et godt instinkt.

Jeg har ikke kunnet finde danske undersøgelser, der præcist måler det ideelle antal linjer pr. afsnit, men der er enighed om, at afsnit fungerer som pauser. Selv har jeg hæget mig fast i en “højde” på 3 – 4 linjer. Men det tilhører fortiden.

Når øjet møder en tom linje, får hjernen en lille pause, og det letter forståelsen. Ergo er vi tilbage ved Jørgen Farum Jensens “afsnit hjælper hjernen”.

Henrik Birkvig, der har forsket i typografisk læselighed, skriver, at “hvidt mellemrum” – altså luft omkring teksten – er en central forudsætning for læselighed. I rapporten “Typografisk læselighed: råd, regler og anbefalinger” skriver han, at linjelængde, linjeafstand og opdeling i afsnit er lige så vigtige som selve skrifttypen. Tekster uden afsnit opleves som tætte og kræver mere koncentration, uanset hvor let sproget er, og uanset hvor lavt lixtallet er.

Man går aldrig galt i byen med Times som font/skrifttype. (Kilde: “At skrive slægtshistorie” side 82).

Det visuelle overblik betyder alt

En rapport fra Videncenter for Læsning viste, at unge læsere har lettere ved at fastholde opmærksomheden, når tekster er opdelt i korte bidder med tydelige overskrifter, afsnit og punktopstillinger. Centeret kalder det “tekstlig navigationsstøtte”. Det er et genialt udtryk, for det rammer præcist ned i det, det drejer sig om: at få støtte til at navigere i teksten.

Det samme gælder selvfølgelig for voksne læsere. En tæt, ubrudt tekstvæg (“Wall of text”) er fuldkommen uoverskuelig. Øjet leder forgæves efter holdepunkter, og når de mangler, mister vi lysten til at læse videre. Det er ikke dovenskab; det er simpel kognitiv økonomi. Hjernen vælger den letteste vej.

Typografiens betydning

Birkvig og flere andre danske designforskere har vist, at antallet af tegn pr. linje påvirker læsehastighed og forståelse. Linjer på 50 – 70 tegn er optimale. Er linjerne længere, mister øjet orienteringen, og læseren skal bruge energi på at finde næste linje.

Sammen med en passende linjeafstand (ca. 120 – 140 pct. af skriftstørrelsen) og tydelige markeringer af afsnittene skabes et harmonisk og læsbart udtryk.

Med andre ord: selv en kort tekst med et lavt lixtal kan være tung, hvis den er “sat” for tæt.

Derfor springer jeg over tekster uden afsnit

Mange læsere beskriver den samme oplevelse: Tekster uden afsnit får dem til at springe videre. Det er ikke et spørgsmål om dovenskab, det er et spørgsmål om sansning. Øjet aflæser siden som et mønster, før hjernen når at læse ordene. En tekst uden pauser signalerer “arbejde”, mens en tekst med afsnit omvendt signalerer “flow”.

Henrik Birkvig sammenfatter det sådan: “Læsbarhed handler ikke kun om bogstaver men om rytme og luft.”

Når jeg selv synes, min tekst ser tung ud, vil mine læsere med stor sandsynlighed være enige (hvis jeg har nogle til den tunge tekst).

Ny anvendelse af den gamle viden

Selvom de fleste danske studier om læsbarhed stammer fra skole- og uddannelsesområdet, kan principperne bruges på formidling for voksne.

I “Forskningskortlægning: Læseforståelse og faglig læsning” (Undervisningsministeriet, 2014) konkluderes det, at struktur og forforståelse har større betydning for forståelsen end bare det at kende ordene. Det betyder, at man kan hjælpe sine læsere langt bedre ved at strukturere sin tekst klogt end bare ved at bruge nemme, korte ord.

Praktiske råd til bedre læsbarhed

På baggrund af den danske forskning og internationale erfaring kan følgende anbefalinger bruges som tommelfingerregler:

1. Kun et hovedbudskab pr. afsnit. Når man skifter emne, skal man også skifte afsnit.

2. Hold afsnittene korte. 2 – 4 sætninger eller ca. 30 – 80 ord er et godt pejlemærke.

3. Lad teksten ånde. Brug luft mellem afsnit og undgå tætpakkede tekstblokke.

4. Brug overskrifter og underoverskrifter. De fungerer som “vejskilte” for hjernen.

5. Hold linjerne “moderate”. 50–70 tegn pr. linje er en god guide og herudover skal der være en passende linjeafstand.

6. Vælg en neutral, læsbar skrifttype. Sans-serif (altså en skrifttype uden “fødder”) på skærmen, Times i tryk fungerer typisk bedst, selvom det er temmelig “konservativt”.

7. Læs teksten højt. Hvis du mister pusten, er sætningen for lang.

Disse råd er ikke mekaniske regler, men afprøvede erfaringer, der får selv komplekse emner til at virke mere tilgængelige.

Afsluttende tanker

Læsbarhed handler ikke om at forfladige sproget. Det handler om respekt for læserens opmærksomhed.

Som slægtsforsker elsker jeg detaljer og præcision – men jeg vil også gerne have, at mine historier bliver læst. Derfor tænker jeg meget over afsnit, luft og struktur.

En tekst, der ser let ud, er også lettere at læse. Og jo lettere den er at læse, jo flere gider læse mine små og store slægtshistorier og andre artikler på hjemmesiden. Og selvom jeg elsker at skrive, vil jeg jo også gerne have nogle læsere.

---

Kilder:

Ole Togeby: Sprog og Læseprocess. En introduktion til læsbarhed og LIX (Aarhus Universitet, 1971).
Henrik Birkvig: Typografisk læselighed – råd, regler og anbefalinger (Viden om Læsning 19, 2016).
Karen Kabel m.fl.: Læsbare læremidler – EUD (2018, Læremiddel.dk).
Undervisningsministeriet: Forskningskortlægning: Læseforståelse og faglig læsning (2014).