Tag Archive for: Selvmord

, , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Onkologi versus psykiatri 2

Onkologi versus psykiatri 2

Diskussion med en tidligere kræftpatient

Onkologi versus psykiatri 2

Dette er artikel nummer to om onkologi versus psykiatri. Den første artikel finder du her.

Så lærte jeg også det: Jeg skal ikke diskutere psykiatripolitik med en tidligere kræftpatient! Det går bare galt.

Vi diskuterede, om det var rimeligt, at psykiatrien er blevet lovet (indtil videre er der intet sket, jfr. artiklen i Altinget den 26. april 2023) 4½ mia. kr. i regeringsgrundlaget (se side 18 og 19) til en genopretning. Det mente de ikke, når tarmkræftpatienter ikke bliver behandlet inden for behandlingsgarantien.

Desværre kunne jeg ikke alle tallene fra “Pixiudgave af fagligt oplæg til en 10-årsplan. Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” udenad. Men selvom jeg havde kunnet dem, havde jeg ikke kunnet kæmpe mod faktaresistensen.

Jeg bryder mig meget lidt om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden, men den politiske virkelighed er, at der må prioriteres. Og prioritering er valget mellem det ene og det andet. Når man ikke vil være med til en genopretning, betyder det samtidig, at man mener, at psykiatrien for evigt skal halte bagud. Det kan jeg selvfølgelig ikke være med til.

Onkologi versus psykiatri 2Jeg kunne huske, at antallet af psykiatriske patienter er voldsomt stigende, men at bevillingerne aldrig er fulgt med og at den udvikling har været i gang siden særforsorgens nedlæggelse i 1980. Samtidig er der vedtaget tre eller fire kræftpakker. Det skyldes blandt andet, at Kræftens Bekæmpelse er en meget mere slagkraftig patientforening end både SIND, Depressionsforeningen, Psykiatrialliancen og Psykiatrifonden tilsammen.

De var tindrende ligeglade med historikken og mente, at man alene skulle se på den aktuelle status. Igen: inddrager man ikke historikken, accepterer man, at psykiatrien halter bagud, og man mener, at det skal den fortsætte med.

Endnu en gang ønskede jeg, at man kendte årsagerne til de 600 selvmord årligt, hvor det i hvert fald er kendt, at 50 pct. af ofrene havde en psykiatrisk diagnose. Det viser tal fra Center for selvmordsforskning.

Om der er kausalitet mellem diagnosen og beslutningen om ikke at ville leve længere, kan man af gode grunde ikke vide. Man kan jo ikke spørge de 300 døde. Argumenterne var nærmest, at psykiatrien ikke er et vigtigt område, når man kan dø af kræft men ikke uden videre af en psykisk lidelse.

Så gav jeg op. Men skuffelsen sidder stadig i mig, eftersom psykiatrien er mit hjertebarn. Jeg er oprigtigt ked af det!

Fakta hentet fra Pixiudgaven

  1. Psykiske lidelser medfører en markant overdødelighed
  2. Mennesker med psykiske lidelser mødes ikke med samme niveau af kvalitet i indsatsen som mennesker med fysiske lidelser
  3. Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse
  4. Mennesker med svære psykiske lidelser lever op til 15-20 år kortere end baggrundsbefolkningen
  5. På blot et årti er der sket en stigning på ca. 30 % i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 % i samme periode
  6. Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser er i dag præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet, manglende tilbud, væsentlige udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere, utilstrækkelig faglig udvikling og forskning, stigmatisering og manglende prioritering
  7. Der er mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige, som har bedre muligheder og rammer for at fastholde og udvikle udredningen og behandlingen af patienterne med høj faglig kvalitet og ambitioner.
  8. I socialpsykiatrien er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte
  9. Mennesker, der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse, har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.

Onkologi versus psykiatri 2

Om tvang i psykiatrien

Det fremgår også af Pixiudgaven, at man siden 2014 har arbejdet målrettet på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien – men man er ikke i mål med det.

Som eksempel tester man p.t. brugen af virtual reality-briller til psykotiske patienter på Psykiatrisk Center Glostrup som et led i at nedbringe brugen af tvang. Det er umådelig positivt.

Af og til er tvang desværre nødvendigt i en kort periode. Et eksempel er, at nogle patienter holder op med eksempelvis at tage den antipsykotiske medicin, fordi de føler sig raske. Og hvem tager medicin, hvis man er rask? Det kan man naturligvis ikke tvinge nogen til! Og det skal man heller ikke kunne. Problemet er, at af og til kan “systemet” så bare vente på, at patienten igen bliver så syg, at vedkommende kan blive indlagt med tvang og medicineret.

Der burde være en mellemvej og mulighed for at gribe ind noget tidligere – ikke mindst af hensyn til patienten selv, da tvangsindlæggelse og evt. tvangsmedicinering er et voldsomt indgreb. Det kræver naturligvis lovændringer, men spørgsmålet er, om det ikke vil være det bedste.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Onkologi versus psykiatri

Onkologi versus psykiatri

I forlængelse af skandalen på AUH

Onkologi versus psykiatri

Jeg ved det allerede: Nu bliver jeg overfaldet af Kræftens Bekæmpelse, kræftpatienter, andre patienter med andre somatiske lidelser, tastaturkrigere på Facebook og mange flere. Men jeg har iført mig rustning.

Lad mig indledningsvist slå fast: Skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH) er fuldkommen utilgivelig. Der bør rulle mindst et hoved og patienterne bør have erstatning. Kunne vi forære dem et længere liv med børn og børnebørn, burde vi også gøre det.

Det kan ikke være sandt, at en region (eller flere/alle?) holder kæft med problemerne og maler et skønmaleri. Jeg har fået stor respekt for sundhedsminister Sophie Løhde, skønt hun – og det resterende Venstre – normalt ikke er min kop te. Hun handler med det samme. Hun er indædt rasende. Hun indkalder straks til møder med alle regioner, så vi kan få løgnagtighederne frem i lyset.

Regionernes formand agerer også. Faktisk står alle relevante aktører i kø for at handle. Og det skal de også, for kræft venter ikke. Alt er godt, bortset fra at vi måske står med en tikkende bombe, vi endnu ikke kender omfanget af.

Men hvad nu hvis det havde været i psykiatrien?

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser

Nogle kræftformer er så aggressive, at patienterne er i risiko for at dø i løbet af kort tid. Det er forfærdeligt, og det er baggrunden for, at der er fastsat maksimale ventetider. Sådan skal det også være.

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser. Jeg har gudskelov mødt masser af spillevende medpatienter i mine år i psykiatrien.

Hos “Center for selvmordsforskning” har jeg fundet dette svar på myten: “Selvmord skyldes psykisk sygdom”

Det er ikke kun psykisk syge mennesker, der begår selvmord. Vi ved, at 50-60 % af de mennesker, der begår selvmord, har en psykiatrisk diagnose. Dette vil så igen sige, at 40-50 % af selvmordene skyldes andre problemer, og det er derfor som tidligere nævnt vigtigt at inddrage såvel sociologiske, psykologiske og kliniske aspekter i forståelsen af selvmordsproblematikken.

Centeret oplyser også, at “Hver dag er der i gennemsnit 2 danskere, som begår selvmord”. Det vil sige ca. 700 – 730 årligt.

Som jeg husker det, tager 600 mennesker årligt deres eget liv. Tallet har været stabilt i en årrække. Psykiatrifonden skriver også tallet 600, der så måske er lidt lavt sat. Det ved jeg ikke noget om, og det eksakte tal er heller ikke vigtigt; lad os tage gennemsnittet, hvilket vil sige ca. 650. Det er 650 for mange, og det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.

Når ca. 50 pct. har en psykiatrisk diagnose, svarer det altså til, at ca. 325 selvmord årligt kan have forbindelse til den psykiatriske diagnose. Vi ved det ikke, for vi kan ikke spørge – længere.

Tallet ca. 325 svarer nogenlunde til antallet af patienter med mave- tarmkræft, som AUH ikke indberettede til Sundhedsstyrelsen (SST) fra 01/2022 til 02/2023. Det var helt præcist 293.

Den grimme kamp mellem kræft (onkologi) og psykiatri

Jeg bryder mig på ingen måde om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden – men nu gør jeg det selv. Det er altså bare markant, at når der er rod i onkologien, handler alle, men når psykiatrien er nødlidende, handler ingen. Det gør mig ked af det.

Som gennemgået ovenfor er tallene (måske) sammenlignelige. Størrelsesordnerne er de samme – i hvert fald indtil videre. Jeg ved ikke, om de “fristoverskredne” patienter på AUH vil dø af deres sygdom, og jeg ved heller ikke, om halvdelen af selvmordene rent faktisk skyldes den psykiatriske diagnose.

Fakta er:

  1. I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” for psykiatrien. Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Den har jeg skrevet om her i april 2022.
  2. Den 11. maj 2022 hældte statsminister Mette Frederiksen planen af brættet i spørgetimen. Hun mente, det ville være godt eller måske ligefrem bedre, om vi spillede fodbold og gik til spejder. Der var også noget med brætspil, og der var helt sikkert noget om, at civilsamfundet måtte træde til.
  3. I lang tid skete der herefter intet.
  4. Som jeg læser regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fra medio december 2022, er planen nu fuldt finansieret. I det nye papir “Ansvar for Danmark” står der side 18 og 19: “På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret [Min fremhævning]. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.”
  5. Og nu sker der igen ingen ting.

Hvor længe skal vi vente? Hvor mange skal tage deres eget liv?

Når der er rod i onkologien, er ministeren på banen få dage efter, Danmarks Radio har afsløret, at AUH lurepasser på det groveste.

Vi har indtil videre ventet 14 måneder på, at der sættes handling bag ordene i det faglige oplæg. Pengene var på plads i 12/2022, og forpersonen Merete Nordentoft fra Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har spurgt ministeren, hvornår vi kan forvente fremdrift. Jeg husker ikke svaret, men det var i hvert fald ikke noget om, at nu rykker vi (sgu).


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Den største ensomhed

Den største ensomhed

Aftenen den 3. januar 2006

Den største ensomhed

For få dage siden enten drømte jeg det, eller også talte jeg med en om det. Vedkommende fortalte, hvad hun anså som værende den største ensomhed. For mig er den største ensomhed, den der findes, når man har besluttet at slutte livet. Når man vil tjekke ud og når man bare ikke orker mere.

Man lægger ikke beslutningen på Facebook og man ringer ikke til en ven og “deler” sine tanker. De ringer jo bare 112 – og det er ikke meningen.

Måske er man lidt sindssyg i gerningsøjeblikket og i tiden op til? Jeg ved det ikke; jeg er jo ikke psykiater. Men jeg var helt sikkert ikke helt mig selv. På den anden side var jeg rationel og foretog nogle andre fornuftige handlinger.

I aften er det 17 år siden, jeg gik meget sent hjem fra arbejde over Knippelsbro i isnende kulde og buldrende januar-mørke. Om et stort IT-system, der skulle i drift dagen efter, til knapt 3.000 brugere, tænkte jeg: “Det klarer jeg aldrig”. Jeg havde en ung fuldmægtig til hjælp, men ellers var jeg alene om projektet.

Sådan blev beslutningen truffet få dage efter en jul og nytår, hvor jeg havde været alene med så stresset et nervesystem, at musens kliklyde mest af alt mindede om tordenskrald. På den anden side af Knippelsbro tog jeg en vogn hjem. Nu havde jeg jo truffet min beslutning, og den passede som fod i hose med, at jeg, siden jeg var 14, altid havde vidst, at jeg skulle dø for egen hånd.

Tiden var kommet. Jeg var klar. Jeg manglede kun “det praktiske”.

Der skulle være orden i sagerne

Ingen skulle finde mig i en rodebutik. Det er følgende, jeg anser for at være rationelle handlinger – især det med at slukke for varmen rammer mig som en form for boomerang selv så mange år efter.

Så jeg:

  • Ordnede opvask
  • Ordnede badeværelset
  • Ryddede op
  • Gik ned med både aviserne og de tomme flasker
  • Slukkede for varmen, så det ikke ville lugte så hurtigt
  • Trak telefonstikkene ud, så jeg kunne dø i fred

Jeg havde ca. 35 sovepiller, og dem slugte jeg i et par store håndfulde på badeværelset og faldt ret hurtigt om på terrazzogulvet der. Senere har en psykiater fortalt, at man skal bruge mindst 100. Det var jeg ikke klar over. Havde jeg vidst det, havde jeg prøvet alligevel; det kunne jo være, jeg var en undtagelse. Også i den henseende.

Dagen efter på en Psykiatrisk Skadestue

Jeg vil aldrig finde ud af, hvordan jeg kunne vågne op i min seng næste morgen og hvordan telefonstikkene var blevet sat i, så jeg ikke fik fred. Det er også lige meget nu.

På jobbet havde vi en knalddygtig og dejlig familierådgiver, som jeg i efterårets løb havde haft en del samtaler med. Hun kom med morgenbrød om formiddagen. Hendes første sætning i telefonen havde været “Hvad sker der hos dig, Hanne?”. Jeg svarede “Det kan jeg ikke sådan lige forklare”. Det replikskifte glemmer jeg heller aldrig, men begges sætninger var fornuftige og “ind til benet”; ingen omsvøb.

Alt var roligt, ingen panik men en drøftelse af, at skadestuen (som i dag kaldes Akutmodtagelsen) nok var en god idé. Hun tog med. Det var trygt. Vi ventede og ventede i et tomt venteværelse. Mange timer.

Jeg er fuldkommen sikker på, at praksis er ændret nu, for vi blev sendt hjem igen, efter jeg havde skullet afgive løfte om ikke at forsøge igen. Jeg var ærlig og sagde, at det kunne jeg naturligvis ikke love.

Hun spurgte også, om jeg virkelig havde ment det. Havde jeg ikke været afkræftet og udmattet – vel stadig med noget af giften i kroppen – var jeg blevet rasende. Hvad i alverden tænkte hun på? Træffer man den beslutning og har man gennemlevet den største ensomhed, så mener man det! De ting vidste hun helt sikkert ikke noget om, og som jeg husker det, var hun heller ikke særlig interesseret i at lære det.

Så jeg blev nærmest “udskrevet til nyt forsøg i hjemmet” og havde jeg ikke været en kylling, og havde jeg haft de rette remedier, havde jeg formentlig prøvet mindst en gang mere.

Jeg føler mig overbevist om, at skadestuen/akutmodtagelsen ikke ville agere sådan i dag. Gennem syv år (2014 – 2021) er jeg kommet til at kende psykiatrien bedre, og ikke en eneste af de medarbejdere, jeg har truffet, ville handle sådan. Gudskelov.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.