Tag Archive for: Selvmord

Den største ensomhed

Den største ensomhed

Aftenen den 3. januar 2006

Den største ensomhed

For få dage siden enten drømte jeg det, eller også talte jeg med en om det. Vedkommende fortalte, hvad hun anså som værende den største ensomhed. For mig er den største ensomhed, den der findes, når man har besluttet at slutte livet. Når man vil tjekke ud og når man bare ikke orker mere.

Man lægger ikke beslutningen på Facebook og man ringer ikke til en ven og “deler” sine tanker. De ringer jo bare 112 – og det er ikke meningen.

Måske er man lidt sindssyg i gerningsøjeblikket og i tiden op til? Jeg ved det ikke; jeg er jo ikke psykiater. Men jeg var helt sikkert ikke helt mig selv. På den anden side var jeg rationel og foretog nogle andre fornuftige handlinger.

I aften er det 17 år siden, jeg gik meget sent hjem fra arbejde over Knippelsbro i isnende kulde og buldrende januar-mørke. Om et stort IT-system, der skulle i drift dagen efter, til knapt 3.000 brugere, tænkte jeg: “Det klarer jeg aldrig”. Jeg havde en ung fuldmægtig til hjælp, men ellers var jeg alene om projektet.

Sådan blev beslutningen truffet få dage efter en jul og nytår, hvor jeg havde været alene med så stresset et nervesystem, at musens kliklyde mest af alt mindede om tordenskrald. På den anden side af Knippelsbro tog jeg en vogn hjem. Nu havde jeg jo truffet min beslutning, og den passede som fod i hose med, at jeg, siden jeg var 14, altid havde vidst, at jeg skulle dø for egen hånd.

Tiden var kommet. Jeg var klar. Jeg manglede kun “det praktiske”.

Der skulle være orden i sagerne

Ingen skulle finde mig i en rodebutik. Det er følgende, jeg anser for at være rationelle handlinger – især det med at slukke for varmen rammer mig som en form for boomerang selv så mange år efter.

Så jeg:

  • Ordnede opvask
  • Ordnede badeværelset
  • Ryddede op
  • Gik ned med både aviserne og de tomme flasker
  • Slukkede for varmen, så det ikke ville lugte så hurtigt
  • Trak telefonstikkene ud, så jeg kunne dø i fred

Jeg havde ca. 35 sovepiller, og dem slugte jeg i et par store håndfulde på badeværelset og faldt ret hurtigt om på terrazzogulvet der. Senere har en psykiater fortalt, at man skal bruge mindst 100. Det var jeg ikke klar over. Havde jeg vidst det, havde jeg prøvet alligevel; det kunne jo være, jeg var en undtagelse. Også i den henseende.

Dagen efter på en Psykiatrisk Skadestue

Jeg vil aldrig finde ud af, hvordan jeg kunne vågne op i min seng næste morgen og hvordan telefonstikkene var blevet sat i, så jeg ikke fik fred. Det er også lige meget nu.

På jobbet havde vi en knalddygtig og dejlig familierådgiver, som jeg i efterårets løb havde haft en del samtaler med. Hun kom med morgenbrød om formiddagen. Hendes første sætning i telefonen havde været “Hvad sker der hos dig, Hanne?”. Jeg svarede “Det kan jeg ikke sådan lige forklare”. Det replikskifte glemmer jeg heller aldrig, men begges sætninger var fornuftige og “ind til benet”; ingen omsvøb.

Alt var roligt, ingen panik men en drøftelse af, at skadestuen (som i dag kaldes Akutmodtagelsen) nok var en god idé. Hun tog med. Det var trygt. Vi ventede og ventede i et tomt venteværelse. Mange timer.

Jeg er fuldkommen sikker på, at praksis er ændret nu, for vi blev sendt hjem igen, efter jeg havde skullet afgive løfte om ikke at forsøge igen. Jeg var ærlig og sagde, at det kunne jeg naturligvis ikke love.

Hun spurgte også, om jeg virkelig havde ment det. Havde jeg ikke været afkræftet og udmattet – vel stadig med noget af giften i kroppen – var jeg blevet rasende. Hvad i alverden tænkte hun på? Træffer man den beslutning og har man gennemlevet den største ensomhed, så mener man det! De ting vidste hun helt sikkert ikke noget om, og som jeg husker det, var hun heller ikke særlig interesseret i at lære det.

Så jeg blev nærmest “udskrevet til nyt forsøg i hjemmet” og havde jeg ikke været en kylling, og havde jeg haft de rette remedier, havde jeg formentlig prøvet mindst en gang mere.

Jeg føler mig overbevist om, at skadestuen/akutmodtagelsen ikke ville agere sådan i dag. Gennem syv år (2014 – 2021) er jeg kommet til at kende psykiatrien bedre, og ikke en eneste af de medarbejdere, jeg har truffet, ville handle sådan. Gudskelov.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børn og unges mistrivsel

Børn og unges mistrivsel

Et stort tema i valgkampen

Børn og unges mistrivsel

Der er nogle ting i valgkampen, jeg savner: logik, sammenhænge og seriøsitet fremfor “synsninger”. På den anden side er jeg ikke blind for, at politik handler om holdninger, og holdninger er “synsninger”. Men bag disse burde der også være logiske sammenhænge.

Lad mig komme med et konkret eksempel:
  • Et stort tema er lige for tiden børn og unges mistrivsel, og det er alvorligt.
  • Temaet er stort både i og uden for valgkampen, og det er positivt.

DR havde den 10. oktober 2022 denne overskrift

Nyt studie viser, at næsten hver anden ung er ramt af mistrivsel. Forsker advarer om, at mistrivslen vil stige, hvis ikke politikerne handler nu

Jeg har også sakset følgende fra DR:

“Der er så meget pres på unges hverdag, at deres mistrivsel accelererer. Det skyldes især samfundets fokus på, at de unge hele tiden skal præstere i et højt tempo.

Det viser et nyt forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Børn og unges mistrivsel

Statsministeren svarer ikke på logik-spørgsmål

Jeg kan selvfølgelig sagtens forstå, at Mette Frederiksen ikke kan svare på alle de spørgsmål (og useriøse og/eller hadske kommentarer), hun modtager. Det er klart, for så havde hun jo ikke tid at føre valgkamp.

I går havde hun et opslag på Facebook, hvor hun fortalte, at hun og Poul Nyrup var i Rødby for at tage et opgør med “uddannelsessnobberiet”. Det er en god idé, for der er brug for alle i dette samfund. Vi deltager alle i værdiskabelsen.

Mette Frederiksen skrev

“Vi er mødtes i Rødby. Sammen med de mange unge, der lige nu kæmper for deres erhvervsuddannelser. Nemlig lærlingeoprøret. Poul og jeg bakker op. Vi skal tage et opgør med uddannelsessnobberi. Og investere flere penge i vores erhvervs- og velfærdsuddannelser.”

Jeg stillede dette ret simple spørgsmål – men selvfølgelig har jeg intet svar modtaget

Det er fint og vigtigt, men det behøvede vel ikke at medføre, at kandidatuddannelserne skal forringes, når I gerne vil sørge for, at kun de, der skal forske, må bruge to år på en kandidatgrad, men alle os andre (jeg er cand.jur fra 1990) skal klare det på et enkelt år … ?

Og hvordan hænger det sammen, at I taler så meget om unges mistrivsel, når et stort forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning peger på tre overordnede årsager til, at mistrivslen blandt unge mennesker er i stigning – og hvorfor mistrivslen rammer anderledes, end den gjorde tidligere.

Professor Noemi Katznelson peger blandt andet på “Acceleration” som årsag nummer 1:
“Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet og kan have en følelse af, at man skal vide, hvad man vil med livet meget tidligt, ellers bliver man ikke lykkelig.”

Jeg forstår ganske enkelt ikke sammenhængen.

Børne- og ungdomspsykiatrien i frit fald

Hver fjerde psykiater i børne- og ungdomspsykiatrien har forladt den synkende skude. Af de tilbageværende overvejer hver anden at følge efter, fordi arbejdsvilkårene er urimelige og utålelige. Det er en katastrofe.

Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab var i TV avisen kl. 12:00 i dag. Hun redegjorde for, hvorfor børnene og de unge er dårligere i dag, når diagnosen stilles, end for blot få år siden.

Hendes eksempel var:

Et barn er ikke glad for at komme tilbage til skolen og kammeraterne efter pandemien. Det udvikler sig måske til skolevægring. Det udvikler sig til måske social angst. Det udvikler sig måske til selvskade. Det udvikler sig måske til selvmordstanker. Det udvikler sig måske til selvmordsforsøg.

Eksemplet viser med al tydelighed, at man skal sætte ind hurtigst muligt. Der var engang, man om et eller andet sagde: “Hurtig hjælp er dobbelt hjælp”. Det gælder også her. Samler vi ikke børn og unge op fra det hårde “betongulv”, de er landet på, bliver manglen på arbejdskraft i hvert fald ikke mindre.

Hvad med os voksne?

Som voksen psykiatribruger har jeg en indvending (måske en “synsning”?): Alle argumenterne om børn og unge gælder også os voksne. Tre store temaer i voksenpsykiatrien er stress, angst og depression.

Mit gæt er, at havde jeg ikke levet mange år med et konstant højt stressniveau, havde jeg måske ikke udviklet den bipolare affektive sindslidelse, og måske kunne ca. 15 indlæggelser og et selvmordsforsøg være sparet?

Og som man også sagde engang “Hvad der er sparet er tjent for dig og Danmark”. På den måde kunne jeg indirekte have bidraget til værdiskabelsen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Hvis man nu vil tænke i besparelser

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Jeg fandt en interessant artikel i Ugeskrift for Læger. Hvis du interesserer dig for psykiatri, økonomi og psykiatripolitik, bør du i det mindste skimme den.

Nu om dage er det meste forældet, nærmest før det er publiceret, og denne artikel er publiceret i “Ugevennen” 2-3 dage, før 10-årsplanen for psykiatrien blev præsenteret i Sundhedsstyrelsen den 13. januar. Planen blev aldrig drøftet mellem Folketingets partier. Det blev klart i starten af maj måned. Ergo: man kan mene, artiklen er håbløst forældet.

Det er dens konklusioner og forudsætninger imidlertid ikke. Den fortjener læsning. Enten langsom læsning ord for ord eller “akademisk læsning”. Sidstnævnte er vel bare et finere ord for skimlæsning? Konklusioner og forudsætninger er mere aktuelle end nogensinde før efter de frygtelige drab i field’s.

Ganske kort kan det siges:

Investerer vi 4½ mia. kr. ekstra årligt, kan vi reducere omkostninger på 110 mia, der er en følge af utilstrækkelig hjælp til psykisk syge mennesker gennem mange, mange år.

Lige nu omtales en telefonlinje, vi kan ringe til, hvis det er ved at tippe for os. Jeg skriver  “vi” og “os”, fordi jeg selv er psykiatribruger med to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom).

Psykisk sygdom koster samfundet årligt omkring 110 milliarder alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det er mange penge. Aktuelt bruger vi cirka ni milliarder på behandlingspsykiatrien i Danmark om året. Hvis vi reelt vil løfte psykiatrien, er der behov for store investeringer. Så kan det godt være, at 4,5 milliarder lyder af meget for nogen, men samfundsøkonomisk koster det meget mere ikke at foretage denne investering med en tiårig reel psykiatriplan. Det vil jo formentlig få de 110 milliarder til at skrumpe i den anden ende, og vi kan spare nogle mennesker for unødvendigt lange og opslidende psykiatriske forløb, og flere mennesker kan få et bedre liv med deres sygdom eller ligefrem blive helbredt. Psykiske lidelser debuterer jo i de unge år – skizofreni er i 18-25-årsalderen – netop der hvor uddannelse og job tabes«, siger Mikkel Rasmussen.

Mikkel Rasmussen er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Ergo er han ikke “hvemsomhelst”. Det er ham, VIVE og professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup, der står bag beregningerne, som Merete Nordentoft, aktuel formand for Dansk Psykiatrisk selskab og professor, også omtalte Aftenshowet i går onsdag den 6. juli. Normalt ser jeg aldrig det program, men her syntes jeg alligevel, jeg ville se med.

Hvad nu hvis der var en døgnåben telefonlinje?

Det ville være dejligt, at der var et sted at ringe hen, som ikke lukkede kl. 16:00 og som ikke havde reduceret bemanding i ferieperioder, fordi de – som fx Psykiatrifonden – levede af private donationer. Men hvad nu hvis telefonlinjen sagde “Vi mener, du skal henvende dig i Akutmodtagelsen”, og man gjorde det, og Akutmodtagelsen svarede: “Desværre, der ligger allerede patienter i de senge, vi har; vi har ikke plads til dig”.

Det er virkeligheden for både os patienter og lægerne og alt det andet personale i psykiatrien. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Jeg har selv prøvet flere gange på “Akutten” ikke at være syg nok til at komme gennem nåleøjet (lægens eget udtryk), og at blive sendt hjem igen med selvmordstanker. Så føler man sig som verdens mest ensomme menneske, der lige så godt kan tage livet af sig. Det lyder barskt, men sådan er det. Måske forstår du det ikke; og det er også i orden – og forståeligt. Man skal formentlig kende tankerne for at forstå dem.

Jeg er bare enig med Pernille Skipper, der siger “Dette er løftebrud”, når det rent faktisk står i “forståelsespapiret” fra 2019, at der skal lægges en 10-årsplan.

Jeg har talt med Livslinjen mange gange. Det er enormt dygtige mennesker, der kan få en til at holde fast i tvivlen: dvs. tvivlen om hvorvidt jeg skal tage mit eget liv eller ej? Vil jeg leve? Er verden et fattigere sted uden mig eller ej?

Er man tvivler, og det er jeg formentlig ikke den eneste, der er, skal man holde fast i tvivlen. De kender til tvivlen hos Livslinjen.

Det kan bare ikke være sandt, at vi ikke har råd til at betale de mennesker, der sidder og tager telefonerne og taler os tilbage til livet? Men er vi syge nok til en indlæggelse, og det er vi, når vi tænker sådan, skal der også være en seng til os – måske bare et par dage til en “kort stabiliserende indlæggelse“. Det er der bare ikke altid. For jer, der ikke kender tankerne, lyder det sikkert absurd. For os er det tanker, vi måske tør tale om og sætte ord på. Jeg har selv prøvet det et utal af gange – og jeg er ikke bange for at være åben om det – stigma eller ej. Det lever jeg med.

Nuvel: Væk fra alt det føleri – og over til finanslovsteknik

Jeg beklager. Der blev lidt meget “føleri”, men sådan kan det gå. Jeg kan også noget med finanslovsteknik, da jeg har levet af det i 23 år! Det er mere “hardcore” og følger her:

Adskillige år har vi læst om, at finansloven har leveret et “løft” til psykiatrien. Uden at jeg kan dokumentere det vha. troværdige kilder år for år, kan jeg fortælle, at adskillige af disse “løft” har fundet sted via de såkaldte satspuljemidler; finansiering via satspuljen er i sagens natur etårig. “Rigtige finanslovsmidler” er firårige. Det svarer fuldkommen til at man siger, at noget er til “projekter”. Projekter påbegyndes og afsluttes. Det er definitionen på et projekt. Det, der er løbende og firårigt, kaldes “drift”.

Skal man genoprette psykiatrien, hvilket der er behov for, og stille den på lige fod med fx cancerområdet, er det nødvendig med en langvarig indsats = drift. Et etårigt eller toårigt projekt rækker ganske enkelt ikke.

Vis mig den faggruppe, der kan udvikle og implementere nye, effektive indsatser på et år eller to – og vel at mærke samtidig gøre fagområdet attraktivt for nye ansøgere! Psykiatrien er netop nu kendetegnet ved at være befolket med ufaglærte medarbejdere og at være meget lidt prestigefyldt.

Det skal retfærdigvis siges, at der på Finansloven 2020 blev givet et løft på 600 mio kr. til flerårige midler. Det var dejligt. Vi takker mange gange. Problemet er, at det forslår som en skrædder et vist sted (og det sted plejer man at kalde “Helvede”), når der mangler 4½ mia kr. årligt i en periode på 10 år.

Løftebrud

Kort sagt: det er altså bare ikke godt nok med en telefonlinje. Jeg er enig med Pernille Skipper fra Enhedslisten i, at der er tale om et løftebrud. Nu skulle tre mennesker gå i døden, før man begyndte at tale om det. Det kan ikke være sandt.

 

,

Gode mennesker i psykiatrien

Gode mennesker i psykiatrien

Glad for kontaktpersonen

Gode mennesker i psykiatrien

Det er svært at tale imod en overlæge i psykiatrien, så jeg er utrolig glad for kontaktpersonen, der lytter, og som forstår, at det er enormt opslidende, at jeg føler, som jeg føler. Det er opslidende, at tankerne om, at verden ikke ville være et fattigere sted uden mig, pludselig dukker op igen. Hvor går man hen, når tankerne om den asiatiske kødøkse, der hænger til pynt ude i køkkenet, pludselig ses som en (nød-)løsning?

Et menneske, som vil tage dialogen, uanset der også er gamle ting rodet ind i det hele. Når det hele er noget rod, når psykiatrien pludselig også skal tage sig af noget så “træls” som følelser. For det ved jeg godt: der er tale om gamle ting, der bliver rodet ind i nutiden. Reaktionen bliver inadækvat!

Et menneske, som kan skaffe en ekstra tid i en sikkert fuldt optaget kalender og som vil ringe til mig igen på onsdag, fordi jeg pludselig ikke bare er “SR1”, der står for “Selvmordsrisiko 1”, hvor “1” er det mindste. Et menneske, som forstår, at jeg grundlæggende ikke har følt mig respekteret og som tør gå ind i dialogen, selvom jeg synes, det er enormt svært, fordi jeg er bange for, at hun føler, jeg beder hende være illoyal overfor en kollega. Det er jo ikke sådan, det er. Jeg beder hende ikke være illoyal, og det forstår hun på alle måder. Jeg beder hende bare lytte – og det gør hun.

Hun sørger for, at jeg får en ny og mere fremkommelig læge, der er interesseret i dialog. Den del er på plads. Jeg skal aldrig se den anden mere. Det fylder så pokkers meget, fordi det også handler om noget andet/gammelt. Det handler om gennem mange år ikke at være blevet respekteret. Hvis man nu bare kunne frasortere alt det, der ikke handler om psykiatri og så se på, hvad der var til rest, ville alt være godt. Sådan er den menneskelige psyke bare ikke. Jeg har bøjet nakken tilstrækkeligt, og det er jeg færdig med. Jeg er færdig med mig-ikke-respekteret. Jeg er helt grundlæggende ikke blevet dum af at blive syg. Jeg bliver bare rasende over ikke at føle mig hørt.

Kun få skriver til klinikchefen

Jeg er klar over, at det er de færreste psykiatribrugere, der skriver til klinikchefen, når de føler, deres grænser overskrides. Men det har jeg altså gjort i nogle få situationer, hvor jeg ikke har kunnet finde andre handlemuligheder. Klinikchefen er den øverste/fineste på et psykiatrisk center. En sådan er sikkert ikke så vant til at høre fra deres brugere. De har altså bare hørt fra mig. Jeg er klar over, at jeg er besværlig og insisterende og at det måske er det, der gør, at der et eller andet andet sted i min journal står, at jeg er “en dame med bestemte meninger”.

Kontaktpersonen tilbød at lede efter det i Sundhedsplatformen, men det synes jeg altså ikke, hun skal bruge sin kostbare tid på. Jeg undrer mig bare over, hvor det dog kommer fra. Det er vel næppe faldet ned fra himlen? Eller er det – når vi nu aldrig har set hinanden før? Jeg kunne forstå det, hvis vi nu havde set hinanden fx fem gange før.

Fokus på facts

Det går over, det tager bare sin tid. Når der er (mindst) 1.544 andre ting rodet ind i det, er det klart, det tager sin tid. Min kontaktperson er dejligt faktuel; det er jeg virkelig vild med, så hun skriver blandt andet i sine notater fra i dag:

Patienten har bedt om en tid før planlagt.
Har været meget påvirket efter lægesamtale i sidste uge. Nævner flere eksempler på, hvad der har berørt hende men har grundlæggende ikke følt sig respekteret.
Vi drøfter situationen og patientens reaktion. Kobler med tidligere oplevelser.
Er grædende under samtalen. Giver udtryk for selvmordstanker.
Vi aftaler opringning onsdag og ny tid i næste uge.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.