Tag Archive for: Psykose

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Er det nu en nærpsykose

Er det nu en nærpsykose

Gad vide hvad det er?

Er det nu en nærpsykose

Jeg har talt med en vældig sød “stuegangsgående psykolog” – ville nu hellere have talt med en læge – men hun var helt OK! Og det var en god snak. Hun konkluderede, at der nok var tale om en nærpsykose. Bliver det ikke bedre, kan det overvejes at øge mængden af Abilify…

Jeg har (selvfølgelig) prøvet at finde ud af, hvad en nærpsykose er, men kan kun finde ud af, at det er “psykose light”. Der var ikke tid til at spørge, for hun havde rejst sig og var på vej ud ad døren. Det føles ikke særlig light, men selvfølgelig er jeg ikke ude på overdrevet. Det ved jeg da godt, ellers kunne jeg jo nok ikke skrive her, men det er det, jeg overlever på.

Piller, piller, piller eller en at tale med?

Har du det skidt? Vil du så ikke have en Oxapax (det er en Benzo)? Jeg er ved at få pip (eller bip) af piller. Kl 22:00 sluger jeg et måltid af komplekse ting, som jeg slet ikke kan overskue længere. Er der ingen bedring, kan der overvejes ECT igen, kan jeg læse på sundhed.dk… Jeg må sige, at jeg selv har tænkt tanken, og jeg er slet ikke afvisende; jeg synes måske bare, det var noget, vi burde have talt om, da det jo er en indgribende behandling.

Stedet har psykologer (vist to) men der er vist to måneders ventetid. Jeg vil have min egen – knalddygtige psykolog!– igen. Jeg orker ikke at starte forfra. Jeg tror på, at den medicinske behandling skal kombineres med samtaler, men psykiatrien i dagens Danmark er meget kemisk orienteret.

Problemet er, at da jeg sluttede med hende ultimo 2017, kom hun til at arbejde mere eller mindre gratis den sidste tid, da regionen viste sig ikke at ville betale mere, fordi  jeg havde opbrugt min kvote. Nu siger hun så – forståeligt nok – at det vil hun ikke igen.

Jeg har bragt henvisningen via egen læge på plads i morges. Det er en formssag. Men hvordan får jeg fat i sygesikringen? Socialrådgiverne her er så pressede, at de kun kan tage sig af patienter, der risikerer hjemløshed eller tvangsfjernelse af børnene. Det er selvfølgelig fair nok. Så afdelingen henviser til Distriktspsykiatrien.

Jeg kontaktede min fantastiske kontaktperson og spurgte tudende, om hun kunne kontakte deres socialrådgiver? Gitte er hurtig, og der var en mail på ingen tid. De mener, det kan tolkes som et nyt traume, og at der kan ydes nyt tilskud. Samtidig ringede hun og sagde, at det måske ikke var det, jeg skulle beskæftige mig med lige nu. Og det har hun jo så evigt ret i. Alligevel føler jeg, at jeg har behov for at få oplysningerne verificerede. For et er, hvad Distriktspsykiatrien tolker, noget andet er, hvad sygesikringen siger.

Jeg har viderebragt ovenstående til psykologen, der tager over og undersøger. Fra en sygeseng på en psykiatrisk afdeling kan jeg bare ikke gøre mere. Jeg har bare den der dumme fornemmelse af at falde lidt mellem to stole. Men jeg kan hvert fald ikke gøre mere.

Politik i psykiatri

Jeg har sendt dette link om det fremskudte dige til regionHs direktionssekretariat og spurgt, om det er noget, de har kommentarer til. Det må de da næsten have? Jeg er sørme spændt på, hvad de svarer, hvis de gider svare en svingdørspatient.

Flytninger der til tider er helt gak gak

Hidtil har jeg haft en tosengsstue for mig selv. Nu er jeg så flyttet ind til en ældre dame, der er vældig sød, men som small talker en hel del… hvor kan jeg snart være? Derhjemme står respiratoren jo i klædeskabet og siger bip, bip, bip.

Måske har jeg fået en ven, ham der havde PSI-pladsen, men da hans fem dage var udløbet, var han alligevel for dårlig. Planen var så indledningsvist at flytte ham de tre dage til Glostrup til modtagelsen for derefter at flytte ham tilbage hertil. Så var kommandovejen nemlig fulgt – totalt gak, og han var selvfølgelig totalt smadret ved udsigten til at skulle flyttes to gange på en uge. Det kan man simpelthen ikke gøre med ret syge mennesker. Afdelingens overlæge er sindssygt skarp, så jeg er sikker på, hun har været inde over og fået rettet op på det. Jeg er glad for, at han bliver, for vi taler utrolig godt sammen.

Og en biting: en opredning i Glostrup med rengøring før og efter koster 3.700, og det ville så have været 7.400 kr. ud ad vinduet. Hvad tænker de på?

/2 Kommentarer/i , /af ,

Tanker på cykel

Tanker på cykel

Privilegeret

Tanker på cykel

Jeg har altid cyklet, jeg elsker det, det er sundt og billigt. Men det er to år siden, jeg sidst sad på min dejlige cykel. Jeg har ikke turdet. Det skyldes, at jeg havde en oplevelse, hvor jeg ikke var i stand til at komme op på sadlen igen efter et lyskryds. Det, jeg har gjort millioner af gange uden at tænke over det, kunne jeg pludselig ikke.

Da jeg alligevel kom op, kunne jeg ikke styre armene og dermed styret. Det drejede til højre og venstre helt autonomt. Det var en forfærdende oplevelse. Jeg har haft tænkt på at forsøge mig igen, men det er blevet ved tanken.

I dag kom her en fysioterapeut, der nærmest spurgte, hvad hun kunne gøre for mig. Afdelingen har anskaffet fire fine cykler, og der er en brandvej rundt om hele hospitalet. Der er ingen biler. Jeg tog chancen og spurgte, om vi kunne cykle en tur rundt om huset. Det var altså bare en succes! Vi tog to runder. Jeg kom op uden problemer. Så fedt. Det går ikke så godt med at styre arme/styr, men det kan vel trænes? Jeg må altså sige, at jeg mistænker medicinen. Alle mennesker kan da cykle… Nu træner jeg, mens jeg er her, og så ser jeg hvor langt, jeg kan komme med det. I tager jer nok til hovedet og tænker, at små problemer kan blive store. Men det må I så gøre.

Forleden stod jeg på Gl. Kongevej på Frederiksberg og ventede på en bus. Der var millioner af cyklister. Det tør jeg ikke igen; jeg er indtil videre til fare for trafikken. Men der er jo andre veje. Jeg glæder mig til at turde igen. Hvis jeg/vi nu cykler mange gange rundt om huset, kan det være, armene bliver mere styrbare.

Jeg er på en måde stadig privilegeret

Selvom jeg har en psykose mv., er jeg privilegeret, når jeg sammenligner mig med de øvrige. Jeg har et dejligt hjem, jeg har min fleksjobbevilling, jeg har min invalidepension, og jeg har pæne tænder.

For mine “kolleger” kan det se sådan ud:

  • I Glostrup udskrev de en enormt sød ung pige til gaden – dog med en liste over herberger, hun kunne ringe til. Hun havde en dobbeltdiagnose, da hun også drak.
  • På Hvidovre er der en yngre hjemløs kvinde også med en dobbeltdiagnose, da hun bruger/brugte amfetamin og kokain. Hun kunne såmænd også udskrives til gaden. Men det gør de ikke! Stedets socialrådgiver er på sagen og forhandler med den sydsjællandske bopælskommune. De gør altså alt, hvad de kan, her. Jeg har (sgu) respekt for dem. De slipper hende ikke, før der er sat et eller andet i værk! Var man rå, kunne man sige, at det ikke er en hospitalsopgave, men der er jo lige det med recidivet.
  • Det minder mig om, at psykologen, da mit eget liv var i kaos, sagde til mig, at jeg skulle tage kontakt til socialrådgiverne her, da de præcist vidste, hvilke knapper, der skulle trykkes på overfor kommunerne, når der er tale om sygdom.
  • Det, de laver i Glostrup, er altså ikke i orden – og hvordan kan der være så store forskelle, når begge enheder hører under regionH?

Glostrup

Jeg taler med flere her, der omtaler Glostrup som et “helvede”. Min egen oplevelse er, at når man først er kommet gennem telefonslusen, venteværelset, forvagten og bagvagten og vurderet som værende syg nok, er det for det meste OK, da man kan være så heldig af og til at møde søde sosuer. Og det kan ikke stærkt nok pointeres, at jeg jo er så taknemmelig for alt hvad Kasper  Reff og Christina Skovsende Eriksen har gjort for mig (han sendte mig endda en mail, og spurgte, om det gik bedre…). Men resten er et mareridt.

Kort før jeg blev indlagt, havde jeg været hos Kasper og Christina om torsdagen. Hun syntes, jeg virkede “sløret”, selv havde jeg det da fint nok. Lørdag spiste jeg brunch med en veninde, der er lægesekretær og sidder i skadestuen på St. Hvidovre, og hun syntes, jeg virkede “underlig” eller “som om jeg havde drukket” og foreslog 1813 (lægevagten i hovedstaden). Jeg mente, det var en overdrivelse. Jeg lovede dog at gå hjem at ringe til modtagelsen i Glostrup. Her var svaret “Du er da velkommen til at komme at tale med en doktor”.

Sådan taler man altså ikke til mig! Det var et par dage før, jeg ikke kunne se, så jeg og de andre var ikke helt idiot(er).

PSI-plads

Medarbejderne har af sig selv tilbudt mig en PSI-plads, hvilket betyder “Patientstyret indlæggelse”. Idéeen er:

  • Ring hvis det føles som om, det går den gale vej
  • Hør om pladsen er ledig
  • Tag direkte herud (ingen Glostrup)
  • Tal med en læge første og sidste dag
  • Medbring og styr egen medicin
  • Få ro på og se om det kan tages i opløbet
  • Maks fem dage
  • Er der behov for mere, er det kommandovejen (Glostrup)

Der er jo et betydeligt besparelsespotentiale her, men jeg er ligeglad, jeg vil meget gerne. Det skal lige konfirmeres af en læge, men det bør være en formsag, når det er medarbejdernes eget forslag. Jeg synes altså, de gør meget her.

Hvem var til eksamen?

Jeg har altid sagt ja til at hjælpe videnskaben herunder de studerende, for hvordan skal de ellers lære håndværket? Jeg har ikke tal på de gange der har stået tre unge mennesker ved fodenden i ECT-rummet, antallet af gange, der har været en sygeplejeelev med hos Gitte i DPC osv.

Jeg er begyndt at sige nej til de studerende. Jeg har ikke længere lyst til at udstille mig selv, så de må øve sig på nogle andre – videnskab eller ej.

Alligevel sagde jeg i dag ja til at deltage i en seance, hvor stud. med’er skulle lære/øve sig på at optage journal. De var vel ca otte, og en var udpeget til at stille spørgsmål. Den overlæge, der skulle styre styre slagets gang, havde på forhånd fortalt mig, at jeg selvfølgelig ikke måtte afsløre mine diagnoser (som om det var “Gæt og grimasser”), men ok de skulle jo hitte ud af det, og jeg havde jo indvilget.

Problemet var, at hun spurgte om det samme igen og igen – det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det. Eller som om hun ikke hørte/forstod, hvad jeg sagde. Ex:

  1. “Så du føler, det er synd for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark?” “Nej det er inde i den centrale del af min hjerne. Det er ikke noget, jeg føler”.
  2. Jeg: “Jeg gik rundt i Kvickly og følte, jeg svævede 20 cm over jorden”. “Følte du, at du sådan gik?”
  3. Jeg “Jeg har en høj IQ”. “Føler du, at du er klogere end andre mennesker?”. Jeg: “Nej det er ikke noget, jeg føler, det er noget, jeg ved; men det betyder ikke, at jeg føler, jeg er et bedre menneske!”
  4. ”Hvad lavede du under dine depressioner?” “Det kan jeg ikke huske”. Jeg tror, hun spurgte tre gange; til sidst måtte jeg jo svare, at hukommelsestab er en almindelig bivirkning ved dybe depressioner. Men så havde jeg jo afsløret diagnosen… Ikke så let med “Gæt og grimasser”.

Som jeg forstod den involverede overlæge, var disse studerende ved at afslutte deres uddannelse. Det er bekymrende. I næste uge vil han vende tilbage til mig og fortælle et eller andet. Jeg føler, at det er mig, der har været til eksamen, og at jeg har været arrogant, hvilket psykologen sagde, jeg har en tendens til, hvis jeg synes, folk er nogle fjolser. Og hun havde jo for det meste ret 🙂

Nu er jeg nok dumpet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

De hurtige sko

De hurtige sko

De brænder for det

Medarbejderne har købt de hurtige sko

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TV Avis. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Til at få bip af

Til at få bip af

Stemmen fra outer space

Til at få bip af

Jeg havde besøg i går, så det er ikke fordi, jeg (også) hører stemmer. Det var bare så dejligt at tale med et klogt menneske og at tale om noget helt andet end psykiatri, akutmodtagelser, afsnit, præparater, doser og dosispakninger. Og så var det skønt at få en smuk buket. Jeg elsker blomster men køber aldrig til mig selv.

Respiratoren

Når jeg tager til Glostrup, ved jeg aldrig, hvornår jeg kommer hjem igen (det gælder selvfølgelig alle mennesker!). Så jeg havde kun opladere, powerbanks, tandbørste og et par andre livsnødvendigheder med mig. Og fordi man er indlagt, kan man jo godt se ordentlig ud. Ingen natkjoler her 🙂 Altså måtte jeg hjem og hente noget tøj. Køleskab og skraldespand skulle tømmes, Aarstiderne afbestilles mv.

Jeg fik allernådigst lov at gå – de passer på mig – jeg er taknemmelig. Tilladelsen kom fra “højeste sted” nemlig en læge.

Aftalen: du skal være retur senest kl. 16:00. Jeg tjekkede Rejseplanen og fandt en ankomst 15:30. Ingen grund til at bryde tilliden. Undskyld dette er en diskurs. Essensen er, at jeg havde en times tid foran computeren, og det eneste, jeg hørte, var bip, bip, bip. For pokker da. Det er til at få bip af.

Jeg plejer at kalde det “respiratoren”. En læge har dog belært mig om, at respiratoren i sig selv ingenting siger. Det er monitoren, der siger bip, bip, bip.

80.000 børn

Det er ikke så ofte, jeg reklamerer for noget på min blog, men her vil jeg gøre en undtagelse: 80.000 børn vokser op med en psykisk syg far og/eller mor. De har stor risiko for at mistrives både i barndommen og voksenlivet. Lovgivningen bør ændres, så de får retskrav på hjælp og støtte. Det er nemlig ikke deres skyld, at mor har “knald i låget”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.