,

Tanker på cykel

Priviligeret

Selvom jeg har en psykose mv., er jeg priviligeret, når jeg sammenligner mig med de øvrige. Jeg har et dejligt hjem, jeg har min fleksjobbevilling, jeg har min invalidepension, og jeg har pæne tænder.

For mine “kolleger” kan det se sådan ud:

  • I Glostrup udskrev de en enormt sød ung pige til gaden – dog med en liste over herberger, hun kunne ringe til. Hun havde en dobbeltdiagnose, da hun også drak.
  • På Hvidovre er der en yngre hjemløs kvinde også med en dobbeltdiagnose, da hun bruger/brugte amfetamin og kokain. Hun kunne såmænd også udskrives til gaden. Men det gør de ikke! Stedets socialrådgiver er på sagen og forhandler med den sydsjællandske bopælskommune. De gør altså alt, hvad de kan, her. Jeg har (sgu) respekt for dem. De slipper hende ikke, før der er sat et eller andet i værk! Var man rå, kunne man sige, at det ikke er en hospitalsopgave, men der er jo lige det med recidivet.
  • Det minder mig om, at psykologen, da mit eget liv var i kaos, sagde til mig, at jeg skulle tage kontakt til socialrådgiverne her, da de præcist vidste, hvilke knapper, der skulle trykkes på overfor kommunerne, når der er tale om sygdom.
  • Det, de laver i Glostrup, er altså ikke i orden – og hvordan kan der være så store forskelle, når begge enheder hører under regionH?

Glostrup

Jeg taler med flere her, der omtaler Glostrup som et “helvede”. Min egen oplevelse er, at når man først er kommet gennem telefonslusen, venteværelset, forvagten og bagvagten og vurderet som værende syg nok, er det for det meste OK, da man kan være så heldig af og til at møde søde sosuer. Og det kan ikke stærkt nok pointeres, at jeg jo er så taknemmelig for alt hvad Kasper og Christina har gjort for mig (han sendte mig endda en mail, og spurgte, om det gik bedre…). Men resten er et mareridt.

Kort før jeg blev indlagt, havde jeg været hos Kasper og Christina om torsdagen. Hun syntes, jeg virkede “sløret”, selv havde jeg det da fint nok. Lørdag spiste jeg brunch med en veninde, der er lægesekretær og sidder i skadestuen på St. Hvidovre, og hun syntes, jeg virkede “underlig” eller “som om jeg havde drukket” og foreslog 1813 (lægevagten i hovedstaden). Jeg mente, det var en overdrivelse. Jeg lovede dog at gå hjem at ringe til modtagelsen i Glostrup. Her var svaret “Du er da velkommen til at komme at tale med en doktor”.

Sådan taler man altså ikke til mig! Det var et par dage før, jeg ikke kunne se, så jeg og de andre var ikke helt idiot(er).

Cykling

Jeg har altid cyklet, jeg elsker det, det er sundt og billigt. Men det er to år siden, jeg sidst sad på min dejlige cykel. Jeg har ikke turdet. Det skyldes, at jeg havde en oplevelse, hvor jeg ikke var i stand til at komme op på sadlen igen efter et lyskryds. Det, jeg har gjort millioner af gange uden at tænke over det, kunne jeg pludselig ikke.

Da jeg alligevel kom op, kunne jeg ikke styre armene og dermed styret. Det drejede til højre og venstre helt autonomt. Det var en forfærdende oplevelse. Jeg har haft tænkt på at forsøge mig igen, men det er blevet ved tanken.

I dag kom her en fysioterapeut, der nærmest spurgte, hvad hun kunne gøre for mig. Afdelingen har anskaffet fire fine cykler, og der er en brandvej rundt om hele hospitalet. Der er ingen biler. Jeg tog chancen og spurgte, om vi kunne cykle en tur rundt om huset. Det var altså bare en succes! Vi tog to runder. Jeg kom op uden problemer. Så fedt. Det går ikke så godt med at styre arme/styr, men det kan vel trænes? Jeg må altså sige, at jeg mistænker medicinen. Alle mennesker kan da cykle… Nu træner jeg, mens jeg er her, og så ser jeg hvor langt, jeg kan komme med det. I tager jer nok til hovedet og tænker, at små problemer kan blive store. Men det må I så gøre.

Forleden stod jeg på Gl. Kongevej på Frederiksberg og ventede på en bus. Der var millioner af cyklister. Det tør jeg ikke igen, jeg er indtil videre til fare for trafikken. Men der er jo andre veje. Jeg glæder mig til at turde igen. Hvis jeg/vi nu cykler mange gange rundt om huset, kan det være, armene bliver mere styrbare.

PSI-plads

Medarbejderne har af sig selv tilbudt mig en PSI-plads, hvilket betyder “Patientstyret indlæggelse”. Ideeen er:

  • Ring hvis det føles som om, det går den gale vej
  • Hør om pladsen er ledig
  • Tag direkte herud (ingen Glostrup)
  • Tal med en læge første og sidste dag
  • Medbring og styr egen medicin
  • Få ro på og se om det kan tages i opløbet
  • Maks fem dage
  • Er der behov for mere, er det kommandovejen (Glostrup)

Der er jo et betydeligt besparelsespotentiale her, men jeg er ligeglad, jeg vil meget gerne. Det skal lige konfirmeres af en læge, men det bør være en formsag, når det er medarbejdernes eget forslag. Jeg synes altså, de gør meget her.

Hvem var til eksamen?

Jeg har altid sagt ja til at hjælpe videnskaben herunder de studerende, for hvordan skal de ellers lære håndværket? Jeg har ikke tal på de gange der har stået tre unge mennesker ved fodenden i ECT-rummet, antallet af gange, der har været en sygeplejeelev med hos Gitte i DPC osv.

Jeg er begyndt at sige nej til de studerende. Jeg har ikke længere lyst til at udstille mig selv, så de må øve sig på nogle andre – videnskab eller ej.

Alligevel sagde jeg i dag ja til at deltage i en seance, hvor stud. Med’er skulle lære/øve sig på at optage journal. De var vel ca otte, og en var udpeget til at stille spørgsmål. Den overlæge, der skulle styre styre slagets gang, havde på forhånd fortalt mig, at jeg selvfølgelig ikke måtte afsløre mine diagnoser (som om det var “Gæt og grimasser”), men ok de skulle jo hitte ud af det, og jeg havde jo indvilget.

Problemet var, at hun spurgte om det samme igen og igen – det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det. Eller som om hun ikke hørte/forstod, hvad jeg sagde. Ex:

  1. “Så du føler, det er synd for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark?” “Nej det er inde i den centrale del af min hjerne. Det er ikke noget, jeg føler”.
  2. Jeg: “Jeg gik rundt i Kvickly og følte at jeg svævede 20 cm over jorden”. “Følte du, at du sådan gik?”
  3. Jeg “Jeg har en høj IQ”. “Føler du, at du er klogere end andre mennesker?”. Jeg: “Nej det er ikke noget, jeg føler, det er noget, jeg ved; men det betyder ikke, at jeg føler, jeg er et bedre menneske!”
  4. ”Hvad lavede du under dine depressioner?” “Det kan jeg ikke huske”. Jeg tror, hun spurgte tre gange; til sidst måtte jeg jo svare, at hukommelsestab er en almindelig bivirkning ved dybe depressioner. Men så havde jeg jo afsløret diagnosen… Ikke så let med “Gæt og grimasser”.

Som jeg forstod den involverede overlæge, var disse studerende ved at afslutte deres uddannelse. Det er bekymrende. I næste uge vil han vende tilbage til mig og fortælle et eller andet. Jeg føler, at det er mig, der har været til eksamen, og at jeg har været arrogant, hvilket psykologen sagde, jeg har en tendens til, hvis jeg synes, folk er nogle fjolser. Og hun havde jo for det meste ret 🙂

Nu er jeg nok dumpet.

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Der er ikke den store grund til at være overbærende over for fjolser, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at være ked af det, hvis de unge mennesker mener, at du var arrogant. Når de er ved at være færdige med deres uddannelse, er det jo kun erfaringer, der kan gøre dem bedre, og du har nu været så venlig at forsyne dem med nogle erfaringer. Det er da helt OK.

    Jeg synes, det lyder som en god idé med sådan en psi, i hvert fald i en periode. Man kan jo håbe, at du kommer ind i en mere stabil gænge med tiden og dermed ikke har brug for den, men så længe du føler dig utryg over de udsving, der er i din tilstand, så kan det vel give noget tryghed.

    Hvad angår at køre på cykel, så held og lykke med det, og husk nu hjelmen! Jeg er selv holdt op med at køre på cykel. Dels har jeg et pinligt/pinefuldt minde om sidst, jeg væltede og ikke selv kunne komme op igen – heldigvis var der en bilist, der standsede og hjalp mig op -, dels synes jeg, min balance er blevet så dårlig, at cykelstier generelt er for smalle til min kørestil. Og så hader jeg at køre med cykelhjelm. Det allermeste af min cykelkarriere kørte jeg uden. I de unge og midaldrende år var der ingen, der tænkte på, at man kunne knække hovedskallen, hvis man væltede. Og hvis vi tænkte over det, var vi i hvert fald ligeglade.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Tak – du er altid sådan en klog kvinde! Jeg har jo bare ikke lyst til at være arrogant, for det er et usympatisk karaktertræk, og vil gerne prøve at være et ordenligt menneske. Til deres forsvar skal naturligvis siges, at det måske er lidt vanskeligt at skulle øve sig på en trænet patient, men jeg var jo foreslået af afdelingens overlæge. Nu må jeg se, hvad den gode Lennart siger i næste uge.

      Jeg vil supergerne have sådan en PSI-plads/-kontrakt. Hvis der er ledigt, har man retskrav på den, idet der laves en skriftlig aftale underskrevet af alle mulige. For mig ville der være en kæmpe tryghed i at kunne tage herud og mærke efter, om det stod bare lidt galt til, eller om det store batteri skulle rulles ud. Jeg kender min sygdom godt nok til at kunne finde ud af det. Den panik jeg mærkede denne gang over skyggerne og filteret, der blev væk, kunne måske være afværget ved fem dage på PSI! Der er en fin pressemeddelelse fra regionH på nettet, men jeg orker ikke at kopiere et fire kilomter link med Apple… Idéen er genial.

      Jo da – jeg har altid kørt med hjelm, og det der er tilbage af mit hoved, agter jeg at passe på. Det kunne være så skønt, hvis det kunne lade sig gøre igen.

      Uha at vælte og ikke kunne komme op er jo direkte traumatisk. At ligge der hjælpeløs på asfalten og ikke kunne gøre noget, må da være utrolig grimt. Hvis balancen er dårlig, du fylder det meste af cykelstien og nægter at køre med hjelm, bifalder jeg dine betragtninger om at afstå fra cyklingens helende virkning og ædle kunst.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *