Indlæg

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Jeg var aldrig helt alene

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.

I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.

I januar sagde jeg farvel til psykologen.

Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.

Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.

  • De har befriet mig for den bipolare lidelse.
  • Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.

Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.

De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.

Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.

Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.

Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).

Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.

Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.

10 minutter i almen praksis

Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.

Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.

Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?

Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.

Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.

Hvad gik forud?

Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:

  • utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
  • talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
  • mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
  • adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
  • et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
  • tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
  • og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.

Beskyttende faktorer?

  • Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
    • Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
  • Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
  • Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
    • Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.

Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?

Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.

Den gode historie skal også fortælles

Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.

Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.

Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.

Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.

Jeg er spændt på hans svar.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

Aspergers syndrom

Bog: “Alle katte er på Autismespektret”

En lille bog med kattebilleder blev en uventet anledning til refleksion over både Aspergers syndrom, autismespektret og et liv, hvor det ikke længere er nødvendigt at maskere for at passe ind. Samtidig minder Jason og Josephine mig dagligt om, at der måske er mere end én grund til, at katte og mennesker med autisme ofte finder hinanden.

Jeg har købt bogen “Alle katte er på Autismespektret” af Kathy Hoopman. Den hed tidligere “Alle katte har Aspergers syndrom”. Titlen er ændret pga. ICD-11. ICD står for “International Classification of Diseases”.

Den fortæller om Autismespektret ved hjælp af skønne billeder – primært af killinger men også af voksne katte. Bogen er intet mindre end genial, og har du både Autisme og kat(te), må du ubetinget købe den. Selv er jeg ikke længere i tvivl om, at alle katte har Aspergers syndrom.

Bogens hovedformål er at fortælle børn om Autismespektret, men som voksen vil du sidde og nikke genkendende til alle de skønne billeder. Jeg har allerede bladret igennem den flere gange.

I ICD-10 inddeltes Autismespektret i:

  • Infantil autisme: Bliver opdaget i løbet af barnets første tre år. Begavelsen kan variere. Nogle har lavere end gennemsnittet, andre højere.
  • Atypisk autisme: Adskiller sig fra infantil autisme ved at vise sig senere og ved ikke nødvendigvis at have samme udfordringer. De sociale udfordringer er dog tilsvarende.
  • Aspergers syndrom: Man har ikke forsinket sproglig udvikling. Sproget fremstår dog ofte formelt og stift. De har samme sociale udfordringer som mennesker med infantil autisme. De har ofte mere detaljerede og specifikke interesser.
  • Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA): Diagnosen bruges, når kriterierne for de andre former for autisme ikke helt passer, men hvor barnet har tilsvarende sociale og andre udfordringer.

I ICD-11 er de tidligere undergrupper af autisme samlet under én fælles diagnose: autismespektrumforstyrrelse. Diagnosekriterierne er reduceret fra tre til to hovedområder:

  • vedvarende vanskeligheder med social kommunikation og interaktion samt
  • begrænsede, repetitive og ufleksible adfærdsmønstre eller interesser

Jeg har lidt svært ved at se, at landvindingerne fra ICD-10 til ICD-11 skulle være et stort fremskridt, og da jeg er diagnosticeret med Aspergers syndrom, vil jeg vedblive at mene, at jeg har Aspergers.

Autismen fylder mere og mere

Heldigvis har jeg et fantastisk liv og glæder mig hver morgen til og over at stå op, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg lever op til de to diagnosekriterier. Pyt med at jeg har to psykiatriske diagnoser (Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom). Jeg har jo også penge i banken, jeg har en hjemmeside mv.

Jeg har det jo godt, jeg føler mig ikke længere syg, og ingen kan længere fortælle mig, hvad jeg skal bruge mine dage på:

  • vil jeg lege med Jason og Josephine (banditterne)?
  • vil jeg arbejde på min slægtsforskning?
  • vil jeg gøre rent?
  • etc.

Jeg har en god 23-årig karriere i centraladministrationen bag mig. Tidligere har jeg maskeret meget for at leve op til hverdagens krav. At maskere er et andet ord for at forsøge at være “normal”. Nu hvor jeg ikke længere behøver at forsøge på det, fylder autismen mere og mere. Og det gør ingenting.

Desværre har jeg ingen livsvidner, der kan fortælle om forskellen på dengang og nu.

Den nærmeste er psykologen, der tit sagde, at jeg var blevet mildere med årene, hvilket jeg giver hende ret i. Det kategoriske og måske lidt markante ydre var begge overlevelsesstrategier.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

Lydhørhed i psykiatrien

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

I den offentlige debat om psykiatrien hører vi næsten altid historierne om det, der gik galt. Men hvad med de forløb, der lykkes? Efter 12 år som patient med en alvorlig psykiatrisk diagnose siger jeg nu farvel til et behandlingssystem, der ikke bare har hjulpet mig gennem sygdom og kriser, men som også har mødt mig med varme, lydhørhed og menneskelighed. Dette er min fortælling om en psykiatri, der virkede.

I januar sagde jeg farvel til psykologen. Nu er tiden kommet til psykiatrien, hvor det også lakker mod enden, hvilket sætter tanker i gang om et forløb, der begyndte for 12 år siden i 2014.

Jeg er kommet der så længe, at mit stamafsnit lå på det nu hedengangne “Psykiatrisk Center Hvidovre “- for kendere “PCH”, og det var afsnit 808, som alle patienter vil til. Det findes heldigvis stadig.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg har fået en 5-stjernet behandling! Nu er der mennesker, der har mere brug for medarbejderne end jeg har.

Jeg har mødt så mange medarbejdere, der gjorde meget mere, end de er i forpligtede til i flg. deres jobbeskrivelse, de skal.

Der står ingen steder, at:

  • X skal møde mig i vestibulen på afsnittet, hvor jeg står der med tasken parat til indlæggelse for 10. gang med tårerne trillende, og sige “Vi er her for dig, Hanne”.
  • Y skal synge en gammel sang med Trille for mig, da jeg en sommerdag sidder på min stue for nedrullede gardiner: “Og sådan er der altid et lille lys mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd …” (LP’en “En lille bunke krummer”).
  • Z skal arrangere, at jeg kan overnatte i modtagelsen inden ECT for evt. at tage toppen af angsten.

Det står ikke i centerchefens ansættelsesbrev, at hun skal give mig ret i, at det er forkert, at nogen stopper et spørgeskema – med 500 spørgsmål om min tilfredshed – ned i min taske i en situation, hvor jeg venter i modtagelsen på indlæggelse, og hvor jeg på ingen måde har det nødvendige kognitive overskud til at udfylde det. Jeg “brokkede” mig på højeste sted og fik som nævnt ret. Og så fiksede hun lige en læge og en stue …

Det står ikke i overlægens ansættelsesbrev, at hun som den første virkelig skal anerkende mine hukommelsesproblemer og kalde dem for “absencer”, så jeg kan gå hjem fra mødet med hende på Gammel Kongevej 33 og føle mig både set og forstået for første gang, fordi det vakte genklang. Det var simpelthen rigtigt! Nåh, men hun skulle jo desværre på pension, for jeg elskede hende. Jordnær, erfaren og lyttende.

Ingen yngre læge får automatisk mit stempel som “fremkommelig”, men hun fik det, fordi hun forstod, og fordi hun lyttede.

Det med lydhørheden har været et gennemgående træk i mine 12 år i psykiatrien. Psykologen sagde, at det var fordi, jeg er så fandens stædig. Det synes jeg nu ikke, jeg ved bare, når jeg har ret 🙂

Spøg til side. Dette er overhovedet ikke skrevet for at være morsom. Det er en personlig fortælling, og det er et kærligt farvel. I øvrigt har jeg ingen humor.

Der er nogen, der tryller

Jeg har mødt så mange mennesker, der trods et til tider kaotisk system, alligvel får enderne til at nå sammen, fordi de ikke kun er behandlere men også er hele mennesker.

Som eksempel har jeg i samfulde 12 år haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC). Det har været af uvurderlig betydning, at jeg ikke skulle fortælle historien forfra gang på gang. Det har betydet meget for mig, at vi har været nogenlunde jævnaldrende og har haft stort set den samme referenceramme. Det relationelle har stor betydning for mig. Jeg er jo ikke ansat i DPC som troldmand, jeg har “bare” været patient med en af de tungeste psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse).

Jeg har haft en kontaktperson, som en patient gerne ville “sendes afsted af”, inden turen gik til “lukket”. Så jeg har haft en god en!

Det bliver svært at sige farvel – men det er også rigtigt nu. Psykiatrien har repareret mig.

Det er en periode af mit liv, som jeg kan se tilbage på som svær og til tider frygtelig, fordi jeg (sgu) var meget syg, men jeg har fået den bedste behandling, nogen kan få. Der var år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem efter en udskrivelse, for jeg skulle jo alligevel snart afsted igen.

Det var de år, hvor:

  • jeg hørte en respirator med dens bip bip-lyde i mit klædeskab, samtidig med at jeg var klar over, at den ikke var virkelig, for når jeg stod op for at slukke for den, var den der jo ikke. Når jeg lagde mig igen, sagde den atter bip bip. Ved indlæggelsen kaldte de det for en “nærpsykose”.
  • jeg vidste, hvornår det var for farligt at være herhjemme
  • jeg først ringede til modtagelsen, når jeg var klar over, at de ikke kunne afvise mig. Jeg vidste godt, hvornår det var nu, og hvornår jeg havde det tilstrækkelig dårligt.

Det bliver vemodigt at sige farvel, men det er rigtigt nu.

Vil det være et nederlag at komme tilbage?

Vi har talt om, hvorvidt det evt. vil føles som et nederlag ved behov at gå til egen læge og bede om en ny henvisning til DPC? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Efter 12 år med 12 – 15 indlæggelser bag mig, ved jeg ganske udmærket, hvornår det er tid. Jeg vil være ked af det, men nederlag? Nej. Men jeg tror som sagt ikke, det bliver nødvendigt.

Fortiden er på plads, nutiden er god, og jeg kan ikke se nogen grund til, at fremtiden skulle blive anderledes.

Der er behov for at nuancere den offentlige debat

Når man hører patienters fortællinger om psykiatrien, er det altid om det, der ikke fungerer. Men hvem fortæller den gode historie?

Jeg synes/tror, jeg har “en stemme” og temmelig meget erfaring, og jeg vil faktisk gerne formidle min fortælling til en bredere kreds, og det kan jeg gøre med større vægt, når jeg ikke længere er indskrevet der.

Jeg har for længst prøvet at skrive til “Genstart”, der er en podcast i DR Lyd, men jeg fik selvfølgelig aldrig et svar, for de er sat i verden for at tage kritisable forhold op og at sætte fokus på det, der kan gøres bedre. Der passer min fortælling ikke ind.

Alle større platforme har fokus på det kritisable. Der kan jeg ikke være med.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.