Indlæg

,

De er dygtige på 808 (en psykiatrisk afdeling)

For et par år tilbage var 808 nærmest mit andet hjem

Christian, der tog fint imod mig, spurgte i sjov, om han skulle vise mig rundt. Vi blev hurtigt enige om, at det næppe var nødvendigt, da 808 for et par år tilbage nærmest var mit andet hjem; i hvertfald har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været der. Jeg husker ikke, hvornår jeg senest var der. Jeg kunne sikkert finde det et eller andet sted i Sundhedsplatformen (SP), men er for træt til at lede. Marianne mente, det var tre år siden, men det tror jeg altså ikke på. Men det er selvfølgelig hende, der sidder med datastrømmen.

Når man er på PSI-pladsen (PSI = PatientStyret Indlæggelse), er man bare. Man kan deltage i de aktiviteter, der nu engang er, men man kan – som de øvrige patienter – også lade være. Jeg har ladet være og har bare været.

Når man også har Aspergers Syndrom, er man ofte lidt af et fjols socialt. Men jeg har bemærket en interessant ting under denne indlæggelse: Jeg fandt faktisk nogle, der var interessante at tale med om alt muligt: PC, hjemmesider, diagnoser, det at få noget ordentlig mad derhjemme og meget andet. Jeg var ikke helt så kejtet, som jeg kan få bildt mig selv ind, når jeg nu har haft det glimrende under 1½ års pandemi, hvor virkelig mange med Aspergers har nydt fraværet af at “skulle” være sociale med jævne mellemrum. Jeg har savnet stilheden herhjemme, men jeg kunne jo gå ind på stue otte igen, når lydniveauet blev for meget.

Medarbejderne er ekstremt dygtige på 808

Da jeg kom i søndags, var jeg grådlabil, angst for at dø og bange for, at en ny depression var under opsejling, og det orkede jeg ærlig talt ikke. Nu er det torsdag, og verden er blevet sig selv igen – eller også er det mig, der er blevet mig selv igen for 70 pct.s vedkommende. De tunge tanker findes naturligvis stadig (30 pct.), men de er håndterbare og fylder ikke hele farveskærmen.

Og hvad er det så, de gør?
  • De vil enormt gerne være samme med patienterne. Har de tid, kommer de fx ud og sidder ved bordet i haven eller i stuen og snakker og lytter til den almindelige samtale. De siger ligeud, at de ikke gider sidde inde på kontoret.
  • Er der brug for det, går vi lidt væk og bruger 20 minutter på emner, der ikke kommer Gud og hver mand ved. Er der behov for yderligere snak, laves en aftale om fx at gå en tur i den lille skov, der udgør stedets “baghave”.
  • Det er som om, de altid har tid. Jeg tror, det er lidt som med præsten: Har de ikke tiden, ta’r de sig tiden. Selv husker jeg ikke nogensinde at blive afvist – men man kan selvfølgelig ikke helt regne med, hvad jeg husker…
  • De deler ikke bare rundhåndet ud af medicin, som var det en mirakelkur. Jeg har fx klaret disse fire/fem dage med bare to Oxapax (et Benzodiazepin). Jeg vil meget hellere lyttes til. Og det er jeg blevet.
  • De er gode til at rapportere til hinanden på tværs af de forskellige vagter. Hvis man ikke selv gerne vil sige det samme en gang til, behøver man det heller ikke. De er orienterede.
  • Jeg tror, deres arbejdsmiljø er godt, for personaleflowet er lille. Var arbejdsmiljøet ringe, ville udskiftningen være stor.

De gør sikkert også en masse andre ting, jeg bare ikke kan gennemskue som patient.

Mulig fleksibilitet i systemet?

Jeg ved, jeg har nævnt det før: planen er at samle alle bipolare patienter fra distriktspsykiatrien (DPC)/optageområdet på Brøndbyøstervej formentlig i en form for kompetencecenter. Den slags lavede vi også masser af i staten for sådan får man nok mest for pengene. Nu er vi imidlertid (af og til sårbare) mennesker og ikke dominobrikker, der kan eller skal skubbes rundt med.

Jeg har sagt til både kontaktperson og læge i distriktspsykiatrien, at jeg nægter, vel vidende at det sikkert er helt umuligt at sætte sig i mod den form for strukturelle beslutninger.

Jeg forklarede den udskrivende læge mine tanker om, at det ville være helt gak i låget at rykke mig derud, når jeg har haft min fremragende kontaktperson i DPC siden 2014/15, også har haft lægen derinde i et par år, er ret stabil under normale forhold, er under virksom ECT-behandling hver tredje uge og med de tiltag er i stand til at leve et tilnærmelsesvist normalt liv nu. Jeg orker simpelthen ikke at begynde forfra.

Og tænk han var helt enig med mig og forstod til fulde, hvad jeg mente. Vi blev enige om, at han skulle skrive det i epikrisen (sammenfatningen af indlæggelsen). Jo oftere man skriver den slags ting relevante steder, jo større chance er der for, at man måske kan rokke ved trufne administrative beslutninger.

Jeg håber inderligt!

,

Det forekommer lidt lysere

At sætte ord på

Ord har styrke, ord har magt og ord har kraft (som ikke behøver være det samme som styrke). Det bedste, de kan gøre for mig på Brøndbyøstervej, er at lytte, også selvom jeg bare siger det samme som i går, og der intet nyt er under solen. Dette indlæg bliver måske også bare en gentagelse af et opslag på Facebook? Så skal du bare stoppe her. Er du ikke på Facebook, kan du læse opslaget sidst i denne post.

Det handler om angst

Jeg er 57 år og har endelig fået et liv, jeg sætter umådelig stor pris på, og derfor er angsten for at miste det helt naturlig. Det svarer muligvis lidt til det, folk oplever, når de har fundet deres livs kærlighed; så bliver de bange for at miste den, de endelig har mødt? Eller når de har fået børn? Ingen ønsker at miste noget dyrebart. Det er logik for burhøns.

De første 56½ år har været opad en ret stejl bakke. Nu forestiller jeg mig, at jeg skal have 30 gode år, så der er altså længe, til jeg udånder, og der er ingen logisk grund til at tænke mine tanker, men angst er irrationelt. Det er som om, jeg skal forklare medarbejderne det, og det forstår jeg ikke. Det burde ikke være nødvendigt.

Præster tør godt

Det er generelt svært for folk at tale om døden, men præster tør godt, og det oplever jeg som en befrielse. Mette, der er hospitalspræst her, og også er sognepræst i Hvidovre kirke, var forbi her i går, og det var rart. Selvom hun måske ikke har tiden, så ta’r hun sig tiden.

Hun har “passet” mig telefonisk i hele coronatiden – også selvom hun vel ikke har nogen formelle forpligtelser overfor mig, når jeg ikke er patient her længere? Hun fortalte, at hun hellere vil have tre bisættelser end en vielse, for ved bisættelser er folk generelt mere åbne for det, en præst kan bidrage med. Ved vielserne har folk bare så travlt med at være lykkelige.

Endelig kunne jeg få sat ord på mine svære(ste) tanker, uden at hun straks begyndte at sige “det bliver godt igen”. Det tror jeg selvfølgelig på, blandt andet fordi det er jeg nødt til. Et godt tegn på at det ikke er helt sort.

PSI-konceptet er utrolig godt

Det har taget evigheder at skrive dette, fordi WordPress konstant meddeler, at netværksforbindelsen er mistet, uanset hvad jeg gør. Måske kommer jeg slet ikke til at udgive indlægget, mens jeg er her, men så er det skrevet, og tankerne er bevarede.

Jeg skal hjem i morgen torsdag, da jeg har nogle aftaler fredag formiddag, som jeg gerne vil overholde – blandt andet med distriktspsykiatrien. Det har været en stor hjælp at kunne trække stikket nogle dage. Da jeg fornyede kontrakten, tænkte jeg, at jeg aldrig fik brug for muligheden, og jeg så ikke indlæggelser i horisonten. Men det skulle vise sig at blive anderledes. Denne “fallback-mulighed” er rigtig god, og man kan tage tingene i opløbet i stedet for at vente på, at det går helt galt og fører til en rigtig indlæggelse på flere uger. Det er på en måde dejligt at være “kendt” i systemet. Der skal ikke så meget palaver til.

De svære tanker er der stadig, men de fylder ikke længere det hele. Da jeg kom fyldte de 120 pct.; nu fylder de omkring 30 pct. Det kan fire/fem dage gøre. Der er en udskrivelsessamtale med en læge, inden man går ud ad døren, og det er rigtig fint. Jeg har forberedt, hvad jeg vil sige og skrevet det ned, så det ikke glemmes. Og jeg har kun positive ting at sige.

Hvis du ikke er på Facebook: Opslag fra mandag den 19. juli:

NÅR SPORENE SKRÆMMER – JEG MÅ TAGE ET PAR DAGE I PSI-SENGEN.
 
PSI betyder PatientStyret Indlæggelse, og baserer sig på en kontrakt, man udformer sammen med distriktspsykiatrien. Er pladsen ledig, har man “ret” til at komme og være i maks. fem dage. Herefter vurderer man sammen med en læge, om der er grund til en egl. indlæggelse. Jeg håber det ikke. Jeg håber fire/fem dage kan gøre det.
 
Sporene skræmmer. Jeg frygter, en ny depression er under opsejling. Alting er så “bagvendt”: tidligere betød det intet for mig, om livet sluttede; nu har jeg fået et liv, jeg er så glad for, at jeg nyder hvert et sekund, og derfor er jeg rædsomt bange for at dø. Der er ingen objektive årsager til, at jeg skulle dø, og jeg fejler intet somatisk. I SP har de skrevet “let/moderat depressiv tilstand”.
 
Det er kommet snigende gennem de seneste par uger, men det er jo ikke noget, man lige taler om til nogen. I går prøvede jeg mindst ti gange at ringe til Livslinjen men kom ikke igennem. Og psykologen holder naturligvis ferie. Ringede til 808 bare for at få en snak, men Emilie (jeg kender jo dem alle ret godt…) syntes, jeg skulle pakke en taske og komme herud.
 
Jeg frygter at ligge på mit yderste og så tænke, at jeg fik for lidt/det forkerte ud af den tid, der var afmålt til mig. Jeg har ingen efterkommere og kun ganske få relationer. Jeg ved ikke, hvem der skal rydde op efter mig, og jeg bliver højst data i diverse slægtsdatabaser. Jeg er i et eller andet omfang troende, og tror derfor på, at der er “noget” efter dette, bl.a. fordi jeg ikke kan acceptere, at det bare er slut, bum, bang, færdigt. Så er man jo nødt til at tro på, der er noget mere. Det er den eneste logiske mulighed.
 
Mit testamente er helt forkert, da det er gammelt og rummer de forkerte arvinger. Jeg regner med at kunne skrive det selv og spare de par tusinde. Så er der bare stempelafgiften til byretten tilbage.
 
Jeg vil ikke have medicin men tog mod en enkelt Oxapax i går. Den lagde en dæmper på angsten, og det var fint. De øvrige patienter er søde, men jeg har ikke overskud til at lære dem at kende, så jeg holder mig for mig selv. PSI-pladsen er gudskelov et eneværelse. Det er ikke rart at skulle dele, når man ikke har det godt. Da jeg startede med at komme på Brøndbyøstervej 160 i 2014 lå 808 i den anden ende af gangen, og der var firesengsstuer…, så den udsultede psykiatri har fået det en tand bedre.
 
Jeg ved ikke, hvad der har sat gang i alt dette her. En medvirkende faktor kan være, at jeg har mistet min nærmeste ven for et par uger siden. Jeg var bare nødt til at sætte en grænse, da hun mente, jeg burde leve mit liv anderledes og ikke gjorde det, intelligente og veluddannede mennesker gør. Jeg anser mig selv for både intelligent og veluddannet, og måtte derfor trække en streg i sandet. Noget jeg sjældent gør (måske alt for sjældent!).
 
Noget helt andet: Derhjemme har vi fået nye vinduer og håndværkerne har boret i de røde mursten, så der er rødt “murstøv” (eller hvad det nu hedder) overalt og i alle sprækker. Da jeg ikke selv kan overskue at gøre noget ved det, har jeg lavet aftale med et firma, der kommer og laver en hovedrengøring den 11. august. Det bliver dejligt. Derefter skal jeg bare holde det vedlige.
 
Om 15 minutter kommer Charlotte (en medarbejder) og taler med mig. Det er det, de kan gøre for mig. Samtale, samtale, samtale. Det er ikke så “farligt” at græde, når man ikke er alene. Derhjemme er jeg bange for, at det kan sætte en lavine i gang, som jeg ikke har kontrol over.
 
Ellers har jeg ikke noget på hjerte…

 

 

, ,

Datafascinationen og Systemizer-testen (SPQ)

I en herlig gruppe med ligesindede

Jeg er med i en rigtig dejlig Facebookgruppe ved navn “Aspergers Syndrom Danmark”; den er god, fordi medlemmerne er rare og hjælpsomme, og fordi der aldrig er det, psykologen kaldte “fnidder-fnadder”. Tingene er ligeud ad landevejen.

Jeg skriver ikke selv specielt meget der, i den forstand at jeg ikke ret ofte tager initiativer til opslag, men jeg læser altid med, og er der noget, jeg synes, jeg kan svare på, gør jeg det.

Det sker ofte, at folk spørger “kender I det at…” et eller andet.

I forbindelse med at jeg har det så fantastisk med organiseringen af mine > 2.000 stedkoder, som andre garanteret synes er virkelig sært, når det er 27° C, og jeg kunne gå en tur i stedet, var det i dag min tur til at spørge, om de øvrige kendte glæden ved struktur og data. Og tænk det gjorde de!

Mit oplæg blev lidt langt, for jeg blev nødt til indledningsvist at forklare, hvad det overhovedet går ud på: der skal sogn, herred, amt og land på enhver lokalitet, der skal GPS-koordinater på, præpositionerne skal være korrekte (man er jo ikke født “på” Bjergby Sogn men “i”, man er ikke begravet “i” en eller anden kirkegård men “på” (selvom man godt nok kommer “i” jorden 🙂 ), store og små bogstaver skal være korrekte og konsistente hele vejen igennem, så det fx bliver: “på Brejning Kirkegård, Gauerslund Sogn, Holmans Herred, Vejle Amt, Denmark”.

Her er mit oplæg til debatten:

Hej med jer.

Der er så tit nogle, der spørger “kender I det at….”. Nu har jeg et lignende spørgsmål, der kræver lidt indledende forklaring – men hold ud:

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Jeg har gjort mest ud af fortællingerne om de mennesker, jeg har i min database, men stamdata skal jo være på plads og korrekte, før man er en ordentlig slægtsforsker. Jeg er nået så langt, at det er svært lige at finde nye data på mine ca. 4.500 personer i databasen. Nu leger jeg i stedet med data:

Her kommer det så endelig: Kender I det med at ELSKE at systematisere ting, fx data?
I databasen har jeg fx 2.032 stedkoder, men de har ikke samme struktur, idet de er samlet sammen over 18 år. Det har jeg nu besluttet, at de skal have. Så jeg har det helt fantastisk med at sidde og gennemgå dem alle, og sørge for at de faktisk får samme struktur i betydningen: lokalitet (hvis den findes), sogn, herred, amt og land. Det er et enormt arbejde, der kræver mange opslag rundt omkring for at finde information, men jeg glæder mig sådan over at mine stedkoder nu bliver ens.
På samme måde har jeg lige gjort orden i mere end 1.000 billedfiler: navngivet billedet med personnavne, og hvis det er et gruppebillede, så angivelse af alle personer i filnavnet fra venstre mod højre med efternavn, komma fornavn(e).
Jeg beklager, det blev lidt langt, men min kærlighed til struktur og databaser krævede forklaring for at give mening.

Arbejdet er på en måde lidt kedeligt, men resultatet bliver godt.

Derfor tager det sin tid

Det tager en pokkers tid, for der er næsten ikke grænser for, hvad jeg for 15 år siden fandt det unødvendigt at skrive. Det blev bare til fx “Bjergby kirkegård”. Javel ja – men dem er der jo en del af. Nu skal det være “Bjergby Kirkegård, Stigs Bjergby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark”. Men for at nå frem til det, kræver det en forståelse for, hvad Maren Sophie Christoffersdatter ellers foretog sig i Tuse Herred, hvor hun levede og jeg “kendte” hende.

For 15 år siden skrev jeg bare, at jeg havde fundet dødsfaldet på IGI (International Genealogical Index = amerikansk slægtsfuskerindex, nu slået sammen med Family Search, der kan være fint til at finde spor, men da heller ikke mere).

Jeg havde noteret, at den ægtefælle, hun døde fra i 1885, var den “forkerte”, han hed ganske enkelt noget “forkert”, idet hun jo var gift med Lars Hansen, men døde fra Christen Jensen, jf. kirkebogen. Dog havde jeg noteret, at han jo kunne være død, og hun kunne have giftet sig igen. I aftes sad jeg så og kunne finde på Arkivalier Online, at den var god nok: Lars Hansen var død i 1853 i Kundby, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark, og hun giftede sig anden gang med Christen Jensen den 23 okt. 1858 i Kundby Kirke, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark. Og pludselig stemmer det med folketællingerne, som fantastiske frivillige har transskriberet og tastet ind over en periode på ca. 20 år. Når man sådan lader sig “aflede”, tager det selvfølgelig tid, men det er et billede på de muligheder, vi har nu om stunder, som ikke fandtes for 15 år siden. Dengang måtte man prioritere tiden på arkivet ved mikrokortapparatet.

Nåh, men tilbage til sagen: Facebookgruppen

Det har været helt fantastisk at læse om foreløbigt 23 gruppemedlemmer (nu den 5/7 – 2021 er tallet steget til 39), der genkender min fascination af data, struktur, orden og mønstre. Fascinationen kommer til udtryk på mange forskellige måder, men grundsubstansen er der ingen tvivl om:

  • En bygger Lego, men ordner alle klodserne i en bestemt struktur, inden hun går i gang med et givent byggeri og når hun nedtager projektet.
  • En interesserer sig for psykiatriske diagnoser og er især fascineret af systematikken. Jeg kunne så supplere med, at da jeg blev syg, købte jeg “Medicinske fagudtryk – en klinisk ordbog med kommentarer” af Jan Rytter Nørgaard, NAF, fordi jeg ønskede at forstå det psykiatriske diagnosesystem bedre for at kunne stille bedre spørgsmål.
  • En sætter alt muligt i orden – og bruger også tid på at sætte ting i orden bagud, hvis hun finder et bedre system, selvom det nuværende egl. fungerer.
  • En er en fremragende bogholder, fordi bogholderi kræver systematik og orden. Hun systematiserer ofte (på sit job) flere ting, end hun egl. skal, bare fordi hun kan lide det.
  • En finder “nøglen” i computersystemer, uanset hvor få data, hun får stillet til rådighed.
  • En ser systemer og orden og har sans for detaljerne ligesom et puslespil, der skal gå op. Når hun lægger fysiske puslespil, er der også system i hendes tilgang.
  • En er på vej til at blive en fantastisk slægtsforsker, fordi hun har styr på ufatteligt mange detaljer i forbindelse med Titanics forlis. Hun kan fortælle historier om, hvem der gik først i redningsbådene, fremfor bare at formidle datoer. Og det er om folk hun “kendte”. Sådan skal det gøres!
  • En bruger ikke sine Filia-farver, for hun er ikke kreativ, men de er ordnet efter farveskala nede i æsken.

Det er så herligt at blive forstået helt ind til kernen. Vi med Aspergers Syndrom kan altså noget, andre ikke kan – og så må andre mene, vi er sære.

Systemizer (SPQ)

Da jeg blev udredt for Aspergers Syndrom, medbragte jeg til 1. samtale en mappe til psykiateren indeholdende det, jeg regnede med, hun kunne få behov for til en start. Selvfølgelig ordnet i et eller andet system. Hun fortalte langt senere, at det var bare en af de små ting, der havde fået hende til med det samme at regne ud, at jeg var på Autismespektret.

Jeg gik igennem mange forskellige samtaler med den søde psykiater, og der var minimum tre tests. Den, jeg husker bedst, fordi jeg scorede vildt højt i den, var “Systemizer”. Så vidt jeg husker, scorede jeg her 94 eller 96 pct. Og det er eksorbitant. Hvis du har lyst at se dine talenter som “Systemizer”, findes testen her.

Afslutningsvist kan jeg fortælle, at mine indkøbssedler er struktureret efter butikkens orden. Så er det jo meget lettere at gå på indkøb. Det forstod psykiateren med det samme. Jeg kan også fortælle, at jeg har sådan et pænt glasskab fra Montana med glaslåger, så man kan se indholdet. Glassene er rettet ind med lineal, for ellers kan jeg ikke holde ud at se på dem. Psykiateren sagde: “Det er bare et eksempel på, i hvor høj grad, du er en Systemizer.

Psykiateren hed i øvrigt Pia Bohn Christiansen, og jeg fandt frem til netop hende, fordi hun havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers Syndrom, og det havde jeg “krævet”. Hun havde godt nok en ventetid på ca. ni måneder, men det var der så ikke noget at gøre ved, og i øvrigt var hun værd at vente på.

De kognitive deficitter

Skulle jeg nu have haft den pension?

Kognition: kendt fra 1962 fra engelsk cognitive, af latin cognitus, perfektum participium af cognoscere ‘lære at kende, erkende, forstå’

Deficit: fra latin deficit ‘der mangler’, af deficere ‘mangle’.

Kilde: Den Danske Ordbog

Af og til tænker jeg, at jeg har snydt hele systemet og slet ikke skulle have været tilkendt pensionen. Jeg kan jo fx koncentrere mig i timevis om at systematisere ting, fx. mine gamle billeder, og blive ved og ved med at gennemgå filerne, til alt stemmer med databasen, alle navne er rigtige (hedder de nu fx. Christensen eller Kristensen?), alle personer på billedet er angivet i filnavnet i den rigtige rækkefølge fra højre mod venstre og (stort set) ingen billeder er for store til import i TNG-siden. Efter mange forsøg er jeg kommet frem til, at de skal være max. ca. 700 * 1.000 px.

Jeg tror alligevel, den er god nok, for:

hvis nu hjernen havde fungeret “normalt”:

  1.  havde jeg kun været halvt så lang tid om at få styr på de pokkers billeder (der er i øvrigt kun 339 tilbage ud af de 1.061, jeg startede med),
  2. havde jeg ikke været overrasket over at læse om de mennesker, jeg traf i starten af min slægtsforskning og som har givet mig en masse informationer og lånt/foræret mig billeder. Som hovedregel har jeg noteret, hvornår jeg har truffet dem, og selvfølgelig deres navne mv. Men jeg er helt blank, når jeg skal prøve at huske selve mødet. Det er præcis det, den første overlæge i distriktspsykiatrien kaldte for “absencer”,
  3. havde jeg ikke skullet opgive at finde rundt i Google Maps til brug for TNG. Jeg bliver så forvirret af alle de “hjælpsomme” links. Hvorfor kunne de ikke stille det op ad modum: “gør sådan og sådan”, helst tabellarisk med 1, 2, 3 osv.?. Der er vel kun én vej?,
  4. havde jeg ikke ved hvert eneste blogindlæg skullet slå op, hvor stort billedet skal være for at passe ind på forsiden. Det er som om, de 665 * 531 px. ikke vil indprente sig. Efter mindst 25 poster med den nye størrelse, burde den vel sidde fast?,
  5. havde jeg selv kunnet hælde medicinen op hver anden uge, så hjemmeplejen ikke må komme og gøre det. Det skyldes ikke, at jeg ikke kan ramme hullerne i æskerne, men at jeg ikke har det overblik, der bevirker, at jeg kan se, om der er nok til næste runde, så egen læge eller distriktspsykiatrien skal kontaktes, for at jeg ikke kommer til at mangle noget,
  6. havde jeg kunnet huske en indlæggelse på seks dage på Hvidovre Hospital i sommeren 2020 på den afdeling, der har med stofskifte ting og sager at gøre (lige nu kan jeg heller ikke huske, hvad den kaldes). Jeg kan se i Sundhedsplatformen, at jeg har været der, men jeg husker absolut intet. Det er lidt underligt,
  7. havde jeg haft overblik over alt det, jeg gemmer (filer, noter osv.) for netop ikke at glemme,
  8. havde jeg ikke måttet spørge folk, jeg har siddet i menighedsrådet med i otte år, hvad det nu er, de hedder, når jeg møder dem på Hvidovrevej. Ansigtsgenkendelsen er simpelthen væk. Det har jeg drøftet på skrift med professor Poul Videbech, der kun sjældent har oplevet noget lignende. Jeg tror ikke, han helt tror mig.

Når jeg bare er mig selv, går det alligevel godt nok

Havde jeg skullet passe et job, havde det været meget problematisk. Når jeg bare er mig selv og kan dyrke mine egne nørderier i mit eget tempo, betyder det ikke så meget, bortset fra alle de noter og lydfiler jeg er ved at drukne i. En dag må jeg rydde op.

Jeg har en gammeldags pen og blok ved venstre hånd, hvor jeg noterer idéer og indfald, der ikke skal gemmes i længere tid. Jeg er storforbruger af midlertidige filer i Notepad på det elektroniske skrivebord. Og jeg optager vigtige samtaler, fx dem med psykologen, og jeg hører dem faktisk mindst et par gange efter sessionen. Og så længe hjemmeplejen er så venlig at hælde medicinen op, de “småting” der er tilbage af den, går det alt sammen.

Mine omgivelser har vænnet sig til, at jeg har en hukommelse som en si, og er så venlige kun sjældent at påpege det.