Indlæg

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionismens forbandelse

Når nok aldrig bliver godt nok

Perfektionisme kan være en styrke. Den kan skabe orden, kvalitet og resultater. Men den kan også gøre det svært at sætte punktum og at vælge sine projekter med omtanke. Derfor har jeg efterhånden lært, at nogle projekter ganske enkelt er for farlige for mennesker som mig.

En af mine mange ulemper er, at jeg er god til at begynde fra en ende af og så rydde op for til slut at ende med et pænt resultat. Det har jeg gjort i mine ansættelser, det gør jeg i min slægtsforskning, og det gør jeg i samtlige mine projekter, fx podcast-projektet for Danske Slægtsforskere. Jeg kører på, til jeg er fuldkommen tilfreds.

Et lille eksempel er introduktionsepisoden til de nye episoder af podcasten. Hvis du vidste hvor mange gange, jeg har redigeret episodebeskrivelsen. Og hvis du vidste hvor mange gange, jeg læser korrektur på artiklerne her på hjemmesiden. Jeg synes hele tiden, alting kan blive bedre.  …

Det kan selvfølgelig være praktisk, og jeg har haft glæde af det i mine ansættelser, hvor det betyder, at jeg nu har en god karriere bag mig.

Ulempen er, at jeg ikke kan sætte punktum, før resultatet er næsten sublimt, fordi jeg er perfektionist. Og det er lidt manisk.

Det har jeg lært

Jeg har efterhånden lært, at der er projekter, jeg skal holde mig langt fra.

Jeg har en ven, der er engageret i Gørding Sognearkiv, hvor han lægger en enorm indsats. Jeg har også en anden ven, der er engageret i Glamsbjerg lokalhistoriske arkiv.

Lokalarkiverne har så meget vigtigt stof, at jeg fik tanken om at se, om vi har et lokalarkiv i Hvidovre, hvor jeg kunne hjælpe. Det har vi. Jeg fandt frem til Hvidovre Lokalhistoriske Selskab men efter at have set hjemmesiden, kan jeg se, at jeg skal holde mig langt væk.

Hjemmesiden ligner sider, vi producerede for 15 – 20 år siden, og mit “oprydningsgen” ville bevirke, at jeg begyndte fra en ende af og ikke helmede, før alting var perfekt, og jeg var i mål. Og hvornår skulle jeg så passe min egen elskede slægtsforskning?

Bare sproget får mig til at holde mig væk, for der ville være en del arbejde i at forbedre det. Et eksempel er: “Der er ved at blive udarbejdet en database over butikker og firmaer i Hvidovre,”. Passivt sprog lokker aldrig brugere til. Det ville være bedre at skrive fx “Vi arbejder på at lave en database over butikker og firmaer i Hvidovre”.

Podcastprojektet er perfekt

Jeg har ofte lyst at kaste mig over et projekt, der kunne bringe mig tættere på et fagligt fællesskab, men det går ikke, for der går kun en eller to måneder, før jeg føler mig stresset over ikke at nå min egne projekter.

Podcastprojektet er afgrænset: Vi har planlagt fem episoder, og så er det slut, med mindre vi får inspiration til noget nyt, når bladene gulnes. Det vil sige, at jeg har “fri” fra ca. april til fx september. Det er altså ikke et “everlasting project”, og det er godt for mig. Jeg elsker at hjælpe, men projektet skal have en klar deadline.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Noget om ryddelighed

Færre sanseindtryk

Noget om ryddelighed

For mange mennesker er rod bare rod. For nogle af os er det støj. Når hjernen har svært ved at sortere sanseindtryk, kan selv små ting – et rodet skrivebord, en overfyldt mailboks eller for mange billeder på væggen – blive til et konstant pres. Derfor har jeg indrettet både min computer og min mail med minimalisme og struktur.

Jeg prøver i videst muligt omfang at reducere de overflødige sanseindtryk, fordi de fylder for meget i min hjerne, som jeg hellere vil bruge på noget andet.

Når man har Aspergers syndrom (nu ofte diagnosticeret som autisme), oplever man tit verden med en anderledes sanseintegration. Det betyder, at man har svært ved at sortere og bearbejde sanseindtryk fra omgivelserne. Det bevirker en følelse af at være overvældet. Jeg prøver derfor at reducere mængden af stimuli. Det gælder alle mulige stimuli som fx lyde, lugte, synsindtryk (fx billeder på væggene) og rod.

Af og til ser jeg andre menneskers overfyldte digitale skrivebord, og så forstår jeg ikke, at de ikke mister overblikket. Det ville jeg aldrig klare. Jeg foretrækker en form for minimalisme, og den har jeg opnået ved hjælp af det geniale program “Fences” fra Stardock, der laver en slags mapper på skrivebordet.

Forskellen til almindelige mapper er, at man her kan se sine filer uden først at skulle åbne mappen. Det kan du forhåbentlig se på billedet herunder. Det, “Fences” leverer, er de fem firkanter til højre. Jeg er enormt glad for programmet, der har givet et fantastisk overblik. Jeg har aldrig været et rodehoved, men nu er overblikket blevet endnu bedre. Der er mange muligheder for tilpasning, som jeg endnu ikke udforsket.

Firkanterne består lige nu af:

  • Programmer
  • Mapper
  • Temporært
  • Downloads
  • Filer og dokumenter

Der kan nemt tilføjes flere. De her beskrevne dækker dog mit behov.

Orden i mailboksen

Siden 2006 har jeg brugt Open Source-programmet “Thunderbird” som mailklient. Ingen techgigant her. Det er simpelt og enkelt, og også her hersker en form for minimalisme. Jeg ser af og til andre mennesker mailboks, og jeg er imponeret over, at de kan overskue den. Men det kan de heller ikke altid.

Mails, jeg – ind til videre – vil gemme, lander i en mappe til venstre. Er de til eller fra mennesker, jeg forventer at kommunikere mere med, sørger et meddelelsesfilter for, at beskederne uberørt af menneskehånd havner i den rigtige mappe.

Den midterste sektion er næsten tom. Den rummer nytilkomne mails, jeg skal gøre noget ved. Som det fremgår er der lige nu ikke mere end to.

Ude i højre sektion er en kalender, som jeg ikke bruger, øverst. Når jeg ikke bruger denne kalender, skyldes det, at jeg gerne vil have den med mig på telefonen og iPadden. I øjeblikket findes der desværre ingen officiel, fuldversion af Thunderbird-mailklienten til iPhone/iPad, men Mozillafolkene arbejder på sagen, og jeg glæder mig, til den er klar.

Nederst til højre ses sektionen med opgaver. Den er jeg vældig glad for. Mange af opgaverne er tilbagevendende og dukker således op af sig selv, når de først er definerede. Overskredne opgaver farves røde.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig engang overnattede på vejen til faderen i Udby Præstegård. Koblingen til Grundtvig findes til sidst.

En personlig refleksion over nætternes ro, hverdagens stemmer og det anderledes styresystem. Med afsæt i Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig handler artiklen om søvn, stilhed, bipolaritet, autisme og retten til at leve sit liv på sin egen døgnrytme.

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

I “Vangede billeder” fra 1975 skrev Dan Turèll, at han holdt af hverdagene. I 2025 skrev jeg, at jeg holder af nætterne. Det er egl. ikke noget, jeg tør fortælle til nogen, for så tror de bare, jeg er på vej til at blive manisk igen. Det synes jeg nu nok, jeg kan mærke, at jeg ikke er. Jeg kender udmærket min hjernes op- og nedture.

Der er bare det, at når man bor i en lejlighed, følger man helt automatisk med i naboernes liv, om man vil det eller ej, men de sover pænt om natten, og der vil jeg derfor gerne være oppe og nyde freden og roen. Psykologen siger, at det er normalt for en autist, og det beroliger mig. Om natten er her så dejligt stille. “Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi” sang Kim Larsen og Bellami i 1995.

Hvis jeg vågner kl. 04, og føler mig frisk, står jeg op og læser 2-300 år gamle kirkebøger. Jeg elsker det. Det er mit liv.

Psykologen og jeg har talt om “stopklodser”, altså hvad er “farligt”, fordi det er anderledes end normalt, ikke for normale mennesker men for mig? Jeg er kommet frem til:

  • Manglende appetit
  • Manglende motion
  • Manglende søvn
  • Nattestilheden – og så var det jeg næsten ikke turde sige, at jeg holdt af nætterne pga. stilheden

Jeg tør ikke sige sandheden i Distriktspsykiatrien

Når Distriktspsykiatrien spørger til min søvn, fordi det er sådan en god og nem målbar parameter, svarer jeg altid med gennemsnittet, der er normalt, og som jeg henter fra appen “Autosleep”. Gennemsnittet dækker over betydelige variationer og fortæller ikke om tidspunkterne. Jo ældre man bliver, jo mindre er søvnbehovet. I min alder er det vel omkring 6-7 timer, og det opnår jeg fint, endda mere, og det kommer ingen ved, hvornår jeg sover.

Jeg holder af en eftermiddagslur på en time ved 16-tiden, og derfor er jeg ikke træt kl. 22. Det er en af de fordele, man har ved at være pensioneret. Man kan sove, når man vil. Kroppen skal nok selv efterspørge sin hvile, men den stiller ikke uret.

Grundtvig var (også) bipolar

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundtvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her. Det kræver desværre, at du logger ind. Har du ikke en konto, opretter du bare en.

Hvornår tror du for øvrigt Grundtvig skrev sine mere end 400 salmer? Svaret er: Om natten. Der kunne han koncentrere sig, for der havde han ro.

“Også” er i parentes, for jeg føler mig ikke længere syg. Jeg tror, psykiatrien har gjort mig rask. Og det er jeg meget taknemmelig for efter et mere end tiårigt forløb.

Bipolar affektiv sindslidelse er en sygdom; den kan man i heldige tilfælde blive kureret for. Autisme er ingen sygdom. Det er bare et anderledes styresystem. Der behøver man ikke blive “rask”.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for mit anderledes styresystem, da det udnytter de fleste af mine kompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.