Lydhørhed i psykiatrien

Hvem gider høre fortællingen om en 5-femstjernet behandling i psykiatrien?

I den offentlige debat om psykiatrien hører vi næsten altid historierne om det, der gik galt. Men hvad med de forløb, der lykkes? Efter 12 år som patient med en alvorlig psykiatrisk diagnose siger jeg nu farvel til et behandlingssystem, der ikke bare har hjulpet mig gennem sygdom og kriser, men som også har mødt mig med varme, lydhørhed og menneskelighed. Dette er min fortælling om en psykiatri, der virkede.

I januar sagde jeg farvel til psykologen. Nu er tiden kommet til psykiatrien, hvor det også lakker mod enden, hvilket sætter tanker i gang om et forløb, der begyndte for 12 år siden i 2014.

Jeg er kommet der så længe, at mit stamafsnit lå på det nu hedengangne “Psykiatrisk Center Hvidovre “- for kendere “PCH”, og det var afsnit 808, som alle patienter vil til. Det findes heldigvis stadig.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg har fået en 5-stjernet behandling! Nu er der mennesker, der har mere brug for medarbejderne end jeg har.

Jeg har mødt så mange medarbejdere, der gjorde meget mere, end de er i forpligtede til i flg. deres jobbeskrivelse, de skal.

Der står ingen steder, at:

• X skal møde mig i vestibulen på afsnittet, hvor jeg står der med tasken parat til indlæggelse for 10. gang med tårerne trillende, og sige “Vi er her for dig, Hanne”.
• Y skal synge en gammel sang med Trille for mig, da jeg en sommerdag sidder på min stue for nedrullede gardiner: “Og sådan er der altid et lille lys mørket, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd …” (LP’en “En lille bunke krummer”).
• Z skal arrangere, at jeg kan overnatte i modtagelsen inden ECT for evt. at tage toppen af angsten.

Det står ikke i centerchefens ansættelsesbrev, at hun skal give mig ret i, at det er forkert, at nogen stopper et spørgeskema – med 500 spørgsmål om min tilfredshed – ned i min taske i en situation, hvor jeg venter i modtagelsen på indlæggelse, og hvor jeg på ingen måde har det nødvendige kognitive overskud til at udfylde det. Jeg “brokkede” mig på højeste sted og fik som nævnt ret. Og så fiksede hun lige en læge og en stue …

Det står ikke i overlægens ansættelsesbrev, at hun som den første virkelig skal anerkende mine hukommelsesproblemer og kalde dem for “absencer”, så jeg kan gå hjem fra mødet med hende på Gammel Kongevej 33 og føle mig både set og forstået for første gang, fordi det vakte genklang. Det var simpelthen rigtigt! Nåh, men hun skulle jo desværre på pension, for jeg elskede hende. Jordnær, erfaren og lyttende.

Ingen yngre læge får automatisk mit stempel som “fremkommelig”, men hun fik det, fordi hun forstod, og fordi hun lyttede.

Det med lydhørheden har været et gennemgående træk i mine 12 år i psykiatrien. Psykologen sagde, at det var fordi, jeg er så fandens stædig. Det synes jeg nu ikke, jeg ved bare, når jeg har ret 🙂

Spøg til side. Dette er overhovedet ikke skrevet for at være morsom. Det er en personlig fortælling, og det er et kærligt farvel. I øvrigt har jeg ingen humor.

Der er nogen, der tryller

Jeg har mødt så mange mennesker, der trods et til tider kaotisk system, alligvel får enderne til at nå sammen, fordi de ikke kun er behandlere men også er hele mennesker.

Som eksempel har jeg i samfulde 12 år haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC). Det har været af uvurderlig betydning, at jeg ikke skulle fortælle historien forfra gang på gang. Det har betydet meget for mig, at vi har været nogenlunde jævnaldrende og har haft stort set den samme referenceramme. Det relationelle har stor betydning for mig. Jeg er jo ikke ansat i DPC som troldmand, jeg har “bare” været patient med en af de tungeste psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse).

Jeg har haft en kontaktperson, som en patient gerne ville “sendes afsted af”, inden turen gik til “lukket”. Så jeg har haft en god en!

Det bliver svært at sige farvel – men det er også rigtigt nu. Psykiatrien har repareret mig.

Det er en periode af mit liv, som jeg kan se tilbage på som svær og til tider frygtelig, fordi jeg (sgu) var meget syg, men jeg har fået den bedste behandling, nogen kan få. Der var år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem efter en udskrivelse, for jeg skulle jo alligevel snart afsted igen.

Det var de år, hvor:

• jeg hørte en respirator med dens bip bip-lyde i mit klædeskab, samtidig med at jeg var klar over, at den ikke var virkelig, for når jeg stod op for at slukke for den, var den der jo ikke. Når jeg lagde mig igen, sagde den atter bip bip. Ved indlæggelsen kaldte de det for en “nærpsykose”.
• jeg vidste, hvornår det var for farligt at være herhjemme
• jeg først ringede til modtagelsen, når jeg var klar over, at de ikke kunne afvise mig. Jeg vidste godt, hvornår det var nu, og hvornår jeg havde det tilstrækkelig dårligt.

Det bliver vemodigt at sige farvel, men det er rigtigt nu.

Vil det være et nederlag at komme tilbage?

Vi har talt om, hvorvidt det evt. vil føles som et nederlag ved behov at gå til egen læge og bede om en ny henvisning til DPC? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Efter 12 år med 12 – 15 indlæggelser bag mig, ved jeg ganske udmærket, hvornår det er tid. Jeg vil være ked af det, men nederlag? Nej. Men jeg tror som sagt ikke, det bliver nødvendigt.

Fortiden er på plads, nutiden er god, og jeg kan ikke se nogen grund til, at fremtiden skulle blive anderledes.

Der er behov for at nuancere den offentlige debat

Når man hører patienters fortællinger om psykiatrien, er det altid om det, der ikke fungerer. Men hvem fortæller den gode historie?

Jeg synes/tror, jeg har “en stemme” og temmelig meget erfaring, og jeg vil faktisk gerne formidle min fortælling til en bredere kreds, og det kan jeg gøre med større vægt, når jeg ikke længere er indskrevet der.

Jeg har for længst prøvet at skrive til “Genstart”, der er en podcast i DR Lyd, men jeg fik selvfølgelig aldrig et svar, for de er sat i verden for at tage kritisable forhold op og at sætte fokus på det, der kan gøres bedre. Der passer min fortælling ikke ind.

Alle større platforme har fokus på det kritisable. Der kan jeg ikke være med.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.