Tag Archive for: Pia Bohn Christiansen

, ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Af og til er webmaster glad

Af og til er webmaster glad

Spørgeskemaet lukker snart

Af og til er webmaster glad

Tonny valgte at give sig til kende, da han udfyldte spørgeskemaet, der gennem snart lang tid har huseret i bunden af artiklerne. Skemaet lukker den 31. december (i år), så du kan også lige nå det, og jeg er glad for ethvert svar. Og selvfølgelig er jeg glad for, at de fleste respondenter er tilfredse, men det kan også være, at de utilfredse bare ikke svarer!

Tonny skrev blandt andet

Hej Stegemüller

Tak for at jeg må møde dig gennem dine erindringer. Jeg ville gerne fortælle dig hele min historie, for at du ville kunne forstå hvilken værdi dine artikler har for mig. Det er meget bekræftende at kunne få lov at se verden lidt med andres øjne og få lov at føle, man ikke er den eneste, som kan opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i. Jeg er langt fra færdig med at sondere dine artikler, ikke mindst dem om livets skole som autist; jeg glæder mig til at læse videre. Tak for dig og din flotte hjemmeside; ville bare lige skynde mig at lægge en venlig hilsen, mens dit spørgeskema endnu er åbent.

PS: Det er skide svært at lave hjemmeside, og ikke mindst at finde på noget at lave den om så der også er noget godt indhold for de besøgende. Din side er super flot, og dit indhold er super relevant. Det er virkeligt et flot arbejde, du laver.

Venlig hilsen Tonny

Sådan en kommentar kan jeg selvfølgelig kun blive ganske enormt glad over en kold fjerde søndag i advent. Du skal have mange tak Tonny.

Han rammer plet med “… opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i”. Det er præcis sådan, det er. Han har også Aspergers syndrom, og vi er fælles om det med “mærkelig” og “svær at finde plads i”.

Mange af os autister oplever den indbyggede ensomhed ved at foretrække vores eget selskab, fordi det er enormt anstrengende at være i et større fællesskab. Som et banalt og håndgribeligt eksempel sov jeg sidste år 15½ time efter fint og dejligt samvær med gode venner juleaften. Så det er ikke bare noget, jeg bilder jer ind eller finder på. Det er fysisk faktisk – og jeg var temmelig forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag.

Så må man vælge, og man må være rede til at tage konsekvenserne af sit valg. Det kan betyde, at der er glansbilleder, der blegner, hvilket man skal vænne sig til. Jeg har lige set gudstjenesten fra Odder Kirke (lidt for dreven østjysk sprogtone til min smag), men den i øvrigt gode prædiken drejede sig om “juledrømmen”, der bor inde i den snebold, vi alle gerne vil forme i julen, når “Der er ingenting i verden så stille som sne” (Helge Rode, 1886) er afsunget og har lavet aftryk på den virkelige verden, der så er blevet kridhvid og frostklar.

Sandheden er, at det faktisk er uhyre sjældent, vi har hvid jul. DMI fortæller, at vi kun har haft hvid jul ni gange siden 1900, hvilket svarer til ca. hvert 13. år. Men drømmen om den hvide jul deler vi, og jeg lagde mærke til, at folk smilede mere på de frostklare solskinsdage i den forløbne uge.

Hvorfor bliver autismen “værre”?

Som absolut hovedregel er jeg glad for diagnosen “Aspergers syndrom”, fordi jeg endelig kan blive den, jeg altid har været. Der gik 56 år, før det lykkedes i 2019, men jeg vidste det allerede fra 2003; psykiatrien strittede af en eller anden underlig årsag imod en udredning. Selv manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Til sidst tog egen læge sagen i egen “receptblok” og skrev en henvisning til udredning. Jeg ville have psykiater Pia Bohn Christiansen, fordi hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skulle være hende, fordi det er svært at mærke forskel på en sygelig mani (hører til bipolar) og naturlige særinteresser (hører til autisme). Hun var god, og hun fortalte på et tidspunkt, da vi var næsten igennem forløbet, at hun “vidste det fra dag et”.

Af og til kan jeg bare tænke, at det er som om, den fylder mere og mere, som om det bliver “værre”, som om den spænder mere og mere ben for mig især i relation til “det relationelle”. Værre er i citationstegn, fordi det ikke er noget slemt eller dårligt. Det har jeg selvfølgelig vendt med psykologen. Hendes tanke er, at det altid har været sådan. Tidligere har jeg bare ikke tilladt mig at mærke det og ikke været opmærksom, fordi jeg har haft travlt med fx karrieren. Det giver god mening.

Postscriptum

Om fire timer skal jeg tale kirkeret med “min præst”. Det glæder jeg mig til. Vi skal undersøge, om regeringen virkelig kan afskaffe (formentlig) Store Bededag.

Du ønskes i mellemtiden en glædelig og fredelig fjerde søndag i advent – eller måske den 18. for som en skrev den 9. december: “I dag har jeg åbnet den niende advendsgave”. Det er godt klaret, når der kun er fire søndage i advent.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

At gå systematisk frem

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

I 2017 påbegyndte “DR Dokumentar” en serie, de kaldte “De skjulte talenter”. Der er tre sæsoner: tre afsnit i 2017, tre afsnit i 2018 og to afsnit i januar 2021. Jeg har scannet dem alle for at se, om der var noget i de i alt otte afsnit, der kunne lede mig på sporet af, hvordan andre autistiske mennesker arbejder med de sociale kompetencer – eller rettere manglen på samme. På en måde var det opløftende at se, at næsten alle synes at have problemer på det sociale område, men de medvirkende havde modet til at gøre noget ved dem. Det ved jeg ikke, om jeg har; på den anden side set er der vel kun en vej her i livet, og det er fremad.

Men jeg fik også meget andet ud af at se udsendelserne, som jeg tog notater til. De kommer her:

Ny viden – lige ud af posen

Min historie om Aspergers syndrom findes her. Selvom jeg synes, jeg har godt styr på, hvad autismespektret og Aspergers syndrom går ud på og medfører, var der også meget nyt og spændende, der gjorde mig klogere. Især lagde jeg mærke til Christina Sommer, der på det tidspunkt var konsulent, vist nok hos Psykologisk Ressourcecenter, men siden har startet sit eget med fokus på Aspergers syndrom.

Der var ingen tvivl: hun har mødt massevis af autistiske mennesker, så hun ved præcis, hvad hun taler om. Jeg var så begejstret, at jeg faktisk kontaktede hende med henblik på et forløb, også selvom det er hundedyrt, men hun er optaget langt ud i fremtiden og har opgivet at have en venteliste. Jeg efterspørger hjælp til det med det sociale, for der må ske et eller andet. Nu er en tanke født, og den vil jeg gå videre med.

Psykologen har længe sagt, at jeg ikke kan leve på en ø, og krigen i Ukraine viser, at hun (igen) har ret. Hidtil har jeg ment, at det gik ganske fint. Jeg ved ikke, om disse ting er hendes kernekompetencer; på den anden side set, kender vi jo altså hinanden vældig godt, og det vil tage lang tid at forklare en anden om, hvem jeg er. Kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien siger også, jeg bør gøre noget. Men hvad?

Jeg har skrevet til psykiater Pia Bohn Christiansen, der udredte mig, og som jeg vældig godt kunne lide:

Kære Pia

Jeg oplever i stigende grad relationelle problemer. Den aktuelle krig i Ukraine gør, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg har for få at tale med. Faktisk har jeg ingen venner. Jeg formulerer det overfor mig selv som følger: “Jeg ved ikke, hvordan man har venner. Jeg kender ikke reglerne for venskaber”. Er det noget, du kan hjælpe med? Hvad koster det? Ventetid?

De bedste hilsner

Christina Sommer om mennesker med Aspergers syndrom

Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsesrækken “De skjulte talenter”.

Jeg er klar over, at flere af udsagnene herunder overlapper hinanden, men hun sagde det samme flere gange bare på lidt forskellige måder. Jeg kan identificere mig med alle udsagnene, derfor kommer de alle med:

  • De har fokus på at ville det gode og det rigtige. De er præget af en meget stor “ordentlighedsfaktor”; drevet af at være ordentlige mennesker.
  • De elsker regler, lærer udenad og tjekker af om tingene nu også passer. Hvis andre bryder reglerne, er det simpelthen for dårligt.
  • De opleves som nørdede, har fokus på detaljer med stor viden, entusiasme og energi inden for deres specialer, som måske dækker et meget lille område.
  • De trives glimrende med “det er sådan, man…”.
  • De pakker ikke tingene ind. Der er en enorm umiddelbarhed.
  • Hvad er rigtigt og forkert? Der er ikke så mange nuancer.
  • De er omhyggelige og spotter alle detaljer.
  • En normal hjerne består af en masse forbindelser, der “taler sammen”. Den autistiske hjerne har endnu flere forbindelser, der “taler sammen”.
  • Talenter: alle mennesker har talenter, men autistiske mennesker gør alt til 100 pct. perfektion næsten uanset hvad, det drejer sig om. De er ikke tilfredse, før det er næsten sublimt.
  • Når det autistiske menneske træder ind i et “socialt rum”, skal det virkelig tænke over “hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige, hvordan gør man?” for at virke så “normal” som mulig. Det kræver mange ressourcer.
  • De har en særlig kognitiv stil, en særlig tænkestil. Måden informationer bearbejdes på er særlig. Tænkningen er meget konkret.
  • Mange hverdagsting bliver vildt svære. Hjernen arbejder på højtryk og er hele tiden på overarbejde. De er sansesensitive i forhold til fx lyde, lugte og indtryk, samtidig med at de skal forholde sig til, hvad folk siger, samtidig med at de skal tænke over, hvad de selv skal sige.
  • Indtryk bearbejdes konstant.

Christina Sommers hjemmeside findes her.

Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting

  1. Sociale kompetencer
  2. Forestillingsevne
  3. Kommunikationsevner

Det passer fuldkommen til, hvordan jeg husker min egen udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen, som jeg valgte at vente næsten et år på, fordi jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom, fordi det er nærmest umuligt at kende forskel på særinteresser og manier (i hvert fald for mig selv). I begge tilfælde kan jeg blive så opslugt af et emne, at jeg kan glemme alle primære basale behov i time-/dagevis. De er simpelthen ikke vigtige. Jeg kan både spise og sove i morgen i stedet for i dag, for jeg er lige i gang med dette eller hint.

Jeg “dumpede” klart på både sociale kompetencer og forestillingsevner. “Dumpede” er det forkerte ord; det var dem, jeg scorede meget højt på.

Klinisk professor Troels Wesenberg Kjær

Professoren havde en del tørre facts med: fx at ¾ af de diagnosticerede autistiske mennesker er drenge/mænd blandt andet fordi, de er lettere at afkode. Min refleksion er, at der så må være et stort mørketal blandt piger/kvinder? Internationale undersøgelser har vist, at 70 pct. af de autistiske mennesker befinder sig udenfor arbejdsmarkedet. Man regner med, at tallet er det samme i Danmark. Og hvorfor skulle det nu ikke være det?

Den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne har sat sig som mål at bringe 1 million (på verdensplan) autistiske mennesker ind på arbejdsmarkedet. Specialisterne blev stiftet i 2003 af Thorkil Sonne, efter at hans søn Lars som treårig blev diagnosticeret med infantil autisme. Med familiens hus som sikkerhed, startede Thorkil en virksomhed, der ville ansætte mennesker med autisme til at løse opgaver i IT-branchen. Nu er der velfungerende samarbejder med virksomheder som fx Microsoft, IBM, Hewlett Packard og SAP. Og i parentes bemærket slår Lars ham oftest i skak og udregner med lynets hast antallet af resterende lovlige træk for Thorkild.

1 pct. af befolkningen befinder sig på autismespektret. Ud af disse har 10 pct. særlige talenter. Og de mennesker, vi møder i serien, har virkelig særlige talenter. Jeg er dybt imponeret af dem. Selv har jeg på ingen måde nogen af disse særlige talenter. Et eksempel er, at Novo Nordisk ansætter Louise Wille (det skønne menneske) i en form for to-årigt prøveforløb, da de regner med, at det vil tage ca. to år at løse de opgaver, de har til hende. Hun har imidlertid løst dem på tre måneder! Da DR spørger hende fem år senere, hvor hun er forfremmet til  Data Scientist, hvordan hun synes, hun har udviklet sig, svarer hun “Jeg har fået nye sko”. Man kan kun holde af hende.

Autisme er ikke en sygdom men en forstyrrelse i hjernen. Hjernen udsender strøm, når den arbejder. Det måler man med en EEG-scanning. Inden for autismespektret vil langt de fleste have et helt normalt EEG. Man kan ikke som sådan udpege egentlige dysfunktioner.

Den autistiske hjerne oplever glæde, når ting passer i systemer. Hjernen bliver glad over systemer. Men det autistiske menneske har svært ved at vide, hvad det så gør, når tingene omvendt ikke passer ind i systemerne. “Hvad gør jeg så?” (For egen regning tilføjer jeg: “Hvad er reglerne?”)

Professoren er gennem sit arbejde blevet overrasket over, hvor knivskarpe autistiske mennesker er til det, de er dygtige til og fokuserede på. Helt almindelige ting kan omvendt udgøre næsten uoverstigelige problemer.

Den autistiske hjerne er typisk god til mønstre. Når man er god til mønstre, ser man nogle sammenhænge, fordi man har nogle netværk i hjernen, der trækker informationer ud (ekstraherer). Man ser forskellene.

Interessen for autismespektret er voksende – mange vil gerne forstå den autistiske hjerne.

Evnen til at aflæse ansigter ligger under middel, fordi hjernen ikke er programmeret til det.

Sanseforstyrrelser, som fx lugte og lyde kommer ufiltrerede ind i hjernen. Fylder meget mere end for “normale” mennesker.

Det autistiske menneske har ofte svært ved at etablere og vedligeholde venskaber. Arbejdspladser kræver, at man kan samarbejde – men det er svært, da det i sig selv kræver sociale kompetencer.

Professorens dyster

Troels stiller op til en masse små konkurrencer/tests mod de forskellige autistiske mennesker, vi møder i udsendelserne, og selvom han er professor, taber han i hver evig eneste test – uden undtagelse. Han fortæller, at han har en faible for tal, men han kan på ingen måde slå Louise: De dyster om, hvem der kan se på 36 tal så længe de har lyst, og så bagefter gengive dem. Louise kan huske alle 36 tal på 58 sekunder – professoren kan huske 19 tal. Rent faktisk kan hun også huske dem 1½ år efter. Og på samme måde kan hun skrive dem alle i baglæns rækkefølge. Det er helt vildt.

Med en anden kombattant skal han lægge puslespil. Han er selv tilfreds, da han på de afsatte 10 minutter har sat 13 brikker sammen. Trine (var det vist) satte herefter alle 200 brikker sammen på samme tid. Billedet ændrer sig ikke, da de lægger et andet puslespil nu med billedsiden nedad og altså den blanke side opad. Det er også vildt.

Vi tager tingene ret bogstaveligt

Det er ikke overfor det autistiske menneske, du skal fremfinde alle dine metaforer, for vi tager tingene ret bogstaveligt. Louise kommer med nogle gode eksempler, som jeg godt kan smile ad men til fulde forstår:

  • “At stikke en finger i jorden”. Louises bemærkning: Det er da noget mærkeligt noget, og i øvrigt befinder vi os på 1. sal.
  • “At tygge på noget…”. Det tog hende tid at finde ud af, at det betyder at overveje noget grundigt.
  • “At tabe ansigt”. Louise troede, det var et led i en smertefuld proces, men det betyder bare at miste andres respekt.

Hun har fundet en ordbog på nettet, der så at sige “oversætter” metaforerne. Den har jeg ledt efter; ikke fordi jeg selv har sproglige problemer, men bare fordi det kunne være sjovt at læse den.

Jeg har dog et enkelt eksempel, jeg husker fra min barndom: Når jeg hørte udtrykket “At kende sine lus på gangen” forestillede jeg mig altid noget i retning af “Utøj i korridoren”.

 

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.