Indlæg

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg kan ikke finde roen

Jeg kan ikke finde roen

Send mig til en øde ø

Jeg kan ikke finde roen

»Roen« er ikke grøntsagen i den fede jord på Lolland og Falster; det er roen inde i mig, så jeg kan påbegynde min slægtsforskning og mine vandreture igen. Der skal ske for meget. Jeg venter hele tiden på en eller anden håndværker eller en fragtmand.

Sidstnævnte kommer den 8. oktober mellem 8 og 21 … Det er skam store fremskridt. Firmaets første mail oplyste, at fragtmanden ville komme mellem 8 og 21 i uge 41. Det var jo det rene Anders And. Jeg har købt en ny kontorstol (bare en billig) og et nyt underlag hos Kontormøbler.dk.

I dag kommer en VVS-mand og ser på mit toilet, der løber konstant, I flere år troede jeg faktisk, det var overboen, der tog nogle meget lange bade. Nu er det selvfølgelig holdt op med at løbe. Men så kan han måske se på køkkenhanen, der sidder temmelig løst? Fredag i næste uge skal jeg til tandlæge. Der er hele tiden noget.

Jeg leder efter dage, hvor jeg ikke skal noget. De ser ud til at indtræffe en gang i uge 42, hvor den eneste deadline er en artikel til Danske Slægtsforskeres medlemsblad »Slægtsforskeren«, som jeg for længst har skrevet, læst korrektur på og afleveret til redaktøren, som vist godt kunne lide den. Den handler om slægtsforskning i Tyskland og kommer med i decembernummeret af vores blad.

Send mig til en øde ø

Mandag skal jeg til Holbæk til psykologen, og som altid glæder jeg mig. Jeg medbringer altid en form for dagsorden med et tema for at få mest muligt ud af det. Temaet er denne gang »Send mig til en øde ø«.

Jeg synes simpelthen, at »det sociale« bliver sværere og sværere. Gad vide om det er fordi, jeg nu er mig selv og ikke maskerer så meget, som jeg opdager, jeg har gjort gennem hele livet? Det kunne være en årsag.

Jeg er i gang med at læse »Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler«. Den er egentlig skrevet til teenagers, men alligevel får jeg meget ud af den her 41 år senere. Den viser emner, som jeg aldrig har tænkt over. Fx at small talk kan være mere end irriterende snik snak.

Folk synes, jeg er »for meget«, når jeg bare er mig
  1. En bad mig direkte om at skrue ned, idet hun fik stress af mig. Jeg takkede selvfølgelig for hendes ærlighed, men jeg blev alligevel trist over det.
  2. En anden synes, jeg har meget energi. Hun sagde det på en virkelig sød måde, så det fik mig til at tænke. Der er desværre stor vejafstand mellem os, for jeg vil virkelig gerne møde hende. Det er et venskab in spe. Vi taler ofte i telefon, og der er gensidighed. Vi startede med vores fælles særinteresse, og efterhånden er vi nået til de mere personlige emner. Det følger fuldstændig NT’ernes logik. Jeg kan godt, eller også tager hun mig bare, som jeg er.
    • Bogen kalder det ‘Venskabspyramiden’, hvor man skal igennem de nederste niveauer, før man kan nå til toppen. Tjek evt. »The Social Thinking Clinic«.
  3. To medlemmer af den potentielle beboerrepræsentation værdsætter mit engagement men kan ikke selv følge med. Jeg har trukket mig ud, inden vi overhovedet kom i gang, for det stod lysende klart for mig, at alle opgaverne ville flyde hen til mig. Og der er noget, jeg hellere vil bruge min tid på.
    • De to nævnte, at jeg så bare kunne arbejde på en anden måde, men det kan jeg ikke.
    • Jeg er grundig, og jeg ser alle detaljer. Sådan er jeg bare, det er en del af min personlighed. Det kan jeg jo ikke lige lave om på. Hvis eksempelvis bekendtgørelsen om en beboerrepræsentation er nævnt, finder jeg den selvfølgelig frem. Jeg kan slet ikke lade være, og jeg synes, det er mærkeligt, at andre ikke gør det samme.
    • Et andet eksempel: Ali og hans kæreste spurgte, om de skulle stille glassene på plads i vitrineskabet. Det takkede jeg ja til. Bagefter var jeg nødt til at tage dem alle ud og sætte dem rigtigt ind igen fx ikke at blande whiskyglassene sammen med vinglassene osv.
    • Jeg er helt klar over, at andre synes det er mærkeligt, men jeg kan godt lide, at glassene står helt lige, så når jeg har sat dem ind på hylderne, retter jeg af med en lineal. De står lige målt på siderne, og der er også lige stor afstand mellem rækkerne. Det ser virkelig pænt ud. Men jeg er klar over, at andre ikke gør det samme. Det er faktisk så specielt, at den søde og dygtige psykiater, Pia Bohn Christiansen, der udredte mig, tog det med i udredningen, så jeg har det på skrift fra en top-professionel.
  4. En veninde i Sverige har vist trukket sig helt. Jeg kender ikke årsagen. Nu har jeg blokeret hende, for så er jeg selv »in control«. Man kan kalde det »kategorisk«, men jeg ventede meget længe på kontakt. Jeg var nok valgt fra på forhånd.
  5. Jeg har blokeret tre mennesker, der kunne minde lidt om familie. De kontaktede aldrig mig, og jeg vil ikke komme med hatten i hånden (jeg elsker det idiom, for oldefar var hattemagemester).

Samlet set viser disse fem eksempler, at noget er galt, men jeg kan ikke selv regne ud, hvad det er. Godt jeg har psykologen.

Dagens video

Jeg har gået lidt rundt i de øvrige værelser med en smartphone, så her har du dagens video, hvor du muligvis skal klikke på teksten »1. De øvrige rum« under den sorte ramme.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatrien passer godt på mig

Psykiatrien passer godt på mig

Mani under opsejling?

Psykiatrien passer godt på mig

Jeg har det helt fantastisk, jeg har aldrig haft det så godt, og det er ikke i sig selv bekymrende. Det må man godt, også selv om man har bipolar affektiv sindslidelse. Men hvor går grænsen?

Men det har kørt lidt for hurtigt de seneste uger, måske ca. seks uger eller deromkring. Jeg er så optaget af alle mine projekter – fx min tyske slægt – at jeg “ikke har tid” til almindeligheder såsom at spise, børste tænder, tisse osv. I øvrigt er jeg ikke sulten. Jeg sover kun meget lidt, og når jeg vågner midt om natten, kan jeg ikke falde i søvn igen. Jeg ligger bare og tænker på alt det spændende, jeg kunne lave, hvis jeg stod op, og det gør jeg så.

Jeg har måske også haft et lidt unødvendigt stort pengeforbrug. Ikke på nogen måde alarmerende, og jeg er ikke ved at gå fra hus og hjem, og jeg har styr på det, men alligevel er det en tanke værd.

Jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Jeg har haft den samme kontaktperson i ti år, så hun kender både advarselstegnene og mig vældig godt. Og hun tør sige sin mening. Det er der behov for.

Da vi senest sås, talte vi antal timer med søvn. Da jeg sagde 3-4, blev hun bekymret. Vi aftalte opringning en uge efter, hvor jeg på mirakuløs vis havde fået det til at stige til 5. Man kan jo ikke tvinge sig til at sove. Hun var stadig ikke tilfreds og blev nødt til at nævne det for lægen, der måske ville foreslå et møde.

Hun har ringet i dag og ringer igen i på tirsdag. De holder øje med mig. Jeg kommer til at tænke på “Holder øje med dig”, som Søs Fenger sang i 1989.

Lægen foreslog, at vi for en periode ændrer intervallerne for vedligeholdelses-ECT fra hver 5. uge til hver 3. uge. Hun havde sagt til ham, at det ville jeg nok ikke. Men det ville jeg, og jeg sagde ja til tilbuddet med det samme, for dette skal under ingen omstændigheder udvikle sig. Vi talte om det telefonisk. Hun sagde, at det var hun glad for. Jeg sagde på min side tak for hjælpen.

Vi ved alle, at ECT er vejen frem for mig. Det er det, der holder mig kørende og “stemningsneutral”, som det så fint hedder, hvilket egl. bare betyder, at jeg er i “midtersporet”, hvor jeg skal være.

ECT-afdelingen har allerede ringet her til morgen, og vi har aftalt de nye datoer. Der er styr på det. Det kører.

Ergo: psykiatrien passer godt på mig, og der er ansat topprofessionelle mennesker, der gør det, de skal og lidt til. Vi skal for enhver pris undgå en ny fullblown mani. Jeg har set psykiatrisk afdeling tilstrækkeligt, og i øvrigt har jeg ikke tid til en indlæggelse, for jeg skal til Tyskland i august og gå i mine aners fodspor.

De svære balancer

Når man har det fantastisk, går man ikke til lægen

Ingen normale mennesker går til læge, eller beder om en ekstra samtale med kontaktpersonen eller en lægesamtale, når de har det fantastisk, og der er fremdrift i alle projekterne. Hvad skal man så med fagpersonerne?

Du går da heller ikke til din egen læge for at bede hende kigge på dit ben, når du selv kan se, det ikke er brækket. For mig er det det samme.

Jeg skjuler ikke bevidst noget for nogen, og jeg lyver aldrig; det kunne jeg aldrig finde på, da det er imod mine værdier, som jeg går højt op i, men efter den omtalte telefonsamtale gik jeg de lovbefalede skridt og blev opmærksom på de yderligere advarselstegn. Jeg havde bare ikke anset det som “farligt”, men den samlede sum af omstændigheder er ikke helt god.

Det er godt, at der er en dygtig psykiatri, der holder øje med mig og hjælper med at holde balancen. Og her ser man værdien af det relationelle og et kendskab bygget op gennem flere år. En “fremmed” ville ikke på nogen måde kunne gennemskue det. Og når jeg heller ikke selv kan, har vi balladen.

De naturlige særinteresser

En mani er sygelig, men de eller den særinteresse, der følger med Aspergers syndrom, er fuldkommen naturlig og ikke alarmerende. Det er helt naturligt, at man er ekstremt optaget af sin særinteresse. Det er naturligt, at man specialiserer sig inden for et lille område og bliver god til det. Jeg ved ikke, hvor grænsen går.

Da jeg skulle udredes, ventede jeg faktisk et år på Pia Bohn Christiansen, der har forstand på begge diagnoser, da det forudsætter specialuddannelse at holde symptomerne ude fra hinanden, at skelne skæg fra snot så at sige.

De svære læger

Min kontaktperson syntes, jeg skulle tale med lægen. Det ville jeg ikke.

For det første fordi, jeg ikke så nogen grund til det. For det andet fordi jeg aldrig har mødt vedkommende før. Og jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst. Jeg skal kende folk, alternativt får de den velpudsede facade. Jeg har været i gamet længe nok til at kende koderne og vide, hvad jeg skal sige. Hun tilbød at gå med, og så var det i orden. Men nu klarede vi det telefonisk, så jeg slap for at møde en fremmed.

Forholdene i psykiatrien er sådan, at man i Distriktspsykiatrien typisk kun ser sin læge en enkelt gang, så er vedkommende videre til noget andet. Det er vældig problematisk for mig, for jeg skal først finde ud af, hvem folk er. Det er ikke fordi, jeg vil skjule noget for nogen, men jeg er bange for, at hvis jeg er mig selv og ærlig, vil de tænke, at jeg er mærkelig. Og hvem har lyst til det?

En undtagelse er den ældre overlæge i Distriktspsykiatrien, som for mange år siden gennemskuede hukommelsestabet og døbte det “absencer”, fordi perioder på op til 14 dage var pist væk. Det kunne ingen andre se. Hun gik desværre på pension.

Psykiatrien passer godt på mig

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.