Vandfontænen får katten til at drikke mere vand
Vandfontæne til katte
Vandfontænen får katten til at drikke mere vand
Rindende vand er åbenbart sagen – i hvert fald hvis man spørger Jason. 💦🐈 Han har fået sin egen drikkefontæne og drikker nu langt mere end før. Josephine er knap så imponeret og holder foreløbig fast i den gode, gammeldags vandskål. To katte, to meninger – og endnu et lille eksperiment i kattelivet.
(Topbilledet vises i større format i artiklens bund).
Det er utrolig vigtigt, at katten får tilstrækkeligt meget rent vand. Jo mere vand katten drikker, desto bedre kan den skylle nyrer og urinveje igennem og dermed reducere risikoen for lidelser heri.
Herudover kan strålen være sjov at lege med. Har du nogensinde ladet køkkenhanen eller hanen i håndvasken løbe, og glædet dig over at se din kat stikke poten ind i strålen igen og igen? Men det er noget upraktisk at stå ved en af de to haner og vente på, at den bliver færdig med at lege.
Jeg læste “Vand i en skål kan hurtigt blive lunkent og smage af skålens materiale eller omgivelserne”. Jeg har faktisk lagt mærke til, at Josephine straks drikker, når jeg lige har serveret friskt, koldt vand. Derudover ser jeg hende kun sjældent ved vandskålen. Så det er nok sandt.
En vandfontæne cirkulerer konstant vandet, hvilket giver en friskere smag.
Jeg fandt denne sobre artikel: Vandfontænen til katte – derfor er den bedre end en almindelig vandskål.
Herefter besluttede jeg at købe en “Catit PIXI Stainless Steel Drinking Fountain” til dem. Jeg handler ofte hos Proshop, der har den for 358 kr.
- En fordel ved Proshop er, at der aldrig er bøvl, hvis man er nødt til at returnere noget.
- En anden fordel er, at man faktisk kan ringe til dem og få fat i et levende menneske. Man er ikke henvist til en robot nede i højre hjørne af skærmen, hvis man har et problem.
- En tredje fordel er, at de tilbyder at sende med Burd, der leverer til døren, når man rent faktisk er hjemme mellem 18 og 22. Prisen er kun marginalt højere end de øvrige transportører.
Jason er glad for den
Jason er rigtig glad for den. Han drikker ivrigt, og jeg kan se på vandforbruget, at han faktisk drikker rigtig meget vand fra fontænen – meget mere end da han drak fra skålen (selvom det selvfølgelig kan være svært at vide, hvem der drikker hvor meget, når man har to katte).
Indtil videre har han vist ikke dasket til strålen med poterne. Det kommer nok, for jeg har vist ham med en finger, at det er en mulighed. Hans interesse for andre rindende stråler er helt sikkert dalet, nu hvor han har sin egen – og det er nu meget rart.
Den er designet, så katten ikke får våde knurhår af at drikke af den, for det hader de. Og den er lydsvag. Selvom jeg sidder ved siden af den, kan jeg faktisk ikke høre den.
Med til at sørge for, at vandet smager godt og er rent, er de fire små aktive kulfiltre, som vandet løber igennem, inden det løber ud igennem studsen og ned på drikkefladen.. Kulfilteret skal skiftes hver 30. dag, så det er lagt ind i kalenderen. Kulfiltrene købes i pakker af seks styk, dvs. man har til et halvt års forbrug, når man køber en pakke.
Noget andet, jeg har lagt i kalenderen som en ugentlig begivenhed, er rengøring af fontænen. Da jeg vaskede den til morgen, kunne jeg faktisk mærke, at den trængte til vask. Det var som om, delene havde et tyndt “fedtet” lag. Det var tydeligvis væk efter vask og aftørring med viskestykke. Har man opvaskemaskine, kan ståldelen gå derind. Resten må klares ved håndopvask.
Josephine er ligeglad
Den interesserer ikke Josephine den mindste. Hun fortsætter med den almindelige vandskål. Hun har kigget lidt. Beskeden er:
Tak – men nej tak.
Hvis man køber en drikkefontæne, skal man lade vandskålen stå fremme, til man er sikker på, at katten vil bruge den, ellers går den jo rundt og er tørstig.

Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.



Trackbacks & Pingbacks
[…] kattegræs, drikkefontæne, legetøj, madskåle, pelsvask, lure, vilde 30 minutter og alt det andet, der efter ganske få uger […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!