Første og sidste gang jeg har ringet 1813

1813 er spild af tid for alle parter

Jeg er helt til rotterne og kan ingenting. Jeg har næsten ikke sovet, da jeg ikke kan finde en stilling med bare lidt lindring. Det bliver hele tiden værre.

Jeg var nødt til at gå på indkøb for at have mælk nok at indtage forud for Ipren og Pamol, som gør det nogenlunde udholdeligt i dagtimerne. Mælken beskytter mod akut blødende mavesår.

For første gang nogensinde besluttede jeg at ringe til 1813. Jeg brugte samlet set 77 minutter på muzak og ingen hjælp, eftersom mit problem ikke er akut. De spurgte nærmest, om armen er ved at falde af (er der feber? er der misfarvninger?) – og det er den jo ikke. Og så kan de ikke hjælpe. Så er vejen via egen læge, som de dog venligt sender en SMS om, at man har kontaktet dem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Hvor henvender man sig så med vilde smerter? Det private?

Jeg har linket til indeværende artikel på regionsrådsformand Lars Gaardhøjs Facebookprofil. Det bliver interessant at se, om han svarer.

Pivet eller ej?

Ingen mennesker vil vel stille sig op og sige “Jeg er nok noget pivet”; ergo mener jeg heller ikke, jeg er pivet. Men efterhånden ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan være nogen steder, og at dette er et mareridt.

Fra i går

Ovenstående skrev jeg i går, men kunne ikke gøre det færdigt pga. smerterne. I dag er det bedre. Jeg har sovet godt, og vågnede med følelsen af “det er bedre i dag”. Jeg har taget smertestillende for at holde det i skak, så lige i skrivende stund er det okay. 1. og 2. finger er fortsat “døde” og gør ondt, men det kan man vænne sig til.

Jeg er stadig skuffet over 1813, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man ikke aner sine levende råd. Jeg misbruger ikke systemet; jeg har aldrig ringet til dem tidligere, og det kan de sikkert se et eller andet sted, og det må de gerne for min skyld.

Efter de første ca. 70 minutters ventetid i telefonen med deres hæslige muzak får man fat i en sygeplejerske, der først og fremmest er interesseret i, om man ringer hjemmefra? Jeg ved ikke, hvilken betydning det har, hvor man ringer fra. Og der er jo sikkert en grund. Det forekom mig bare mærkeligt.

Jeg bekræftede, at jeg ringede hjemmefra. Herefter spurgte hun til symptomerne. Det kan være, at det med feber og/eller misfarvninger er symptomer på blodpropper mv. Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Jeg blev venligt nok viderestillet til en læge, der bare sagde, at jeg henvendte mig det forkerte sted, da det ikke var akut. Næh, når det begyndte den 20. december, og jeg stadig er i live, er det selvfølgelig ikke akut. Det kan selv jeg se. Det kunne sygeplejersken vel have fortalt? Nu spildte vi bare også lægens tid.

Min bekymring

Jeg ringede til 1813, fordi jeg er bekymret over, at fysioterapeuten har skrevet “… mulig diskusprolaps eller sammenfald” i nakken. Det er ikke noget, vi har talt om, og jeg ved det kun, fordi jeg sidder med journaludskriften.

Jeg synes ikke, jeg tør lave en simpel øvelse, hvor man skal hælde hovedet mod højre. Nakken føles låst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.